11.07.2011

Roskilde 011: L.O.C. @ Orange (søndag)

img_7153Søndag aften. Solen står klart på en blå himmel over Orange Scene, og højtalerne spiller et swingende jazz-nummer for et af hele festivalens mest talstærke publikummer. Titusinder er mødt op og nyder den gode stemning, men på et splitsekund skifter tonerne til noget langt mere deprimerende. Skyggerne samler sig og den solrige sommeraften virker pludselig dyster og alvorlig.

Det er Rune Rask og Jonas Vestergaard der står bag den mørke produktion der præger den stadig tomme scene. Kun en mikrofon står klar, og det enorme publikum skriger med armene i vejret, da L.O.C. begynder at spytte den fuld af rim. Nummeret hedder ’Vågen’, og aftenens hovedperson fortæller i teksten om hvordan hans dag begyndte ”med en trang til at gøre livet kort”.

Scenens storskærme beretter i glimt om hvor ubegribeligt mange der er vidne til de destruktive linjer. Ikke få ser ærefuldt op mod manden på scenen. Han er stilfuldt klædt i sort jakkesæt og et løstsiddende slips, og bruger sine hænder til kunstigt at dirigere tonerne, så snart verset er slut og livemusikken får lov at spille instrumentalt.

L.O.C. fortæller åbent om sit mørke indre i linjerne – og måske skal årsagen til at tankerne huserer i hans hoved, findes i nogen af koncertens andre numre. ’Frk. Escobar’ beretter om et kokainmisbrug, mens adskillige numre nærmest dokumenterer, at rapperen har haft et problematisk forhold til alkohol. ’Drik min hjerne ud’, ’Få din flask’ på’, etc.

Rapperen er blevet så berømt på sine tekster, at responsen fra crowden er ubeskrivelig da han lover at levere en fest. Så vild, at han ikke kan skjule sin overvældelse. ”HVOR ER DET FEDT!!” mimer den storsmilende mand, mens han kigger ud over de veloplagte festivalgæster. Det er svært ikke at få storhedsvanvid, fortæller han. Ganske forståeligt.

Stemningen i de ældre festlige numre, står i knivskarp kontrast til den depressive lyd på numrene fra det nye ’Libertiner’-album. Selvom rapperens tekstunivers i dag har nået en dybde der er stærkt overlegen sammenlignet med hans ældre værker, er det unægtelig de gamle tracks der får folk til at hoppe rundt på festivalpladsens grønne områder.

Det bliver en smule akavet, når han åbenlyst føler sig tvunget til at love at der nok skal komme gang i festen, men at han altså først lige må spille lidt mere af det sortseende materiale fra den nye plade. Det er lidt et problem, for kun den hårdtslående ’Når jeg har jer’ spreder den samme energi ud over publikum som de ældre rusmiddel-forherligende skæringer.

Sidste gang rapperen stod med et soloshow i det orangefarvede telt, fik koncerten besøg af medlemmer fra både Suspekt og Veto. For ikke at skabe en deja vu-oplevelse, er det denne gang andre der kigger forbi.
Det virker dog lidt meningsløst, at Johan Olsen fra Magtens Korridorer skal træde ind, blot for at skrige de få skingre linjer han bidrager med på det nyeste albums titelnummer. Ligesom det ikke er meget mere end et skuldertræk værd, at Jokeren og Niarn rimer deres vers på remixet af den noget udtrådte ’Havnen’.

Til gengæld er det store og ægte Orange-øjeblikke når L.O.C’s måske mest velskrevne tekst på ’#%!@ mig nu!’ bliver spredt ud over publikum. Når ’Fra min blok’ beviser sig som et stadigt holdbart track. Og når festen sjovt nok rammer klimaks i koncertens sidste minutter, hvor showet byder på ’Ikk’ nogen diskussion’ og ’Momentet’ med U$O.

Den swingende jazzmusik breder sig igen ud over scenepladsens store areal, og publikum spreder sig fra hinanden.

3 ud af 6 spots
3 RapSpot Spots

Foto: Kenneth Nguyen (klik for større fotos)

Skrevet af Falco Lamb 11.07.2011 arkiveret under LiveSpot |