25.09.2011

Game gæster Danmark til december

For alle hardcore fans af gangsta hiphop falder julen tidligt i år. Game, manden der har lavet en af de mest legendariske hiphop-koncerter på Roskilde Festival, vil i forbindelsen med udgivelsen af sit fjerde album ”R.E.D.”, tage på en større Europaturné. Her vil han den 15. december ramme Lorteøen, svinge sit røde bandana og rive taget af Amager Bio.

I pressemeddelelsen står:

Game indtager Amager Bio

Det danske publikum får igen muligheden for at opleve gangster-rapperen Game, når han 15. december lægger Amager Bio ned med det længe ventede R.E.D.-album i bagagen.

Den grovkornede rapper er netop nu højaktuel med R.E.D.-album, der blev annonceret i 2009, men endte med at blive udskudt flere gange, og så endelig blev sendt på markedet i august i år. Albummet, der indeholder gæsteoptrædener fra bl.a. Chris Brown, Drake, Dr. Dre og Snoop Dogg, cementerer igen Game som en del af den internationale rap-elite.

Siden udgivelsen af debutalbummet ”The Documentary” i 2005, har den 31-årige rapper fra Compton udgivet yderligere tre album, hvor altså R.E.D.-albummet er det nyeste. Alle er strøget direkte ind i toppen af den amerikanske ”Billboard 200” liste over mest solgte albums og indeholder bl.a. hits som “Hate It or Love It” og “How We Do“. Game har allerede mere nyt i ærmet – for nyligt annoncerede han at han er i gang med arbejdet på sit femte studiealbum, der bærer arbejds-titlen ”Soundtrack to Chaos” og udkommer i løbet af 2012.

Game’s tidligere koncerter i Vega og Amager Bio, har givet genlyd langt ind i nettets forskellige musik- fora og blog-rolls, så der er lagt op til et brag 15. december i Amager Bio.”

Salget af billetter er netop startet. Billetter koster 340 kr. + gebyr og kan købes lige her.

Læs Rapspots anmeldelse af “R.E.D.” her.

Skrevet af Johnny Lund 25.09.2011 arkiveret under Nyhedsarkiv |