26.11.2011

Mobb Deep – ‘Black Cocaine’ (ep)

Det har været lidt af en underlig tur for Mobb Deep, der efter deres signing hos G-Unit så ud til at have taget en musikalsk drejning, der ikke afspejlede det oprindelige grimey udgangspunkt, som mange ellers associerede med Mobb Deep. Det er egentlig ikke fordi, Mobb Deep blev mere mainstream end de egentlig måske altid har forsøgt at være, men det musikalske udtryk ændrede sig derimod over i en form for G-Unit-kloner, i en stil der tydeligvis ikke passede til de to Queensbridge-veteraner.

Det interessante er dog, at både Havoc og Prodigy sideløbende med deres kontrakt hos G-Unit fortsatte med at lave det ekstremt hardcore grimey-rap, som de havde gjort tidligere, til stor begejstring for deres hardcore fans, som har higet efter en proper Mobb Deep-udgivelse i alt den tid, Prodigy sad i fængsel.

Nu er Mobb Deep så endelig tilbage, denne gang uden G-Units påvirkning, og med en mere afklaret tilgang til deres egentlige position i det hersens rapspil. Om det skal fungere som en art appetitvækker, eller om de blot følger tidens trend, er svært at bedømme, men ikke desto mindre har Mobb Deep valgt at det skulle være en EP, som skulle repræsentere deres tilbagevenden til kompromisløs QB-rap… og sikke en EP det er.

Lige fra starten af, er man ikke i tvivl om, at Mobb Deep er på en mission for at bevise, at de stadig har det i sig. Med det Bounty Killa-assisterede ‘Dead Man Shoes’ leverer Mobb Deep én af de mest hardcore bangere man har hørt fra dem i meget lang tid, og det efterfølgende titeltrack ‘Black Cocaine’ beviser endnu engang, at Mobb Deep og Alchemist er én af de absolut bedste kombinationer i hiphop-land.

EP’ens tredje skæring i form af ‘Conquer’ er noget bombastisk ignorant shit, med et omkvæd der sparker røv, alt imens den Nas-assisterede ‘Get It Forever’ er så dejlig kompromisløs i forhold til, hvad det kunne have været, at man mest af alt ønsker at rygterne om et Nas/Mobb Deep-album ikke blot var blevet ved rygterne.

EP’en rundes af med det lidt mere laid back ‘Last Days’, der måske ikke har en produktion, der umiddelbart falder i min smag, men som stadig leverer hardcore Mobb Deep-lyrik, som i hvert fald har gjort mig til stor fan af dem i godt og vel 15 år.

Hvis man erhverver sig ‘Black Cocain’ på CD, så får man yderligere 2 bonustracks, hvoraf i hvert fald det ene, ‘Water Boarding’, er et hardcore dystert track med en super lækker Alchemist-produktion, som gør CD-udgaven til en must-have for hardcore fans. Jeg har desværre ikke haft mulighed for at høre EP’ens sidste bonustrack, så det kan jeg ikke udtale mig om.

Det er vist rimelig tydeligt, at jeg muligvis er lidt farvet hvad angår Mobb Deep, men hvis man som mig er fan, så er der absolut ingen undskyldning for ikke at erhverve sig denne EP, som er en helt igennem fantastisk tilføjelse til deres i forvejen omfattende diskografi. Det samme gør sig dog også gældende hvis man ikke er hardcore fan, og blot ønsker at høre, hvordan hardcore rap kan og bør lyde i 2011.

Hvis man absolut skal fremhæve noget negativt, så kan man ikke løbe fra, at EP’en er et noget kort bekendtskab, det på blot 19 minutter for de 5 regulære numre går alt, alt for hurtigt at komme igennem. Det er egentlig lidt en skam, især hvis man har fulgt med i mængden af gratis tracks, som Mobb Deep har smidt ud til masserne, som havde gjort EP’en lige det mere tiltalende. Eksempelvis kan man undres over, at den oprindelige førstesingle ‘Street Lights’ er udeladt, eller det åndsvagt dumme og fantastiske ‘Gangstaz Only’ med LEP Bogus Boyz.

5 ud af 6 stjerner

Skrevet af SPOL OP! 26.11.2011 arkiveret under Anmeldelser |