Der kan og skal ikke lægges skjul på, at jeg er rigtig stor fan af både Statik Selektah og Action Bronson. På den ene side anser jeg Statik Selektah som værende en af de absolut bedste nyere hiphop-producere, med et helt ekstremt højt bundniveau, og på den anden side har Action Bronson leveret en af de bedste undergrundsudgivelser tidligere på året, samtidig med at han har vist sig at være en karismatisk og charmerende karakter, der har potentiale til at nå langt ud over Queens‘ grænser.

Men to talentfulde individer er ikke ensbetydende med et ubetinget godt resultat, og netop nogle af de ting som gør at jeg er blevet stor fan af de to, er skyld i at albummet aldrig rigtig løfter sig ud over det forventelige, og det er sgu en skam.

For ja, Action Bronson kan sgu rappe og hans utømmelige repertoire af madreferencer og -metaforer rammer mig lige i mit kulinariske hjerte. Og Statik kan lave tiltalende og fede east-coast bangere, præcis som man synes den slags nu engang skal lyde, med stor inspiration fra DJ Premier, uden at det virker uoriginalt eller som plagiering.
Alligevel bliver det dog lidt for meget af det gode, når mange af produktionerne gang på gang skal have cuts og scratches, som desværre ikke altid egner sig til Action Bronson – der har en ret blid stemmeføring, som ofte drukner i de tunge produktioner, der kunne have haft gavn af en lidt mere less-is-more tænkning.

Netop less-is-more-princippet har generelt været en mangelvare igennem Statik Selektah’s karriere, men hvor man (læs: jeg) tidligere har set igennem fingrene med det, eksempelvis når han inkluderer ALT for mange tracks på sine soloudgivelser, så bliver det en decideret hæmsko for denne plade, idet Action Bronson aldrig rigtig får lov til at skinne igennem, da produktionerne kun sporadisk løfter sig op over det middelmådige.

Action Bronson er som forventet i topform, men den overordnede producering af albummet er desværre alt for anonym, og Action Bronson har alt for svært ved at komme denne anonymitet til livs. Numre som ‘Cocoa Butter’, ‘Cirque Du Soleil’ og ikke mindst ‘Keep Off The Grass’ er hurtigt glemte, og det er selvom Action Bronson leverer nogle af sine hårdeste linjer på sidstnævnte.

Når det derimod går godt i mellem de to hovedpersoner, så fungerer det helt optimalt. Numre som ‘Not Enough Words’, ‘Respect The Mustoche’, ‘Central Bookings’ og ‘White Silk’ viser en perfekt balance imellem produktionerne og Action Bronsons karakteristiske flow, samtidig med at der er nok musikalsk adspredelse til at skille sig fra mængden.

Det skal pointeres, at der er en klar overvægt af gode numre på albummet, desværre er det dog de 4-5 middelmådige numre som formår at diktere albummets udtryk som helhed og det er virkelig en skam, for det kunne have været et suverænt album med 10-11 tracks, men i stedet bliver det hele lidt for hurtigt glemt og man ender med at trykke på skip-knappen lidt for ofte ved gentagende nærlytninger… øv.

4 ud af 6 spots

Skrevet af SPOL OP! 26.11.2011 arkiveret under Anmeldelser |