29.11.2011
LiveSpot: Malk De Koijn @ Tap1, fredag d. 25/11.
Hvilken dansk hiphop-gruppe kan fylde Tap1-hallerne i København til bristepunktet – to aftener i træk? Ingen ringere end verdens bedste gruppe Malk De Koijn, som leverede et uforglemmeligt show. Her en reportage fra koncerten fredag aften.
Det er nærmest et uvirkeligt syn, der møder en, når en dansk hiphop-gruppe spiller i en hal så stor, at den kun bliver større jo længere tid du kigger rundt i den.
Bedre sent end aldrig, bliver RapSpots udsendte visiteret af det talstærke hold dørmænd man møder i indgangen – netop som Malk De Koijn har slået tonerne an, med åbningsnummeret ’5-Øres Ting’.
Det første, der slår mig, er ikke musikken, men hvor absurd mange tusinde mennesker, der er samlet for at se gruppen optræde. Dernæst, at gæster bærer papholdere med fadøl i fem-styks væk fra baren og drikker shots i aflange plasticbeholdere.
Herefter, hvor små rapperne på scenen ser ud på så kolossal lang afstand – og så til sidst, at jeg ikke har haft en lignende oplevelse med hiphop, siden… Malk De Koijn på Roskilde i 2009.
Åh gud, det er stort det her. Lyden, tætheden, stemningen og især rappernes kostumer er ubeskrivelige.
Selv helt nede bagi stikker folkene i huset deres hænder i vejret, mens de rimer med på de tre bananers vers, som havde de fået dem ind med moder-malken. På scenen ser jeg Tue Track stå i ro på scenen bag pulten, men ’Radioen ska’ kneppas’, og koncerten er for alvor i gang.
Det er ikke første gang vi ser Sneglzilla-tracks slime sig igennem salen med stor succes. Helt vildt er det dog i aften. Da Geolo G siger, han vil snurre tre gange rundt på dit dome, råber publikum ”HVA SÅÅ!!” så højt, at ingen kan være i tvivl om, det er ’Fågt Op i Skalle’.
Det er mange års rimteknik og flowkontrol, der har sat sine tydelige spor hos Blæs, Geo og Tue.
’Rocstar’, ’De Rigtige McCoys’, og ’Muscelbundt’ er også blandt Zilla-klassikerne, der bliver spinnet rundt med stor overbevisning, sammen med adskillige tracks fra trioens tredje album.
“What up – sku’ det være en hotdog?” spørger Geolo G på gruppens spritnye single ’Klap din Hotdog’, hvor først publikum, og så et lysshow, går amok. Ikke mindst når Blæs Bukkis dybe røst leverer ”hund-bider-mand” remsen, der danner omkvæd for nummeret. Herefter tager Malken os længere toback til nye skæringer som ’En Gang’, ’Nalk’ og senere den hysteriske ’Weekend Kriger’.
”Is this Sweeden or Däänemark”, bræger rapperne pludselig fra scenen som en karikatur på deres amerikanske hiphop-kolleger, der aldrig kan gennemskue nordeuropæisk geografi.
Showet udvikler sig konstant, og ender i en blanding af uimodståelig komik og dybt professionel musik.
Efter en hyldest til aftenens mange kvindelige fremmødte på den nye ’Pige, Girl’ kommer en sviner til nogen af deres kønsfæller på Smashhittet ’P.I.G.E.’.
Trods de forvirrende signaler, er aftenens kvinder tilsyneladende charmeret. For adspurgt direkte af gruppen ud gennem Tap1-hallernes højtalere, svarer de enstemmigt, at de gerne vil i seng med Malk De Koijn. Hvad der måske er endnu mere overraskende er, at aftenens mandlige koncertgængere giver præcis det samme svar…
Men svaret slår vel egentlig bare fast, at gruppen på vanvittig vis har nået sit klimaks efter årtier, og er elsket mere end nogensinde for både deres beats og især tekster.
Ikke mindst de nye om fantastiske Melkon S, der har ”klar karisma, ruller en Rizla. Sparker en fodbold, og holder sit hoved koldt”, men også dem fra 90’erne, der handler om når tilværelsen bliver et ’Kosmisk Kaos’.
Malk De Koijn ender showet ved at ’Tage fuglen på dig’ i et hiphop-inferno, hvor der råbes ’Å Åå Mæio’ – Phantastisk.
6 ud af 6 spots
Foto (fra lørdagens koncert): Kenneth Nguyen (klik for større skud)
Skrevet af Falco Lamb 29.11.2011 arkiveret under LiveSpot |