Jeg må ærligt indrømme at det ikke var med ovenud begejstring at jeg tog imod nyheden om en ny Talib Kweli koncert på dansk jord. For selvom jeg på den ene side er stor Talib Kweli fan, så er det efterhånden et stykke tid siden at han har lavet et album der sådan virkelig har fanget mig, samtidig med, at Amager Bio altid har haft en del mangler som spillested, i forhold til den mere vellydende og – for mit vedkommende, generelt hyggeligere pendant; Store Vega. Ikke desto mindre, drog jeg mod Amager Bio, med en god portion optimisme, ud fra en forhåbning om at få beriget min ellers ret så triste onsdag.

Det hele startede som den slags nu engang gør, med et halvt fyldt Amager Bio – hvornår har der sidst været fuldt hus i Amager Bio? – og en rimelig ligegyldig DJ, som på den ene eller anden måde forsøgte at få publikum i stødet. Denne DJ var dog ikke nær så kliché præget som den slags nu engang kan være og efter 10 minutters forsøg på at femvise lidt turntablism skills stod aftenens hovedperson pludselig på scenen og påbegyndte sit set.

Talib lagde hårdt ud med lidt blandede numre, som det dog tydeligvis ikke var alle som kunne genkende. Det blev således blandt andet til JayLib tracket “Raw Shit” og de lidt nyere “Palookas” og “I’m On One”, som i forvejen begge er lidt støjende numre, der bestemt ikke klædte det noget mudrede lydtæppe som blev lagt for dagen i Amager Bio. Den blandede skare af numre, satte desværre en lidt tidlig dæmper for koncerten og det var først ved det 6. nummer at Talib fik ordentlig fat i publikum, idet han indledte en kavalkade af de mere velkendte “hits”, i form af nogle af de bedste tracks fra den nyeste Reflection Eternal plade; “In This World” og “Strangers”, efterfulgt af det mere afdæmpede “Hot Thing”, det fantastiske Beatles samplede “Lonely People” og så sin egen version af Common‘s “Blue Sky” og Tyga‘s(!?) “Rack City” – som fungerede overraskende godt.

Denne lidt mere hårdtslående kavalkade, blev dernæst fulgt op af nogle af de helt store klassikere, først med “Down For The Count” fra den første Reflection Eternal plade og dernæst “Definition” og “Knowledge of Self” fra Black Star pladen. “Get ‘Em High” og “Move Something” holdt publikum ved ilden, samtidig med at der også er blev plads til en imponerende acapella af hans nyeste single “Distraction”.

Til trods for den øjensynlig store mængde hits, både nye som gamle, var det dog tydeligt at publikum ikke var helt i stødet. Flere gange under settet kunne man mærke at publikum ikke ligefrem var i humøret til at give meget igen og en manglende lyst, til for eksempel at indgå i fællessang omkring Beatles hittet “Lonely People” og senere omkvæddet af “The Blast” som går; “Keep on dancing, you gotta keep on dancing”, endte med at trække ekstremt meget energi ud af koncerten, hvor flere publikummer endda begyndte at trække mod baren/udgangen cirka halvvejs igennem.

Der var således ikke meget Talib kunne gøre da han gjorde sin “ekstra nummers” entré, for at give hvad folket havde ventet på, nemlig de to monster hits “I Try” og “Get By”, og koncerten blev afsluttet lige så pludseligt som den startede efter en lille time.

Når man umiddelbart læser de valgte numre igennem, så fremstår det som en ganske udemærket koncert på papiret, men alligevel var der for mange mangler i praksis. Først og fremmest var der selvfølgelig hovedpersonen selv, som til trods for at udstråle en stor portion enerig og glæde over at stå på scenen, ikke rigtig havde formået at skrue et ordentlig show sammen, med forståelse for hvad der egentlig får folk til at rykke. I den forstand burde Talib Kweli have afkortet sine mere lyrik-tunge tracks, i stedet for at lade dem køre ud over 2-3 vers, samtidig med at hun kunne have inkluderet en del mere publikumsvenlige tracks, som eksempelvis “Soul Rebels”, “Get By” eller “Ballad of the Black Gold”.

Sidst men ikke mindst var der selvfølgelig lyden, som alt andet end lige efterhånden er blevet Amager Bio’s akilleshæl. Jeg har hørt flere røster sige, at Amager Bio får en alt for hård medfart og at påstandene om den dårlige lyd er stærkt overdrevende, men faktum er, at denne aften var præget af decideret dårlig lyd igennem hele aftenen. Hvor instrumenteringen simpelthen var sat alt for højt i forhold til vokalen, hvilket kom særligt til udtryk under de mere støjende og energi drevne numre. Det var flere gange decideret umuligt at høre hvad der blev rappet og enkelte steder var der så store volumen udsving, at man begyndte at undre sig over hvad fanden lydmanden egentlig havde gang i.

Alt i alt, var måden hvorpå Talib Kweli indtog scenen denne aften en meget god indikator for resten af showet, hvor han aldrig rigtig formåede at få inddraget publikum, med et alt for tamt set i forhold til hans massive repertoire. Dét, blandet med den dårlige lyd og et knap så energisk publikum, så kan koncerten som helhed, desværre ikke snige sig meget højere op end det middelmådige.

Foto: Kenneth Nguyen (OBS! Billedet er fra Talibs 2010-besøg i Pumpehuset, se flere her)

Skrevet af SPOL OP! 01.03.2012 arkiveret under LiveSpot |