20.03.2012
LiveSpot: Artifacts genoplivede de døde
Uanset hvordan man drejer og vender det, lægger genforeninger indenfor musikkens verden altid op til den notoriske nostalgiker i os. Der må i den forbindelse have være nogle golden era-fantaster, der har undsluppet sig et ”yo” af glæde, da det blev annonceret, at Artifacts’ reunion-tog ville slå et smut forbi Stengade 14. marts.
Som opvarmning til angrebet fra New Jeruzalem var der proppet ikke mindre end tre acts ind, og der blev på Stengades hjemmeside annonceret, at festen hurtigt ville rykke i gang, så der blev tid til det hele. No hiphop time! Da undertegnede mødte op 20:30 var det dog stadig lydmandens iPhone, der lagde lydrammen til et forholdsvis tomt lokale. Da klokken nærmede sig 21 var der efterhånden fyldt godt op i baren og et proppet Stengade var indenfor rækkevidde.
At Tame og El’s sidste fælles plade havde udgivelsesdato for ca. 15 år siden satte sine spor i aldersfordelingen i publikum. Manglen på forførisk ungdom fik de tre opvarmnings-acts i den grad at føle. Først op var Dialekten, der fik bedyret, at de ligesom Artifacts var på den forkerte side af sporet. Man kan spørge sig hvorvidt de mente lydsporet, da de gennem hele settet kæmpede med en håbløst hakkende cd-spiller. Kombineret med det faktum at ingen virkede til have det særlig sjovt oppe på scenen, blev der ikke mere gang i det ekstremt sløve crowd.
Next up var Pede Gøbb, den nyligt kårne 1st-contender i Rap Slam, der først efter et løfte om ikke at bide, fik rykket folk lidt tættere på scenekanten. På trods af lidt gang i den til hittet ’Kunskabens Træ’ kæmpede Pede også med det til tider pinligt trætte publikum. Som sidste opvarmer trådte Rapublik1 op på scenen, og selvom der blev rappet at Rapublik1 ville være tilfredse med 12 mennesker i publikum, kunne man godt mærke frustrationen over det døde crowd.
Efter en times hektisk opvarmning, hvor publikum mest af alt havde fremvist en zombie-tilstand, var der nu ikke flere kort i ærmet fra arrangørernes side. DJ Kaos fik dog brugt et par effektive minutter på at varme op med lidt tung 90’er hiphop og til lyden af ’Who’s This’ vandrede El Da Sensei og Tame One ind på scenen. El, der havde lugtet stemningen, fik stoppet beatet og givet publikum en lille opsang om hvor vigtigt crowd-participation var. Derefter blev gildet skudt i gang med de to åbningsnumre fra henholdsvis plade 1 og 2. Først ’Art of Facts’ og så den klassiske ’C’Mon Wit Da Git Down’, der for alvor fik folk ud af trancen.
Allerede fra starten var der en tydelig rollefordeling mellem de to rappere. Hvor El påtog sig hovedansvaret for at få showet kørt igennem, var den noget bluntede Tame One mest god for at spytte sine rim og komme med satiriske bemærkninger. Rimene lagde han dog også i det store hele professionelt, og som showet udviklede sig blev der også mere gang i ham. Gennem hele koncerten var der stort fokus på inddragelse af publikum, noget der ofte kan blive irriterende, men som i forhold til Artifacts’ boombap (og det kogte publikum) passede perfekt. Samtidig var lyden også rigtig god, og begge rapperes vokaler gik fint igennem.
Siden det seneste Artifacts-udspil ’That’s Them’ fra 97 er der sket en del, og det ville både Tame One og El Da Sensei gøre opmærksom på. Derfor var der mange solonumre med på setlisten, på godt og på ondt. El Da Sensei havde primært numre med fra sit samarbejde med polske The Returners og de numre fungerede fint. Mere overraskende og måske knap så velfungerende var nogle af Tame One’s numre, der blandt andet talte mixtape-nummeret ’What Happened To That Toy’. Her kunne der måske have været et lidt mere velovervejet sangvalg.
Et nummer som det københavnske publikum ikke kunne have været foruden var ’Haagen Daz’ fra den klassiske Boulevard Connection ‘Sut Min Pik EP’‘, og selvom vi måtte klare os uden Tame’s vers var det stadig et fint øjeblik, hvor der blevet givet skud ud til Dj Typhoon og Sek. Af andre højdepunkter må blandt andet nævnes hittet ’The Ultimate’, der blev mikset med et Slick Rick-nummer, for til sidst at gå tilbage til Showbiz-remixet.
Til tider blev koncerten lidt rodet og niveauet svingede for meget. Et ret paradoksalt eksempel var det næstsidste nummer, der af El blev præsenteret som noget ”new shit” vi ikke havde hørt før, hvorefter Tame får rappet et vers fra en nu 9 år gammel plade. Nuvel, blame it on the weed. De to herrer fra Newark fik stadig bevidst, at de kan levere deres rim, som var det 94. At der er gået nogen år siden dengang kunne dog godt mærkes og energien ebbede lidt ud hos både rapperne og publikum. Noget der til dels også skyldtes, at der til sidst endte med at være ulideligt varmt oppe foran.
Koncerten blev dog sluttet af med stil, hvor aftenens sidste nummer ikke overraskende var ’Wrong Side Of Da Tracks’ med dertilhørende fællessang. De to gamle gutter takkede af og forlod scenen til tonerne af ’Lower The Boom’ og publikums ovationer. Det gamle artifakter fik på trods af svære forudsætninger leveret varen og genoplivet de døde.
4 ud af 6 spots
Tracklist:
Art Of Facts
C’Mon Wit Da Git Down
El Da Sensei & Returners – Ain’t Trippin’
Tame One – Tame As It Ever Was
Where’s Yo Skillz
Cummin’ Thru Your F-kin Block
Dynamite Soul
El Da Sensei & Returners – Hard To Find
Tame One med et ukendt vers
Scratch intermezzo af DJ Kaos
Tame One – What Happened To That Toy + vers fra El Da Sensei
Haagen Daz
Tame One – Torture Chamber
The Ultimate/Slick Rick mix/The Ultimate (Showbiz Remix)
El Da Sensei feat. Tame One – Everyday In The Streets (Illmind Remix)
To Ya Chest
”Nyt nummer” hvor Tame One rapper vers fra 5 Left In The Clip
Wrong Side Of Da Tracks
Foto: Klaus Køhl & Mikkel Møller (De blir større hvis du klikker, se flere i linselusen)
Skrevet af Svensker-Martin 20.03.2012 arkiveret under LiveSpot |