Hvad sker der når to medlemmer fra en af hiphoppens mest legendariske grupper slår sig sammen med to maskerede franske dj’s, skaber sig nogle alteregoer og indspiller et soundtrack til en endnu ikke eksisterende film? First Serve har et bud.

”Hold op, er det de der dudes fra De la?” Både ja og nej. Det kan ikke benægtes, at de to rappere Posdnous og Dave (tidligere Trugoy) har et finger med i spillet, men skal man tro på hvad de to alteregoer Jacob ”Pop Life” og Deen Whitter har at sige i diverse interviews, har de intet med De La Soul at gøre.

Hvor De La Soul er fra Long Island, startede Jacob og Deen eftersigende deres turbulente karriere med at skrive tekster og ryge joints nede i Deens mors kælder i Queens. Det er her man som lytter bliver invitereret nedenunder på åbningsnummeret ’Opening Credits’. Pladen udgør med sine 12 skæringer en hel historie, hvor vi følger de to hovedpersoner fra de tidlige dagdrømme om at rocke mic’en på en scene, til det første gennembrud med airtime på radioen og videre til de følgende konsekvenser musikindustrien kan påføre et venskab.

Med et oplæg af den kaliber er der for alvor lagt op til en gedigen omgang art of storytelling-rap. Der er dog intet Slick Rick-ish over den måde som First Serve er skruet sammen på. Sangene fungerer nemlig ikke som små selvstændige historier, men snarere som stilbilleder af forskellige stadier i den overordnede fortælling. På den måde prøver numrene ofte at ramme nogle følelser der er forbundet med historien. Hvad enten det er den indbidte frustration over at slå panden i væggen hos pladeselskaberne, mens man jager regningerne (’Small Disasters’) eller lykkerusen ved den første pladekontrakt og det dertil hørende luksusliv (’We Made It’). Især på ’Small Disasters’ fungerer det perfekt med Deens snakkende levering henover et beat med en pumpende baslinje og en ensomt orgelakkord.

”Beats are banging but ain’t no banging back/
sorry Charlie, no gold ticket/
cricket, soundbites of hunger/
put so much work in but ain’t no work out/
and ain’t no ringtones and no need doubts here/
it’s lonely out here/
phoney out here/”

Musikken på ’First Serve’ er tydeligt inspireret af, og prøver på at ramme, en mere oldschool hiphop-sound. Pladen kører generelt i et højt tempo og disko-influenserne gør sig gældende i flere af numrene, blandt andet førstesinglen ’Must B The Music’ .

Al musikproduktion står de to franske dj’s Chokolate og Khalid for. De får serveret et lydbillede, der på trods af brug af samples også virker ret liveinstrumenteret. Dette passer fint til den cinematiske orientering der er i flere af numrene med overgange til fortællende monologer. Dette fungerer afgjort bedst på nummeret ’Pop Life’ , hvor musikken tilpasser sig skiftene mellem vers og tale på en virkelig smuk måde.

Ligesom teksterne, så prøver musikken også at ramme de forskellige stilbilleders følelser. Her har Chokolate og Khalid virkelig lagt et stykke arbejde i at få de forskellige beats til at afspejle teksterne og det fungerer generelt forrygende. Tag for eksempel ’We Made It’ der fanger den euforiske stemning med et uptempo beat tilsat nogle triumferende, disko-inspirerede strygere, eller comeback-nummeret ’Tennis’, hvor den sultne revanchelyst indrammes perfekt af de spændingsfyldte horn- og strygerarrangementer, der bygger op til det fængende omkvæd: ”First Serve, just like tennis, for the love-love, the perfect match”.

På ‘First Serve‘ er der virkelig blevet fokuseret på, at konceptet bliver så gennemført som overhovedet muligt. Det er til gengæld også det, der bliver pladens svaghed. Selvom lydbilledet passer godt til handlingen, har de franske produktioner en tendens til at blive ret kliniske. Det er simpelthen for finpoleret, og med manglende kant bliver det kedeligt at høre på i længden. Det samme gælder også nogle af Jacob og Deens tekster, der ved første gennemlytning bliver båret frem af handlingen, men ved de næste par afspilninger ikke er så interessante alligevel. Det bliver i sidste ende, ironisk nok, lidt som at se en film. Den første gang er man opslugt af forløbet, men hvis en film skal kunne ses 10 gange, skal kvaliteten i de små detaljer være gennemarbejdet. Det er First Serves store problem. Efter at have haft pladen på rotation et par gange, er der kun en håndfuld sange tilbage der virkelig holder.

‘First Serve’ er en virkelig fed idé og resulterer i nogle ret unikke numre. Tag for eksempel disstracket ’Clash Symphony’, hvor Jacob og Deen, efter at have splittet gruppen op, hver især giver lyriske svinere til hinanden på samme nummer. Desværre sker der det, at konceptet lidt overskygger kvaliteten. For at få helheden til at passe sammen har man fået skabt en del numre, der ikke kan stå på egne ben og mest af alt fungerer som transportscener. Det ville dog være forkert at kalde det en dårlig plade, da der er masser af højdepunkter, både i lyrik og lyd. Til sidst sidder man dog tilbage med et lidt halvfladt indtryk af en spændende idé, der ikke bliver ført helt til dørs.

3 ud af 6 spots

Skrevet af Svensker-Martin 01.05.2012 arkiveret under Anmeldelser |