Clemens er en mand, der har været vidt omkring, siden han som ung rapper fik hjælp af L:Ron Harald til at kickstarte karrieren. Et af hans seneste projekter er en teateropsætning af ‘Cykelmyggen Egon’, så han har på flere fronter været en foregangsmand. Hvis man tæller Die Dumme Dänen-projektet og overskudslageret ’Det fortabte album’ med, så er denne plade den ottende i rækken. Men ’Ingen kender dagen’ og Clemens afprøver nye genrer.

Første gang man lytter ’Ingen kender dagen’ igennem, så får man sig en lille forskrækkelse. For hvad fanden er det, som Don Clemenza har fundet på? Der var blevet sendt en lille advarsel ud forinden med ’Champion’, hvor Popstars-Jon synger omkvædet, og Clemens rapper;

”Ja det´ Don/ Der har sadlet om til sit medaljerun/ Men det´ ikke altid fun/ Når karrieren trænger til en kærlig hånd”.

Det er helt tydeligt fra start af, at det er provinsdiskotekerne og mainstream publikummet, som det er målrettet imod. Derfor har Clemens allieret sig med nogen, der ved hvordan man sigter mod de små diskoteker rundt om i landet. Det er Kato, Nexus og selvfølgelig føromtalte Jon Nørgaard, der skal sørge for en masse klub-jobs til en ny målgruppe. For at det ikke skulle løbe helt af sporet, så er Ezi-Cut og Turkman Souljah med, for at holde lidt fast i hiphoppen. Det hjælper bare ikke det store, når resten tramper derudaf, og er pakket ind i tåkrummende omkvæd. ’Har det godt’ lyder som en parodi på Hej Matematik, og på ’Vi ejer natten’ bliver Clemens en parodi på sig selv. Det er virkelig en forbløffende bundskraber af et album, som er så langt fra MC Clemens-standard, at det er hovedrystende.

Clemens er da stadigvæk en dygtig og erfaren rapper, men det er meget sjældent, at man får ’Et kort glimt’ af den gamle gnist. Men på ’Klip’ er han pludselig tilbage med et aggressivt flow og sortsyn over en mere afdæmpet produktion fra Simon Brenting. Det er et album, som er usammenhængende og stikker ud i mange forskellige retninger. For blandt bløde radioomkvæd på ’Byen sover’ og titelnummeret, så dukker ’Viva la muerte’ op. Der er et alvorligt nummer om aktiv dødshjælp – ”Ville du hjælpe et familiemedlem der var døden nær?/ Ku´ du ta´ den beslutning der´ yderst svær/ Tilsidesætte skylden der ikke føles fair”. Det virker lidt som en left-over fra ’Nye tider’, hvor den ville have passet meget bedre ind end pop-skabelonen på denne udgivelse.

Det på papiret fede pose-cut ’Fuck hvor er det fedt’ med A´typisk, Mass, Gilli, Kesi, Ataf og Shivas, bliver fucket helt op af Kato, der i et underligt kunstigt ’G-mix’ drukner rapperne. Det virker ligeledes spøjst, at ud af tolv numre, så er der to gengangere, da både ’Ingen kender dagen’ og ’Champion’ er at finde i henholdsvis en ’soft’ og ny version. Det er lidt fantasiløst, som ellers ikke plejer at være noget som Clemens lider under. Begge er bare ligegyldigt fyld, der nærmere trækker ned end op. Hvor blev albummet ’Delyrium’ af, som han snakkede ivrigt om tidligere?

Man sidder tilbage med en følelse af, at det kunne have været så meget bedre, og derfor bliver ’Ingen kender dagen’ nødt til kun at få to spots. Det er en stor skuffelse, og er det mest ringe og ustrukturerede MC Clemens album til dato. Fair nok at han gerne vil tjene nogle penge ved at spille for uvidende teenagers, men den kommer nok aldrig på anlægget igen her. Så kan du kalde ham champion, men du kan også vælge at lade vær.

2 ud af 6 spots

Skrevet af Jaycob 10.05.2012 arkiveret under Anmeldelser |