Det kunne have været så godt. Wordsworth er en gudbenådet MC. Såvel rim- som flowteknisk er han rasende dygtig. Men på Brooklyn-rapperens seneste udspil, ’The Photo Album’, viser netop denne dygtighed sig som et tveægget sværd.

Words er nemlig bedst når han glemmer sin egen dygtighed, tager det et niveau ned og fokuserer på indhold frem for form; altså når han fortæller en historie eller behandler et emne i stedet for at rappe om hvor god han er og underbygge sin påstand med komplicerede rimstrukturer.

For selvom Wordsworth skriveteknisk kan være med blandt de helt tunge drenge og er en verdensklasse freestyler, er han ingen særlig imponerende punchline-rapper. Til gengæld er han en glimrende historiefortæller, hvilket han heldigvis beviser på en række numre på ’The Photo Album’, heriblandt det udmærkede ’Betrayed’:

“Yesterday I caught my lady in lies
My lady denied/ the question if the baby is mine
I swore that I’ll stick around till the baby arrives
Snooping around like a ninja in some crazy disguise
But these Nikes ain’t my shoe size
In the mirror saying that she wants a bigger boob size
Contacts and a new ride/ disagreeing got me being two timed
Found condoms/ we ain’t used those ever since she got her tubes tied”

Flere steder virker det desværre som om det mest har handlet om at pakke flerstavelsesrimene så tæt som muligt, og det kommer hurtigt til at virke forceret og uvedkommende. Et af de tracks, hvor det især gør sig gældende, er ’911’:

“Hello to all that hated/ and welcome to all that waited
To help me along and make it/ the wealthy and poor related
Felt I’m for sure your favorite/ how well this was orchestrated
Myself I would call the greatest/ yourself you could call degraded”

Meget dygtigt og meget kedeligt. Samtidig er Words’ største svaghed, at han (måske netop pga. de meget kompakte tekster) kun sjældent formår at skifte gear og variere sit flow, hvilket er med til at gøre dele af ’The Photo Album’ til en meget monoton og søvndyssende oplevelse. Det er lidt som den fartblindhed man oplever efter lang tids motorvejskørsel.

Albummet skæmmes desuden af en perlerække af omkvæd, hvoraf de bedste er ligegyldige og de værste bedst kan beskrives som støjforurening; som når Torae på det ellers rimeligt velproducerede ’911’ dukker op og gentager linjen “someone call 911” 16(!) gange.

Albummets største svaghed er dog uden tvivl produktionerne. Der er for mange uinspirerede samlebåndsbeats, der lyder som noget man har hørt en million gange før. Hezekiah har et par OK beats med (’Until I Win’, ’Mirror Mirror’), men enhver der har hørt hans selv- og velproducerede album ’I Predict a Riot’ kan skrive under på, at han kan gøre det meget bedre.

Apollo Brown – i min verden tidens ubetinget bedste boom bap producer – har leveret albummets klart bedste produktioner. Når man hører ’Joy & Pain’ og især ’Vanish’ (som gæstes af Words’ makkere i EMC, Masta Ace og Punchline) kan man ikke lade være med at tænke over, hvor godt ’The Photo Album’ kunne have været, hvis Words havde samarbejdet med Apollo (eller en anden klasseproducer) fra start til slut.

Desværre fremstår ‘The Photo Album’ samlet set som en rodet og ujævn affære, og her er den svingende kvalitet og stil på lydtapetet altså den helt store synder. Ekstra ærgerligt er det, at man ved at skære en god håndfuld af albummets i alt 18 tracks væk faktisk kunne have stået med et markant bedre produkt.

3 ud af 6 spots

Skrevet af Mic 26.06.2012 arkiveret under Anmeldelser |