Den mørke, soulede Kansas-diva med den smukke stemme og det karakteristiske hår, var torsdag tilbage på Roskilde for andet år i træk. Janelle Monáe leverede en flot koncert, der dog ikke kunne matche sidste års gyldne show.

Når en sort mand, iklædt jakkesæt og høj hat, træder ind på Roskilde Festivals næststørste scene kort før midnat, og med store armfagter og intensitet i stemmen garanterer, at det vi skal opleve nu bliver vildt – ja, så har det en vis effekt på det fremmødte publikum, der bare skriger og skriger, indtil showet går igang.
Musikerne fra The ArchOrchestra er talstærkt tilstede på Arena-scenen. Alle iklædt hvide skjorter, funker de dansende igennem numrene, og får deres trompeter og trommer til at spille omkap med violiner.
Stemningen er intens da hovedpersonen træder ind og synger så fantastisk højt og klart, at det er svært at sætte en finger på. Smukt.

Vi kommer fra start godt rundt på ’The ArchAndroid’, der er sangerindens eneste egentlige plade.
’Dance or Die’, ’Faster’ og ’Locked Inside’, som indleder albummet, åbner også koncerten i en samlet pakke. Herefter bliver festlige tracks afløst af slowjams. Et mønster, der skaber en god balance i showet.

Det er både udmattende og inspirerende at se på sangerinden, der farer rundt på scenen, mens hun synger. Men det høje fysiske tempo påvirker tilsyneladende ikke en eneste af de toner, der passerer hendes læber. Publikum kvitterer.
De fremmødte, der ikke kender Janelles materiale indgående, får lov at inhalere et smukt cover af Prince-nummeret ’Take Me With You’. Og senere giver Jackson 5’s feel good-klassiker ’I Want You Back’ alle i teltet noget at synge med på. Mikrofonstativet får et dask og svinger rundt som en kæmpe snurretop. Der er knald på, og folk rykker med på numrene – selv helt bagerst i teltet.
Pludselig kaster den mørke diva sig over et hvidt lærred, svinger en grøn pensel og begynder på et maleri, mens bandet leverer baggrundsmusikken. Er ikke helt sikker på, hvad det præcist forestiller. Men det ligner en kvinde med en fyldig bagdel, hvor teksten “God is Love” står skrevet henover. En ægte Monet.. – Undskyld, Monáe.

Den medrivende ’Cold War’ bliver skreget ud af kvinden med den skønne røst. Mens den funky ’Tightrope’ og frembrusende ’Electric Lady’ sætter gang i en vanvittig seance hos både band og publikum, der ender med, at alle i teltet enten sidder eller ligger ned og synger “la-la-la-la”.
Sjovt – og så er det slut. Den sorte mand med hatten takker af.

Frk. Monáe spillede også på festivalen sidste år, hvor hunifølge RapSpots anmeldelse gav en “forrygende og fortryllende koncert” på Cosmopol. Det var nøjagtig, det samme show vi fik i år. “Rent Re-run”, som en koncertgænger formulerede det.

Så vidt fint nok. Men Janelle og hendes band, havde ikke medbragt den helt samme dosis magi til publikum i år. Forrygende og fortryllende, er en overvurdering af aftenens show. Janelle og bandet leverede bestemt en flot koncert, men en smule for meget ensformighed og indstuderethed i showet slog skår i glæden, og det ultimative klimaks blev aldrig rigtig nået.

Og nårh ja… Maleriet blev efter ekstranummeret foræret til en tilfældig, heldig fødselar, der blev hevet op fra crowden til fødselsdagssang og gave. Præcis ligesom til koncerten for et år siden.

4 ud af 6 spots

Foto: Kenneth Nguyen (klik for større skud og se flere i koncertgalleriet fra torsdag)

Skrevet af Falco Lamb 06.07.2012 arkiveret under LiveSpot |