10.07.2012
Roskilde 012: Big K.R.I.T. @ Cosmopol (søndag)
Yelawolf var et hard act to follow, men Mississippi King Citys Big K.R.I.T. lod sig ikke skræmme. Det skulle slås fast med nagler, at Syden var i huset denne eftermiddag på Roskilde, og vel at mærke, at Syden er mere end crunk og bass.
K.R.I.T. havde i mit interview med ham tidligere på dagen (stay tuned, det kommer) lovet et højenergisk show og det fik vi.
Fokus var noget nær entydigt lagt på hans festnumre og showet fik følgelig karakter af den dybtbundede Southern Fried hiphoplyd den unge producerkomet har udviklet de seneste par år frem mod det officielle debutalbum ‘Live from the Underground’. Det skete så på bekostning af de mere East Coast gold school- og soul-prægede produktioner, der ligeledes har karakteriseret hans arbejde, ikke mindst på de mange mere introspektive — til tider smukt sungne — numre, som i samme grad hører til mandens portefølje.Vi fik altså kun en del af den forbløffende mangefacetterede musiker søndag eftermiddag, hvilket var lidt ærgerligt, men på den anden side var ganske forståeligt. Vi var inviteret til fest og der skulle spilles op til Yelawolfs niveau.
K.R.I.T. viste sig overordentlig tight på mikrofonen hele vejen igennem, hvad enten han skulle rappe sig gennem et af sine mere komplekse vers eller hype publikum i et omkvæd. Det hele blev gjort med fin dømmekraft og klar levering.
Det meste af tiden agerede hans DJ hypeman, men vi fik dog en gæsteopræden af Big Sant, der kom på under ‘Made Alot’ og ‘Pull Up’ uden at gøre det store væsen af sig — man savnede virkelig Bun B på sidstnævnte, ligesom 8Ball, MJG og 2Chains’ fravær gjorde den anthem-agtige ‘Money on the Floor’ til en noget amputeret fornøjelse. Man kunne i samme åndedræt ærgre sig lidt over, at Yelawolf ikke kom på scenen, så de to kunne give deres to tredjedele af den Rittz-signerede undergrundsbanger ‘Fulla Shit.’
Når det er sagt, var det en forrygende koncert, der forløste masser af K.R.I.T.s bedste materiale, fra ‘4Ever and a Day’, ‘Sookie Now’ og ‘Just Touched Down’, over ‘What You Mean’, ‘Rotation’, ‘My Sub’, og ‘Glass House’ til ‘Temptation’, ‘Hometown Hero’ og ikke mindst nyklassikeren ‘Country Shit’ og den storpralende ‘I Got This’, der udgjorde den opstemte finale.
5 ud af 6 spots
Foto: Kenneth Nguyen (klik for større skud og se flere i koncertgalleriet fra søndag)
Skrevet af Mat 10.07.2012 arkiveret under LiveSpot |