Siden Masta Ace gjorde comeback for godt et årti siden, har han stort set ikke sat en fod forkert. Især de to soloalbums ’Disposable Arts’ og ’A Long Hot Summer’ har jeg lyttet virkelig meget til, men også ’Arts & Entertainment’ (Masta Ace og Edo G.) og ’The Show’ (Masta Ace, Stricklin og Punch & Words) var solide udgivelser. I den samme periode har MF DOOM også lagt navn til en stribe vellykkede albums, hvoraf især ’Dangerdoom’ (med Danger Mouse) og ’Madvillain’ (med Madlib) er værd at nævne.

Derfor var mine forventninger til Ace og DOOMs fællesprojekt, ‘MA DOOM’, også meget høje. For høje, måske. Da jeg første gang hørte om projektet, gik det ikke helt op for mig, at det sådan set “bare” er Ace der spytter over gamle DOOM-instrumentaler fra ’Special Herbs’-serien.

Og det er egentlig albummets største svaghed. For ikke alene er mange af de her beats rigtig gamle; vi har også hørt dem i flere forskellige sammenhænge. Det gælder for eksempel produktionen til ’Son of Yvonne’. Mange vil genkende den jazzede produktion (som i ’Special Herbs’-kontekst går under navnet ’Arrow Root’) fra både DOOMs egen ’Next Levels’ (fra King Geedorah-albummet) såvel som ’Life We Chose’, som er en af de bedre skæringer på ’Nastradoomus’. Tilsvarende har beatet til ’Fresh Fest’ også været brugt tre gange før, på henholdsvis ’Myrrh’ (’Special Herbs’), ’Deep Fried Frienz’ (DOOMs ’Mm… Food’) og ’New World’ (igen, ‘Nastradoomus’-albummet).

Så min reaktion på første gennemlytning var klart skuffelse. Men men men… Heldigvis er ‘MA DOOM’ én af den slags skiver, der vinder ved nærmere bekendtskab, og efter få gennemlytninger har man stort set glemt, at mange af de her beats har rigtig mange år på bagen (de ældste går helt tilbage til DOOMs hæderkronede solodebut ’Operation: Doomsday’ fra 1999).

Ace har nøje udvalgt en stribe produktioner, som stilmæssigt supplerer hinanden godt og som han formår at give nyt liv, især i kraft af sine evner til at fortælle troværdige og medrivende historier. Albummet har fået undertitlen ’Son of Yvonne’, som udover at være en reference til hans afdøde moder, giver et fingerpeg om, hvilken type album vi har med at gøre.

Ligesom de to foregående soloalbums er ’MA DOOM: Son of Yvonne’ bygget op omkring en mere eller mindre lineær historie. Den primære forskel er, at hvor historierne på ’Disposable Arts’ og ’A Long Hot Summer’ vel bedst kan beskrives som fiktive historier inspireret af virkeligheden, tager Ace her udgangspunkt i sin egen opvækst.

Således følger vi ham fra barndomslejligheden i Brooklyn, hvor moderens pladesamling er ét af tilværelsens primære omdrejningspunkter…

“I was raised to the sounds of the 70’s
Earth, Wind & Fire sounded so heavenly
Ohio Players and Curtis Mayfield
Aretha Franklin’s picture on a playbill
Al Green in a tight suit, all white
Minnie Riperton high notes all night
Moms even had a box full of 45’s
Put the needle down, yeah, that sounds sorta live
Sound like the kinda groove I could rap over
Got drunk off the beats, then I was back sober
Bring that part back, yeah I’ma murder that!
Donnie Hat’ on a track with Roberta Flack”

(’Nineteen Seventy Something’)

…over ungdomsårene, hvor gadehjørnet bliver det nye omdrejningspunkt…

“Yo, I hang on the corner with the strangest gang
And we don’t want no trouble, we just came to hang
Maybe sip a little somethin’ and shoot the breeze
Some of us are high on life, others use the trees
No Bloods, no Crips, no guns, no clips
Just a bunch of fellas runnin’ off at the lips
‘Cause hangin’ with your friends be the thang to do
Let me see if I can explain my gang to you”

(‘Me & My Gang’)

… til den granvoksne Aces eskapader og verdensomspændende turnéer…

“Yo, I’m going back to Paris, France
And I must say
That you really should go if you have a chance
The culture, the music, the art
The food, the people, they real to the heart
This is genuine love, this is not a act
And I couldn’t have put it down on a hotter track
I hear a lot of cats talk a lot of smack
But I lost six Gs and I got it back
How real is that?
They get the utmost respect from me
‘cause the world’s full of cutthroats”

(‘Home Sweet Home’)

Ace holder det som sædvanlig befriende jordnært, og når man lige kommer sig over, at pladen udelukkende gør brug af genbrugsbeats, viser ’MA DOOM’ sig som et ganske anbefalelsesværdigt bekendtskab. DOOMs afdæmpede, ofte jazzede produktioner giver rigtig god plads til, at vores hovedperson kan udfolde sig som historiefortæller, men det betyder samtidig, at denne plade egner sig bedre til søndagens tømmermænd end til lørdagens drikkegilde. Mit sidste klagepunkt på falderebet er, at fornøjelsen er for kort. Albummet varer i omegnen af 40 minutter, hvoraf en god håndfuld minutter er intro, skits og outtakes. Sammen med de lidt for velkendte beats gør det, at ‘MA DOOM: Son of Yvonne’ ikke kan nå helt op i toppen af karakterskalaen, selvom jeg klart mener, at det er et godt album, som bør stå i pladereolen hos enhver fan af Masta Ace og MF DOOM.

4 ud af 6 spots

Skrevet af Mic 29.07.2012 arkiveret under Anmeldelser |