28.01.2013
‘Beatdiggin’ (DVD)
’Beat Diggin’’ er en danskproduceret dokumentar fra senhalvfemserne, som siden da har gået sin sejrsgang i undergrunden og i årenes løb har opnået nærmest kultlignende status. Indtil for nylig har den været svær at få fingre i, men nu har Busybody Films altså endelig givet den efterspurgte film en officiel DVD-udgivelse i samarbejde med Crate Escape Records.
Når man investerer i et eksemplar af ’Beat Diggin’’ får man på DVD’en udover den oprindelige udgave af filmen også den såkaldte re-edit, en slags director’s cut om man vil, som med sine 33 minutter er omtrent 10 minutter længere end førnævnte originalversion. Og for at det ikke skal være løgn, smider instruktør Jesper Jensen hele to bonusfilm oven i hatten. Mere om bonusmaterialet senere.
Hovedfilmen, som er skudt i New York i 1997, følger en stribe af de største guldalder-beatsmede, både når de graver i pladepushernes kasser efter det helt rigtige sample-materiale og ikke mindst i studiet, hvor vi får et værdifuldt glimt af den kreative proces. Filmens hovedrolleindehavere er Buckwild, Diamond D og Showbiz (D.I.T.C.), Mr. Walt og Evil Dee (Da Beatminerz) og Godfather Don, hvoraf sidstnævnte i mine øjne leverer det mest interessante bidrag til filmen.
Udover at Don er en af genrens ubesungne helte, som slet ikke har fået den anerkendelse, han fortjener, så udmærker han sig ved helt at holde sig til filmens emne, mens de øvrige medvirkende af og til roder sig ud i nogle ret ligegyldige banaliteter og tomme statements (som da Evil Dee, under en længere udredning af, hvad det er der gør lige netop hans crew til noget særligt, dropper guldkornet ”we a beatminer, we mine for beats”) eller bliver noget lange i spyttet (som da Showbiz bruger hvad der føles som en rum tid på at filosofere over, at man altså aldrig kan eje alle plader i verden). Selvsmageriet når dog på ingen måde samme højder som i for eksempel Ice-T’s ’The Art of Rap’, og der er bestemt noget af komme efter her for enhver fan af den lyd, som de medvirkende repræsenterer.
Filmen er bygget op omkring interviews med kunstnerne, og det er selvfølgelig både interessant og relevant at høre, hvad nogle af 90ernes absolutte sværvægtere har at sige om det at grave efter samples og bygge beats, men faktisk er nogle af filmens bedste øjeblikke når de medvirkende kunstnere er opslugt af deres arbejde og glemmer, at de bliver filmet. Det er for eksempel en fornøjelse at se et saligt lille smil brede sig på Diamond D’s læber, imens han træner sin nakkemuskulatur til en af sine egne kreationer, eller at se Showbiz lege med det samme Graham Nash-sample som Kanye flippede tre år senere på Beanie Sigels ’The Truth’.
‘Beat Diggin’’ er vel næppe stor filmkunst, men hvis du er vild med 90ernes N.Y.-lyd og gerne vil vide, hvordan arbejdsdelingen er i Da Beatminerz, eller hvilke overvejelser Godfather Don gør sig, når han skal vælge trommesamples (og det vil du jo), så er ’Beatdiggin’’ for dig.
Som sagt følger der også to bonusfilm med, når du anskaffer dig et eksemplar af ’Beat Diggin’, og de skal også have et par ord med på vejen.
Den første bonusfilm, ’Beats, Rhymes & Videotape’ er en samling interviews og koncertoptagelser med en perlerække af genrens tunge drenge – fra en ung Busta Rhymes mange år før superstjernestatus og signing til Aftermath, til kriminelt undereksponerede Kurious, som de fleste nok kender primært fra features hos blandt andet MF Doom, men hvis Beatnuts-producerede debutalbum ’A Constipated Monkey’ er en 90er-klassiker.
Selvom det for så vidt er interessant nok at se interviews med 90ernes hiphop-helte, lider ’Beats, Rhymes & Videotape’ lidt under manglende fokus. Der er ikke rigtig noget tema eller nogen rød tråd, og filmen kommer mest af alt til at virke som en samling mere eller mindre tilfældigt udvalgte klip fra instruktørens arkiver.
Så er den anden bonusfilm, ’Who’s Next?’, straks mere interessant. Filmen skal formentlig forstås som et muligt svar på det spørgsmål, som titlen stiller. Den er, lige som ’Beat Diggin’’, skudt i New York City, men denne gang skriver vi 2002, og filmen giver altså et bud på, hvilke kunstnere der ville komme til at forme hiphoppen i nullerne. Vi møder Rapper Ness, Sub-Conscious, Rise, Juggaknots, DJ Eli, Ge-Ology, Truth Enola, Poison Pen, J-Live, J-Treds, J-Biz, og J-Zone (hvad er det med hiphop-artister og bogstavet J?). Alle sammen mere eller mindre fornuftige bud på kunstnere, som kunne have domineret New York-hiphop i årene efter Rawkus-æraen. Især Rise, J-Live og J-Zone er kunstnere, som, hvis der var retfærdighed til, ville have høstet noget af den succes som mange andre undergrundsacts oplevede i de gyldne sluthalvfemsere.
Derfor er det faktisk lidt vemodigt at se ’Who’s Next?’, for af alle disse kunstnere er det nok tvivlsomt om en eneste har fået etableret en musikkarriere, som de er i stand til at leve af. J-Zone – i mine øjne hands down nullernes mest kreative og originale beatmager – har kastet håndklædet i ringen. Truth Enola har mig bekendt ikke udgivet noget i knap et årti. Sub-Conscious udgav sammen med DJ Eli albummet ’Subtalk’ via Eastern Conference i ’06, men her syv år senere er der endnu ikke kommet en opfølger. Sidste udspil fra Juggaknots er ligeledes fra ’06. And the list goes on…
Men måske kan denne DVD-udgivelse være med til at skabe lidt fornyet buzz omkring nogle af de her kunstnere, så de kan lokkes frem fra deres skjul. I hvert fald skulle det være sikkert og vist, at Rise er på vej med en opfølger til det fænomenale og alt for oversete ’Risen’ fra 2009, og det er vi nogen der ser frem til.
5 ud af 6 spots
Skrevet af Mic 28.01.2013 arkiveret under Anmeldelser |