06.02.2013

Nixen – ‘Produkt af miljøet’ (ep)

Nixen_produktafmiljøet12/12/12 var ikke bare dagen, hvor Næstved Rådhus slog rekord i flest borgerlige vielser på én dag. Hele 21 blev det faktisk til. Det var også dagen, hvor Nixen udkom med sin anden download-EP, ’Produkt af Miljøet’.

’Produkt af Miljøet’ er 22 minutter lang og indeholder seks numre plus en intro. Skiven byder ikke på nogle egentlige overraskelser og indeholder de obligatoriske “hvem er jeg”, “min familie er alt” og “politikere er nogle korrupte svin”-numre. Det er ærgerligt, at der ikke tages flere chancer med emnerne, hvilket desværre er generelt for hele pladen.

Specielt lydsiden. Den drukner i trivialiteter og konformitet. Her flyder den ene beat over i det forgående, som så flyder ind i det næste. Et så skarpt flow, som Nixen har og leverer på hvert eneste nummer, fortjener bedre beats. For der må jeg tage cappen af: Nixens flow imponerer mig. Det er timet, tilrettelagt og sikkert.

Desværre for Nixen og hans flow, virker størstedelen af teksterne på ’Produkt af Miljøet’ trivielle og ligegyldige. Vi har hørt dem før, de bidrager ikke med noget synderligt nyt. De er stabile, bevares, men hvis Nixen vil til tops, skal enkelte rim en tur forbi værkstedet og enten kasseres eller rettes til.

Nummeret ’Familie’ – der desværre lider under en semimislykket produktion – har dog lidt mere at byde på, rent tekstmæssigt, end de fleste af pladens andre fem numre. Her rapper Nixen om sin hårde opvækst i Herlev, sin mor og hvad musikken har gjort for ham. Som sangmusen Kaaliyah synger det i omkvædet: “… noget på hjertet”. Det har Nixen her, hvilket klæder ham gevaldigt. Pludselig lytter vi efter, for Nixens historie er både relevant og interessant:

“Dovenskab, fuck kommunen og deres forslag/ Havde det bedst med at ryge en fed, hvis jeg havde haft en dårlig dag/ Og mange af mine venner var kriminelle / Så jeg følte jeg gjorde det godt, så længe jeg ikke sad i en celle/ Men det løgn, for jeg kan gøre det bedre endnu/ fremfor at pleje et misbrug skumle steder i smug/”

Pladens bedste track er nummeret ’Mr. X i Midten’. Her er produktionen faktisk ret fed og Nixen super skarp. Han jonglerer lidt med opbygningen af rim, tester sit sublime flow og rammer hovedet på sømmet med et fedt omkvæd.

“Musik er mit liv, så jeg vil dø for det/ jeg er ikke nogens lille bitch eller forsøgsrotte/ Jeg er min egen lille slave for det pis jeg elsker/ Ligger hjertet i tekster tror det bliver svært at glemme mig/”

Af andre numre på pladen kan ’Sans for detaljer’ og ’Abstrakt Poesi’ gæstet af Mortito fremhæves. Sidstnævnte maler et sort billede af den verden, vi lever i styret af ondsindede, magtliderlige politikere. Vi har lidt hørt svadaen før, men det gør den bestemt ikke mindre relevant.

Nixen har udviklet sig siden sit første EP, ‘Primus’, der blev udgivet for lidt over et år siden. Og det går den rigtige vej. Af en gratis EP at være, er ’Produkt af Miljøet’ langt over middel af sin slags. Der er brugt tid på tingene. Men alligevel mangler der bare det sidste – og lidt til.

‘Mr. X i Midten’ rapper Nixen: “Jeg er en af dem, de senere hen ikke vil kunne undgå/ Jeg er kommet for at blive, det kan du vædde mere end en blunt på/”

Jeg tror, man ville gøre klogt i ikke at vædde med Nixen, for jeg er slet ikke i tvivl om, at han nok skal blive til noget større. Mere erfaring, bedre beats og en finpudsning af enkelte rim lyder rådene herfra!

3 ud af 6 spots

Skrevet af Nik Nak 06.02.2013 arkiveret under Anmeldelser |