Danmarks sværeste rapper at Google sig frem til, Young, er klar med sin første soloudgivelse. En fem numre lang EP med titlen ’Picasso med en afro’, der lydmæssigt stemmer meget overens med tidens populære toner. Og så har den et ret nuttet cover.

Du har måske allerede hørt nogle af EP’ens numre i radioen. Måske er de røget ind af det ene øre og så ud af det andet. Hvis dette er tilfældet, så er det muligvis fordi, du er enig med mig i, at denne plade er svær at skelne fra andre. Den lyder nemlig lige præcis, som enhver plade anno 2013 gør.

’Picasso med en afro’ er fint produceret. Youngs flow er fint. Hans tekster er såmænd også fine. Pladen er fin. Men alt ved pladen er ligeså sikkert og ensformigt, som det er at satse på både rød og sort ved en roulette. Kuglen kan lande på det grønne felt – men ærlig talt, det gør den jo aldrig.

EP’ens titel henviser til en af Young store inspirationskilder, den verdensberømte maler Pablo Picasso. Young ønsker at gøre det, Picasso gjorde: At male billeder. Bare lyrisk. Og hvordan Picassos ‘Guernica’ eller et anden af hans malerier ville lyde på rim, aner jeg virkelig ikke. Men nok ikke sådan her.

Desværre lykkedes det mig aldrig at fremmane så meget som ét billede under gennemlytningen af pladen (hvis det lykkedes dig, må du meget gerne skrive på rapspot-boardet, hvad du så!). Manglen på billedelig skabning tror jeg skyldes Youngs lyrik. Den er ret flad, det meste er hørt før, og så mangler den simpelthen mere stemning og kreativitet, hvis den skal udfordre lyttere bare en smule.

Hans flow er derimod fedt og dejligt laid-back. Måske en smule konformt på alle EP’ens fem numre, men man kan mærke, at Young føler sig tilpas på Kewans produktioner.

Og her er pladens force: Produktionerne. De er smooth, gennemarbejdede, præcise og rare at lytte til. De tre første numre ‘Regnvejr’, ‘Ivrig’ og ‘Lysets Fart’ har rent lydmæssigt en dejlig ro over sig, mens de to sidste ‘Englesang’ og ‘Blind, døv og stum’ bevæger sig væk fra den minimalistiske stil, hvilket er ærgerligt. De virker lidt sjuskede, rodede og ligegyldige.

‘Lysets Fart’, den første single, er ligeledes skivens bedste nummer – og det er fuldt ud Kewans fortjeneste. Fed bas, hvor de enkelte effekter får plads, og et lækkert skift af beat mellem vers. Desværre trækker Young nummeret ned med en semi-ligegyldig tekst, hvor der er enkelte passager, jeg ikke rigtig kan få til at give mening. Nummerets omkvæd er et god eksempel på, hvor Young befinder sig rent lyrisk: Det er nemme rim med nemt indhold, som egentlig lyder fedt nok, men ikke rigtig vil noget:

”Os individer vi lider og glider længere væk/ man siger om disse tider, at vi har glemt respekt/ jeg blev fortalt, at var jeg hvidere var det bedre/ mayn, jeg slider for de slæder, selvom jeg ikke gider nogle steder/”

Med Youngs tilbagelænede flow, hvor man forstår hvert enkelt ord (men ikke nødvendigvis meningen med dem), og de minimalistiske produktioner er det hele faktisk ikke helt så ringe endda. Det er som sagt intet nyt under solen – men acceptabelt er det. Fin, sikker radiovenlig debut. Lur mig ikke om vi kommer til at se meget mere til Young – lad os håbe, at denne udgivelse har givet hår på brystet og mod på frækkere sats på rouletten.

3 ud af 6 spots

Skrevet af Nik Nak 14.03.2013 arkiveret under Anmeldelser |