04.04.2013
LiveSpot: Østkyst Hustlers @ Fatter Eskil
Et gammelt ordsprog siger, at man skal stoppe, mens legen er god. Men hvad gør man, hvis man har fulgt det råd og senere finder ud af, at man vil lege (og måske tjene lidt penge) igen? Og kan det overhovedet lade sig gøre? For Jazzy, Bossy og Peyk, bedre kendt som Østkyst Hustlers, kunne det. Og så alligevel ikke.
Med fuldt band bestående af trommer, bas, guitar og keys rappede Hustlerne sig i påskeweekenden i gang op til deres kommende sommerturné. Og det med en udsolgt dobbeltdate i det ellers så ufede Jylland, nærmere bestemt Aarhus og Fatter Eskil. De granvoksne drenge tog os med et trylleslag tilbage til de glade 90’ere, da de åbnede op med nummeret ’Hustlerstil’.
Trods de aldrende rapperes lange pause fra de bonede gulve formodede de, lidt stivbenede, at levere rim og flows på et misundelsesværdigt højt niveau. Bevares, hustlernes dødtrivielle og nemme 90’er flow kræver muligvis ikke den største tekniske snilde, men det var tydeligt at se, at disse middelaldrende mænd længe havde været en del af rap-gamet.
Jeg havde forventet et par halvfallerede støvede mænd, der ikke ligefrem var i bedste form. Om de var halvfallerede kan diskuteres – alderen sætter sine spor – men i dårlig form var de bestemt ikke. Tværtimod. Og hvad endnu vigtigere var, kunne man også spore enkelte smil. De morede sig. Selv på Cool Eyes Stone Face Jazzy H’s fugede ansigt, som på sædvanlig vis bar et par kulsorte shades, kunne jeg ane et smil.
Med god grund. Samtlige publikummer rappede med på klassikerne ’Hvem’, ’Bla. bla. bla.’ ’Ik’s’meget’ og ’Penge ind på torsdag’. Ikke bare omkvædene, men hele numrene.
Ved genforeningskoncerter er det altid et spørgsmål, om man skal gå all the way og være fuldstændig som i gamle dage, eller tage lidt pis på sig selv og joke med, at tiden den gang, var en anden end nu. Østkyst Hustlers gjorde lidt en blanding. Bossy og Jazzy bevarede deres image, dansede lidt på stedet og spillede cool, mens Peyk til tider agerede fransk klovn og sagde lidt ligegyldige ting mellem numrene.
’’Også kommer der altid det tidspunkt i en koncert, det tidspunkt alle hader, hvor bandet siger, at de vil spille noget nyt materiale. Så det gør vi ikke’’.
Østkyst Hustlers fyrede godt op under et i forvejen kogende publikum, som konstant blev pleased med velkendte hits. Underligt nok sluttede de koncerten af med at spille MC Einars ’Ahr dér’. En lidt malplaceret slutning på en ellers fin koncert, hvor en stor tak skal gå til et forrygende band. Havde hustlerne valgt den klassiske hiphop løsning med en DJ fremfor band, havde koncerten slet ikke været det samme.
Østkyst Hustlers gav folket, hvad de kom for; et nostalgitrip med velkendte hits på stribe uden så meget pis.
Hustlernes 2013-tourplan, som indbefatter en koncert på Hammel Hestemarked, finder du her
4 ud af 6 spots
Arkivfoto: lånt fra Hustlers.dk
Skrevet af Nik Nak 04.04.2013 arkiveret under LiveSpot |


