12.04.2013

Selvanmeldelse: Jacob Valbjørn – ‘Lejligheden til venstre’ (album)

valbjørn_lejlighedenHvad konstellationen Valby Jørgen/Wryck end kalder deres hjemmebryggede selskab, så må det have lidt af forstoppelse med ‘Lejligheden til venstre’, for det har taget lang tid at få lortet ud. Som en art ‘Detox’ alle er ligeglade med, og vil skide højt og flot på, for nu at blive i det lokumspoetiske.

Introtracket ‘Dødvægt’ med sit specielle ¾ beat rammer nakkemuskulaturen på uortodoks måde og lyder som obskur folkemusik fra et østland, man ikke har lyst til at besøge. Det er kombineret med en abstrakt tekst, der overlader det meste til fantasien. Omtrent så spændende som en pornofilm, hvor de agerende har tøj på.
‘Lejligheden til venstre’ lægger i det hele taget ud monster hardcore aggressivt, og numre som det mærkeligt dubstep inspirerede ‘Vindueskigger’, og den monotone horrorcore-banger ‘Ingen melodi’ føles som at få frederikshavnertæsk af højtalerne. Men dybest set er der vel ingen, der rigtig har lyst til det.

‘Brudt’ kører på den klassiske hiphop-kliché ”min kæreste har slået op så jeg synes hun er en LAME-O”, og det når ikke op på siden af det storslåede L.O.C-track ‘Undskyld so’ og Niarns definerende ultraklassiker ‘Kælling’. Det er selvfølgelig heller ikke nemt, når alle de gode ord som møgluder, so og kælling er brugt.
‘Wrycks fix’ er et instrumentalnummer, der starter med en opfordring til at ryge hash med Jørgen. At dømme efter det hæsblæsende drum and bass-tempo kunne det måske være en endnu bedre idé bare at tage noget dårlig speed, men hver mand sin medicin. Som min ven Kim engang formulerede det, ”hvis man ikke er afhængig, er man afhængig af ikke at være afhængig”.

‘Svinets hjerte’ er en ondsindet tilsvining, og det er bare ikke rigtig sjovt med linjer om og sammenligninger til Adolf Hitler og pædofile, og virker bare infantilt over det aparte og dansable beat. En unødvendig sang, der gør, at Jørgen virker som et decideret usympatisk menneske.
Jørgens flow er så knastørt, at selv en sandkage sat foran aircondition på fuld skrue i 2 år ikke ville kunne overgå det. Hvor tørt er det? Forholdsvis tørt, skulle jeg mene. Hvad han rambler om i hans hashpsykotiske tilstand er der ingen grund til at spilde tid på at sætte sig ind i. Teksterne er hverken værd at skrive hjem, til sin nabo eller penneveninde om.

‘Lejligheden til venstre’ er et undervældende og hårdt album, med industrielle undertoner. Ambitionen har tydeligvis været at lave noget hiphop, der kommer fra venstre side, men Jørgen har, og dette er hævet over al tvivl, forvekslet svært tilgængeligt med kunstnerisk.
Jeg savner personligt et ærligt nummer, eksempelvis om hans barndom, der beskriver helt simpelt, hvad der gik galt for ham. Var det i børnehaven, folkeskolen eller allerede i vuggestuen? Jeg elsker nemlig ærlige hiphop-sange, hvor rapperen tør se lytteren lige i øjnene, og fortæller noget personligt, som eksempelvis da Kanye West fortalte, at han tissede i sengen. Se, det var både nyskabende og kunstnerisk, og så var der en herlig melodi, man samtidig blev i godt humør af.

Wrycks produktioner er en gang steneren halvfemser-hiphop med skomagerbas og tinituslilletrommer, ganske vist blandet med lidt eksperimenter, men da de alle er totalt mislykkede, hjælper det ikke meget. Hans musik lyder som et desperat skrig om hjælp fra en venneløs mand, der ikke kommer nok ud.
Hvordan den mand nogensinde har kunnet få lov at producere for store stjerner som Remee, må udelukkende tilskrives det faktum, at han er så flot en fyr, at Remee havde håbet på med tiden at kunne overtale ham til at tage artisthatten på, og starte Danmarks ældste boyband med ham.

Kontrol stavet bagfra er LORT NOK, og det opsummerer det hele ganske glimragende, men det er ikke vigtigt. Det her album er kun et sandkorn i universet. Et langt vigtigere spørgsmål er: Hvem er Jørgen, og endda, hvad er Jørgen? Svaret er såre simpelt, Jørgen er Jørgen. Jørgen er flygtig. Jørgen er ikke håndgribelig.

Det bliver til ét spot. Det kunne ikke blive til mere.

DOWNLOAD ‘LEJLIGHEDEN TIL VENSTRE’ GRATIS HER

Her er et par videoer til nogle andre af numrene:

Skrevet af Jacob Valbjørn 12.04.2013 arkiveret under Anmeldelser |