Allerede på albumcoveret ser man det. Og når man læser albummets titel, er man ikke i tvivl: Zjakalen er en hård fyr. Han vil ikke fuckes med. Og det kommer så sandelig også til udtryk på hans 10 numre lange skive, ‘Snakker du til mig?’. Her bliver der delt lyriske håndmadder ud til hipsters, falske rappers og en del andre, der ikke falder i Zjakalens smag.

På ‘Snakker du til mig?’ identificerer Zjakalen sig med Travis Bickle, Martin Scorseses legendariske karakter fra filmen ‘Taxi Driver’. Are you talking to me?, siger Travis til sig selv i spejlet – ligesom Zjakalen gør på albummets cover. Begge er sure på verden, men hvor Travis med sin gøb prøver at gøre verden til et bedre sted, er Zjakalen bevæbnet med sin mikrofon med rim som ammunition. Og der bliver skudt med spredehagl. Få undgår at blive ramt, men ingen dør. Og ingen tager skudsårene eller varslinger om nye skud seriøse. For egentlig gjorde skudende ikke særlig ondt.

Det er værst for Zjakalen. Hans ukonstruktive lyriske gøb giver rekyl og rammer ham selv hårdere end nogen anden, hvilket gør, at det kan være svært at tage manden alvorlig. Hvor er selvironien? Og hvorfor beviser Zjakalen ikke, at han er anderledes på de 32 minutter, han har til rådighed? I stedet vælger han at save den gren over, som han selv sidder på.
Pladens åbningsnummer, ‘Ubeharlig’, giver et meget godt indtryk af Zjakalens mudderkastende tekstunivers. Lydsiden er ond og bakker tekstens aggressivitet godt op, men er desværre ikke specielt interessant og bliver hurtigt triviel – på grænsen til det irriterende.

Træder ind på de skrå/ Det på tide for scenen er en joke/ Sådan har det været siden fucking hipsters/ og siden lortet indtog de hitlister/ Det så klinisk, så fint poleret/ Og folk æder det råt, man kunne skide dem i bæret/ De ville slikke sig om munden og kalde det for dope/ Det bare nederen – ikke engang dumt/

Hurtigt får man som lytter oplevelsen af, at rimene er hørt før. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor det er, Zjakalen vil hen med sin plade? Heldigvis gemmer der sig inden under enhver badboys hårde skal altid et blødt hjerte. Det kommer til udtryk på ‘Lige nu’, der indledes med en hilsen til Zjakalens afdøde oldefar. På nummeret reflekterer Zjakalen over livets skønhed, hvor meget familien betyder for ham, og hvordan der kan herske så meget ondskab i en verden, hvor himlen er blå. Selvom beatet består af småkedelige, simple klaverakkorder og lidt harpespil, bliver nummeret slet ikke corny. Zjakalens stemmes fanden-i-voldskhed giver nummeret kant, og det kommer her for alvor til udtryk, at Zjakalen er meget mere end ukvemsord. Nummeret står i klar kontrast til resten af pladen, og det klæder virkelig Zjakalen at give noget af sig selv og reflektere over sine tanker.

En andet af pladens opture er ‘Einar gjorde det bedre’. Her bliver vi suget tilbage i tiden, hvor beatet er minimalistisk og nærmest kun består af trommer og rim, der er til at tage og føle på:

Jeg er træt af skufler, sjollers, retarderede motherfuckers/ Der tror at rapper er noget, man kan bliver over sommeren/ Så det er med hånden på mit hjerte, når jeg sir/ Einar gjorde det bedre i otter-fucking firs!/

Klart en af pladens bedste numre, hvor vi mærker en snert af, hvad det er, Zjakalen kan. Han kan ligge et godt flow, fyre nogle grineren rim af og opføre sig, som det passer ham. Og det skal han have kredit for. For er der noget Zjakalen ikke gør, så er det at give en fuck. Igennem hele pladen kan man virkelig mærke, at han er til stede og ikke går på kompromis med noget som helt.

Nummeret ‘Krazy Sjæt’ gæstes af et hav af rappere af svingende kvalitet, af de mest prominente navne kan nævnes Jøden, Jonny Hefty og L:Ron Harald. Desværre får hver rapper kun noget, der ligner seks linjer, hvilket gør nummeret utrolig rodet. Det havde klædt ‘Snakker du til mig?’, hvis disse featurings var spredt udover pladen fremfor at være samlet på ét nummer. Det kunne have løftet mange af numrene op og givet mere variation. For Zjakalens tekstunivers er forholdsvis begrænset.

‘Snakker du til mig?’ har enkelte gode elementer, men de vejer desværre ikke op for den manglende originalitet og haltende produktion, albummet lider skarpt under. Her er plads til forbedringer, og jeg er ikke i tvivl om, at hvis Zjakalen finder sig nogle bedre producere og bliver bedre til at sortere skidt fra kanel, kan hans næsten album blive langt bedre.

2 ud af 6 spots

Skrevet af Nik Nak 24.06.2013 arkiveret under Anmeldelser |