Den sjælfulde stjerne fra OFWGKTA leverede en skuffende oplevelse i den anden ende af Enghaveparken, samme aften som hans uvorne venner fra crewet hærgede i Store Vega.
Der var hvisket i krogene om hvorvidt Odd Future og Frank Ocean ville besøge hinandens koncerter på kryds og tværs. Rygterne begyndte at løbe endnu stærkere, da dørene til Tap1 stadigvæk var lukket ved oprindelig showstart klokken 22. Kunne det mon være, at det var grundet noget ekstraordinært arbejde i forhold til at afvikle koncerten?

Det var det ikke. Odd Future besøgte ikke Frank, og dette kombineret med (for) høje forventninger, mangelfuld lyd og ikke fuldt fokuseret performance, så blev Frank Ocean-koncerten aldrig den fantastiske oplevelse, som mange sikkert havde håbet.
Da koncerten endelig kunne sættes i gang med panik klokken lidt over 23, var humøret enormt hos pøblen trods den lange ventetid. Dameskrig en masse mødte bandet, og tog betragteligt til, da Frank Ocean til tonerne af det nye ’California’ trådte ind i rampelyset. Det første kendte nummer for masserne ’Novacane’ illustrerede meget problemerne ved koncerten: Folk kendte musikken, var klar på at høre den, men Frank Ocean havde, trods en fantastisk vokal, svært ved at komme ud over scenekanten. Der manglede nerve og nærvær. At lydforholdene ikke var optimale hjalp naturligvis heller ikke på førnævnte.

Det virkede dog som om, at Frank & Band rent faktisk havde tænkt over sætlisten og detaljen, hvilket blev illustreret med en flot guitarudgave af ’Songs for Women’, der dog desværre langsomt lullede publikum i søvn. Numre som ’Pilot Jones’, ’Lost’, ’Forrest Gump’ og ’Super Rich Kids’ fungerede dog upåklageligt, og her blev det illustreret hvorledes, der rent faktisk var potentiale for en fest, da fællessang og –dans sås alle steder.

Det kan dræbe enhver koncert, når kunstnere spiller nyt, ukendt materiale, og Frank Ocean var skoleeksemplet på dette. Da en bølge af ny musik, primært mellow numre, blev fremført, fik Ocean lagt låg på festen øjeblikkeligt. Det mest oplagte havde været, at skrotte det nye musik og smide OFWGKTA på scenen sammen med Frank, så en særoplevelse af de store havde indtruffet. I stedet valgte Ocean blot at nævne, at de andre unger var i Tap1 et eller andet sted, og forhåbningen om at se Ocean og Odd Future lå i baghovedet hos crowden konstant, lod det til.

To oplevelser var dog altoverskyggende ved koncerten: Da ’Bad Religion’ for første gang virkelig skabte forbindelse mellem Frank Ocean og publikum og resulterede i en fantastisk udgave med vokalen lige i skabet. Herudover kunne publikum en enkelt gang nå det ekstatiske, da ’Pyramids’ blev fremført i hele sine næsten ti minutters prægtighed, der i den grad faldt på et tørt feststed.

’Pink Matter’ blev dog desværre aldrig en særlig oplevelse grundet publikum og ’Swim Good’ ditto grundet aftenens hovedperson. Ved ‘Pink Matter’ måtte Frank finde sig i et publikum, der snakkede konstant og højlydt, mens Frank så takkede igen ved ikke at fuldføre andet end lidt slattent første vers af ’Swim Good’ som acappella. Vi nåede dog at få lidt fælleskærlighed ved ’Thinkin’ Bout You’ og ’Sweet Life’ inden Frank brat forhold scenen efter halvanden times tid.

Det er stadigvæk underligt, at Frank Ocean i Tap1 ikke blev en stor oplevelse. Kataloget, stemmen og publikum var mestendels med ham, men der manglede karisma og nærvær på scenen. Det kan enten skyldes, at han ikke er en dygtig nok performer endnu eller blot tog for let på opgaven. Knægten er på rekordtid blevet en bannerfører for moderne soul/r&b, men lad os håbe at lidt tid vil gavne ham positivt i forhold til performerdelen. For talentet og musikken er der. I Tap1 fremstod han dog mest som en usleben diamant.

3 ud af 6 Spots

Foto: Diverse lommetelefoner, da Frank er bange for fotografer.

Skrevet af Toobs 30.06.2013 arkiveret under LiveSpot |