03.07.2013
Roskilde 013: Tirsdags Rap Slam Battles @ Street City
På en herlig Roskilde-tirsdag skulle den forsvarende Rap Slam Champ, Eco, slå Johnni G for igen, at kunne kalde sig Danmarksmester i skrevet trashtalk. Samtidig bød dagen på Street City også på battle-comeback til Jøden, der skulle op mod Pede Gøbb.
Ganske passende starter dagens program til hiphop-tid. Rap Slam Champen Eco starter sin runde med at præsentere hvorledes, at Johnni G åbenbart er jævnt glad for fugle (?!). Efter den første runde, blev det allerede klart, at der var niveauforskel på de to rappere. Johnni G var ganske enkelt sjovere og bedre. Et centralt tema fra Johnni var hvorledes, at Eco, der er en del af StruglaZ, jo ikke rigtigt er en struggler. Første runde for Johnni var starten på et triumftog, hvor han spyttede linier om Eco som: “Har det hårdere end krigsofre fra Palæstina. Så hårdt han snart bliver adopteret af brad og Angelina.”.
Eco kommer dog lidt tilbage i sin anden runde, hvor dog kun “så stort et pikfjæs du har pubeshår i panden” frembragte latter. Til gengæld blev der bygget mere på fugletemaet, som han åbenbart var mere glad for end publikum. Der manglede noget originalitet i materialet fra Eco og Johnni G fortsatte nedslagtningen. Efter tredje omgang var det klart for alt og alle, at Johnni G burde blive udråbt som Rap Slam Champ. Og det blev han så fuldt fortjent med dommerstemmerne 3-0.
På trods af at Rap Slam-finalen netop var blevet afgjort, så var det dog ikke eftermiddagens hovedattraktion. Jøden gjorde comeback i battlesammenhæng mod Pede Gøbb. Og det blev sjovt. Denne battle blev noget tættere end Rap Slam-finalen, og Gøbb åbner stærkt med blandt andet: “Det her er ikke DM i at lyde irriterende, så kan du ikke bare knyt’, så vi kan nyde vores ferie?”.
Begge parter var fremragende til at levere finurlige og originale tekster, og man kan ikke andet end elske, når Jøden om Gøbb siger: ”homie, du fucker mere op end Bendtner!”. I en tidligere battle har Jøden dømt Pede Gøbb, og da det ikke var til Gøbbs fordel, så skulle Jøden naturligvis også høre for det. Så der var lidt herlige tilsvininger omkring den kontrovers på kryds og tværs. Derudover fik Jøden også at høre for hans nærighed og eksorbitante pengekrav. Hertil kunne Jøden spørge: ”Lyder en Gøbb ikke bedst med lyddæmper på?”.
Der var rigtig mange gode momenter i denne battle, og publikum var underholdt fortrinligt. Ikke alle forstod dog Jødens spidsfindige tilsvininger, hvilket også nagede ham lidt – så en lille sviner til publikum kom der naturligvis også. Selv en lille sviner kunne dog ikke pille ved, at Jøden var publikumsfavoritten. En i mine øjne ret tæt battle resulterede i sejr til comeback-kid’en. Igen var dommerne rørende enige og Michael Jøden kunne løfte hænderne som sejrsherre med 3-0.
Det havde været et par rigtig underholdende Rap Slam Battles, og interessant var det, da Pede Gøbb dissede dommer PTA, hvortil Jøden sagde: “Du skal ikke disse pta din nar. Du er den mest neder blandt alle Peder.” Dette er interessant, da netop PTA lod det slippe, at han til efteråret gør comeback som battlerapper til Rap Slam. Det skal nok blive interessant at opleve PTA i denne sammenhæng. Måske en lille fejde mod Pede Gøbb? Jeg smider mine penge på vores sjove RapSpot-affiliate.
Publikum havde fået to glimrende battles at opleve. Som vi ved, er der stor underholdningsværdi i Rap Slam og konceptet fungerer på Roskilde Festival. Rigtig godt endda. Selvom festivalgængerne måske ikke ved alt om flow og teknik, har urinstøv i ørerne og for mange promiller i blodet, så formår Rap Slam at være et koncept, der begejstrer og samler folk. Jeg kan ikke se nogen grund til, at vi ikke skal se flere sværvægtere inden for dansk hiphop-battle til næste års Roskilde Festival.
Foto: Julaw (klik for større skud, og se flere i vores linselus fra warmup-tirsdagen)
Skrevet af Toobs 03.07.2013 arkiveret under LiveSpot |