Efter Ponyblod havde åbnet lørdagen på Vanguard Festival med deres støvede og excentriske hiphop, fandt Tue T atter plads bag pladespilleren i Fat Cat-teltet. Denne gang for at præsentere rapmusik i den komplet modsatte boldgade, da Marvelous Mosell med sine disco/funkbaserede-hiphopfortællinger for alvor formåede at få skudt Vanguard i gang.

Publikum blev fra start tryllebundet af en Mosell, hvis udklædning og dans ville have gjort ham til helt i Studio 54. Før koncerten herskede der hos undertegnede en usikkerhed om, hvorvidt den almene Vangænger ville forstå charmen ved det danske svar på Slick Rick. Vokalen og leveringen fra Mosell sad dog stort set lige i skabet hele koncerten, og langsomt måtte store dele af publikum overgive sig, når emner så seriøse som fra Teenage Mutant Ninja Turtles til gode fester blev fortalt på fornem vis.

Marvelous’ tredive minutters scenetid passede sådan set perfekt. Det blev både klart, at manden kan levere de snørklede tekster live, ’Catastrofical Ravage’, få historierne fortalt på en let fordøjelig måde live, ’Robin Rubin’, og sidst men ikke mindst: Discodanse som ind i helvede, ’Jeg tænker på dig’.
Der blev herudover sørme også serveret en skive ny musik i form af ’Den bedste danser’, der viser at Marvelous Mosell stadigvæk er på vej derudaf for at overtage verdensherredømmet. Dette blev klart ved P3-hittet ’Jeg var blevet syg’, hvor publikum helt og aldeles overgav sig og festede, og således fik Mosell åbnet Vanguard med bravour.
Det er sjældent, at hiphopkoncerter ikke tager skade af så tidligt et spilletidspunkt. Men Mosells finurlige, funky og skæve hiphop fik givet de indviede en herlig start på dagen, og med sin vanvittigt underholdende levering gav han de uindviede blod på tanden til at høre historierne om Robin Rubin og de andre hjemme i dagligstuen.

Organized Konfusion-medlemmet Pharoahe Monch skulle indvie lørdagens program på Vanguards store scene, Sun Ra, med endnu en af sine sædvanligvis overbevisende koncerter på dansk grund. Det var dog ikke på Vanguard, at den mest imponerende optræden fra ham fandt sted.
Et lidt tyndt besat publikum var dukket op, men den modbydeligt gode ’Agent Orange’ fik dog humøret op, og da soulmama Mela Machinko dukkede op og spredte kærlighed på ’Free’, så fungerede det hele egentlig meget godt. På trods af, at hovedpersonen proklamerede, at han bringer soul i musikken, så var det sjældent, at det virkelig føltes sådan. Den korte spilletid, kombineret med det store bagkatalog, betød dog også, at der ikke altid var lige meget tid til at få dvælet ved de mange fantastiske numre. Det blev tit til en hurtig gennemgang af mandens portefølje, og det klædte ham egentlig ikke. Leveringen, setuppet og et godt publikum var lige i øjet, bevares, men jeg savnede at faraoen havde tid til at folde sig ud og vise hvor mange strenge, han egentlig har at spille på.

Der blev leveret alt fra det nye ’Damage’ til ’Fuck You’, ’Clap’ og ’The Life’, som alle understregede kvaliteten i musikken og leveringen. På ’Oh No’ viste Monch derudover hvorfor Wu-Tang Clan senere på aftenen kaldte ham for ”the greatest spitter alive”. Herudover så vi momentvis, eksemplificeret gennem ’Push’, at der virkelig er soul i musikken live. Intet højdepunkt står dog klarere, end da abefesten kunne nå sit højeste med trumfen ’Simon Says’. Det første rigtige højdepunkt på lørdagens Vanguard havde i den grad indfundet sig.
Pharoahe Monch var som helhed dog ikke den opløftende og fremragende koncert, som ellers forventet. Muligvis skal skylden skydes på den store Sun Ra-scene, der fik fjernet det kolossale nærvær og intensiteten, der præger den typiske phantastiske Pharaohe, eller måske blot at 45 minutter var for kort spilletid. Der blev sat en fed streg under, at Monch stadigvæk er en af de dygtigste (live)rappers. Sjælen og nærværet udeblev dog lidt.

De La Soul var de absolut ældste legender på Vanguard, og de beviste, at de hverken er blevet afdankede eller dårlige med tiden. Der var masser energi og lyst til fest – desværre også lidt for meget.
De La Soul i Store Vega for mange år siden var den første hiphop-koncert for undertegnede. Herefter er det blevet til en stribe gode oplevelser i selskab med trioen fra Long Island. Naturligvis var forventningerne høje. Måske for høje. Med bulder og brag fik Plug én, to og tre ellers sparket publikum i gang med ’The Grind Date’ og ’Oooh’. Vænnet til en imponerende livevokal fra Monch fremstod legenderne dog ikke altid lige skarpe og sløsede sig igennem teksterne.

Hvad der manglede i vokal var til gengæld i energi og showmanship, hvor Sun Ra-scenen for første gang virkelig føltes besat af kunstnere, der kunne bære denne. Det var ikke overraskende, at De La Soul havde held med at få aktiveret masserne, for fokus i koncerten lå på de klassiske call’n’response-teknikker, som alle hiphop-koncertgængere er blevet udsat for en to-tre hundrede gange. Nogen gange tager disse elementer overhånd, og andre gange tager de alt for meget overhånd. De La Soul placerede sig nydeligt i sidste kategori. Den ene underholdende seance blev afløst af den anden, og hygge blev afløst af kedsomhed.

Når det endelig blev til musik fra det imponerende bagkatalog, så stod det også klart, at musikken sagtens kunne have talt for sig selv. For med numre som ’Stakes is High’, ’All Good’, ’Me, Myself & I’ og ’Much More’ præsenterede De La formidabel hiphop fra tre årtier. Og det gik rent hjem.
Hele koncerten kan bedst eksemplificeres gennem ’Rock Co.Kane Flow’, der buldrede ud i Søndermarken til sidst. De La Soul var klar, publikum ligeså, og alle ventede egentlig bare på det magiske øjeblik, hvor DOOM ville gæste scenen med sit formidable vers. Musikken blev skruet tilbage to gange, og da nummeret tredje gang gik i gang, så var alle sikre på det magiske øjeblik. Dette udeblev dog, og Plug’erne hoppede af scenen uden at færdiggøre nummeret.
At være til De La Soul på Vanguard var lidt som en tur på Noma, hvor man kun fik lov til at spise brød og smør. Man sad lidt med fornemmelsen inden koncerten, at De La Soul kunne have endt i et vaskeægte unikum af en koncert med DOOM og Ghostface-besøg. Vi måtte dog tage til takke med god energi og fest, der desværre tog overhånd og ødelagde, hvad der ellers kunne have været en oplevelse, der kunne have kommet på højde med aftenens hovednavn Wu-Tang Clan.

Malk De Koijn var sidste navn på Vanguards største scene, inden klanen gjorde deres visit. Det var kun passende at lade Danmarks skøreste bananer varme masserne op før USAs ditto.
’Sneglzilla’ og ’5 Øres Ting’ varmede på fornemmeste vis masserne op, og det stod klart fra første nummer, at Malk åbenbart kun er i stand til at levere formidable koncerter. Geo, Tue og Blæs brugte minimal tid på at finde fodfæste, og leverede en imponerende tur rundt i det bedste fra de tre udgivelser.
Fra de ældste, ’Til De Folk’ og ’P.I.G.E.’, til de nyeste, ’BAB Melkon’ og ’Nalk’, leverede trioen et sæt, der minder om det, der er set før. Men hvorfor skifte ud på et vindende hold? For som altid så er der en særlig stemning og sammenhørighed til Malk-koncerter, og visittet på Vanguard var ingen undtagelse. Der var skruet lidt ned for de skæve indslag, grundet koncertens kortere længde, så det var Malk De Koijn-tour de force med fuldt tryk på kedlerne. Med sædvanlig karisma og overbevisning måtte publikum lade sig overgive. Hvilket det dog virkede som om, at de allerede havde gjort fra første takt.

Hele koncerten var fuld fart fremad, hvilket dog også betød, at det smukke ’Kosmisk Kaos’ ikke helt kom til sin ret og skabte gåsehudsøjeblikket, som det ellers tit er tilfældet. Til gengæld var der masser af andre højdepunkter i form af ’Rock Star’, ’Fågt Op i Skalle’ og ’Klap din Hoddock’. Som afslutning fik vi serveret et storhit fra hvert årti; ’Vi tager fuglen på dig’, ’Pige, Girl’ og ’Å ÅÅ Mæio’. Således blev Vanguard lige mindet om, hvem der er de bedste (live)bananer her i kongeriget, hvis de nu havde glemt det.
På trods af at Malk De Koijn tilkendegav, at de blot skulle underholde ”inden de rigtige hiphoppere går på”, så kan der ikke være tvivl om, at Langestrandsfavoritterne er Danmarks hiphopklenodie nummer ét. Man kan ikke andet end at bifalde og takke mændene for, at deres eneste koncert i 2013 var på Vanguard – og jeg tror såmænd heller ikke, at de selv havde så meget imod det.

Marvelous Mosell – 5 ud af 6 spots

Pharoahe Monch – 4 ud af 6 spots

De La Soul – 3 ud af 6 spots

Malk De Kojn – 5 ud af 6 spots

Foto: Kenneth Nguyen (se mange flere i koncertgalleriet fra hele lørdagen på Vanguard Festival 2013)

Skrevet af Toobs 07.08.2013 arkiveret under LiveSpot |