09.10.2013
Supardejen – ‘King Kong’ (album)
Endnu et gammelt Helt Sikkert-medlem er ude med en plade. Sidst var det Machacha, og nu er det Supardejen, der ikke kan slippe gamet helt. Soloalbummet ‘Intelligens uden konsistens’ og partnerskabet med Stik Op Jakob i Kongen & Knægten og Sphaeren har givet Supardejen et imponerende bagkatalog. ‘King Kong’ er udgivet gennem Idiotsikker Records, og kan hentes helt gratis, men kan også støttes gennem crowdfunding ved at købe vinylen eller kassettebåndet.
På trods af sin store erfaring og mange tracks, så er Supardejen stadigvæk forholdsvis velbevaret i undergrunden. Til Tivolis store danske rap-jubilæumsshow for en måneds tid siden var der hverken blevet plads til ham eller Sphaeren, men selvom der nok var nogen, som kiggede langt efter dem, så har de ikke haft nok airplay til at ramme Plænens målgruppe. Supardejens stil er da også yderst undergrund og lidt hiphop-nørdet, fordi især hans multirimende tekster oftest kan være svært tilgængelige. Heldigvis for de dedikerede danske hiphop-fans kan Supardejen slet ikke lade vær med at rappe, skrive rim og producere. Albummets første nummer hedder da også ‘Show must go on’, fordi han, uanset om det store gennembrud kommer, bare bliver ved.
Supardejen står selvfølgelig selv for størstedelen af produktion og scratch. Den lidt skramlende undergrundslyd er old school på den fede måde med klassiske hiphop-trommer, der krydres med alverdens samples. På ‘King Kong’ får han dog hjælp fra en lidt uventet kant, idet Tue Track har produceret ikke mindre end fem numre, som giver albummet et frisk pust. Tue formår næsten altid lige at få noget ekstra ind i beatet, så det bare fænger. Det udnytter Supardejen på den legende hyldest til ‘Blodsport’-filmen og den arrogante ‘Rager mig en skid’:
“Med rolig hånd styrer jeg en Gaffeltruck/ Sparer op til noget vådt til min kaffekop/ Varmer op for Keld & Hilda/ Klokken fem i Bilka/ På tour der starter i Aldi for at slutte i Silvan/ Vi er Ilva hygger/ Tygger rå panda/ Ruller konfirmander/ På Blå mandag/ Det hele handler om handler og kontanter”
Den til tider komplicerede lyrik har altid været en af Supardejens varemærker, hvor han, sammen med andre medlemmer af det tidligere Helt Sikkert-crew, har vist nye sider af det danske sprog. Et af disse medlemmer er Joe True, der gæster på titelnummeret ‘King Kong’, hvor de sammen beviser, at evnen til at skrive skarpe rim ikke bare forgår. Det samme kan til dels siges om Machacha, der står for beat og et vers på ‘Det´ dope’, hvor udtrykket dog er mere hårdt.
Man har en fornemmelse af, at Supardejen kan flowe sin ordstrøm over de fleste beats, for han ligger tungt og selvsikkert over hver eneste produktion. En rutineret levering hvor det handler mere om rimet for rimets skyld, og så betyder det ikke altid så meget, om der er sammenhæng mellem sætningerne. Den lyriske brainstorm kan indimellem godt blive forvirrende, men dog stadig betagende, når Dejen kaster tankerne rundt i flyvske rim-strukturer:
“Jeg er aldrig ved mit fulde fem/ Putter en kugle i dit lem/ Og bruger dig som kuglepen/ Pænt cool idé, fylder dig med bly/ Bruger dig som blyant og fylder dig på ny/ Spids øre’/ Jeg er pis’skør/ Som bad guys i visse bøger” (‘Do that thing’)
“Vælter rundt i et shopping-center/ Klædt som en fucking elver/ Håber mit crew/ Har en bue/ De kan fucking sælg’ mig/ Spænder – trækker strenge/ Flere mænd og hænder bag mig end trækkerdrenge/ Tjener til dagen og vejen/ Som mandestripper/ Fatter ikk’ hvordan man knepper/ Som Jack the Ripper” (‘Rock´n´roll’)
Musikken er et legerum for Supardejen, hvor han sampler, hvad han har lyst til, som for eksempel Sys Bjerre på ‘Sys’, og hvor der er plads til at lave en fodboldsang med en cool integration af ‘Champions League’-hymnen i beatet. Der skabes god variation ved at hive en masse kollegaer ind i studiet på ‘Goodbye’ med Thomas T, Provinsen, Tyde T, Esben, PTA, MC Meller og Mugge V på scratch. Og ved at vise en mere seriøs side, som han slipper godt fra, med kærlighedssangen ‘Happy togther’ og ‘Syg syg verden’ med den gamle kompagnon Stik Op Jakob.
Selvom et par enkelte tracks godt kunne klare en lille finpudsning, så passer de alligevel fint til den lidt skrabede undergrundslyd, hvor der er rum til at folde kreativiteten ud. ‘King Kong’ kommer op på fire spots, fordi Supardejen stadigvæk rimer farverigt og ved, hvordan god hiphop skal lyde. Det bliver ikke en plade som kommer til at generere stor opmærksomhed, men det er et album, hvor erfaring og dedikation er med til at holde et højt bundniveau. Supardejen er eksperimenterende, legende, evigt rimende og med et “had til folk der ikk’ skriver gode rim”. (‘Napalm’)
4 ud af 6 spots
Skrevet af Jaycob 09.10.2013 arkiveret under Anmeldelser |