RapSpot.dk » LiveSpot: Earl Sweatshirt @ Pumpehuset

17.03.2014

LiveSpot: Earl Sweatshirt @ Pumpehuset

Har man bare haft den mindste interesse i hiphop i de seneste år, har det været stort set umuligt ikke at tage stilling til fænomenet Odd Future. Det spraglede Los Angeles-kollektiv, hvis popularitet i 2010 spredte sig som en steppebrand, aftvang alle en holdning til den punkede fuck verden-tilgang til hiphoppen, der synes at løbe som en rød tråd i alt hvad gruppens medlemmer foretager sig. To gange har ungdomsoprøret været forbi Danmark, dog uden det på mange måder mest interessante medlem, Earl Sweatshirt. Det blev der omsider rådet bod på, først i Århus og mandag 10. marts i et udsolgt Pumpehuset.

Første gang jeg hørte om Odd Future, var på Aesop Rock-produceren Blockheads blog, hvor den på daværende tidspunkt kun 16-årige Earl Sweatshirt blev prist som en af tidens nye lovende talenter. Dette er i sig selv måske ikke så vigtigt, men det illustrerer hvordan Earl fra starten har været en ret kompleks og vidtfavnende karakter. Mens han på den ene side, som en del af OFWGKTA taler til hele den nye trap-generation, så har han ved at sætte lyrikken i højsædet samtidig formået at vække genklang hos et mere konservativt lyrikorienteret publikum, der måske hellere lytter til DOOM fremfor Wacka Flocka Flame. På den måde viser Earl en alsidighed, der går på tværs af normale skel, uanset om man tiltrækkes af den provokerende attitude eller det avancerede rimhåndværk. Det var derfor spændende at se hvordan denne brede vifte af forskellige interesser skulle tilfredsstilles live.

Aftenens opvarmning sørgede i hvert fald for at give sit bidrag til de trap-orienterede. Da undertegnede efter 30 minutter i kø kom ind i et sydende pumpehus stod ELOQ nemlig bag de to hjul og sendte bastunge frekvenser ud imod et feststemt publikum. Pludselig løb Kidd ind på scenen og fik fyret op under dansen med ’Fetterlein’, og der var allerede dømt fællessang til opvarmningen. Stemningen var med andre ord i top, og dog steg den endnu en smule da OF-medlemmet Taco Bennett overtog styringen og sendte et arsenal af hits efter publikum. Med øjeblikkelig genkendelse hos publikum lød pludselig interludenummeret ’523’ fra Earls seneste opus ’Doris’ , og larmen bredte sig lokalet. Herefter trådte Earl selvsikkert ind på scenen og skød showet i gang med ’Kill’ med det til anledningen passende omkvædsmantra: ”Just watch I’ma kill them all!”

Det er de færreste 20-årige rappere, der har nosser nok til at stille sig alene op på scenen og levere i en times tid. Når man desuden er medlem i Odd Future, der er notorisk kendte for at mønstre en mindre hær af hypemen til sine liveudskejelser, havde det sikkert været nemt lige at hive et par homies med, der kunne sikre folket en fest. Derfor skal der lyde al respekt til Earl for ikke at fortabe sig i underholdningsværdien, men i stedet fokusere på hvordan udtrykket bedst passer til musikken. Her fungerede det fantastisk, når Earl stod ensom på scenen med to hænder på micken, vuggende, lettere foroverbøjet, mens han lod sine psykotiske voldsfantasier flyde uforstyrret ud i en lind strøm. Hertil skal også siges, at lydmanden havde gjort sit arbejde upåklageligt, så hvert et ord kunne høres af Earls ret monotone og sludrende flow. Earl selv imponerede stort med en sublim levering hvor breathcontrolen var ufejlbarlig, hvilket blandt kunne høres på ’Hive’, hvor Earl sluttede af med at mesterligt recitere Vince Stables’ afsluttende vers acapella.

Ikke overraskende var det numrene fra ’Doris’, der dominerede spillelisten og på nær ét nummer (‘Hoarse’), så kom Earl igennem hele pladen. Her stod især ’Chum’ ud med sine slæbende trommer og kliniske klaverriff. Et andet højdepunkt var den småt geniale ’Guild’, der sammen med ’Stapleton’ repræsenterede den langsomme del af koncerten. Et lækkert afbræk i den til tider lidt monotone kavalkade af dystre produktioner. Skulle man sætte en finger et sted, så ville det også være her, idet der ikke var planlagt nogen form for variation eller opbygning ind i settet. Hvert nummer endte ud i nogle lidt stenede pauser, hvor Earl vendte ryggen til publikum for at stå og småsludre lidt med Taco, og momentum blev derfor hver gang tabt på gulvet. Det lod dog ikke til at gå Earl på, der denne aften havde påtaget sig en lidt teenage-fornærmet attitude med et gennemgående, bebrejdende forhold til publikum. På mange måder virkede de to gutter ret ligeglade med om folk var nede med det eller ej, og det nærmeste vi denne aften kom på publikumsfloskler, var et lille renaming the crowd-indslag, hvor en fyr i publikum blev omdøbt til Mr. Tumnus fra Narnia.

På trods af Earls forsøg på at udvise problematisk adfærd, fejlede stemningen hos publikum intet, hvilket især blev tydeligt i den sidste halvdel af koncerten, hvor Pumpehuset efterhånden var kogende. Til den selvbetitlede ’Earl’ fra den første plade måtte Earl og Taco droppe attituden og smide ekstra vand ud, efter at en gut måtte bæres ud tværs over scenen. Til sidste nummer ’Drop’ blev der, vanen tro når det kommer til Odd Future, arrangeret kæmpe mosh-pit, hvilket fungerede som den perfekte afslutning på en på mange måder perfekt eksekveret koncert, hvis man ser bort fra de lidt unødvendige pauser. Dårlig indstilling eller ej, så leverede det lyriske problembarn varen og spyttede sig egenhændigt igennem (næsten) hele sit katalog. En imponerende opvisning, der for denne anmelder, cementerede Earl Sweatshirts plads som det mest interessante, der er kommet ud af OFWGKTA, og måske hele den amerikanske hiphopscene i senere tid.

5 ud af 6 spots