Northside har mildest talt skudt med spredehagl i deres rap-bookinger i år. Hvis man ser bort fra de mere perifært rap-relaterede ting, som vel begrænser sig til Quadron og Lucy Love, er der kun to navne på plakaten: A$AP Rocky og Jurassic 5. Med det sagt, så er vi selvfølgelig taknemlige for, at der i det hele taget er blevet plads til rap på plakaten.

Der må siges at være tale om et par vidt forskellige acts. J5 står for de fleste af os, som er gamle nok til at kunne huske dem, som noget af det ypperste inden for antikommerciel guldalderhiphop, fra dengang hvor vi stadig desperat klyngede os til forestillingen om hiphop som en kultur, de fem elementer, osv. Med undtagelse af KRS-One er der vel næppe mange der stadig lever i den tidslomme (desværre).

Purunge A$AP Rocky derimod er i sandhed en rapper i tidens ånd. Han fik sit gennembrud via Youtube med nummeret ’Purple Swag’ og er, siden han i 2013 underskrev den største rap-pladekontrakt siden 50 Cent, på rekordtid blevet et navn på den globale rapscene, som det er meget svært at komme udenom, om ikke andet så i form af sweatshirts og caps med påskriften ”#f*ckin’ problem” monteret på teenagere i alle afkroge af kongeriget.

Her vil det nok, i sandhedens tjeneste, være på sin plads at lægge kortene på bordene. Hvis denne anmeldelse har en gammelmandssur undertone, skyldes det formentlig, at jeg, som den gamle mand jeg er, har meget svært ved at forstå hele hypen omkring A$AP Rocky (og A$AP Mob for den sags skyld). Jeg har, under gråd og tænders gnidsel, lyttet mig igennem gennembrudsmixtapet ’Live.Love.A$AP’ og debutalbummet ’Long.Live.A$AP’ – flere gange endda – men er ikke blevet klogere. Enlighten me, young’ns.

Men det var et overordentlig veloplagt Jurassic 5, der lørdag eftermiddag på Northside Festivalens blå scene leverede et kort og kompakt, men også yderst veltilrettelagt show. Cirka 45 minutters var, hvad det kunne blive til, men det nyligt genforenede og igen fuldtallige (det vil sige Akil, Zaakir, Marc 7, Chali 2na, DJ Nu-Mark og ikke mindst Cut Chemist) hiphop-ensemble formåede ikke desto mindre fuldt ud at leve op til i hvert fald denne anmelders forventninger. Der var ikke så mange dikkedarer, bare stribevis af nøje udvalgte klassikere fra kataloget, kun afbrudt af et par korte DJ showcases fra d’herrer Nu-Mark og Cut Chemist i absolut topform samt en lille, fælles breakdance-session.

På sætlisten var blandt andet ’I Am Somebody’, ’Jayou’, ’Break’, ’Monkey Bars’, ’Improvise’, ’Quality Control’, gennembrudstracket ’Concrete Schoolyard’, ‘High Fidelity’, ‘A Day at the Races’ (dog ingen Big Daddy Kane cameo) og selvfølgelig hittet og publikumsfavoritten ‘What’s Golden’. Med andre ord, lutter højdepunkter fra gruppens første tre udgivelser og heldigvis ingen insisteren på, at det middelmådige ’Feedback’ (på hvilket Cut Chemist jo havde forladt gruppen) skulle være et fantastisk album – herfra spillede de, så vidt jeg noterede mig, kun ’Red Hot’. Ligeledes blev vi skånet for de endeløse call-and-response seancer, som tit og ofte skæmmer koncerter med den slags 80er- og 90er-koryfæer.

Af og til synes jeg godt, man kunne fornemme, at de seks herrer på scenen endnu ikke helt havde fundet hinanden efter genforeningen. Om det skyldtes den lange pause eller rappernes fremskredne alder (om hvilken Akils lange, grå skæg taler sit klare sprog) skal jeg ikke kunne sige, men enkelte steder manglede timingen måske lige de sidste to procent. Men den anelse metaltræthed, der her og der kunne anes, var på ingen måde nok til at ændre ved det faktum, at J5 leverede en på alle måder godkendt indsats, som med garanti både har tilfredsstillet gamle fans og trukket nye til. Det er altid en fornøjelse at se en rap-koncert, hvor rapperne faktisk kan stå på egne ben og rappe deres vers til ende uden slinger i valsen, og det må man sige at både Marc 7, Zaakir, Akil og ikke mindst manden med verdens måske mest blærede flow Chali 2na kunne.

Fyren, der stod ved min højre side i en t-shirt med krakeleret Jurassic 5-logo, bedyrede efterfølgende glædestrålende, at det var hans største koncertoplevelse i mange, mange år. Helt så langt kan jeg ikke strække mig, men godt var det så absolut.

Nogen stor koncertoplevelse var der ingenlunde i vente da A$AP Rocky ganske få minutter senere indtog grøn scene. I hvert fald ikke, hvis man var kommet for at høre rap. Ifølge konferencieren var der da heller ikke tale om en rap-koncert, men et ”hiphop-rave”. Rimelig rammende beskrivelse, faktisk, og så burde man måske være smuttet der.

Ikke desto mindre var fremmødet imponerende – i hvert fald dobbelt så stort som til J5 så det ud som, fra hvor jeg stod. Til gengæld var gennemsnitsalderen nok også halveret og forekomsten af ”retro”-Ray-Bans og gamachebukser mangedoblet, ligesom der blev skudt markant flere selfies i min umiddelbare nærhed. I løbet af den knap en time lange ”koncert”, blev vi udsat for et bombardement af i bedste fald halve numre, uden at det lykkedes Asap at rappe fire sammenhængende linjer selv. I stedet lod han sin hypeman gøre det beskidte arbejde og brugte sin – tilsyneladende rigelige – energi på at drøne rundt på scenen og brøle usammenhængende. Efter få minutter var det kun de mest stålsatte støtter, der stadig reagerede på den evindelige strøm af ”hands in the air”-råb.

Der var i det hele taget en del kommandoer at holde trit med, og da A$AP Rocky på et tidspunkt tog ordet for at spørge om ”y’all fuckin’ with the Mob?”, var forvirringen da også total blandt den gruppe af (formentlig) gymnasiepiger, som jeg var omringet af. Heldigvis blev det fulgt op med en letforståelig ordre om at lave noget larm, og så var vi ligesom tilbage på sporet igen. En fyr, som stod et par rækker foran mig, har formentlig også været forvirret, da han på et tidspunkt af fuld hals ekko’ede efter Asap: ”there’s another fuckin’ moshpit over there”. Jeg måtte til sidst opgive at holde styr på, hvor mange gange koncerten blev afbrudt med call-and-response sekvenser, hvor vi skulle råbe ”a-sap, yay-sap, a-sap, yay-sap, a-fucking-sap”. Suk.

Det mest bizarre ved hele denne scene var dog de adskillige afbrydelser – ”party segments”, som vores hovedperson havde døbt dem – hvor vi skulle høre bidder af numre med andre kunstnere: ’Jump Around’ med House of Pain, ’C.R.E.A.M.’ med Wu-Tang Clan og et tredje nummer, som jeg ikke kunne genkende. Disse festlige segmenter, gavmildt strøet ud igennem koncerten, viste sig dog at være klare højdepunkter i den elendige gang uprofessionelt makværk, som vi denne aften var vidner til, og det siger sådan set en del om niveauet.

Den helt klare publikumsfavorit var uden tvivl ’Fuckin’ Problems’, som, da den blev sparket i gang, fik hipstersegmentet så meget op at ringe, at det nær havde kostet yours truly en fod og et øje. Jeg kunne prise mig lykkelig over, at vi kun fik lov at høre et lille minut af den; ellers er det ikke til at vide, hvilke helbredsmæssige konsekvenser det ville have fået.

Det skal afslutningsvis bemærkes, at en stor del af det fremmødte publikum så ud til at have en fest under hele denne farce af en koncert. Karakteren skal derfor ikke forstås som en bedømmelse af, hvorvidt Asap formåede at underholde sit kernepublikum, men som en bedømmelse af hans performance som rapper. Hvad førstnævnte angår var der tale om en forbløffende massepsykose, som selv Justin Bieber formentlig ville have været fuldt ud tilfreds med, men som rap-koncert bedømt var det, på godt jysk, det argeste pis jeg meget længe har lagt ører til.

Jurassic 5 – 5 ud af 6 spots

A$AP Rocky – 1 ud af 6 spots

 

Alle billeder af Marcus Andreassen
Klik for større størrelse – og naviger med piletasterne

Skrevet af Mic 15.06.2014 arkiveret under LiveSpot |