18.06.2014

LiveSpot: Mobb Deep @ Amager Bio

12De fleste danskere, der betalte for at se Mobb Deep mandag aften, har sandsynligvis engang haft gangsta-duoen som deres teenageidoler. Ikke desto mindre var der næppe en eneste teenager til stede i salen. Til gengæld var der masser af skudsalver og 90’er-stemning.

Selvom det kun er anden gang i danmarkshistorien, at Mobb Deep besøger København – eller rettere Amager – var salen kun halvt fyldt op. De fleste fans er vel blevet for gamle til den slags, og dem der så dukker op, gider ikke noget pis. De vil kun høre klassikere. Det vidste Prodigy og Havoc heldigvis godt, og derfor var det let for dem at sætte gang i crowden med udødelige hits som straks blev skudt i gang. En af gruppens største klassikere ’Survival of the Fittest’ åbnede festen, videre til ’Eye for an Eye’, ’Give Up the Goods’ og andre ‘Infamous’-lækkerier.

Mobb’en leverede selvsikkert deres vers, som havde de rappet dem i 20 år. Prodigy var dog let råbende, hvorfor hans sprøde, hæse stemme ikke var så let at genkende. Men begge virkede oprigtigt som om de holdt af at være til stede og gøre crowden glade, da de smed ’Hell on Earth (Front Lines)’ i synet på os, og DJ’en smed de dystre Scarface toner fra ’G.O.D. Part III’ på.
Publikum skreg gladeligt med på lyrikken, kastede armene i vejret og råbte begejstret når Hav og Pee engageret gik i gang med en ny klassiker. Stemningen var gangsta, musikken var tight – men lyden var mildest talt elendig. Al lyd der kom ud af de gigantiske Amager-højtalere blev forvandlet til støj, da det spredte sig i salen.

Uden at være lydekspert fornemmer jeg, dette er et problem der tit opstår til hiphop-shows, hvor salen ikke er fyldt nok. Og det sker ikke så sjældent. På den anden side, må man sige, at Amager Bio har et stort problem, hvis det ikke er noget en lydmand kan få styr på. Af og til lød det faktisk udmærket, mens det andre gange var decideret svært at tyde hvilket nummer de spillede – selv for en hardcore fan med Mobb Deeps bagkatalog på ryggraden. Numre som ’Temperatures Rising’ blev forvandlet til en uspiselig lydgrød, der var kogt ved al for højt blus. Det var faktisk helt rart, når en af rapperne sluttede nummeret af ved at rappe et helt vers acapella.

Det er ikke ligefrem fordi Mobb Deep har et stort, imponerende sceneshow med bigband, dansere og korsangere med på tour. Der er ligesom kun rapperne og publikum, så det er lidt et problem, når lyden fucker. Tonerne fra al den ’Murda Muzik’ (hvor 90’er en titel er det i øvrigt lige!) fik dog de fleste til at bære over med den uønskede støj. Med begravelseshymnen ’Allustrious’ og den chillede basgang fra ’The Realest’ præsenterede vores Mobb Niggaz os for en lille håndfuld tracks fra den nye comebackplade, der udkom tidligere på året. Heriblandt fik vi ’Taking You Off Here’ og ’Say Something’ som publikum faktisk tog pænt imod – måske fordi de nye Mobb-hits hurtigt blev afløst af flere klassikere.

Det var på en måde rart at se, at Mobb Deep havde situationsfornemmelse nok til ikke at proppe nye numre ned i halsen på et publikum, der kun craver de gamle. De to rappere havde en setliste med, som kun få fans kunne brokke sig over. Eneste virkelig skævt placerede indslag var faktisk ’Let a Ho Be a Ho’ – et ikke specielt koncert-egnet nummer, hvor Havoc i et helt vers disser de bitches han hænger ud med i sit undertøj.
De to rappere bragte en RIP-salut for faldne gangsta-venner som 2Pac, Biggie, Big Pun og Big L, før Prodigy erklærede: ”We’re the ones who’s left. We’re the ones still spitting that raw shit. Keeping it real for ya’ll” – Og det har han selvfølgelig ret i. ’Keep it Thoro’, ’Quiet Storm’ og selvfølgelig ’Shook Ones Pt. 2’ lukkede koncerten – og også munden på alle fans, der kom for at høre klassisk gangsta-rap.

4 ud af 6 spots
4 RapSpot Spots

 

Alle billeder af Nicolas Dalby
Klik for større størrelse – og naviger med piletasterne

Skrevet af Falco Lamb 18.06.2014 arkiveret under LiveSpot |