04.07.2014

Roskilde 014: Earl Sweatshirt @ Avalon (torsdag)

ara_5679Der findes ikke imponerende mange af dem, men der er rappere, der kan tiltrække både hiphoppere og hipstere. Earl Sweatshirt er absolut god til dette. Desværre er hans temmelig tunge og esoteriske musik heller ikke noget, der skaber et specielt loyalt koncertpublikum.

Spinkle Earl fra L.A. levede ikke op til sit navn, da han trådte ind på den nye Avalon-scene i sin røde polo. Tilgengæld var der masser af sweatshirts, islandske striksweatre og tophuer der varmede det fuldskægsbærende publikum. Meget veloplagt var den unge mand, som er et bemærkelsesværdigt raptalent med en uhørt tight levering. ’Kill’ fra hans ikke-udgivede, ondskabsfulde debutplade åbnede festen i det tætpakkede telt, hvor stakkevis af hænder taktfast og beundrende kastede sig mod scenen.

Earl virkede oprigtigt imponeret over fremmøddet. Og selvom det måske var lidt højt sat, da han anslog, at der var 30.000 Roskilde-gæster til stede, var det bestemt et særsyn at høre så mange skrige med på ’Molasses’, hvor RZA’s linjer ”I’ll fuck the freckles off your face, bitch”, fungerede som crowdpleaser. Og hvis Earl ikke var tilfreds med publikums deltagelse, beordrede den 20-årige bare vredt, at de skulle tage sig sammen næste gang.

I øjeblikke som disse fungerede koncerten i den grad. Især mixtape-bangeren ’Orange Juice’, med det flabede piano-beat (stjålet fra Gucci Mane) flåede løs i crowden. Og også de mørke, dystre tangenter fra den følelsesladede ’Chum’ rev opsigtsvækkende mange med.

Igen – Earl ligger mere tight på et beat end de fleste, og det er en armhårsrejsende fryd for en rap-fanatiker at lytte til hans hæse levering. Det overordnede problem med det her show, var åbenlyst (og forudsigeligt nok) Earls setliste, som til fulde bestod af solonumre. Uanset hvor interessant man finder rapperens første (udgivede) album ’Doris’, er det svært at argumentere for, at det er specielt godt livemateriale.
Og det er for denne anmelder også svært at forstå, hvad de følsomme stener-numre laver har at gøre til en ellers festlig rapkoncert. Et par Odd Future-bangere her og der ville i den grad kunnet have løftet stemningen. Nogen der kan huske koncerten i 2011?

Tiden gik og Outkast-koncerten rykkede nærmere. Måske derfor, at omkring halvdelen af Avalons publikum var smuttet ud i solen og mod det Orange lys efter bare en halv time?

3 ud af 6 spots

Foto: Andreas Raun Arneberg (se mange flere i koncertgalleriet)

Følg RapSpot på Roskilde Festival 2014 på Twitter og på Facebook

Skrevet af Falco Lamb 04.07.2014 arkiveret under LiveSpot |