07.07.2014

Roskilde 014: A$AP Ferg @ Avalon (søndag)

ara_8964Én ting er sikkert: Samtlige gange A$AP Rocky har besøgt Danmark, så har det været en festlig koncert, men desværre også en direkte elendig musikalsk oplevelse. Kunne A$AP-broderen Ferg mon gøre god figur til årets sidste hiphop-koncert på Roskilde Festival?

Nej. Det kunne han ikke. Den time Ferg og kumpaner fik, blev bestemt ikke optimalt udnyttet.
Det startede med et timinutters DJ-sæt, hvor vi kom rundt i en stak stemningsskabende numre som ’Ni**as In Paris’ og ’Don’t Like’, hvilket som sådan ikke er skidt på en træt Roskilde-søndag – specielt da det faldt i god jord hos publikum. Det betød dog også samtidig, at Ferg kun besøgte scenen i lige under 50 minutter. Det er ikke imponerende, og særligt ikke når Ferg brugte en god del af koncerten på at spille A$AP Rocky-hits som ’Goldie’ og ’Wild for the Night’. Og herudover give talentløs hypeman lov til at spille egne numre, som alle (hypeman undtaget) var komplet ligeglade med at høre.

ara_9133

Tilbage til det koncerten egentlig handlede om: A$AP Fergs første performance på dansk jord. Det var – som med ven Rocky – en festlig og energisk koncert, som uden tvivl ville have fungeret bedre en sen aften, hvor Roskilde-folket var på vej videre i branderten og ikke på vej hjem til sengen i privaten. Et af de bedste numre fra pladen, ’Lord’, bragte Trap Lorden på scenen til stor applaus. Herefter kunne ’Dump Dump’ holde energiniveauet højt hos alle parter, men afslørede samtidig også, at A$AP Ferg godt kunne have prioriteret ’rappe-foran-spejlet’-tiden højere i hverdagen. Numrene blev aldrig leveret på imponerende vis, og oftest tabte Ferg kampen til vers i den hurtige ende af skalaen. Hvad Ferg til gengæld skal roses for på Roskilde Festival, der adskiller ham fra Rocky på samme festival sidste år: Han prøvede rent faktisk, men evnede ikke andet end den intense tilstedeværelse.

ara_9148

Musikalske feinschmecker-detaljer (som evnen til at rappe egne tekster) udeblev, men numre som ’Fuck Out My Face’ og ’Let It Go’ sikrede, at koncerten ikke virkede helt tam og holdt således godt fat i publikum. Efter at være blevet slæbt igennem en rodet oplevelse med mange eksplosions- og skudeffekter og meget musik fra andre end Ferg, kunne publikum dog fortjent nyde ’Work’ og ’Shabba’ til sidst og forlade Avalons sidste hiphop-koncert i 2014. Farvel og tak for i år. Og farvel og tak til Ferg – kom tilbage når du vil lave andet end koncerter, der spolerer live-hiphops ry. Du får lige akkurat 2, Fergie.

2 ud af 6 spots

Foto: Andreas Raun Arneberg (se mange flere i koncertgalleriet)

Følg RapSpot på Roskilde Festival 2014 på Twitter og på Facebook

Skrevet af Toobs 07.07.2014 arkiveret under LiveSpot |