01.07.2015
Roskilde 015: Timbuktu og Damn! @ Arena (onsdag)
Svenske Timbuktu fik æren af at åbne Roskilde Festivals næststørste scene i 2015 med megabandet Damn!. Den festlige rapper ankom med et fuldt band og stærkt humør, men formåede desværre aldrig at sætte en ordentlig eftermiddagsfest i gang.
Alle mænd er klædt i blåt og der er masser af instrumenter på scenen. Fuldt band med percussion, trækbasun og det hele. Og så lige hovedpersonen selv – den 40-årige spradebasse Timbuktu, der kommer lallende og valsende ind i sine gule bukser, for at gøre det svenske look komplet.
Selvom Arena var langt fra fyldt op, var et pænt og festklart publikum hurtigt klar til at fyre den af på den hurtigsnakkende ’Spring’, hvor rapperens råd er at fyre den af og få det bedste ud af livet, mens tid er. Jovist var vi lidt for få mennesker i publikum, men festen var igang. Heldigvis var det svenske crowd tydeligt til stede, og det blå-gule flag blafrede side om side med Dannebrog. Det er da smukt.
Vores svenske hovedperson blandede nye numre som ’Misstänkt’, hvor den smukke, mørklødede korsanger Beldina sang sig blidt ind i publikums feststemte kroppe. Helt rart.
På nummeret rimer rapperen om de skumle blikke han gennem tiden har modtaget af butiksdetektiver på grund af sin mørklødede hud. Om de mange gange politiet har stoppet ham, uden rigtig at kunne forklare hvorfor. “Hey, hvor kommer du egentlig fra?”, spørger folk ham åbenbart tit.
Racime er et issue, der tydeligvis frustrerer Timbuktu. Så meget, at han har udnyttet sin stjernestatus til at kæmpe imod. Med så meget held, at han for få år siden modtog en pris i det svenske parlament, Rigsdagen. Ikke helt ukontroversielt, da han på et nummer med svenske Sebbe Staxx fra gruppen Kartellen kort forinden havde hælt en verbal skidtspand i hovedet på den folkevalgte Jimmie Åkesson. Politikeren er leder af Sverigedemokraterne – en svensk pendant til Dansk Folkeparti – og blev på nummeret lovet at blive “dunket gul og blå” og “lagt i koma”. Av!
De hårde ord kommer til udtryk på ’Svarta Duvor & Vissna Liljor’ – et både hårdt, følelsesladet og professionelt skrevet nummer, som publikum dog ikke fik fornøjelsen af. I stedet opfordrede Timbuktu til at bekæmpe “den karse, der vokser frem” – altså de højreorienterede partier der er på fremmarch i vores nordiske lande. Vi fik til gengæld ’Den Svenska Skammen’ som også berører de følsomme emner og multikultur. Her fortælles en historie om en ung pige, der bliver overfaldet.
Apropos det grønne, fyrede vores rapper den bedst af til et af koncertens livligste højdepunkter, ’Allt Grönt’, der har sådan en dejlig, funky reggae-vibe.
Den tidlige aftens koncert var fyldt med præcis lige så gode intentioner som Timbuktu selv. Desværre kom det store band aldrig helt til sin ret – noget man for alvor bemærkede, da de først fik lov til at give den fuld smadder over Jay-Z/Just Blaze-bangeren ’Public Service Announcement’. Trist nok var dette sgu nok nærmest showets højdepunkt.
I en tid hvor det svenske parlament aldrig har været mere indvandrerkritisk og den nye, danske regering netop har vedtaget (endnu flere) hårde udlændingestramninger, var det værd at sende en tanke til de afrikanske og syriske flygtninge, der lige nu flygter mod vores kontinent i en uholdbar båd. ‘Alla Vill Till Himmelen Men Ingen Vill Dö’.
3 ud af 6 spots
Foto: Andreas Raun Arneberg (se mange flere i koncertgalleriet)
Følg RapSpot på Roskilde Festival 2015 på Instagram, på Twitter og på Facebook
Skrevet af Falco Lamb 01.07.2015 arkiveret under LiveSpot |