Hvor er der dog meget internet-fnidder at kæmpe med, når man som Le1f er en out-and-proud gay rapper. Det startede med Frank Ocean, og nu kommer de springende ud af skabet og op af Pandoras æske – alle bøsserne! OMFG, de vil rappe, de tager vores jobs og vores kvinder!

Nogenlunde sådan var udlægningen fra World Star Hip Hop i en kommentar til Le1fs video for ‘Wut’. Homofobien og snerpetheden vil ingen ende tage, og den sidste idiot er ikke født endnu. Le1f ønsker hverken at være poster boy med regnbueflag eller aktivistisk rapper. Han vil egentlig bare være rapper. Men hvordan pokker balancerer man som artist i det minefelt? Kan man finde en form for svar på Apollo, når Le1f indtager scenen?

Placeret som kødet midt i en tidsmæssig sandwich mellem Kendrick Lamar og Run the Jewels har Le1f alle odds imod sig fra start. Næsten alene i verden er hans lod at optræde for 3 ludere og en lommetyv, da hiphop-publikummet har prioriteret til fordel for de to store navne på henholdsvis Orange og Arena.

Det viser sig dog hurtigt, at den tilslørede skikkelse på scenen har planer om at give publikumsmagneterne kamp til stregen i underholdningsværdi. Le1f entrerer scenen klædt i en form for blafrende, faraonisk kåbe i bedste New World Order-konspiratoriske stil over en sort løstsiddende trikot og med en hovedbeklædning, der ligner en havfrues krone i blå og grønne farver med et slør af meterlange blå extensions hængende ned for ansigtet. Det skvulpende beat fra ‘Buzz’ lokker flere mennesker til, og Le1f flirter sig koket gennem ‘BOOM’ og drum’n’bass stormvejret ‘Mind Body’, før han løfter hår-sløret.

“Hi Roskilda”, råber han. “Kendrick’s the shit, he’s the greatest, but I’m glad you came out here to see me”. Fravalget af Kendrick kommer jeg personligt heller ikke til at fortryde – jeg er meget overrasket og imponeret over Le1fs kraftfulde stemme og sikre levering, som ellers har lydt lidt spag i ikke-live versionerne, hvor Le1fs vokal ganske enkelt ligger for lavt i mixet.

Le1f spænder begejstrende vidt i sit udtryk – fra ‘Breezy’, som han stønner sig igennem med håndled så løse, at de nærmest flagrer, til da koncerten kulminerer musikalsk for mig med ‘Sup’. Den hårdtslående HarryB-produktion og benhårde vokal sprænger rammerne for art rap-universet. Det er sindssygt fængende.

Som live-performer tryllebinder Le1f sit publikum med aggressiv, ultraseksuel dans og en kamæleons omskiftelige mimik, der går fra et bredt smil til truende nedstirring på et splitsekund. Attituden er en narcissistisk og trodsig fuck-you-I’m-fabulous protest, og det er formentlig det, der gør, at nogle opfatter ham som en provokatør i en klassisk, heteroseksuel hiphop-sammenhæng. Testosteron mangler Le1f dog ikke, hvis nogen skulle være i tvivl. Maskuliniteten er i høj grad tilstede, den er bare anderledes og seksuelt rettet mod et andet objekt – resultatet er intelligent, forfriskende og fascinerende.

Den efterhånden tiltagende crowd er aldeles bjergtaget af hittet ‘Spa Day’, get-money-hymnen ‘Coins’ og ørehængeren ‘Wut’, som affødte ramaskriget over Le1f til at starte med. Forbipasserende sætter tempoet ned og glaner efter Le1f med åbne munde og ansigtsudtryk, der indkapsler total forvirring. Diskrepansen mellem den hårde, macholyd og synet af Le1f i flagrende gevandter, der møder dem, er afgrundsdyb og morsomt svær at kapere. Knivskarpe Le1f brækker problematikken ned på ‘Ooh’ over ‘Truffle Butter’-beatet: “Little niggas mad ‘cuz I rap about dick like y’all rap about clits, fuck that shit, you a little punk bitch, I’mma rap about dick”.

Jeg tror, jeg er forelsket.

5 ud af 6 spots

Foto: Andreas Raun Arneberg (se mange flere i koncertgalleriet)

Følg RapSpot på Roskilde Festival 2015 på Instagram, på Twitter og på Facebook

Skrevet af Mismarie 04.07.2015 arkiveret under LiveSpot |