Tredje år i streg for Vanguard Festival i Søndermarken. I år var det musikalske spektrum snævret lidt ind, og i stedet for én dag med hiphop på programmet, var det i år blevet til to dage med hiphop og relaterede genrer. Vi fik flere koncerter, men mindre acts, hvilket betød at festivalen reelt set ikke havde et hovednavn. Fredag skuille Dead Prez lukke, slukke og binde festivaldagen sammen på den store Sun Ra-scene. Inden da fik vi dog masser af legender at se.

Kool Keith & Kutmasta Kurt @ Fat Cat Stage
Ingen ringere end Kool Keith & Kutmasta Kurt skulle starte fredagens hiphopprogram. Med et væld af old school-klassikere, scratches fra den gamle skole og det karakteristiske falske skæg fik Kurt varmet crowden op, inden det var tid til at sende publikum ned af memory lane. ’Sex Style’ satte gang i publikum fra starten af, og Kool Keith satte sig igennem fra start og beviste, at han ikke tilhører gruppen af gammelskolerappere, der ikke bør stå på en scene med sympatibifald som eneste reaktion fra publikum. Kool Keith var nærværende, rappede glimrende og havde masser af energi. Keiths evner og showmanship komplimenterede de bastunge produktioner fornemt, og den første del af showet – hvor vi også fik ’Blue Flowers’ – var ganske opløftende.

Efter en god første halvdel gik det dog galt, da Keith og Kurt startede en sprint gennem hele Kool Keiths solodiskografi, der rummer 18, atten, 1-8 albums. Med så meget musik og så lidt tid blev det til en koncert, hvor størstedelen af numrene blot blev repræsenteret gennem et omkvæd eller et enkelt vers, inden det så var videre til den næste nummer. Bedre kendt som Nas-syndromet. Dette format endte simpelthen med at tage pusten fra publikum, der ikke kunne dvæle ved musikken og komme ordentligt ind i koncerten.

Gassen var sivet af ballonen, og publikum gået ud for at tanke øl op inden Bikstok. Så et amputeret publikum fik publikumsfavoritterne ’Blue Flowers’ og ’Sex Style’ én gang mere, og heldigvis også ’Poppa Large’ som belønning efter en noget rodet omgang.

Kool Keith burde have satset på kvalitet over kvantitet og fokuseret på højdepunkterne gennem næsten tredive år på scenen. Energien, evnerne og showmanshippet er der stadigvæk, men den lange sætliste måtte gerne have været halveret så klassikerne for alvor ville komme til deres ret.

3 ud af 6 Spots

Bikstok @ Sun Ra Stage
Dagens odd cousin på programmet var danske Bikstok, der skulle levere dancehall til et hiphop-sultent publikum. Da ’Penge på græs’ bragte Blæs Bukki, Eagger og Pharfar ind, virkede det allerede fra start som om, at det ville blive en anden oplevelse at se Bikstok stå over for et hiphop-publikum.

Med den vanlige, sublime opbakning fra Stunn Gunn og band kom vi gennem en række af det forventede materiale. ’DKs Koner’, ’Fabrik’ og ’Græder For Dem’ er vel næsten en del af dansk musikhistorie nu. Stilen fra debutalbummet emmer også af liv, har pondus og rummer omkvæd, der som skriger på fællessang. Ikke overraskende, var det med dette materiale at Bikstok gjorde sig bedst, og hvor der var nerve og nærvær. Det er klart, at det nye udspil ’Uranium’ slet ikke har haft samme kulturelle indflydelse, som tilfældet var med første plade, men indholdet er også mere til den reggaede og rolige side end den energiske dancehall-stil fra ’Over Stok & Sten’. De nye numre som ’Uranium’, ’80’eren’ og ’Vildere End Dem’ virkede heller ikke lige så godt som det ældre materiale, og koncerten dykkede altid lige ned i tempo, nerve og interessere fra publikums side, når det gjaldt de nye numre. Heldigvis ramte ’Cigar’ dog til sidst, og særligt Eagger og Pharfar er med deres utæmmede vildskab i nummeret altid en fornøjelse at opleve live.

Stokken og Stunn Gunn & co. leverede med samme kvalitet som altid, men virkede dog til at være et mismatch mellem Bikstok og Vanguard. Bikstok kom med det, de havde, men det nye ’Uranium’-materiale var lidt for reggaeet til festivalens profil og publikum. En sætliste der var bedre afbalanceret til lejligheden med mere af det energifyldte ’Over Stok & Sten’-materiale kunne have løftet oplevelsen fra lidt over middel til det sædvanlige fremragende Bikstok-niveau.

4 ud af 6 Spots

D.I.T.C. @ Sun Ra Stage
Der var dømt klassikere og legender for alle pengene, da Diggin In The Crates skulle indtage den store Sun Ra-scenen. Det formidable kollektiv havde i dagens anledning medbragt A.G., Diamond D og Lord Finesse så vi komme igennem en del af kollektivets repertoire – og selvfølgelig også de enorme bagkataloger, som de enkelte medlemmer besidder.

Med de tre herrer, flankeret af DJ Boogie Blind, kunne der langes tonsvis af klassikere over disken. Det blev der. Og endda gennem en god sætliste med et godt tempo og fin variation mellem de enkelte medlemmers numre. Diamond D brillerede igennem med ’Check One, Two’, ’Best Kept Secret’, ’Fuck What U Heard’ og ’Sally Got A One Track Mind’, hvilket i den grad minder en om mængden af fantastiske numre som ’Stunts, Blunts & Hip Hop’ indeholdte. A.G. havde ’Spit’, ’Full Scale’ og et Dilla-produceret nummer at troppe op med – der dog lidt virkede som et throwaway beat, men det gik stadigvæk absolut an. Både Diamond D og A.G. måtte se sig slået i antal klassikere, da Lord Finesse først begyndte at grave i kasserne. ’Funky Technician’, ’Bad Mother’ og ’Return of The Funky Man (Remix)’ slog solobedrifterne fast med syvtommersøm, mens Big Ls ’You Know What I’m About’ fik en til at tænke på alle de fantastiske numre, som Big L og Finesse lavede i fællesskab. Og hvordan ’Represent’ og ’Yes You May (Remix)’ manglede på sætlisten.

De fælles D.I.T.C.-numre måtte dog stå lidt i baggrunden, da det klassiske Lord Finesse DJ-sæt med Boogie Blind absolut skulle overstås. Sættet, der har kørt de sidste mange år, var med garanti lige så fedt for de uvidende, som det var irriterende spildtid for de koncertgængere, der havde oplevet Finesse og dj-gimmicken live før.
Kun ’Thick’ og ’Day One’ af gruppens numre kom rigtigt i fokus. Hvilket er synd, da produktionerne på ’Worldwide’-pladen er intet mindre end sublime og absolut liveegnede.

En af de absolut mest positive ting ved koncerten var oplevelsen af, at de tre herrer virkelig havde lyst til at stå på en scene i Søndermarken. Det blev klart at smittende gammelmandsenergi var umulig at stoppe ved ’Day One’, hvor vi ikke engang nåede at få det hele med, da timen var gået og showet blev stoppet. De gamle gutter nægtede simpelthen at gå af og ville give publikum det sidste. Stærkt! Fire spots til de garvede folk fra D.I.T.C., der gerne må gå uden om klichéerne næste gang og give os lidt flere af klassikerne, som vi kender og elsker.

4 ud af 6 Spots

M.O.P. @ Fat Cat Stage
Engang var M.O.P. en mangelvare på de danske scener, og havde en aflysningskvotient der lå i Madlib eller MF Doom enden, men dette er ikke tilfældet længere. De seneste år har Brownsvilles fineste givet indtil flere koncerter om året i Danmark. Derfor ved man også efterhånden, hvad man får: En energibombe at et show der blæser en omkuld. Enten på vanvittigt rodet hiphop-manér eller på nogenlunde koordineret og indøvet vis. Det var heldigvis den sidste udgave, vi kom til at opleve på Vanguard.

Til D.I.T.C.-koncerten forinden fandt vi ud af, at den time som hver kunstner fik til Vanguard blev taget ganske seriøst. Derfor var det også en anelse unødvendigt at bruge ti minutter på et Gang Starr-medley i starten af showet – også selvom Guru og Premier rent faktisk er the best yet. Man kunne også sagtens have undværet det klassiske hiphop-medley. Det var i særdeleshed ligegyldigt at bruge tid på at spille ’Smells Like Teen Spirit’ for at få folk til at gå amok. Og sådan set også at spille Pharoahe Monchs ’Simons Says’, når Fame & Danze selv har medvirket på genistregen ’No Mercy’ fra samme plade. Men på trods af alle disse negative elementer, så kan M.O.P. bare noget live.

Energien, karismaen, det smittende humør og overskud fra Billy Danze, Lil Fame og dj Laze E Laze får altid musikken udover scenekanten og publikum i ekstatisk tilstand. Fra Lil’ Fame sprang på scenen til sit vers på ’½ & ½’ til ’Ante Up’ – der rev Vanguard midtover – var underholdningen i top. ’Cold As Ice’ satte ind som højdepunkt allerede efter få minutter, og den reneste, hårdeste østkysthiphop gennem de seneste 21 år blev bare ved med at flyde. Fra ’Downtown Swinga 96’ til ’How About Some Hardcore’, ’Warriroz’, ’Follow Instructions’ og ’Calm Down’. Og vi var ikke engang nået igennem halvdelen af det bedste fra M.O.P., men tiden var gået, og M.O.P. var ude for nu.

Man kunne ønske at M.O.P. fremover enten ville lege lidt mindre eller få mere tid. Faktisk nok det sidste. For M.O.P. er hårdt, brutalt, men lige så meget en leg med publikum, og det skal der være plads til, når man som Billy Danze og Fame kan være både gøglere og banger-leverandører af Guds nåde.

4 ud af 6 Spots

Dead Prez @ Sun Ra Stage
Af ukendte årsager skulle Dead Prez headline fredagens program og derved runde dagen af på Sun Ra-scenen. Det startede skidt med et ”yeah, what up, Scandinavia” fra Stic.man til det danske publikum. Det var alligevel en af de mest upræcise og arrogante hilsner, som jeg har været vidne til i løbet af mine sidste femten år som koncertgænger. Det blev bare aldrig rigtig meget bedre end den arrogante hilsen. ’Discipline’, ’W-4’, ’Hell Yeah’ og ’Mind Sex’ holdt dog showet nogenlunde i gang takket været de gode produktioner, som Dead Prez jo rent faktisk formår at støbe sammen. Både stic.man og M-1 var glimrende liverappers, så det var bestemt umuligt ikke at forstå, hvor de to herrer mener, at vi har problemer i samfundet, og hvordan verden bør se ud.

Engang var det et fokus for Dead Prez at redde verden med musik og give skarp kritik til det amerikanske samfund, men for stic.man virker det til, at armbøjning og gode kostvaner lidt har taget over. I hvert fald valgte Dead Prez at spilde en pæn del af showet på tarvelig promovering af stic.mans nye fitnessprodukter. Det var så tarveligt over for et tændt og modtageligt Vanguard-publikum. Det endte da også med, at publikum begyndte at pifte – hvilket Dead Prez virkede forholdsvis ligeglade med. De freestylede lidt, prøvede at sælge lidt flere produkter og så hev de så ’Hip-Hop’ op af hatten – og så gik koncerten selvfølgelig fra ultimativ bundskraber til ekstase og klimaks.

Det blev aldrig revolutionært, men derimod rimelig hustler-, gangsta- og krejler-agtigt i det. På den absolut dårlige måde. Stic.man & M-1 skal prise sig lykkelige for den eftermiddag for mange år siden, hvor de fik lavet ’Hip-Hop’. For uden det nummer, så ville vi forhåbentlig ikke acceptere, at de stod som headliner på Vanguards største scene alt imens, at de tog vores penge og prøvede at sælge os en masse fitnesslort.

2 ud af 6 Spots

Foto: Kenneth Nguyen (se mange flere i koncertgalleriet)

Skrevet af Toobs 03.08.2015 arkiveret under LiveSpot |