03.07.2017
Roskilde 017: Solange
Som lovet tidligere er her nogle ord om Solanges optræden torsdag. Pressen har så vidt jeg har kunnet se været lutter lovord og stjerner, og jeg kan ikke være uenig.
Bortset fra dårlig lyd, særlig på hendes mikrofon, i begyndelsen af showet, var det en sjældent gennemført og bevægende koncert. Fra den gåsehudsfremkaldende start med ‘Rise’ (naturligvis) til afslutningen med ‘Don’t Touch My Hair’, var der tale om en i særklasse velkalibreret performance. Hun har ikke den kraftigste stemme, hvilket var problematisk når lyden glippede, men overordnet flød den smukt live.
Bandet — alle klædt i rødt — bestod af trommer, keys, guitar, bas og blæsersektion. De var eminent velspillende og dynamiske på scenen, hvor de med jævne mellemrum deltog i charmerende fællesdans med forkvinden selv og hendes to korsangerinder. Dans var i det hele taget en væsentlig ingrediens i forestillingen, med Solanges egen lidt akavet hakkende og bundcharmerende moves som visuelt akkompagnement til hendes sarte vokal.
Der var velfungerende afstikkere til bagkataloget, bl.a. ‘Some Things Never Seem to Fucking Work’ (som jeg ikke kan høre uden at tænke på den her klassiker) og — indsat som afslutning på normaltiden — det lidt letbenede, Madonna-agtige “Losing You”, men de tjente mest til at understrege hvor markant en modning sidste års A Seat at the Table repræsenterer, hvis ikke man allerede skulle have opdaget det. Den plade ugjorde selvsagt grundtrukturen i koncerten og vi fik størstedelen af dens skæringer.
Den modning fornemmede man også i hendes eneste længere pause, hvor hun kort talte til publikum og betroede os, at hun var udmattet, at hun fandt det svært at være på turné og derfor foretrak enkeltbookings der gjorde det muligt også at passe sin familie. Det lyder måske banalt, men det forekom ægte — i det hele taget kombinerede hun sin tydelige kontrol over musikken med en let skyhed, der var aledeles afvæbnende. Et absolut højdepunkt kom kort derefter under “F.U.B.U”, der handler om sort solidaritet. Hun gik ned til pitten og omfavnede et pige fra publikum mens musikken spillede. Igen: det kunne have været cheesy, men det fungerede — “This shit is for us!”
Ekstranummeret var som sagt det måske mest ambitiøse nummer fra A Seat, og også et af de mest vellykkede — det personligt-politiske manifest ‘Don’t Touch My Hair’, som hun og bandet på episk vis udbyggede med soli og headbangende hårpragt: “What you say to me?” Indeed.
5 ud af 6 spots
Foto: Betina Garcia for Roskilde Festival/Skyfish.com.
Skrevet af Mat 03.07.2017 arkiveret under LiveSpot |