05.07.2017

Roskilde 017: Rapup

IMG_2241Det blev en stærk hip hop-Roskilde. MÃ¥ske var brillerne ekstra rosenrøde herfra i Ã¥r, da denne manege jo efterhÃ¥nden er tom og det sidste hurra motiverer. Men alligevel: den fra fængslet revitaliserede Guwop for første gang i Europa og Rappin’ Nas med den nok bedste hip hop-koncert pÃ¥ Orange scene nogensinde, Ice Cube med en solbeskinnet feberredning og Den Sorte skole pÃ¥ Orange med, ja… mere om det senere.

Dertil kom en række andre koncerter, jeg ikke har været i stand til at anmelde særskilt, selvom de fortjente det. East Londons grime-ekvilibrist Kano sloges lidt med sine larmende beats pÃ¥ Apollo-scenen fredag, men hans vokal fejlede ikke noget, og da han nÃ¥ede sin afslutning med ‘3 Wheel-Ups’ og ‘GarageSkankFreestyle’ var der fest. PÃ¥ samme scene afløste A$AP Mob-kometen Playboi Carti for den desværre aflysende Lil Uzi Vert lørdag aften. Han spillede pÃ¥ det helt rigtige tidspunkt og fyrede godt op, men var desværre mere DJ (i ordets old school-forstand) end rapper og lod sine vokaltracks gøre meget af arbejdet. Freddie Gibbs spillede kl. 2 søndag morgen og min oplevelse var derefter, men jeg synes han var tight. Bare en lidt underligt start/stop-agtig koncet med for meget snak med publikum.kano

Seun Kuti spillede en glimrende koncert i regnen fredag eftermiddag, om end hans band Egypt 80 — dannet af hans legendariske far Fela — med deres professionelle men flegmatiske optræden stod i en vis kontrast til den energiske frontmand. I hip hop-sammenhæng var trækplastret her The Artist Formerly Known as Mos Def, som af alle steder knyttede forbindelse til Seun pÃ¥ Vanguard Festival i 2014. Desværre gjorde han ikke meget væsen af sig: jeg kan forstÃ¥ at han rappede et par vers tidligt i koncerten, men da jeg var en halv time forsinket sÃ¥ jeg ham ikke. Han dukkede simpelthen ikke op igen, selvom han og Seun delte billing pÃ¥ koncerten. Besynderligt.

playboi2Mine aldersramte forpligtelser betød desværre, at jeg gik glip af interessante navne som Clams Casino, 69, Princess Nokia og Young MA, samt nyligt gendannede Digable Planets, men her kan jeg i det mindste kalde på minderne fra deres eminente koncert på festivalen dengang vi var unge i 1993.

Anyway, det var et program, som fortsat vidnede om bredden og udsynet i Roskildes hip hop-bookings: fra regionale undergrundsfænomener og up-and-comings til gulrandede veteraner. Og så var der jo nogle tidens store rap-crossover actsG-Eazy tiltalte mig ikke, så det var godt at trap-crooner Bryson Tiller trumfede ham ved at være så goddam hip hop i ånden. Weeknd var heller ikke værst, selvom det ikke ligefrem er hip hop. Jeg skrev mere om den udvikling i torsdags.

Nå, og så bare fordi det er en af mine kæpheste: Roskilde viste igen, at de bare ikke brænder for reggae. Booking af Jah9 som eneste jamaicanske navn på festivalen virkede helt tilfældigt. Hun leverede en ok koncert, men det var svært at se hvorfor præcis hendes meget skabelonagtige roots-reggae ene skulle repræsentere Øen på Roskilde.

Elefanten i rummet sidder imidlertid andetsteds, nemlig på Orange fredag nat. Den Sorte Skole, bestående af Simon Dokkeldal og Martin Høiland var det eneste danske hip hop-relaterede act i hovedprogrammet og skulle i år krones på hovedscenen efter en bemærkelsesværdig sekvens af koncerter på festivalens mindre scener, med foreløbig kulmination til 40-års jubilæumskoncerten på Arena i 2010 eller måske samme sted i 2013. Der var ikke mindst i medierne lagt i ovnen til den helt store koncert, på hvilken de havde arbejdet på fuld tid, sammen med 125 forskellige bidragsydere, siden oktober sidste år. Det københavnske DJ-kollektiv har altid været karakteriseret af et ambitionsniveau udover det sædvanlige, himmelstormende på en måde vi sjældent ser i Danmark og her tog de det til næste niveau.

koehl_MeccaStor respekt for det. Problemet var, at deres koncert var et af det mest eklatante eksempler på kunsterisk overreach, jeg har været vidne til. Med spilletid kl. 1.15 om morgenen må man formode, at publikum møder op til fest og så er det problematisk at traktere dem med en tyve minutter (+) lang new age-agtig seance for Islandsk kor, hvor ethvert anslag til groove i det bastante beat brækkes ned før det får tag i folk. Jeg tror ideen var en art skabelsesmyte, men spørg mig ikke. Noget af en udfordring af tålmodigheden ude i regnen, hvor vi stod og folk begyndte at sive. Fint nok, hvis det havde været musikalsk udfordrende eller sjælfuldt, men det forekom i hvert fald denne tilskuer at være spektakulært uden så meget andet.

Det følgende indslag med et mere hype beat og grunden lagt live af en svedig bassist, som jeg desværre ikke fandt et navn på, livede derimod gevaldigt op og gjorde håbet om fest lysegrønt, men det blev der hurtigt sat en stopper for, da det forbandede kor kom tilbage. Dernæst en seance, hvor østrigske Mathias Loibner sad og nørdede på hurdy gurdy i hvad der forekom en evighed, inden den kurdiske sangerinde Aynur Dogan sluttede sig til og sang kraftfuldt og klinisk uden også det en ende ville tage. Efter en lang dag besluttede jeg mig, som så mange andre på festivalpladsen allerede havde gjort, for at forlade selskabet.

Hvad der tydeligvis var tænkt som en episk hyldest til jordklodens musik blev en intellektuel og indavendt ørkenvandring, pÃ¥ et tidspunkt hvor de fleste fødder bare ikke kunne mere. Ja, showet var imponerende gennemarbejdet og visuelt prangende, men fatalt fejlkalkuleret. Narrativ trumfede musikalsk logik, og ideer som kunne have haft en vis gang pÃ¥ jord, fx. det islandske kor, fik plads langt hinsides smertegrænsen, mens andre, mere lovende indslag droppedes før de blev fede. PÃ¥ vejen væk fra pladsen kunne vi høre Malk de Koijn traktere med det Bjørn Svin-udbyggede ‘Ã… Ã…Ã¥ Mæio’, men jeg har svært ved at forestille mig at det var mere end for lidt, for sent.

crowdDet ligner måske en tanke, at denne, Rapspots nok sidste Roskilde-dækning, således afsluttes lidt nedslået over den måske mest ambitiøse danske hip hop-relaterede koncert på Roskilde. Sitet har i tyve år forholdt sig kritisk til kulturen, især som den har udfoldet sig i Danmark, og det føles således rigtigt at lukke på denne vis, med ros og ris af en festival, der har været et omdrejningspunkt for Rapspots virke og som heldigvis, og trods svipsere, formår at repræsentere hip hop-kulturen som det levende sted den fortsat er i dag.

Inden det bliver nat, skal der lyde skud til Rapspots backbone og fortsatte nattevagt Papi Oh Noe, der muliggjorde denne hæse, lettere bedagede svanesang, og en af dets tidlige animerende kræfter, Klaus Køhl der, ansporet af vor ansats til en sidste rundgang, spontant tilsluttede sig med sit kamera. Det var ham, der engang i tidernes morgen inviterede undertegnede indenfor og derved åbnede for et kreativt venskab i hip hop. Ærbødigst tak, også til alle de fantastiske mennesker der har bidraget over årene.

ONE LOVE!

Fotos af Orange Scene med konferencierer (herunder Per V), Kano, Playboi Carti, Køllefar & Ladybug Mecca og Roskildecrowd af Klaus Køhl.

Skrevet af Mat 05.07.2017 arkiveret under LiveSpot |