(8) Mile-pæl

af Ann Noyd

Spiderman i baggypants? The Incredible Hulk som MC? Luke Skywalker i trailerland? Nej, det er ikke mindre end Eminem, som superhelt i ghettoen.

Jeg troede jeg skulle ind og se en semi-dokumentaristisk, social-realistisk film om en ung rappers kår i de fattiges Detroit. Jeg forventede et troværdigt portræt af såvel hovedpersonen som af hans omgivelser. Det fik jeg ikke. I stedet fik jeg Marshall Mathers som struggling genious, omgivet af 2/3 narrøve, bærende rundt på det nordamerikanske kontinents største nosser og en yndig 5 årig lillesøster som han gang på gang frelser, når han ikke tager tæv for sin mor eller lader retfærdigheden ske fyldest gennem udbrud af maskuline aggressioner. En mere selvglad, selvfed film skal man være temmelig (u)heldig for at finde. Og så er det ikke engang Em selv der har instrueret denne skamløst narcissistiske spillefilm, men en gut der hedder Curtis Hanson (kendt for L.A. Confidential) der dermed tager den uofficielle oscar for det grundigste tounge-bath på en stjerne-røv i nyere tid. Jeg er imponeret.
Men det er jeg faktisk af helt andre grunde, og det er dem der toner frem når man tvinger sig selv til at se bort fra det unuancerede Jimmy Rabbit portræt. Faktisk når man træder helt ud af filmens detaljer, men kigger på emnevalg, exposure af en særlig kultur som hip-hops og succeen man har givet projektet via casting, PR og soundtrack

Mange, mange flere end kun hip-hoppere ser og indlever sig i denne forunderlige verden af nådesløs konkurrence, poesi, musik og survival of the talented. Selve beskrivelsen af cyphers og on-stage mc-battles, atmosfæren og stemningen, helt ned til den anden-dimension-agtige slum og gaderne der forfalder til alle sider; alt dette er med til at fortælle verden udenfor om kulturen, og fortælle danskerne at der er mere i dybden end hvad 48 Timer dokumentaren viste os, eller hvad den danske håndfuld af rappere med et publikum skriver om. Men ok, jeg har stadig ikke rystet flovheden af mig siden Stengades Jule F.I.P. Show der pakkede fra gulv til loft mens "Kælling, Ryst Dit Røvhul, Røvhul" eller hvad det track ellers hedder bragede ud af højttalerne som indholdet af netop et sådant rystet røvhul, og jeg ved ikke om jeg er et røvhul fordi jeg er rystet, men i sammenligning med tekster som "Lose Yourself" fra Eminem, synes jeg der er langt, kvalitetsmæssigt  -mindst 4 fod...

Anyway, 8 Mile forklarer den udeforstående, der er lokket i biffen af de gode anmeldelser, at hip-hoppere er mennesker ligesom alle os andre: den tykke, den tynde, den politisk bevidste, den kneppe-sultne, den sorte, den hvide, den naive, den seje, drømmeren, realisten osv. osv. Jeg genkendte da selv et par stykker i kredsen omkring Rabbit, fx. fra Rapspot Boardet, som bl.a. den evigt politisk kværulerende Frederick, eller hvad med Cheddar Bob? Han må være Contexts bortadopterede tvilling! - på looks altså. Men jeg genkendte ikke nogen Jimmy Rabbit, mest fordi den slags personer ikke eksisterer udenfor fiktionens verden.

8 Mile er med til at øge forståelsen og respekten omkring rappens univers, og med den som ambassadør for hip-hop, nyder hele kulturen godt af opmærksomheden. Større publikum vindes over og frisk blod føres til. Der er ingen dansk hip-hopper med mere end 2 hjerneceller der kan tillade sig at brokke sig over "mainstream-eliseringen" i angst for at hans egen lille "hemmelige" kultur får vokseværk, for hvis hip-hop havde haft den indavlede, lukkede attitude i sin natur, ville kulturen aldrig være kommet over Atlanten, til at begynde med.

Hansons film bryder også med standard-opskriften for hip-hop beslægtede film; det her er ikke halvanden time med sorte der skyder hinanden, tager stoffer og begår kriminalitet til et godt lydspor. 8 Mile forsøger at portrættere miljøet psykologisk -at resultatet så er mindre vellykket er næsten tilgiveligt fordi ideen var så forfriskende og original. Den skiller sig også ud ved at være en beskrivelse af hip-hoppen uden dens nørdede opremsning af årstal, labels og ulidelige, klichéprægede name-dropping. På dén måde er den langt tættere på sit ophav: kunsten, end de utallige andre eksponeringer kulturen har i form af blade, bøger, dokumentarfilm og web-sites.

8 Mile praktiserer hvad mange hip-hoppere har prædiket længe: at gå ud og skaffe sig forståelsen og respekten. Skaffe sig publikum, udenfor den indspiste crowd. Det kan man kun være glad for. Denne film er den mest nøjagtige beskrivelse af hip-hop ånden/filosofien jeg har set i lang tid. Det er både godt og dårligt. Godt, fordi det gør filmen autentisk på dette punkt og dårligt, fordi det nøjagtigt afspejler fordommene i kulturen, som så IKKE er den fedeste reklame for kulturen, eller dens forståelse. 8 Mile er ikke henvendt, men rygvendt til over 50% af verdens befolkning, nemlig kvinderne. Det er sgu da saftsusemig superstupiditet at ville løfte en minoritetsgruppe (hip-hopperne) ud af fordomsfulde vrangforestillinger og gængse sterotyper, og så i samme tiltag benytte fordomme og gængse sterotyper som redskab! Det er lige præcis den brøler filmen begår. Nøjagtig så kvinde-hadsk og forskrækket som hip-hopkulturen har tradition for at være, nøjagtig sådan portrætterer 8 Mile også alle kvinder i den. Vi har den alkoholiserede mor der boller løs, vi har den junkie-lignende kvindelige hovedrolle, der boller løs, og vi har diverse ho´s i biler, parkeringspladser og kældre der tja, guess what.. boller løs. Så er der en enkelt "strong black sister" der spytter lidt rap, men selvfølgelig er småwack og må reddes af Superrabbit.

Og nu vi er i gang med at "redde" hip-hopverdenens definitioner af undermennesker, så nøjes man ikke med kvinder, men tager lige for god ordens skyld bøsserne med, således kan man se den ærværdige ridder Eminem tage en homo til forsvar i en freestyle, bl.a. ved at disse modstanderen for at være gay med hiv (?!!) er jeg den eneste der ikke tager crazy-pills eller er det bare fucked-up selvmodsigende??? "I det mindste indrømmer han at han er bøsse" siger Rabbit til den angrebne bøsses forsvar, men hvis man havde en Gammel Dansk ville der lyde en klokke og en stemme der sagde "Han er klam og forkvaklet, men modig af et undermenneske at være fordi han har advaret offentligt mod sig selv". Det er kvalmende at se Eminem prøve at vinde bøssernes sympati, og tækkes det flertal som i dag accepterer homoseksuelle, bare for at fremstå mere glorværdig og fantastisk (men det var også instruktørens ide, og han er et godt stykke over 50 og har aldrig beskæftiget sig med hip-hop kulturen før). Alle Eminems tekster har hidtil rakket ned på homoseksualitet og hvis han har været modig nok til at tage så politisk ukorrekt et standpunkt, burde han stå ved det, men det ville hæmme filmens success og cash-flowet til hans konti. Det kan godt være Brittany Murphy er filmens luder, men Eminem er virkelighedens.

Nu har jeg hverken noget imod bøsser eller ludere så det rører ikke ved mit syn på Eminem som den mest talentfulde rapper pt, og 8 Mile er en landvinding for hip-hopkulturen, en milepæl i den udvikling som finder sted kulturelt i samfundet, ikke ikraft af kunstnerisk finesse og overlegenhed, men ikraft af en bedre oversættelse til alle "sprog" af hvad hip-hop er, og rummer. Kulturen vokser støt og regerer over et stadig større kongerige, men netop Eminem er en påmindelse om hvor ironiske denne verdens pointer er -tænk at en hvid mand skulle sidde på tronen af et sort monarki.

Det kan godt være det bare er mig, men jeg tror nogen derude prøver at fortælle os at colour ain´t shit.

2/5

 

Hovedmenu