Marc Stretch: Jeg blev løsladt fra fængslet!…
Prozack: Engang i 1995 ringede min onkel Larry til mig klokken 3 om morgenen fordi hans bil ikke vil starte. Så jeg kører min bil over til ham så Larry kan tage den, fordi han er min onkel, og der siger Larry: “Vi bliver nødt til at hente en fyr”. Vi kører hen til fængslet, hvor Larry skal kautionere for den her fyr som viser sig at være Marc Stretch og så skal vi hen til banegården fordi han skal med toget hjem til Vallejo, og jeg smider et bånd med mig og DJ Design, som allerede var en gruppe dengang, i båndafspilleren. Og så begynder fyren at snakke lort om båndet, og siger: “hvad er det for noget wackt pis, hvem er den wacke rapper?!” Jeg siger: “Det er mig!” Og så siger han: “Åh, pis jeg mente det ikke på den måde , mand.” Ser du, han kunne ikke lide rap-delen men han kunne godt li' beatsne, så han vi gerne have beats af DJ Design. Men eftersom han ikke overholdt reglerne for sin $12.000 kaution som min onkel Larry havde betalt og jeg var den eneste der vidste hvordan man fik fat i Marc Stretch, begyndte vi at hænge ud og drikke en masse. Vi skulle til at lave en ny sang, “Secret Agent,” og da vi gik i gang med et skrive den blev resultatet fedt, og det var så den første sang vi lavede sammen.
DJ Design: Marc Stretch arbejder stadig gælden til onkel Larry af, han har ikke fået en penny for det første album, du skylder ham stadig omkring, $1.300 ikke?
Marc Stretch: Og så snart jeg har betalt ham tilbage, går jeg solo!!


P: Det første selskab I var på var Always Bigger And Better, hvordan fik i det arrangement i hus?

Marc Stretch: Altså grunden til jeg var i fængsel var faktisk på grund af nogen terrorlignende rocker metoder, og jeg truede chefen på ABB selskabet dagligt. Jeg sendte ham de her bånd med trusler, og en dag ringede han tilbage til mig og sagde: “Jeg ved godt, at du truer mig på livet, men jeg kan rigtig godt li' din stemme.” Og så fortæller jeg ham om mit arbejde med drengene, og han svarer: “Hvis jeg udsender denne 12” med jer lader du mig så slippe?” Det gør vi så, og han skylder mig stadig penge, men jeg gider ikke tage det så tungt.

P: De fleste hørte jer første gang på den Full Time B-Boy / Overnight Success 12” med nogen meget selvsikre sange, hvor I langede ud efter andre rappere, specielt i undergrunden, hvad var meningen med det?

Marc Stretch: Det vi sagde på de sange var ganske simpelt at hvis man ikke har noget godt materiale skal man ikke udsende det.
Prozack: Det handlede ikke om at være undergrund eller ej, de eneste undergrunds rappere jeg dissede var dem der lavede dårlige demobånd. Vi var selv undergrund, mand, og vi udsendte også demobånd og solgte dem i clubberne. Tror du bare vi  fucking gik ind i et studie og udgav en rigtig plade?

P: Hvad er den kunstneriske forbindelse jer tre i mellem, hvordan skaber i samspil lyrisk og specielt på musiksiden, er DJ Design katalysatoren eftersom han lavede beatsne både på det gamle og nye album?

Prozack: Ja, helt sikkert, han er katalysatoren.
DJ Design: Virkelig? Nøj.
Marc Stretch: Vi får et rørende øjeblik om lidt…
Prozack: Jeg får stemningen fra musiken, DJ Design og jeg har kendt hinanden siden junior high school, så er på samme frekvens, vi læser også de samme bøger. Inspirationen kommer fra alt fra bøger til at ryge hash og helt ned til små vittigheder. Titlen på albummet er en af de vittigheder, “Play Tight”.

P: Yeah den undrede jeg mig også lidt over, kan I forklare den dybere mening bag det?

Prozack: Det er et nyt ord der betyder at noget når noget er godt er det, er det ikke bare godt det er Play – Tight. Tight er  noget der er solidt og dope, men play tight er player tight!

Simon T: DJ Design, du producerer det hele ikke? Hvilken slags udstyr bruger du?

DJ Design: Det samme som alle andre har. SP 1200 sampler, Akia 950 synth, Ensoniq ASR-10, Korg Trinity, rasler og tamboriner jeg hooker op til mikrofonerne og sampler. Oh, og så har jeg fået en Micro Korg, den koster $400 og den har en a vocorder og alt muligt. Jeg bruger ikke engang min Triton mere, Micro Korgen har bass, klaver og strengeinstrumenter – og sjove Timbaland lyde.    

S: Hvordan har i det med folk der laver deres album ved bare at brænde CD'erne i deres CD-Rom og printe coveret med en farveprinter?

Prozack: Det har helt sikkert forandret scenen og hvor nemt det er at lave en udgivelse, men jeg mener at hvis folk føler de har lavet en god ting, skal de udsende den. Jeg kan måske ikke li' produktet, men jeg respekterer de folk der laver det. Jeg er en kunstner, så jeg har det sådan at hvis folk har ideer skal de videregive dem. Vores nye album er fuldstændig anderledes end det tidligere og fans af det gamle album kan måske finde på at sige: “Du sagde dette her, men nu modsiger du det” Yeah, det gør jeg! For jeg havde det på den måde dengang, nu har jeg det på denne måde.

S: Bekymrer I jer om, hvorvidt I taber fans på det?

Prozack: Nej slet ikke, for jeg selvsikker, mere sikker på mine egne ideer. Det er mine ideer og selvom I måske ikke kan li' dem, er det sådan jeg har det. Det er let at sidde i sofaen og snakke lort om andrs plader men tage til et land, hvor de ikke engang kender dig, eller taler dit sprog og lave et show, det er sgu ikke nemt, mand.

S: I gamle dage var folk mest opsatte på at optræde til jams og vinde respekt ved at være gode optrædende, nu  vil de bare udsende demo CD'er...

Prozack: Yeah, og det de ikke forstår er, at der ikke er penge i undergrunds hip-hop overhovedet. Hvis der var penge i independent hip-hop, hvorfor skulle Blackalicious, Jurrasic 5 og Dilated Peoples underskrive kontrakter på store selskaber, i stedet for at sælge pladerne fra deres rygsække resten af livet? De ville ikke få penge for pladerne med mindre de var på store selskaber. De er gode kunstnere der fortjener respekt og fortjener en mulighed for at betale deres husleje via hip-hop.

S: Bliver I stadig inspireret af konkurrence delen af scenen?

Prozack: Jada, det at se Static & Natill her i aften, mand, deres optræden fik mig til at tænke, fuck vi bliver nødt til at træne for at fucke med dem. At se den slags holder en i gang, jeg bliver inspireret af grupper, shows og beats, men meget sjælent af rappere. Når det kommer til rappere, har jeg ganske få inspirationskilder, som Azeem, jeg ved ikke om I kender ham, men han er en fantastisk tekstforfatter. Hip-hop er en konkurrencepræget sport, og når det kommer til bitere elsker jeg når folk stjæler ting fra mig, for så ved man at man er god.

P: Skal vi tale om race spørgsmålet, der er ikke ret mange grupper med den etniske sammensætning I har...

Marc Stretch: Det er deres fejl, de burde have haft vores sammensætning. Hvis du stadig synes det er mærkeligt burde du ikke lytte til hip-hop. Der hvor jeg voksede op, hookede man op med dem der var gode.  Prozack og DJ Design er dygtige til deres ting, så dem hookede jeg op med. Sammensætningen hjælper os, hvis den gør noget, for det føles som at være med i et  fucking boyband, hehe.

P: Simon og jeg så showet i lavede til Århus Took It for halvandet år siden, hvordan har I opnået et sceneshow der er så originalt og godt?

Marc Stretch: Sagens kerne er vel at vi bare er nogen klovne. Sådan som du ser os på scenen er sådan som vi er. Vi har aldrig øvet os, vi stiller os bare derop og fjoller omkring. Hvis der sker noget uventet bruger vi det i showet. 
Prozack: Tidligere udfordrede vi hinanden og vi battlede på scenen. Jeg sagde: “Det der var dårligt din fede spasser, ahhh!” Og når beatet så begyndte smadrede Marc Stretch mig. Men derudover er det sådan at vi allesammen kan beat boxe, så vi kan lave lortet fuldstændig Bobby Mcferrin-agtigt. Jeg lavede tidligere stand-up comedy som 18-20 årig, så jeg kender til det at underholde folk bare med en mikrofon. Det handler meget om at holde øjenkontakt med folk, så de ved du er 100% tilstede. For tre dage siden var jeg i Berlin, men når jeg er i Århus er jeg i Århus, mand. Jeg husker byerne, og hvornår jeg er hvor. Optrædenen skal være ligesom en fest, hvor jeg har stillet mig op på din sofa og spytter rim!

P: Sidst I var her havde i mulighed for at opleve vores hip-hop scene, hvilket indtryk fik I af den?

Prozack: Man, de skal bare blive ved med at gøre deres ting, Static & NatiLL, de var for sindssyge.
DJ Design: Jeg går mere op i, har du hørt om den her fyr Shit Kid? Sidst vi var her mand, var han på alle reklamerne i musik foretningernes vinduer.
Prozack: Yeah, det var grineren, vi flippede over det, Shit - Kid.

P: Du har også en anden forbindelse til Danmark end at du har optrådt her?

Prozack: Oh shit, min stedbedstefar. Jeg er Irsk-Amerikaner men min bedstefar døede så min bedstemor giftede sig med en dansker. Han hedder Viggo Kongshøj, og han han er stadig i live, han bor i Californien. Han var tømrer og kom til USA uden nogen penge, og nu er han fucking rig.

P: I Denmark, og generelt i Europe kan vi måske bedre li' grupper med undergrunds betegnelsen end større kunstnere som Eve og Ja Rule, hvad synes I om det?

Prozack: Det synes jeg er tyndt, som sådan vi har det, kan vi godt li' god musik, og i det er trendy for nogen at hade populær musik. Du kan ikke sige at Jay-Z ikke kan rappe, ligesom. Og der er ikke noget der hedder undergrundskulturen, det er bare for folk som ikke er blevet rige...endnu. Undergrund var tidligere et alternativ til at være mainstream, men nu er undergrund også mainstream, så den eksisterer ikke længere. Hvis du siger til en pige at du er rapper, er du rapper, og du skal ikke forklare hende 15 års rap-historie for at få et slag fisse. Fyrene der optrådte tidligere rappede over N.O.R.E., superfedt, men nogen mennesker ville hade på den slags, bare fordi det er N.O.R.E.

P: Med 8 Mile filmen er battle-aspektet fra hip-hop jams blevet udstillet for en stor gruppe mennesker, der aldrig har set det før, hvad tror I det betyder?

Prozack: Det er godt, men personligt har jeg altid kendt til battles, og det er som at gå eller cykle for mig, bare noget man gør. Selvfølgelig er filmen Hollywood, og jeg ved ikke om battles var præcis sådan i ’95, men jeg synes de har gjort et fint arbejde.
DJ Design: Jeg kan huske da ungerne tog fra en high school til anden high school og battlede i spisefrikvarteret, de battlede om guldkæder. Kan I huske Chris mod Ray battlen, hvor Chris slog ham og fik hans kæde?
Prozack: Chris slagtede ham. Men noget jeg synes er sjovt er en masse battle rappere der peger fingre at gangsta rappere for ikke at være real, mens undergrunds MC’s der aldrig har været i en battle skriver battle rim.

P: Hvad synes du er dit bedste battle rim? Hvis du skulle tage en rapper ud lige nu?

Prozack: Vil du høre et battle rim? Så bliver det skrevent men:

Tilbage til hovedmenuen