Ladies´ First

Interview af Ann Noyd
30/9-2002

Kunne lige så godt have heddet First Ladies, for det er hvad disse 3 er i hip-hop. 3 piger der er respekterede for deres talent og anciennitet. 3 piger der kender hip-hoppen indefra og har været en del af dens udvikling fra starten. Der kender menneskene, industrien og reglerne.

Lørdag d. 5. oktober kan man på Hard Rock Café i København opleve Mismarie fra hedengangne Double Mouth og Lena Tahara fra den tidligere r´n´b-gruppe Juice, på scenen til arrangementet SCHOOL OF HARD ROCKS. I anledning af at de er aktuelle har jeg fået et interview med pigerne og også Konen (bl.a. kendt fra kompilationen "De Grimme Ællinger") sluttede sig til, selvom hun desværre ikke kunne være med ved hverken fotoshoot eller selve arrangementet da hun på tidspunktet befinder sig i Bruxelles, men ligesom de to andre har hun masser af erfaring i at være pige i hip-hop og deler nu ud af den. Så med denne X-large udgave af et interview får du hele 3-i-1 af guldkorn og tøsesnak.

På fotosiden, som er liret takket være fotograf Carsten Seidel, figurerer en kvindelig rapper som ikke er inkluderet i interviewet, nemlig 18-årige MC Tia (bedre kendt som rapperen ALX´s kæreste). Hvorfor hun spøger på billederne er en lang historie som kort fortalt er, at hun oprindeligt var en del af både School Of Hard Rocks arrangementet og dette interview, men at hun pludselig bakkede ud efter fotos var taget. Vi beklager at hun er med på billederne.
 


Konen:

Navn: Anne-Cathrine Jeberg
Alder: 23
Fødselsby: Randers
Hjemmeby: København
Beskæftigelse: studerer SPRØK på Handelshøjskolen
 

Mismarie:

Navn: Marie Elisabeth Pade Andersen
Alder: 24
Fødselsby: København
Hjemmeby: København (Valby)
Beskæftigelse: læser IT og engelsk på Handelshøjskolen.
 

Lena Tahara:

Navn: Lena Lindskov Christensen
Alder: 25
Fødselsby: Ålborg
Hjemmeby: København
Beskæftigelse: sangerinde/ sangskriver på deltid.
 

 

Hvornår startede I med musikken?
Konen: Jeg dansede hip-hop fra '88 og rappede fra '92.
Mismarie: Jeg hørte hip-hop fra jeg var 12 og rappede fra jeg var 14.
Lena: Jeg hørte hip-hop fra starten af 90érne og startede med at rappe lidt fra jeg var 13. Jeg har altid sunget.
 

Hvad inspirerede jer?
Konen: For mig var det Rim Til Rytmer, Flopstarz og Hvid Sjokolades første demo.
Mismarie: I 7. klasse lavede min skole en musical hvor jeg blev udvalgt til rollen som rapper fordi jeg hørte rapmusik. Min tekst hed "Crack Is Back!"
Lena: Jeg begyndte at lytte til et hip-hop lokalradio-show i Ålborg og faldt pladask da jeg hørte "Check The Rhyme" med A Tribe Called Quest og ja, "Colours Of My Mind" med No Name Requested.

 

Har I vinyl-plader -og hvis ja, hvor mange?
Konen: Ja, ca. 175 stk, man skal jo bruge vinyl for at kunne dj'e...
(En skabs-dj på vej til at springe ud?)
Mismarie: Jeg har nok ca. 100.
Lena: Ja, men jeg er ved at skifte det hele ud med cdére, så nu er jeg nede på 75 stk.  

 

Betragter I jer selv som hip-hoppere?
Konen: Ja, men også som meget andet.
Mismarie: Ja.
Lena: Ja, en lille del af mig er stadig, jeg er bare elsker af al slags inspirerende musik.  

Kan I forestille jer at blive ved med at rappe/ synge uanset hvor gamle I bliver?
Konen: Ja.
Lena: Helt sikkert!
Mismarie: Nej, jeg har fremtidsplaner der går i en anden retning. Hip-hop fylder ikke så meget mere i mit liv som det har gjort.


Er det hårdt at være kvinde i hip-hop? Har I været ude for diskrimination eller lign.?

Konen: For drengene handler det meget om at have den "rigtige" kæreste og på et tidspunkt var det meget "in" at have en etnisk kæreste, men det er ikke en diskrimination jeg selv har oplevet på mig.
Der var også en anden episode, husker jeg, det var da jeg og Kølig Kaj havde lavet et track til "De Grimme Ællinger" kompilationen, da var der nogen der kaldte det for "Kølig Kaj og Hoen" på nettet.
Mismarie: Det er et rigtigt rigtig svært spørgsmål. Som pige står man mere til ansvar overfor kvinder i rap generelt. Man vil altid blive betragtet som "kvindelig rapper" fremfor "mc". Folk forventer at man også kan synge, og så skal det man laver være mere hardcore for at man kan gå for at være en rapper, hvor fyre kan lave det mere jiggy uden at miste prædikatet. Men jeg føler ikke at jeg har oplevet nogen personlig diskrimination som pige.
Lena: Jeg vil ikke sige det er hårdt, men til tider bliver man nødt til at råbe lidt  højere for at blive taget seriøst og for ikke at ende som en slags "pyntegenstand" istedet for som en udøvende kunstner.


Mange gange refereres der til piger udelukkende som "bitches", "ho´s", "so", "luder" i hip-hop. Hvad kan årsagen være til den respektløshed?
Mismarie: Jeg ville ikke kalde en pige for luder før hun tog penge for sex. Man skal have sin terminologi i orden.
Der er også et aspekt af markedsføringsstrategi i det: sex sælger. Den kulturelle baggrund i USA-ghettoen spiller også ind; det er simpelthen de gloser man altid bruger, der er nok mange der forventer de X-ratede ord af/i hip-hop. Selvfølgelig er der groupies i hip-hop, men det er der i alle musikkulturer, forskellen er bare at de er mere synlige her fordi der bliver rappet om dem.
Lena: Det er efter min mening mangel på dannelse og almindelig medmenneskelig respekt. Det er en utrolig primitiv måde at kommunikere til sin omverden og sine medmennesker på. Når man taler nedladende til andre på den måde, er det oftest fordi man selv føler sig truet på den ene eller den anden måde.
Konen: Det er noget der bliver dyrket. Jeg tror der er sket en misforståelse i oversættelsen fra USA hvor der er mange hoes, i forhold til her i Danmark. Jeg holder mig generelt fra de "hotte" fyre i hip-hop for jeg vil ikke løbe risikoen for at blive kaldt noget på grund af det.
 

Er det noget I opfatter er blevet værre med tiden?
Mismarie: Det er blevet lidt værre ja, tidligere var der mere humor over beskrivelserne, nu er der mere vold.
Konen: Jeg synes ikke det er blevet værre, men de grupper der fremhæves nu, er dem der bruger udtrykkene, og det er ærgeligt. Man savner nogen der tør rappe ærligt om sine følelser eller den virkelige dagligdag.
Lena: Det skal jeg ikke kunne sige. Men manglen på indholdsrige tekster især i R&B-genren, har fået mig til at vende mig mere og mere henimod andre musik-genrer.


Føler I at betegnelserne også er møntede på jer? Eller er det nogle andre piger?
Mismarie: Nej, jeg føler mig ikke ramt af det.
Konen: Jeg føler mig overhovedet ikke ramt, det er om groupierne, så jeg tager det aldrig personligt.
Lena: Hvis en fyr har et problem med noget jeg gør eller siger, så er jeg villig til at tage kritikken op til eftertanke, hvis han kommunikerer det til mig på en fornuftig måde. Så snart jeg hører betegnelsen "ho" så vælger jeg at vende det døve øre til. Ligesom man ikke kalder et handicappet menneske for "spasserrøv", så synes jeg heller ikke at det er rimeligt at kalde piger der går i seng med kendte for "hoes" da det jo som regel blot er piger med et ekstremt lavt selvværd

 

Hvordan er sammenholdet blandt piger i hip-hop? Er der meget rivallisering på scenen eller dansegulvet?
Mismarie: Der er mere rivallisering på dansegulvet end på scenen.
Konen: Jeg går ikke over til nogen bare fordi det er en pige, der skal være en connection, men jeg vil da gerne lære flere af pigerne at kende, og blandt andet derfor vil jeg gerne være med her i interviewet.
Lena: På et overfladisk plan har piger i r´n´b været gode til at skabe et lidt famillie-agtigt forhold til hinanden.
 

Er piger i hip-hop anderledes end andre piger?
Mismarie: Ja lidt måske. De er nok en smule mere aggressive, generelt.
Konen: Dem jeg kender synes jeg ikke er anderledes... bortset fra at de ryger flere fede.
 

Hvad med tøjet? Er man nødt til at gå mere tildækket for ikke at blive betragtet som billig? Og er det ikke svært at være feminin i sin påklædning hvis den skal være hip-hop? (Der findes vel ingen hip-hop-kjoler?)
Mismarie: Der er et generelt krav om at man skal være feminin, men samtidig må man ikke være sexet eller afklædt. Jeg tager bare det på der passer mig.
Konen: Det at være feminin er en følelse og en holdning. Det mister jeg ikke ved at have baggies på.
Lena: Jeg går i alt, efter hvad jeg nu har lyst til, men jeg er da opmærksom på at mit tøj kan fjerne fokus fra den indholdsmæssige del i min musik, hvilket jeg ikke ønsker.
 

Hvad så med fyrene i kulturen, er de anderledes end andre fyre?
Mismarie: Ja!
Konen: Der er 2 lejre: dem som tænker over tingene og så fisse-rapperne/lytterne
Lena: Der er dem, der giver noget af dem selv som vi andre kan bruge til noget konstruktivt, såsom Outlandish, og så er der dem der bare står på scenen og råber : "Se hvad jeg kan, se hvad jeg kan, kom nu og se det alle mand!" (kendt børnesang).


Hvad er det positive anderledes?
Mismarie: De er mere spændende, sjovere og så har man jo altid kulturen og musikken til fælles.
Lena: De er tit mindre racistiske.
Konen: Det positive er dem der tænker over tingene, men det er jo ikke kun i hip-hop.


Hvad er det negative anderledes?

Mismarie: Det er et lille miljø. Alle fyrene kender hinanden og er lidt sladre-tante-agtige.
Konen: Der er mange regler og det hæmmer nogle fyre og deres udvikling. Der er mange der er bange for ansvar og lever teenagedrømmene langt op i tyverne med fester, stripbarer o.s.v.


Synes I hip-hop miljøet i Danmark er indspist?
Konen: Ja.
Lena: Visse dele af den, ja, hvilket nok skyldes en "jeg-kan-ikke-se-ud-over-min-egen-næsetip"-tendens.
Mismarie: Ja, det er det. Hip-hop herhjemme er forenings-agtigt. Der er meget rygklapperi, men der er også meget beef. Det er én stor julefrokost, men det har stadig sin charme.
 

Hvem synes I styrer scenen her hjemme lige nu?
Lena: R´n´b scenen er temmelig død, men i hip-hop var det sidste, der fik mig til at tænke L.O.C. Han afspejler en særdeles vred og aggresiv tendens hos en del mennesker i samfundet, et kæmpe behov for at sige: "Nu kan det være nok, nu kan jeg simpelthen ikke mere, så nu bedøver jeg mig selv med en masse giftstoffer og sviner nogle andre folk til, så jeg kan holde ud til at være i mig selv igen". Han er en rigtig fed rapper, men mangler selvrefleksionen. Ser meget frem til Outlandish' nye plade.
Mismarie: Malk de Koijn! Alle elsker dem og det kan jeg godt forstå. Natill er også enormt dygtig og så synes jeg også Fred Nukes er fantastisk.
Konen: Jeg er mere til producere, så jeg siger Static og Context.
 

Hvem er jeres yndlings mc(s) of all times?
Mismarie: (Der kommer et drømmende, fjernt og fugtigt udtryk i hendes øjne i det hun siger hans navn ) Everlast! (og fortsætter derefter remsen:) Lauryn Hill, Kool Keith, Chuck D, Method Man.
Lena: Guru, Notorious B.I.G., Method Man (og det er ikke kun pga.duetten med Mary J.Blige) og Cee-lo, især når han synger.
Konen: Jeg syntes meget om Common indtil jeg for nylig fandt ud af at han er racist overfor hvide mennesker. Af samme grund boykotter jeg Lauryn Hill fuldstændigt. Mos Def er også en racistisk nar. Indtil videre er min yndlingsrapper nok Talib Kweli.
 
 

Hvem er jeres yndlings mc(s) herhjemme?
Konen: Jokeren og Per V.
Mismarie: Fred Nukes og Jokeren.
Lena: Hvis vi lige ser bort fra deres tekstindhold, så er jeg helt vild med Troo.L.S da kid's flow, og så både "synger" og rapper L.O.C jo ganske genialt!
 

Hvem er jeres kvindelige favorit-mc(s)?
Konen: Bahamadia og Eve.
Mismarie: Som jeg nævnte før: Lauryn Hill, hun har en fantastisk stemme og stemme betyder meget i min bog.
Lena: : Hvis vi igen ser bort fra tekstindholdet, så er Lil´Kim uden tvivl min favorit idag. "...eating my pussy while I watch cartoons" (griner).


Er der nogen i dansk hip-hop I gerne ville have stemt ud på en øde ø?
Konen: Der skal være plads til alle.
Lena: (Nikker) Yin & Yang (griner).
Mismarie: Ja, men det vil jeg hellere tale med dem om ansigt til ansigt.
 

Hvilken dansk hip-hop kunstner synes I er den lækreste?
Konen: Der er mange der har en god udstråling, hvilket er vigtigere end at se godt ud.
Mismarie: Der er mange, men deres egoer kan ikke tåle det så jeg nævner ingen navne.
Lena: (Tøver, men overtales af Konen til at afsløre at) Joe True er en lille charmetrold og så vil Jeppe-B altid være min "hip-hop love #1" da han kan være både charmerende og intelligent når "solen skinner".
 

Hvad så med World-wide? Come on, det tør I godt!!!
Konen: L.L. Cool J før han blev stor. Usher er også ok.
Mismarie: Everlast... (der høres en svag dryppen på gulvet fra Maries fletstol)  -og Method Man.
Lena: Jeg kan ikke komme på nogen i hip-hop, må det være udenfor? Så Chris Martin fra Coldplay.
 

Er man groupie hvis man tænder på talent?
Mismarie: Nej, det synes jeg ikke man er.
Lena: Det synes jeg absolut heller ikke, men talent alene er ikke nok.
Konen: Talent kan også være evnen til at samle en bil, det synes jeg er sexet.
(Synes også jeg kan huske noget med en olieplettet, værkstedsagtig L.L.Cool J. i en musikvideo med overall og bar overkrop?)
 

Det er blevet meget populært i hip-hop at blande rap med r´n´b, som man ser det fra Ja Rule, Nas over til Funk Flush, men hardcore-heads som fx. svenske Kashal Tee der nyligt gæstede Loppen rapper: "You´re supposed to fuck r´n´b bitches/ not do songs with them!" Hvad er jeres mening om r´n´b?
Konen: På et tidspunkt var det helt uacceptabelt at kunne lide r´n´b i hip-hop. Sådan var jeg også da jeg var yngre, nu synes jeg det er dumt at sætte hip-hop i bås og ikke lade den samarbejde med andre genrer. Det er en udviklingsproces.
Mismarie: Jeg synes der er noget r´n´b der er fantastisk spændende, men metervare r´n´b skal holde sig langt væk fra hip-hop. Timbalands produktioner, Truth Hurts og Tweet er for fede, men Ja Rule og hans endeløse collabs over samme sang er uudholdeligt. Det er også neder at J-Lo og Ashanti hugger alle de fede mc´s til deres lort.
Lena: Hvis man kan få et nummer til at give mere mening ved at bruge sang, skal man da gøre det. Men det er under al kritik, når det udelukkende bliver til en salgs-opskrift fra kunstnernes eller pladeselskabernes side, hvilket har medvirket til, at r'n'b og hip-hop collabs er så kritisable for tiden. Men tracket med Common & Erykah Badu "Love Of My Life" beviser at princippet kan resultere i noget absolut alt for svedigt. Og det samme gælder for nummeret med Badu og Rahzel (red: "Southern Girl").

 

De eneste piger der bare strejfer hip-hop miljøet og stadig er overgrund er vel de kendte sangerinder: Karen, Shirley og Ms Mukupa. Hvordan synes I de repræsenterer miljøet? Er de forbilleder for jer som kvinder i hip-hop?
Konen: Karen er for lækker! Men de er ikke mine forbilleder.
Lena: Nej, jeg bruger dem heller ikke som forbilleder.
Marie: Nej, de er ikke forbilleder. Jeg synes det er synd Ms Mukupa begyndte at lave det hun laver nu, der er ikke meget nerve i det, men det er bare min smag. Så kunne jeg langt bedre lide det hun lavede i No Name Requested.
 

Hvilke(n) dansk(e) kunstner(e) kunneI helst tænke jer at samarbejde med (for første gang)?
Mismarie: Natill.
Lena: Produceren for Randi Laubæk.
Konen: Static og Context.
 

Føler I noget ansvar for at bedre hip-hop miljøet herhjemme, fx. for pigerne, eller er enhver sig selv nærmest?
Mismarie: Jeg føler ikke noget ansvar gennem min musik, men jeg har nogle egne småfeministiske holdninger. Bare ved at rappe, som kvinde, forbedrer man jo kvinders status i hip-hop.
Lena: Jeg føler et ansvar for at oplyse folk, men det er ikke rettet kun mod hiphoppere, alle mennesker kunne have godt af at få udvidet horisonterne. Selv jeg.
Konen: Jeg vil gerne være med til at gøre det mere legitimt at rappe om andre ting end de attitudeprægede klichéer.

 

Hvilket råd ville I give til piger der kunne tænke sig at blive mc´s eller sangerinder i hip-hop eller r´n´b?
Konen: Kom igang!
Mismarie: I skal øve jer meget, have jeres bagland i orden og skabe gode kontakter. Det er sådan man kommer frem.
Lena: Lær at elske og respektere jer selv før I kaster jer ud i noget som helst. That's rule no.1 og med den i rygsækken kan det ikke gå galt.
 

Hvordan skriver I en tekst; hvad er proceduren fra inspiration til færdigt track?
Konen: Jeg hører produktionen og skriver min tekst til det. Hvis det er solo er det ofte inspireret af følelser og i de tilfælde er det teksten der opstår før musikken.
Mismarie: Jeg arbejder bedst under pres. Inspirationen er der, men sjældent hvis jeg ikke er presset. Det betyder også noget at være i et inspirerende miljø hvad angår mennesker. Når jeg har idéen lytter jeg til beatet og skriver ned. Det er også inspirerende at cykle!
Lena: Jeg kan både få tracket først og så skrive tekst og melodi dertil, og omvendt. Jeg er dog begyndt selv at lave mine skitser i Logic (red: comp. program til komponering af beats/musik). Jeg inspireres mest af mine følelser og oplevelser eller af egne småfilosofiske spekulationer.
 

Er der nogen af jer der er signede ?
alle: Nej.
 

Hvor vigtigt er image for jer? Kan I hver især beskrive hvordan I gerne vil opfattes?
Konen: Image er ikke så vigtigt for mig, men dem som er tæt på mig vil jeg gerne have har en god opfattelse af mig. Jeg vil gerne beskrives som oprigtig og vil gerne have at der er respekt omkring min person, vil gerne tages seriøst. Om folk synes mine sko er fede er jeg ligeglad med.
Mismarie: Jeg håber på at blive opfattet som intelligent, anderledes og én man bør lytte til.
Lena: Visse folk har det med altid gerne at ville finde det værste frem i andre, og disse typer prøver jeg ikke at spilde for megen tid på, men jeg håber, at de mennesker, som virkelig gerne vil forstå mig, lægger mærke til at jeg kæmper for værdier som ærlighed, værdighed, empati og tolerance.
 

I hvilken rækkefølge, med det vigtigste først, vil I personligt placere komponenterne: 1) Budskab & historie, 2) rim-teknik, 3) flow, 4) stemme, 5) produktion, 6) levering & attitude?
Lena: 1, 5, 6, 4, 3, 2
Mismarie: 6, 1, 3, 4, 5, 2
Konen: 1, 2, 4, 5, 3, 6
 

Hvem er Danmarks bedste producere?
Mismarie: Jeg har ikke specielt meget tjek på hvem der producerer hvad, men vil sige: Static, Lil´Jay og Copenhaniacs, i ragga genren er det DJ Farfar og hvis det må være avant-garde vil jeg nævne Mikkel Gemzøe.
Lena: Junior-Senior har klart potentiale.
Konen: Ja, det var jo så Static og Context.
 

Følgende spørgsmål er til Konen:

Hvorfor er der gået så langt mellem man har hørt fra dig?
Jeg har faktisk tænkt over det. Folk putter hurtigt én i en hip-hopkasse og vil hele tiden have man rapper og kaster håndtegn, men jeg vil ikke være en jukebox der spiller når folk trykker på knappen. Jeg bruger min tid bl.a. på at skrive tekster jeg ikke rapper for andre, og derudover går jeg jo også i skole. Jeg elsker at gå i skole!  (ok..den her er du selv uden om: NEEEEEEEEERD!!!!!!)
 

Hvornår kommer der et officielt udspil fra dig igen?
Det gør der på DJ Carstens mixtape. Det er et track sammen med Paulo. (red: 3 splinternye eksemplarer af det endnu uudgivne mixbånd udloddes af DJ Carsten som præmier ved arrangementet på Hard Rock Café d. 5/10!!)
 

Kunne du finde på at opgive hip-hop? Fx. til fordel for karrieren eller mand og børn?
Man kan ikke opgive hip-hop, den er en del af en. Jeg kan snarere forestille mig at udvikle mig mere og for eksempel begynde at synge.
 

De næste spørgsmål er til dig, Lena:

Det er også længe siden du har været i rampelyset, hvad er forklaringen?
At jeg har haft brug for at finde mig selv både på det menneskelige og musikalske plan. Jeg leder også efter et godt management hvilket jeg endnu ikke har fundet. Men min sangskrivning og selverkendelse har udviklet sig meget under mit fravær fra scenen, så det har været sundt.
 

Hvordan var dit brud med Juice, hvorfor gik du og var det svært for dig?
Det var sundt fordi jeg havde brug for at finde mig selv. Havde jeg fortsat havde jeg måske mistet jordforbindelsen. Det er også vigtigt at samarbejde med folk man er på bølgelængde med og det var vi ikke helt, hverken menneskeligt eller musikalsk. Jeg savnede også at have mere indflydelse på musikken fordi budskab er så vigtigt for mig. Der er generelt i r´n´b for mange klichéer og for lidt nytænkning.
 

Snakker du stadig med de andre medlemmer af den nu opløste gruppe?
Nej.
 

Ærger du dig virkelig ALDRIG over at have forladt gruppen? Al den opmærksomhed og meget lir der fulgte med?
Nej, overhovedet ikke for det var ikke berømmelsen det drejede sig om for mig. Det var det at kunne stå op hver morgen og føle, at jeg virkelig var glad og tilfreds, og det var jeg ikke tilsidst. Man skal have en fornuftig portion selvværd for ikke at miste jordforbindelsen, når man pludselig bliver udsat for så megen opmærksomhed, og der er alt for mange narcissister i den branche, som er blevet afhængige af den til tider næsten vulgære opmærksomhed fra omverdenen og som lever af andre folks anerkendelse, fordi de ikke selv er i stand til at se sig selv i spejlet om morgenen og sige " Du er sgu' god nok, også selvom ingen kendte dig imorgen".
 

Har du gang i noget projekt nu?
Jeg er igang med et solo-projekt, men jeg har valgt at gå stille med dørene. Det har været og er stadig en udviklingsproces for mig at finde mit rette udtryk, så jeg har valgt at give det den tid, det kræver. Ved endnu ikke, hvornår det bliver udgivet, men forhåbentligt inden alt for længe.

 

De følgende spørgsmål er til Mismarie:

Du forsvandt også fra scenen efter Double Mouth?
Ja, jeg gik igang med min uddannelse og fik travlt. Men jeg havde også brug for den pause det var, musikalsk. Jeg var kørt lidt træt i det hele og kom heller ikke så meget i hip-hop miljøet efter bruddet. Siden har jeg lavet lidt hist og her, men ikke noget der er kommet ud. Kun to gange har jeg optrådt siden og det var som feature på andres ting.
 

Hvorfor blev bandet egentlig opløst?
Det er der mange forskellige forklaringer på afhængig af hvem man spørger. Jeg synes vi musikalsk begyndte at gå i forskellige retninger og til slut var vi også blevet for mange medlemmer i bandet (7-8 personer), alle med hver vores mening. Der var én person der råbte højst i bandet og det er efter min mening ham der fik det hele opløst. Han mener det er mig.
 

Har du noget musik i gære du kan fortælle os om?
Jeg er begyndt at lave noget sammen med Mikkel Gemzøe. Jeg overvejer også at købe produktioner af DJ Farfar og lave noget solo, min tekstskrivning er blevet flittigere.
 

Du skulle også oprindeligt have været med på "Nobody Beats The Beats" pladen, hvorfor kom du ikke det?
Den forklaring jeg har fået er at produktionen blev lavet om, efter jeg havde indspillet, på grund af et sample-clearing problem. Efter ændringen passede min sang ikke til. Jeg var ellers rigtig glad for det nummer, men nu findes det kun i 1 eksemplar, hos DJ Typhoon.
 

Du er også kendt som DJ Noize´s ex-kæreste, hvordan har du det med det?
(Griner) jeg kunne godt tænke mig at få 10 kr. hver gang nogen spurgte mig: "Hey, er du ikke DJ Noizes ex-kæreste?" for så kunne jeg til sidst købe en øde ø hvor jeg kunne ligge og sole mig og aldrig blive spurgt igen! Jeg hedder altså Marie og ikke "DJ Noizes ex-kæreste".
 

Hvordan er dit forhold til ham idag?
Vi snakker ikke sammen, men hilser da høfligt hvis vi render tilfældigt på hinanden.
 

Hvis du var et dyr, hvilket dyr ville du så være?
Hvis der findes et dyr der er enormt moderligt og omsorgsfuldt er jeg nok sådan et, men ellers ville jeg gerne være en tiger eller et hvilket som helst grafisk flot dyr med striber eller pletter, på nær insekter.
 


Og hvis du var et dyr Lena, hvilket dyr var du så?
Halvt egern fordi det er livligt, men samtidig godt kan komme til at virke lidt små-stresset og halvt ræv fordi den er snu.
 

Hvad med dig Konen?
Jeg ville nok have været en blanding af et dådyr og en hest, for det ligner jeg.
Lena: Jeg ville sige at du var et føl! (Griner)
 

Er I nogensinde blevet beskyldt for at være groupier?
Konen: Nej, ikke udover dét med Kølig Kaj.
Lena: Nej, men måske før i tiden beskyldt for at være lidt løs på tråden, hvilket jo er helt ok for fyre at være. Det er det man kalder dobbeltmoral og kønsdiskrimination.
Mismarie: Jeg er ikke direkte blevet beskyldt, men måske indirekte. Folk har kommenteret at jeg har være sammen med en del dj´s, men jeg er jo selv rapper så måske er det i virkeligheden dem der er groupierne? Desuden ville jeg ikke drømme om at være sammen med en bare fordi han er kendt, han skal først og fremmest være lækker!
 

Hvad er de skøreste, bedste eller mærkeligste pick-up lines I har fået?
Konen: Jeg kan ikke komme på nogen. Alle overfladiske scorekommentarer glider af på mig.
Mismarie: Der var en fyr der sagde "Undskyld frøken, har De et godt forsikringsselskab? For De har lige lavet en ordentlig bule i mine bukser!" Den synes jeg var sød og sjov og den fik mig til at grine.
Lena: Der var én der på gammeldags manér og meget reelt og høfligt spurgte mig: "Undskyld mig, men må jeg have lov til at invitere dig ud?" Jeg blev paf, da det for mig på det tidspunkt var lidt usædvanligt med en så ukompliceret og moden måde at blive antastet af en fyr på. Men det var i den grad en befriende oplevelse, og jeg sagde da også ja med det samme (ler).
 

Kan kvindelige mc´s noget mandlige ikke kan?
Lena: Kvinder er mere ærlige omkring deres følelser, men det er også mere tilladt for dem i dette samfund.
Konen: Vi keeper det mere real!
Mismarie: Kvinder kan se bedre ud, kvinder er pænere end mænd. Optimalt burde der ikke være noget kvinder kunne bedre, fordi de var lige med mændene, men sådan er det ikke. Til gengæld kan mænd noget kvinder ikke må: nemlig være ret grove og udspecificerede i deres tekster. Det kan folk ikke tåle fra kvinder.
 

Er der nogen i udlandet I drømmer om at samarbejde med?
Lena: Jeg gad godt prøve at lave et nummer med Radiohead eller synge en duet med Richard Ashcroft, og så selvfølgelig skrive en sang med Missy Elliot som Timbaland producerede. Rodney Jerkins må da også gerne give et bidrag med.
Mismarie: Det kunne være super at lave noget med Melky Jean fra Melky Sedek, hun er helt fantastisk. Den ultimative drøm er an duet med Dave Gahan fra Depeche Mode: mig på rap og ham på omkvæd!
Konen: På den realistiske side ja, hvis jeg møder nogle interessante emner i Belgien hvor jeg skal ned, næste uge i 4 1/2 måned for at gå i skole.
 

Er der nogen af jer der kunne finde på at flytte til udlandet for at gøre karriere med musikken?
Lena: Kan det vente til i næste uge?
Mismarie: Nej, ikke pga. musikken, men måske af andre årsager fx. uddannelse, heller ikke pga. en mand -så ville jeg ikke kunne kigge mig selv i spejlet.
Konen: Nej, ikke for musikken -jeg rapper jo på dansk så det ville nok ikke nå så langt i udlandet, og jeg har ikke tænkt mig at begynde at rappe på engelsk. Men måske for et godt job.
 
   

Efterskrift:

I forbindelse med dette interview, kørte jeg et projekt som gik ud på at kvindelige kunstnere i hip-hop skulle gå sammen om at lave et track der skulle have haft premiere som mp3 her og ikke mindst live på scenen d. 5/10 til School Of Hard Rocks arrangementet. Visionen var at vise at sammenholdet er stærkt blandt pigerne og at talentet er stort. Ikke mindst som en opmuntring til andre piger om at træde frem og begynde at være aktive i kulturen.

Projektet lod sig ikke realisere af utallige årsager og jeg har måttet revidere min tro.

Det lykkedes kun Mismarie at gennemføre indspilningen af et track, som en smagsprøve på hvad en kvindelig rapper kan. Efter de andre piger faldt fra ved udfordringen, stod hun alene med produktionen, men opgav ikke. Hun har istedet løst udfordringen sammen med rapperne fra Urban Broadcast: Azerel (som også er trackets producer) og K-V.
Download resultatet: tracket "Hard Rocks" herfra og hør hvorfor hun er danmarks bedste kvindelige rapper på engelsk!


Mismarie feat. Urban Broadcast: "Hard Rocks" (MP3)


 

Til slut et par ord om spoken word-debutanten Lonetic.
Hun kan også opleves d. 5/10 på Hard Rock Café, kl. 23 med sit slam poetry nummer.
Lonetic hedder Lone Aabrinck og er 18 år gammel og studerende. Hun beskæftiger sig med teater, lyrik og performance. Hendes tekster er dybt personlige og ærlige, med afsæt i egne erfaringer. Hendes indslag er en mulighed for publikum til close-up at se hvor beslægtede slam poetry og rap egentlig er, i deres fælles fokus på ord, tekst og flow. Det er også et eksempel på at piger repræsenterer alle de beslægtede genrer på scenen denne aften: slam, rap, r´n´b og soul.

 

Tøj venligst udlånt af Kluns, Gl. Kongevej 51, hj. af Værnedamsvej, Kbh. V.

 

Tilbage til hovedmenuen