Første gang man lytter ’Ingen kender dagen’ igennem, så får man sig en lille forskrækkelse. For hvad fanden er det, som Don Clemenza har fundet på? Der var blevet sendt en lille advarsel ud forinden med ’Champion’, hvor Popstars-Jon synger omkvædet, og Clemens rapper;

”Ja det´ Don/ Der har sadlet om til sit medaljerun/ Men det´ ikke altid fun/ Når karrieren trænger til en kærlig hånd”.

Det er helt tydeligt fra start af, at det er provinsdiskotekerne og mainstream publikummet, som det er målrettet imod. Derfor har Clemens allieret sig med nogen, der ved hvordan man sigter mod de små diskoteker rundt om i landet. Det er Kato, Nexus og selvfølgelig føromtalte Jon Nørgaard, der skal sørge for en masse klub-jobs til en ny målgruppe. For at det ikke skulle løbe helt af sporet, så er Ezi-Cut og Turkman Souljah med, for at holde lidt fast i hiphoppen. Det hjælper bare ikke det store, når resten tramper derudaf, og er pakket ind i tåkrummende omkvæd. ’Har det godt’ lyder som en parodi på Hej Matematik, og på ’Vi ejer natten’ bliver Clemens en parodi på sig selv. Det er virkelig en forbløffende bundskraber af et album, som er så langt fra MC Clemens-standard, at det er hovedrystende.

Clemens er da stadigvæk en dygtig og erfaren rapper, men det er meget sjældent, at man får ’Et kort glimt’ af den gamle gnist. Men på ’Klip’ er han pludselig tilbage med et aggressivt flow og sortsyn over en mere afdæmpet produktion fra Simon Brenting. Det er et album, som er usammenhængende og stikker ud i mange forskellige retninger. For blandt bløde radioomkvæd på ’Byen sover’ og titelnummeret, så dukker ’Viva la muerte’ op. Der er et alvorligt nummer om aktiv dødshjælp – ”Ville du hjælpe et familiemedlem der var døden nær?/ Ku´ du ta´ den beslutning der´ yderst svær/ Tilsidesætte skylden der ikke føles fair”. Det virker lidt som en left-over fra ’Nye tider’, hvor den ville have passet meget bedre ind end pop-skabelonen på denne udgivelse.

Det på papiret fede pose-cut ’Fuck hvor er det fedt’ med A´typisk, Mass, Gilli, Kesi, Ataf og Shivas, bliver fucket helt op af Kato, der i et underligt kunstigt ’G-mix’ drukner rapperne. Det virker ligeledes spøjst, at ud af tolv numre, så er der to gengangere, da både ’Ingen kender dagen’ og ’Champion’ er at finde i henholdsvis en ’soft’ og ny version. Det er lidt fantasiløst, som ellers ikke plejer at være noget som Clemens lider under. Begge er bare ligegyldigt fyld, der nærmere trækker ned end op. Hvor blev albummet ’Delyrium’ af, som han snakkede ivrigt om tidligere?

Man sidder tilbage med en følelse af, at det kunne have været så meget bedre, og derfor bliver ’Ingen kender dagen’ nødt til kun at få to spots. Det er en stor skuffelse, og er det mest ringe og ustrukturerede MC Clemens album til dato. Fair nok at han gerne vil tjene nogle penge ved at spille for uvidende teenagers, men den kommer nok aldrig på anlægget igen her. Så kan du kalde ham champion, men du kan også vælge at lade vær.

2 ud af 6 spots

”Hold op, er det de der dudes fra De la?” Både ja og nej. Det kan ikke benægtes, at de to rappere Posdnous og Dave (tidligere Trugoy) har et finger med i spillet, men skal man tro på hvad de to alteregoer Jacob ”Pop Life” og Deen Whitter har at sige i diverse interviews, har de intet med De La Soul at gøre.

Hvor De La Soul er fra Long Island, startede Jacob og Deen eftersigende deres turbulente karriere med at skrive tekster og ryge joints nede i Deens mors kælder i Queens. Det er her man som lytter bliver invitereret nedenunder på åbningsnummeret ’Opening Credits’. Pladen udgør med sine 12 skæringer en hel historie, hvor vi følger de to hovedpersoner fra de tidlige dagdrømme om at rocke mic’en på en scene, til det første gennembrud med airtime på radioen og videre til de følgende konsekvenser musikindustrien kan påføre et venskab.

Med et oplæg af den kaliber er der for alvor lagt op til en gedigen omgang art of storytelling-rap. Der er dog intet Slick Rick-ish over den måde som First Serve er skruet sammen på. Sangene fungerer nemlig ikke som små selvstændige historier, men snarere som stilbilleder af forskellige stadier i den overordnede fortælling. På den måde prøver numrene ofte at ramme nogle følelser der er forbundet med historien. Hvad enten det er den indbidte frustration over at slå panden i væggen hos pladeselskaberne, mens man jager regningerne (’Small Disasters’) eller lykkerusen ved den første pladekontrakt og det dertil hørende luksusliv (’We Made It’). Især på ’Small Disasters’ fungerer det perfekt med Deens snakkende levering henover et beat med en pumpende baslinje og en ensomt orgelakkord.

”Beats are banging but ain’t no banging back/
sorry Charlie, no gold ticket/
cricket, soundbites of hunger/
put so much work in but ain’t no work out/
and ain’t no ringtones and no need doubts here/
it’s lonely out here/
phoney out here/”

Musikken på ’First Serve’ er tydeligt inspireret af, og prøver på at ramme, en mere oldschool hiphop-sound. Pladen kører generelt i et højt tempo og disko-influenserne gør sig gældende i flere af numrene, blandt andet førstesinglen ’Must B The Music’ .

Al musikproduktion står de to franske dj’s Chokolate og Khalid for. De får serveret et lydbillede, der på trods af brug af samples også virker ret liveinstrumenteret. Dette passer fint til den cinematiske orientering der er i flere af numrene med overgange til fortællende monologer. Dette fungerer afgjort bedst på nummeret ’Pop Life’ , hvor musikken tilpasser sig skiftene mellem vers og tale på en virkelig smuk måde.

Ligesom teksterne, så prøver musikken også at ramme de forskellige stilbilleders følelser. Her har Chokolate og Khalid virkelig lagt et stykke arbejde i at få de forskellige beats til at afspejle teksterne og det fungerer generelt forrygende. Tag for eksempel ’We Made It’ der fanger den euforiske stemning med et uptempo beat tilsat nogle triumferende, disko-inspirerede strygere, eller comeback-nummeret ’Tennis’, hvor den sultne revanchelyst indrammes perfekt af de spændingsfyldte horn- og strygerarrangementer, der bygger op til det fængende omkvæd: ”First Serve, just like tennis, for the love-love, the perfect match”.

På ‘First Serve‘ er der virkelig blevet fokuseret på, at konceptet bliver så gennemført som overhovedet muligt. Det er til gengæld også det, der bliver pladens svaghed. Selvom lydbilledet passer godt til handlingen, har de franske produktioner en tendens til at blive ret kliniske. Det er simpelthen for finpoleret, og med manglende kant bliver det kedeligt at høre på i længden. Det samme gælder også nogle af Jacob og Deens tekster, der ved første gennemlytning bliver båret frem af handlingen, men ved de næste par afspilninger ikke er så interessante alligevel. Det bliver i sidste ende, ironisk nok, lidt som at se en film. Den første gang er man opslugt af forløbet, men hvis en film skal kunne ses 10 gange, skal kvaliteten i de små detaljer være gennemarbejdet. Det er First Serves store problem. Efter at have haft pladen på rotation et par gange, er der kun en håndfuld sange tilbage der virkelig holder.

‘First Serve’ er en virkelig fed idé og resulterer i nogle ret unikke numre. Tag for eksempel disstracket ’Clash Symphony’, hvor Jacob og Deen, efter at have splittet gruppen op, hver især giver lyriske svinere til hinanden på samme nummer. Desværre sker der det, at konceptet lidt overskygger kvaliteten. For at få helheden til at passe sammen har man fået skabt en del numre, der ikke kan stå på egne ben og mest af alt fungerer som transportscener. Det ville dog være forkert at kalde det en dårlig plade, da der er masser af højdepunkter, både i lyrik og lyd. Til sidst sidder man dog tilbage med et lidt halvfladt indtryk af en spændende idé, der ikke bliver ført helt til dørs.

3 ud af 6 spots

Den knap 300 sider lange bog skildrer udviklingen i graffitiens første år i København. Det er historien om, hvordan kulturen siver ind i landet via hiphop-filmen ‘Wild Style’ og over 4 år formår at komme på både mure og tog, i avis og bog, på museum, i politiet og politikernes søgelys, og endda at ende i Nytårstalen, hvor Dronningen giver de unge konger et royalt møgfald.

I ‘Skrivere’ bliver man bliver hurtigt dus med navne som Whap Gang, Freez & Dimmer og Lyngby Graffiti Drenge, men galleriet skifter også i årenes løb. Der er mange små historier i den store, som man stille og roligt afkoder under læsningen. Det er for eksempel drønspændende at følge Nikolaj Peyk forvandle sig til Kyle, en ledende figur i Whap Gang, hvorefter han pensionerer sig tilbage i 1986 i det første af hans karrieres mange sceneskift. Også Doggie fra crewet The Dark Roses skilder sig ud, ved som en af de få, at lave graffiti med politiske budskaber som ”New nation for peace and human life”.

Bogens virkelige scoop synes jeg er portrætterne af skriverne selv, der troner foran deres værker, som man ellers dengang som nu normalt kun kan forbinde med en anonym signatur. Omslaget, hvor Lyngby Graffiti Drenge poserer med meterbrede smil og hævede Zulu-håndtegn, signalerer også at dette ligeså meget er en bog om de unge kunstnere som om deres kunst.

Vi får lov at se dem både mens de maler og når de stolte kører i de S-tog deres værker pryder. Det ligner langt fra et forbryderalbum, men derimod en galleri af seje og somme tider overkåde teenagere iklædt cowboyjakker med hjemmelavede farvestrålende rygmærker, altid med Quick-spraycan i den ene hånd og en Coca-Cola i den anden. Ånden indkapsles perfekt i citatet ”Måske er det farligt, jeg ved det ikke, men det giver i hvert fald blå bussemænd”.
Et særligt afsnit om ungdomsklubben Thomas P Hejle’s på Nørrebro giver ekstra godt indblik i, hvordan sammenholdet var i graffiti- og hiphop-kulturen dengang. Billedet fra en fest i klubben, hvor scenen er malet som en kopi af amfiteateret fra ‘Wild Style’, siger næsten alt om hvor gennemført, men også naiv tilgangen til hiphop var.

‘Skrivere’ er på en gang sat op kronologisk og delt op efter bydele og toglinjer. Den kronologiske stil giver en fin fremdrift, der gør at udviklingen fra ubehjælpelige bogstaver og simple figurer til sindssyge whole cars med wild style ruller frem for øjnene af en desto længere man æder sig frem i bogen. Samtidig kan man, på grund af de afsluttede afsnit om graffiti på fx Svanemøllen eller Nærumbanen, dykke ned hvor som helst i bogen og få en afsluttet oplevelse. De over 450 billeder, der udgør kernen i bogen, suppleres af artikler og citater fra samtiden. De varierer fra Billedbladets revolverjournalistik til Informations kulturradikale reportager. Selv DSB’s propagandamagasin Ud & Se kommer til orde og får ventileret sin galde.

Det mest overraskende ved udformningen, er dog det der er udeladt. Der er stort set ikke et ord i bogen, der er skrevet efter 1987. Selv forordet er nuppet fra provokunstneren Jens Jørgen Thorsens hyldest fra ’86 til de, ifølge ham, oversete kunstnere. Det vil sige den er klinisk renset for den romantiserede nostalgi eller bagkloge bitterhed eftertiden måtte have overfor graffitiens big bang. Samtidig gør det dog, at bogen kan være vanskelig for udenforstående at navigere i, fordi man ikke eksplicit får forklaret, hvad der er de største forandringer i årenes løb, hvilke pionerer, der står bag hvilke milepæle, eller hvad det der ”Dandy Bubble Gum”-graffiti gik ud på. Jeg tror mange vil føle graffitimalernes egne stemmer mangler, men det virker som et bevidst valg som bogens bagmand Sketzh har truffet. Han er krediteret som tilrettelægger, men han er samtidig udgiver og ikke mindst medspiller i bogen, der således er delvist selvbiografisk, og måske er det også for ikke at kompromittere sin rolle som aktør, at der ikke er nogen eksplicit nutidig refleksion.

Med ‘Skrivere – København 1984-1987′ har Sketzh givet de første og største af graffitiens mestre herhjemme et fornemt og nøgternt eftermæle i en genre, hvor kunsten desværre ikke overlever til de kommende generationers skue. Uden at tage munden for fuld synes jeg faktisk han giver kongerne en krone på hovedet. Man kan blot håbe, at han fortsætter med de næste år og at der sidder en provinsredaktion derude, der kan supplere med resten af landets historie fra dengang det hele var nyt og kunsten på muren hverken hed burner, piece eller throwup, men slet og ret ”en graffiti”. Det er imponerende, hvordan han – udenom forlag – har formået at skabe så helstøbt og flot opsat et bogværk, der, for de der var der, må føles som et familiealbum og for os, der beundrer dem, er veltilrettelagt historieundervisning.

4 ud 6 spots

Pladen kan kort sagt siges at være delt op i to dele, hvoraf side B må siges at være den meste interessante, set ud fra et hiphop’sk perspektiv, da den gæstes af rappere. A siden, og dermed første del af pladen, er derimod dedikeret sangere og sangerinder såsom Joy Morgan og Thomas Rafn. En opdeling der virker ganske velovervejet og er at foretrække.

Første del af pladens numre bringer reminenscer fra 90’ernes trip hop, dog med en opdateret sound, der passer ind i nutidens lydbillede, så det lyder sløvende, uden at blive for stenet. Det nummer der her fungerer bedst er ‘Duften af Nanna‘ med Thomas Rafns hypnotiserende vokal, hvorimod et nummer som ’Skyggerne I Mørket’, med Annemarie Zimakoff, hurtigt går hen og bliver halvkedeligt cafémusik. En ganske befriende del ved sangerne og sangerinderne er, at de alle har lagt deres vokal ned på dansk. Dette gør pladen fremstår mere stringent og helstøbt, da lytteren undgår et mix af det danske og engelske sprog.

Ved at skimte pladens trackliste til side B, kunne man fristes til at tro, at nogen har glemt at låse døren til det danske hiphop plejehjem, da Isbjerg og Konen – dansk hiphops svar på Tollundmanden og Egtvedpigen – gør come back og gæster skiven. Selvom Konens fortælling om at være rodløs og prøve på at finde sig selv ikke vil gå over i historien som bedste tekst i dansk hiphop, har det sin charme, at hun gæster pladen – desuden er Konen stadig en af de bedste rappere vi har i Danmark uden en diller… Gæsterappen af Isbjerg kan umiddelbart virke som et nostalgitrip fra Xfarms side, men Xfarm har formået at kreere et dejligt mellow beat, der passer Isbjergs lettere talende og drevent flow, samtidig med, at Isbjerg med sin tekst fremstår som en mand med noget på hjertet. På den måde ender tracket med at overraske yderst positivt, hvilket DJ Guller også har sin del af æren for, da han velsigner ‘Runder af Rim‘ med sublime cuts.

Pladens to bedste numre bliver dog leveret af Khalern og Eagger. Med linjer som ”Spytter lortet flydende som laksativer – du lyver – Jeg tror ikke på dit gangstaliv, det’ de sange du skriver jeg har min tvivl, det går ik’ så godt for dig, gangstativ!” og Khalerns sædvanlige humør og skarphed snupper prisen for skivens bedste rap over et hæsblæsende, og ved første afspilning larmende og rodet, beat, som vinder ved flere gennemlytninger. Over et tungt lydspor, der henter en sprudlende energi fra et par solide blæsere, dissekerer Eagger hipster-fænomenet, kortlægger dets anatomi og deler verbale røfler ud til de selv samme hipsters, som netop nu danser rundt til hans ’Kugledans’. Desværre for dette track, rapper Eagger kun et enkelt vers, hvilket efterlader lytteren sulten efter flere af Eaggers underfundige spydigheder.

Med ‘Flugten‘ har Xfarm lagt et musikalsk visitkort, der vidner om, at han spænder bredt og er en solid producer med et mangfoldigt udtryk. Desværre er det ikke altid gæstevokalerne lever helt op til Xfarm beats, der holder en høj standard. Som lytter sidder man i visse situationer tilbage med et ønske om, at nummeret ikke havde vokal på eller blev gæstet af en anden vokal. Et andet kritikpunkt, på en ellers udmærket plade, er dens længde. Når nu Xfarm har bevist han er en dygtig producer, der forstår at udvælge fine gæster, er det ærgerligt, at pladens længde kun lige sniger sig op over en halvtimes varighed.

4 ud af 6 spots

Nappion, der nok primært har gjort sig bemærket som en utrolig dygtig beatboxer, får på ’Breaking Ice’ i den grad bevist, at han også kan rappe. Leveringen ligger hårdt og præcist, og stemmeføringen supplerer Kriswontwos udflydende produktioner på en virkelig fin måde. Lyrikken er generelt på et højt niveau med en ofte tilbagevendende trestavelses-rimstruktur, der skaber en lækker dynamik. Tag for eksempel ’War Is Over’, hvor en nærmest haltende trommeprogrammering fungerer som den perfekte kulisse til Nappions vellagte linjer.

“Late nineties, I was on the coming up/ run amock/
back then that was a younger buck/
don’t aproach the cypher if you ain’t gonna bust/
wack emcees, nah they ain’t one of us/”

Nappion vil dog mere end at rime, og gennem EP’en udfolder han sig blandt andet også gennem sang og mundtrumpet. Den eneste hage ved den multitalentfulde rappers præstation er det lidt svage indhold i teksterne. For at sige det kort giver de ikke særlig meget mening. Dette kommer især til udtryk på den lidt uheldige ’My Beautiful Ugly’, hvor et noget vagt tema om overfladiske forhold resulterer i to vers, der ikke fungerer særlig godt hverken i indhold eller levering. Dette er især ærgerligt for den ellers fantastiske produktion.

Lydbilledet på ’Breaking Ice’ står Kriswontwo som sagt for, han har tidligere har gjort sig bemærket med blandt andet solopladen ’Directions’ og et EP-samarbejde med Johnny Prince. Manden bliver dog kun bedre og bedre for hver gang, han udgiver noget, og ’Breaking Ice’ må siges at være det hidtidige højdepunkt, hvor variationen og dybden i numrene er fantastisk. Det er et skævt lydbillede, hvor der er givet plads til legesyge med temposkift og spontane udskejelser, der sikrer, at man aldrig keder sig.

Hvert nummer har sin egen lille udvikling, og der er ikke givet meget for den klassiske vers-omkvæd-vers-omkvæd-struktur. Det kommer bedst til udtryk på ’War Is Over’, der på trods af sin knap fire minutters længde, fungerer som en tretrinsraket med tre vidt forskellige stykker.
Til alle numrene er der også vedlagt instrumentaler, så man selv kan finde alle Kris’ kælerier for detaljen. Læg for eksempel mærke til high-hat’en, der sniger sig ind midt i andet vers på ’Hands Up’.

Hele Ep’en er om noget præget af variation, og det er besværligt at sige noget generelt om pladen. Dette gør sig også gældende for det sidste nummer, den ekstremt dansable ’Lumela’, der med kraftige afrikanske influenser dels byder på orgelsolo fra Kriswontwo og bebop-lignende chant fra Nappion.
Firspors-fornøjelsen ’Breaking Ice’ er et rigtigt spændende bekendtskab, og selvom der er nogle svage steder, kan den varmt anbefales. En udgivelse hvor variation og genreblanding er sat i centrum, og resultatet er legesygt, spændende og langt hen ad vejen virkelig godt. Man kan kun håbe at de to herrer, sammen eller hver for sig, bliver ved med at bryde is til nye uudforskede vandløb.

4 ud af 6 spots

’The Red Carpet’ er the grand opening, hvor Evidence ruller den røde løber ud sammen med Alchemist som producer og to features, som er ingen joke: Raekwon og Rass Kass. Raekwon har med tiden lavet en del battleraps, men på ’The Red Carpet’ maler han med sine lyriske teknikker et større billede. Rass Kass har rettet sit flow og barcount på dette track, så det matcher Evidence, som spytter:

“I took rims and tires and traded them
For a ticket to an island, that’s where
I wrote this rhyming
Where I first saw my vision
Driven by a better living, a place to raise kids in”

’The Red Carpet’ har et af de bedste beats af Alchemist i meget lang tid. En god tung bas kombineret med sparsomme hi-hat slag og et sample af Congress Alley’s ’God Save America’. Et fantastisk nummer, hvor dit hoved ikke kan undgå at vippe med.

På ’I Don’t Need Love’ kigger Evidence tilbage i tiden, til da han var på tour med Kanye West og pludseligt får et opkald om, at hans mor ikke har det godt. Han forlod touren, og stod ved hendes side til det sidste:

“While Kanye was chasing spaceships all over the nation
I was at the grave site, face on the pavement
Left College Dropout, first flight racing
From Scranton, Pennsylvania on a prop plane praying”

Det er et solidt og tungt beat, hvor bassen i dine højtalere tæves synder og sammen. Hans flow på nummeret er igen fantastisk, og det sammenspil mellem beat og flow giver nummeret en perfekt helhed.

‘You’ er den klassiske banger på albummet. DJ Premier har ved hjælp af sine sampling skills lavet et røv fedt beat, et af de bedste fra Primo igennem 2011. Det er et nummer, man ikke kun vil høre, men også lære teksten udenad til og rappe med. Kort sagt det bedste nummer på pladen, mens Evidence reflekterer over, hvordan hans liv har været de seneste år:

“But I just keep pushing pencils, no fake trace stencils
And do it all by hand so they have respect.
I know the feeling when you’re dealing with accomplishments
Wishing they would diss you, instead they give you compliments”

‘James Hendrix (StepBrothers)’ er en lille teaser for StepBrothers-fremtidsprojekt, som vil bestå af Evidence og Alchemist, både som rappere og producere. Det er et nummer, som giver den store fuckfinger til hele verden, og deres plan med StepBrothers er at lave en helt ny lyd. De vil lave hiphop, hvor numrene ikke lyder som noget, de har lavet før, og det bliver spændende at se, om de formår at distancere sig fra Dilated Peoples.
Det er en gruppe, som forhåbentlig i fremtiden vil skabe magisk hiphop. Men så skal beatsne ikke lyde som ‘Crash’ og ‘Where You Come From’, som jeg stadig har svært ved at vende mig til efter at have hørt dem mange gange. Det er beats, som ikke når resten af numrene på pladen til sokkeholderne.

Udover de ovennævnte kunstnere har pladen flere features såsom Rakaa, Slug fra Atmosphere, Krondon, Roc Marciano, Prodigy, Aloe Blacc, Lil Fame og Termanology. På producersiden folk som Sid Roams, Charli Brown, Rahki og Twiz the Beat Pro. Jeg har ikke hørt dem før, men det er producere, som er værd at følge i fremtiden.

Evidence viser på denne plade, at han kan ændre sit flow og sin levering efter mange forskellige beats. Han viser også, at han kan grave ned i de mest hjerteskærende minder og formidle dem på en god måde. Ligesom alle andre rappere kan Evidence lave et track, som siger fuck the world, men han gør det alligevel med lidt mere elegance.
Bottom line er, at Evidence har udviklet sig meget, og det har resulteret i et generelt fedt album. Det er en plade med west coast-hiphop, som ikke er af den klassiske gangsta-stil.

5 ud af 6 spots

Ord: Anders ‘Don’ Knudsen

Den eftertænksomme Chicago-rapper Lonnie Rashid Lynn, Jr. var egentlig på vej til at slå sig fast som en de absolut mest prominente hiphop-navne – også på mainstreamscenen – med ’Be’ og ’Finding Forever’, hvor førstnævnte kan kategoriseres som en nyklassiker. Anmeldelserne var gode, ligeså var salgstallene, men efter mainstreamstinkeren ’Universal Mind Control’ fik Common en uventet mavepuster. Comebacket ’The Dreamer/The Believer’ ser dog indbydende ud ved første øjekast: Den genopstandene No I.D. står bag hele lydkulissen, og så bør det næsten ikke kunne gå galt?

Allerede fra de første kicks og snares sætter ind på ’The Dreamer’, er man klar over, at Common er tilbage ved klassisk, sprød boom bap-lyd. I åbningen proklameres det da også: “Get the beat from No I, feel the pulse of the Chi”. Og ved næste skæring ‘Ghetto Dreams’ er man ikke et sekund i tvivl om, at den er god nok. Nas og Common giver den fuld slæde, om end det mest handler om lækre kællinger, så er det en nydelse at høre på to af de bedste i gamet. Man kan da kun glæde sig til fællesalbummet ‘Nas.Com’.

Fra det hårde ’Ghetto Dreams’ til ’Blue Sky’, præsenteres en fantastisk lydkollage af samples skåret op på smukkeste vis, og Common bomber med tekster som:

“It all started with a dream, I wanted to be Run-D.M.C./
The Lord put the blessing upon the emcee/M-C/
O to the M, dreams were spoken to him/
That’s when I knew my flows would overflow to the rim/”
(Blue Sky)

Herefter følger ‘Sweet’, nok det bedste nummer på pladen, hvor No I.D. glimrende flipper et sample benyttet af Kidz In The Hall et par gange. Ikke desto mindre er det her i en tungere udgave, der passer Common perfekt. Og teksterne peger da også på unge, sødladne rappers – noget som unge Drizzy Drake har følt sig truffet over, og en mini-beef mellem legenden og canadieren blev det da også til. Interessant at se den snart 40-årige rapper disse lidt rundt. Der skal vi altså en del år tilbage.

Pladens niveau på de første fire numre er så tårnhøjt, at det er svært at holde dampen oppe, og ved efterfølgende ‘Gold’ får man da også pusten igen med det første kedelige nummer på albummet. Og det kan da allerede nu afsløres, at det klart er den første tredjedel af albummet, der gør albummet specielt. Indtrykket af en sulten Common er brændt fast, og herefter svinges der fortrinsvist tilbage i mere klassisk, melodiøs hiphop.

’Celebrate’ får dog undertegnedes tanker mod Common/Dilla-tider i bedste stil. Et nummer der uden tvivl her bliver sommerens soundtrack. Et lækkert hook og vers hvor Lonnie Lynn fejrer tilværelsen udgør et af de bedste numre på albummet, der sagtens kunne have været opstået under ’Be’-perioden.

’Windows’ og ’Lovin’ I Lost’ kan dog kategoriseres mere som fyld. For selvom eksempelvis der på ’Lovin’ I Lost’ ikke kan sættes en finger på et flot arrangement med nydeligt choppet sample, så er det altså noget af en kedelig omgang lyrik den gode Common får skudt af. ”Hard for me to stay away and stay in touch / Girl, my heart is broke and I need a crutch” – det er altså i den liga, at der snakkes kedelig romantisk pludder pladder. Det har vi hørt tusinde gange før, at Mr. Com kan gøre meget bedre.

Der kan ikke herske tvivl om, at Common igen er kommet på ret køl med ’The Dreamer/The Believer’. No I.D.’s beskidte lyd komplimenterer Common glimrende, og Kanyes fravær mærkes ikke markant – på trods af, at den mand er en af de ubestridt dygtigste producere nogensinde. Jeg synes dog ikke, at det brede spænd i lyden på både ’Be’ og ’Finding Forever’ opnås på samme måde med denne udgivelse. Eksemplificeret ved uptempo-nummeret ’The Believer’ med John Legend, der ender noget miserabelt og udtryksløst i forhold til hvilke tre dygtige herrer, der har været indover nummeret. Til gengæld kan No I.D. så sit kram med det rå hiphop, og det er her, at ’The Dreamer/The Believer’ står som en stærk udgivelse, der er pengene værd.

4 ud af 6 spots

Heldigvis for os – eller i hvert fald mig – så er det dog ikke det han har gjort, for selvom man genfinder mange af elementerne fra ‘Slem Dreng’ på ‘Bomber Over Centrum’, så er det et langt mere troværdigt og personligt udtryk der træder igennem. I den henseende er Kesi måske en af de eneste i Danmark som kunne slippe af sted med en plade, som i høj grad læner sig op af den amerikanske mainstream, med inspiration fra Wiz Khalifa og A$AP Rocky, samtidig med at han også viderefører det udtryk, som B.O.C. og han selv har været med til at sætte på landkortet i Danmark.

‘Bomber Over Centrum’ starter ellers lidt forsigtigt, med åbningstracket ‘Næst Ting’, som desværre fremstår alt for tamt og energiforladt. Det giver mildest talt bange anelser for resten af pladen, hvilket dog heldigvis bliver manet godt og grundigt til jorden, idet det bliver fulgt op af en hårdtslående række numre, som alle sætter standarden for resten af albummet. Således bliver vi ført igennem de velkendte numre som ‘Født i dag’ og ‘Gadehjørne’, men også nye gadehits som ‘Skud Ud’ og ‘Best Grime’, der nok skal glæde de grime-hungrende.

Det er dog ‘Skudsikker Vest’ med et fængende autotunet Mass-omkvæd og et originalt twist, der beviser. at Kesi kan lave karismatisk mainstream-rap, uden at der går ‘Slem Dreng’ i den, som jeg vist nok har sagt, hvad der var at sige omkring.

Sidste halvdel af albummet er fyldt med lige dele bangere og mere mainstream-orienterede tracks. Først med det fantastisk veludførte A$AP Rocky-inspirerede ‘U.R.O.P.A.’, som bliver fulgt op af det potente ‘Os Mand’, hvorefter albummets absolut bedste track i form af titeltracket ‘Bomber Over Centrum’ sætter dagsordenen for, hvordan gaderap skal lyde. Nummeret som bliver gæstet af, hvad der må antages at være alle de rappende medlemmer af B.O.C., varsler godt om kommende projekter fra lejren og man kan kun håbe, at der er nogen som tør satse på et decideret B.O.C.-album i den nære fremtid.

Albummet rundes af, først og fremmest med det Wiz Khalifa-inspirerede ‘Ku’ Godt’, som er alt det, som førstesinglen ‘Slem Dreng’ skulle have været. Med et usandsynligt catchy omkvæd og masser af glimt i øjet, formår han rent faktisk at krydse den forhadte pop-grænse, uden at forfalde til letkøbt emo – som så mange andre. Dernæst følger det måske mest interessante nummer i hiphop-perspektiv i form af ‘Vi Begraver Dem’ med Mass, Orgi-E og Ataf, som må siges at være tre af Danmarks allerbedste rappere, på et track som indfrier forventningerne, og hvor Kesi heldigvis tilfører sin egen stil uden at drukne blandt mastodonterne.

Det sidste track i rækken er det Pernille Rosendahl-assisterede ‘På Vej Væk’, som tager et potent omkvæd og krydrer det med decideret tåkrummende dårlig rap. Det er en stor skam, og for mit vedkommende kan der ikke herske nogen tvivl om, at det skulle være udeladt fra det færdige album.

På den ene side, så har Kesi nogle store mangler som rapper, hvor jeg savner teknik og villighed til at presse sig selv lyrisk. Det er en stor skam, for på det suveræne titeltrack, viser han, at det rent faktisk kan lade sig gøre. På den anden side, så er det også grimens præmis, samtidig med at Kesi skubber nogle grænser for hvordan et dansk mainstream-rapalbum kan – og måske også burde – lyde i 2012. I den henseende skal Benny Jamz og de øvrige producere have kæmpe ros for det musikalske udtryk, som er af ekstremt højt niveau, som desværre ikke altid bliver fulgt op af lige så potente rap-færdigheder.

Hvad Kesi dog mangler på den tekniske front, opvejer han med sin karisma og personlighed, som ender med at blive den afgørende faktor for, hvorvidt et enkelt nummer er godt eller dårligt. Min forhåbning er, at Kesi vil bruge mere energi på at bevise, at han rent faktisk er danmarks bedste rapper, i stedet for blot at sige det, for det er desværre tiltrængt.

4 ud af 6 spots

Læs også RapSpots Kesi-interview

Til at binde hele arrangementet sammen er DJ Static bag pulten og Jeppe Bisgaard, der desværre ikke kunne være der fysisk. I stedet er han transmitteret fra Grønland på en storskærm, hvor han introducerer de forskellige repræsentanter for hvert årstal. Det bliver til over 60 kunstnere, hvor de herrer Bisgaard og Static guider igennem over to årtiers dansk rap historie.

MC Einar starter ihærdigt hele kavalkaden i 1988 med at kæmpe sig forpustet gennem ’Den nye stil’. Derefter tager de andre koryfæer Rockers by Choice over med et ’Opråb’ medley, der forsøger at kickstarte festen. Det kører langsomt videre med Flopstarz og et lykkeligt for længst glemt julenummer med Chief One og Jazzy H i 1991 til YB og Al Agami.

Det begynder allerede her, at blive en anelse tungt, fordi det er svært at fange stemningen og live-fornemmelsen. Det skyldtes først og fremmest videoproduktionen, som man meget hurtigt finder ud af, er temmelig lav-budgetteret, som også den indledende grafiske optælling bevidner. Billedkvaliteten er uskarp og klipningen er indimellem i et så forvirrende tempo, at det bliver for tydeligt. Lyden er ligeledes af en jammerlig kvalitet, hvor man skal skrue ekstra højt op, for overhovedet at kunne forstå, hvad der blive sagt. Det kan være svært, at fange alt hvad Jeppe Bisgaard siger, fordi hans ord har en tendens til at blive opslugt i musikken eller klippet. Det er bare ikke godt nok, hvis hele oplevelsen skal med, og produktionen minder egentlig om en uprofessionel hjemmevideo, og er ikke helt værdig til det imponerende line-up. Men når man har vænnet sig til kvaliteten, kan man prøve at ignorere det og i stedet fokusere på musikken.

Tue Track medvirker også via storskærmen, når han sammen med Jokeren og Jazzy H dropper den legendariske ’Træt af pis’ fra Stop Volden pladen. Herefter begynder det at blive mere interessant, men man kan ikke lade vær med, at undre sig over valget af numre til de forskellige årstal. En stor del hænger nok sammen med, hvem det var muligt, at få til at stille op. At det blev Kongehuset med ’Chauførende’, der repræsenterer 1996 er dog lidt søgt, når både ’Mod rov’, ’Så´n er vi’ og Stilen R Profilen udkom det år. Men Kong Winther skulle da selvfølgelig være med i sin egen kavalkade. Det samme kan siges om Faktaposens bidrag ’Hvem’ som står for 1997, men nummeret stammer fra Drop Dead -kompilationen fra 1996. Det er da smag og behag, men man må desværre kigge langt efter store navne som Hvid Sjokolade, Clemens, L.O.C., Suspekt og Malk de Koijn. Det virker desuden meget underligt, at 2001 er dedikeret til et beaker -show med DJ Static & Familia Loca. Der må da have været et eller andet track fra det år, og så kunne danserne have været en lille pause i showet.

Der er til gengæld medrivende bidrag fra Rent Mel, Outlandish, Per Vers og UFO Yepha. Enkelte får lov til at give et lille ekstra nummer, og andre har svært ved at huske deres egne rim. Men med over 60 kunstnere og 2 timer, så er det et stort projekt, og et puslespil der er gået delvist op. Jøden, Majors og Jooks runder ned til finalen, hvor Marwan sammen med den nye generation i form af drengene fra TMT slutter den historiske gennemgang. Det helt store punktum sættes til sidst i en stor hyldest til dansk hiphop og Aarhus Took It. Bonusnummeret med Kasper Spez, Pede B og SupaJan er en forrygende tribute til den musik, vi er vokset op med. Henning Winther får det sidste symbolske vers, og skal have props for det enestående show, der er blevet til i et samarbejde med Per Vers og DJ Static.

Man sidder dog tilbage med en lidt flad fornemmelse efter at have set hele kavalkaden igennem. For det er en flot opsætning, men stemningen er rigtig svær at fange på dvd-udgivelsen. Det skyldtes ikke mindst den forringede lyd– og billedkvalitet, som desværre kvæler en stor del af oplevelsen. Det er ærgerligt, når hele showet er så unikt, for med lidt god vilje kan man godt få en fornemmelse af atmosfæren. Man skulle måske bare have været der.
 

3 ud af 6 spots

Tjek også RapSpots live-reportage og omfattende koncert-galleri fra den særlige oktoberlørdag i 2010.
 

Nu er de så klar til at præsentere deres andet fuldlængde album under Gangrene-navnet, og det første som slår en, er hvor ekstremt kompromisløst albummet egentlig er. Det psykedeliske univers og de skæve produktioner gennemsyrer hele albummet, og på mange måder er det et decideret ubehageligt og ikke-indbydene bekendtskab, som samtidig er ekstremt tilfredsstillende og fascinerende. I den henseende er albummet nok en meget god repræsentation af præcis hvordan en cocktail bestående af vodka og den berygtede Ayahuasca-drik tager sig ud i lydformat, og hele albummet fremstår mest af alt som et langt psykedelisk trip.

At begge kunstnere – eller i hvert fald Alchemist – først og fremmest er producere, går bestemt ikke ubemærket hen. Idet produktionerne uden tvivl fungerer som omdrejningspunktet og tematisk rød tråd for albummet. Dette skaber uden tvivl et lidt distanceret forhold til selve rappen, der ofte ikke rigtig formår at skille sig ud fra de meget karakteristiske produktioner, som mest af alt kan beskrives som en blanding af psykedeliske sci-fi-film fra 50′erne og 60′erne blandet med noget Scooby Doo fra slut 60′erne og start 70′erne, og tilsat lidt undergrunds jungle-slashere fra 70′erne og 80′erne. Albummet fungerer faktisk i høj grad som en syret film-noir, der fremprovokerer et væld af billeder og referencer, som går langt ud over hvad der reelt set rappes om.

Detaljeringerne i produktionerne er enorm, og der er virkelig gået meget arbejde i at skabe effekten af det perfekte psykedeliske trip. Et markant eksempel er på flere af de små skits imellem hvert nummer, hvor der konstant bliver skiftet mellem højre og venstre kanal, så jeg – da jeg hørte albummet med høretelefoner – nærmest blev helt søsyg og svimmel. Det var en ekstremt syret oplevelse, som jeg faktisk aldrig har oplevet udført på den måde, og selvom det ikke fungerer helt lige så godt på et decideret højtalersystem, så er det en fantastisk detalje, som gør oplevelsen af albummet meget intens, når man fordyber sig i det.

Nu skal det bestemt ikke forstås som om, de rapmæssige aspekter ikke er af høj kvalitet, men der skal ikke være tvivl om, at både Alchemist og Oh No ønsker at man skal fordybe sig i det intense produktionsmæssige univers, der på sine knap 40 minutter kræver ekstrem meget koncentration, den korte spilletid til trods. Både Alchemist og Oh No har begge udviklet sig til ekstremt potente rappere, men alligevel er det først når gæsterne træder til, at albummet bliver særligt interessant, idet der skabes nogle nødvendige afbræk.
Alchemist er desværre en rimelig monoton rapper, og selvom det måske ikke kan forventes at han skal hamle op med gæster som Kool G. Rap, Roc Marciano og Prodigy, så ville albummet måske have fungeret bedre, hvis både Oh No og især Alchemist var trådt lidt mere i baggrunden rapmæssigt, og i stedet havde overladt raptjansen til andre artister… især Sean Price falder mig ind, som en oplagt kandidat.

Bortset fra det, så er ‘Vodka & Ayahyasca’ et fantastisk bekendtskab, mange vil nok blive afskrækket af de intense produktioner, men dem som giver albummet den fornødne opmærksomhed, vil uden tvivl blive ved med at vende tilbage efter endnu en tår af den psykedeliske drik.

4 ud af 6 spots