Nu er de så klar til at præsentere deres andet fuldlængde album under Gangrene-navnet, og det første som slår en, er hvor ekstremt kompromisløst albummet egentlig er. Det psykedeliske univers og de skæve produktioner gennemsyrer hele albummet, og på mange måder er det et decideret ubehageligt og ikke-indbydene bekendtskab, som samtidig er ekstremt tilfredsstillende og fascinerende. I den henseende er albummet nok en meget god repræsentation af præcis hvordan en cocktail bestående af vodka og den berygtede Ayahuasca-drik tager sig ud i lydformat, og hele albummet fremstår mest af alt som et langt psykedelisk trip.

At begge kunstnere – eller i hvert fald Alchemist – først og fremmest er producere, går bestemt ikke ubemærket hen. Idet produktionerne uden tvivl fungerer som omdrejningspunktet og tematisk rød tråd for albummet. Dette skaber uden tvivl et lidt distanceret forhold til selve rappen, der ofte ikke rigtig formår at skille sig ud fra de meget karakteristiske produktioner, som mest af alt kan beskrives som en blanding af psykedeliske sci-fi-film fra 50′erne og 60′erne blandet med noget Scooby Doo fra slut 60′erne og start 70′erne, og tilsat lidt undergrunds jungle-slashere fra 70′erne og 80′erne. Albummet fungerer faktisk i høj grad som en syret film-noir, der fremprovokerer et væld af billeder og referencer, som går langt ud over hvad der reelt set rappes om.

Detaljeringerne i produktionerne er enorm, og der er virkelig gået meget arbejde i at skabe effekten af det perfekte psykedeliske trip. Et markant eksempel er på flere af de små skits imellem hvert nummer, hvor der konstant bliver skiftet mellem højre og venstre kanal, så jeg – da jeg hørte albummet med høretelefoner – nærmest blev helt søsyg og svimmel. Det var en ekstremt syret oplevelse, som jeg faktisk aldrig har oplevet udført på den måde, og selvom det ikke fungerer helt lige så godt på et decideret højtalersystem, så er det en fantastisk detalje, som gør oplevelsen af albummet meget intens, når man fordyber sig i det.

Nu skal det bestemt ikke forstås som om, de rapmæssige aspekter ikke er af høj kvalitet, men der skal ikke være tvivl om, at både Alchemist og Oh No ønsker at man skal fordybe sig i det intense produktionsmæssige univers, der på sine knap 40 minutter kræver ekstrem meget koncentration, den korte spilletid til trods. Både Alchemist og Oh No har begge udviklet sig til ekstremt potente rappere, men alligevel er det først når gæsterne træder til, at albummet bliver særligt interessant, idet der skabes nogle nødvendige afbræk.
Alchemist er desværre en rimelig monoton rapper, og selvom det måske ikke kan forventes at han skal hamle op med gæster som Kool G. Rap, Roc Marciano og Prodigy, så ville albummet måske have fungeret bedre, hvis både Oh No og især Alchemist var trådt lidt mere i baggrunden rapmæssigt, og i stedet havde overladt raptjansen til andre artister… især Sean Price falder mig ind, som en oplagt kandidat.

Bortset fra det, så er ‘Vodka & Ayahyasca’ et fantastisk bekendtskab, mange vil nok blive afskrækket af de intense produktioner, men dem som giver albummet den fornødne opmærksomhed, vil uden tvivl blive ved med at vende tilbage efter endnu en tår af den psykedeliske drik.

4 ud af 6 spots

Bumsestilen vandt den hedengangne konkurrence DM i Dansk Rap i 1999. Dengang var rapperen Busse også inkluderet, men her over 10 år efter er det heldigvis kun Thomas T, der er talerør for gruppen. Swab er produceren bag, der bevæbnet med sampler, synthesizere og behændige cuts, har skabt en rå og varierende lyd. Det er på lydsiden, at Bumsestilen har udviklet sig mest henover årene. I forbindelse med den samlede cd-version har musikken fået en moderne optimering, hvor Swab leger med forskellige inspirationskilder. Det er blevet mere råt, og selvom det er et langt album, så er lyden afvekslende med eksperimenter fra rock, punk, reggae og et stort elektronisk strejf. Swab har fået licens til at gå hele vejen, og det udnytter han, men indimellem også lidt for overgearet.

Thomas T er manden på mikrofonen, og han sørger for at holde Bumsestilen helt nede på jorden uden at blive alt for højtravende. Han har altid været en rapper, som var underholdende at lytte til, fordi hans varemærke var en garanti for humoristiske punchlines med selvironi og ydmyghed. Han er stadig en slags stand-up rapper, der kan få folk til både at nikke med nakken og trække på smilebåndet. Når Thomas T folder sig rigtigt ud på de battle-punchlines baserede tracks, så topper ’Ude af trit med flokken’ som på ’Psyko funk’ eller ’At være’;

”Jeg kan ikk´ synge, men jeg giver jer en opsang/ Det er Thomas T, jeg er verdensberømt i hvert fald i min opgang”. – ”Nu om dage vil de fleste rappere hellere blive set end hørt/ Det er sex, vold og stoffer, det er mærke-tøj og lækkert hår/ Eller er rap nu om dage bare en joke jeg ikk´ forstår?”.

Eller når Swab brillerer med et fængende beat på ’Bakkens top’, og Thomas T dropper flere underholdende punchlines;

”Det er Bumsestilen, ingen kan flowe tighter/ Jeg er ikk´ tabt bag en vogn, det er mig, der er co-driver/ Har knap råd til bussen, men jeg er godt op at køre/ Hvis mit rap det er noget lort, så har I lort i jeres ører”. – ”Rap-musik er ligesom fisse, man bør vide, når man skal trække sig”.

Hans tekster er interessante, fordi han næsten altid har et lille sprogligt twist eller en humoristisk vinkel, der giver sangen noget ekstra. Han balancerer på en linie mellem direkte battle-blær til mere Piet Hein-agtige små aforismer, når han reflekterer over livet. Det sker f.eks. på ’Livet stinker’; ”så jeg holder mig for næsen”, eller med et ’Hoved fuld af stress’ – ”Prøver på at drukne mine problemer, men de kan svømme”. For Thomas T vil nok ikke sættes i en punchline-MC kategori, så han har helt sikkert bevidst forsøgt at sprede emnerne for at vise, at han kan mere end at være en blærerøv. Emnemæssigt er det en god blanding mellem fest og ballade og mere modne og personlige tracks, der dog alle er mere eller medmindre punchline baseret.

Det er battle-blær numrene, der er Bumsestilens stærkeste side, men variationen gør, at de også bevæger sig over historier om livets besværligheder på ’Skridt for skridt’ til problemer med kvinder på ’Tøzer’ og ’Dronningen af rendestenen’. Der køres videre til en kritik af de såkaldte politiske rappere på ’Korthuset’ og musikindustrien på ’Ugens uundgåelige’. Thomas T holder stilen helt ind til benet, men hans lidt oldschool flow og ensformige stemmeføring bliver lidt anstrengt hele pladen i træk.

Til gengæld er der et glædeligt genhør med Sphaeren på ’Overset undervurderet’, og Supardejen medvirker alene på ’Lad det drop’. Her har Swab sammensat en skæv og rocket produktion der passer til Dejen, der også stadig forstår at gøre sig til på et track. Der bliver desuden flirtet med reggae sammen med Kong Salami på ’Kammerater’, der er med til at afslutte det hele glimrende.

Bumsestilen skal have respekt og især Thomas T for stadigvæk at levere på mikrofonen. De er ’Ude af trit med flokken’, fordi de stadigvæk formår at gøre sig bemærket i mængden. Der er måske ikke de store overraskelser eller fornyelser, men det er solidt håndværk fra den gamle skole. Forventningerne bliver indfriet i det fuldendte projekt, der ikke skuffer deres fans.

4 ud af 6 spots

‘Undun’ er spækket med tracks, som vil give dig stof til eftertanke. Det er et vanedannende album, og varen bliver leveret på den onde klinge. Den første single, som blev udgivet, var ‘Make My’ feat. Big K.R.I.T. & Dice Raw. Krits vers er ikke fra Redfords synsvinkel, hvorimod alle Black Thoughts vers på pladen er set igennem Redfords øjne:

”My splaying got me praying like a mantis/
I begin to vanish, fell the pull of the blank canvas/
I’m contemplating that special dedication/
To whoever it concern, my letter of resignation/”

‘Lighthouse’, ‘On Time’ og ‘The Otherside’ er numre, som har en tydelig ting tilfældes. Der er et sammenspil imellem selvfølgelig ?uestloves trommer og så et andet specielt instrument, eksempelvis klaver, keyboard eller elguitar. Det gør mange af numrene enkle, men de sidder også fast i hukommelsen. Det lyder så simpelt, men det er et højt og svært produktionsniveau. Oven i det kommer der de lyriske aspekter ved hver sang, som når Black Thought rapper på ‘One Time’:

”Not a thing I fear besides fear itself/
This is clearly a lesson learned for someone else/
Reach for the crown of thorns upon the shelf/
Cross around my neck, I’ve been taught by stealth/”

Man går aldrig galt i byen med Black Thoughts lyriske finesser, flow og metaforer. På tracket ‘I Remember’ hæver han sit niveau yderligere, og skinner igennem med:

”It’s only human to express the way you really feel/
But that same humanity is my Achilles’ heel/
A leper can’t change his spots and never will/
So I’m forever ill/”

Der er mange numre, som giver kolossal mening, man skal dog som Roots-fan vende sig til de instrumentale numre, som er med på pladen. Som introen ‘Dun’, der er et instrumentalt nummer, som jeg ikke kan vende mig til. Når det så er sagt, synes jeg, at instrumentalnumrene er et sats, som The Roots er kommet godt ud af.

Kender man rødderne fra Illadelph, ved man også, at Dice Raw har været med på mange albums, og hver gang har leveret og overrasket. Specielt i år. Et bemærkelsesværdigt vers fra ham, er det i ‘Tip The Scale’:

“Lot of niggas go to prison, How many come out Malcolm X?/
I know I’m not, shit, can’t even talk about the rest/
(…)
Only two ways out, digging tunnels or digging graves out/”

Dice skinner også på ‘Lighthouse’:

”A feeling comes into my heart I start believing that/
I actually might survive through the evening/
Survive on my own thoughts of suicide that’s competing/
With thoughts of tryna stay alive, which been weakened/
By the feeling of putting on a smile, while being beaten/”

Udover at finde Dice Raw på hele fire tracks, er Phonte, Bilal Oliver, Greg Porn og Truck North medvirkende. Man finder også instrumentaltracket ‘Redford’ fra singer-songwriteren Surfjan Stevens, hvor The Roots ikke medvirker.
Lytter man til Greg Porns vers på ‘Kool On’, får man en længsel efter at høre et soloalbum med ham. Det var i hvert fald det, jeg fik, da jeg hørte:

”Good times is in the cards, Living on borrowed time/
I’m paying the extra charge, To feel like something small is worth a hundred large/”

Det her album er så gennemført, at jeg uden tvivl vil sige, det er et af årets bedste hiphop-udgivelser. Når vi runder 2012, vil dette album helt sikkert ligge i min top 3. Højst sandsynlig på en førsteplads, men lad os nu vente og se, for der kommer stadig udgivelser i december.

Jeg vælger at give det seks spots. Lige ud. Køb pladen, ellers vil du fortryde det.

6 ud af 6 spots

Ord: Anders ‘Don’ Knudsen

Gruppen har en tydelig dedikation til hiphoppen, som den lød i slutfirserne og i starten af halvfemserne, hvor lyden var mere rå og uspoleret. I god forstand kan man kalde deres stil for gammeldags med elementer fra soul, funk og jazz. Det er en skrattende og støvet lydside, der sår grundlaget til de to bevidste rappere. De har en mission om at tage hiphoppen tilbage til dengang, hvor det ikke handlede om hitlister, bling bling og autotune. Søren Pris og Bare Endnu En Mathies starter med en lille opsang på ’Metro introduktion’, og fortsætter pladen igennem med at argumentere for deres lyd og holdninger. For Metro Milieu har en mening, og er ikke bange for at dele den. Hovedtesen er, at hiphoppen sover, og at den skal tilbage til rødderne. De giver kun ’5 svin til de værdige’, og advarer imod kulturens krise på ’Tossekassen’;

”Dit positive syn på hiphop – behold det/ Nogen havde rettighederne til rap men solgt’ dem – men behold dem/ Har ikk´ brug for fan-club og fanskare/ Børn ser op til rappers der ikke forstår deres ansvar/ Dit image er neglet/ Set dig i spejlet/ Ingen personlig, har aldrig set Rakim stylet”.

De to rappere overlapper egentlig hinanden godt, og skaber en god dynamik med deres lidt abstrakte lyrik. Opmærksomheden fanges på ’Valg vi ta´r’, og kulminationen kommer på den miljøbevidste og oprørske ’Tandhjul’;

”Måske du er fly, men du er på autopilot/ Måske du er idiot men du ved det ikke selv/ Men sandheden er, at man skal tænke på andre/ Jeg render rundt med jer alle i mine tanker/ Livet er ikke en gave, men en gæld/ Der skal betales inden du lever dig ihjel/ Det koster en bondegård, hvis du vil have et hus/ Du kommer ikke langt med en plov, hvis du graver i grus”.

Sammenligningen med et ungt Malk de Koijn er næsten uundgåelig, men Metro Milieu minder også om den anden undergrundsgruppe Jazz to the band, der udgav deres debut tidligere i år. Men generelt er der lidt uligevægt hos Metro Milieu, for Bare Endnu En Mathies er en anelse skarpere på mikrofonen. Søren Pris kan sagtens skrive rim, men rap-teknisk er han på et lavere niveau, og skulle måske koncentrerer sig mere om sine fine produktioner. Lydsiden hænger nemlig godt sammen og Søren Pris, der hedder Sir Gade når han producerer, har leveret nogle knastørre beats.
Morten Roland står bag tre tracks, og falder også fint ind i stemningen, og det er ikke Shahriar Madjds skyld, at ’Tidsparadox’ bliver et kedeligt nummer. For de to rappers gode intentioner bliver ikke helt indfriet, da det kun er momentvis, at de glimter. Numre som ’En efter en’ og ’Heyy Yo’ bliver også hurtigt for anonyme, og deres univers for rodet, så det samlet set ikke bliver særligt interessant.

Metro Milieu vil rigtig gerne, men det lykkes aldrig helt for dem at ramme den ”ægte” stil, så den bliver fængende. Det bliver indimellem lidt forkrampet som den spøjse ’Søren Pris’ eller den fordanskede ’Ka´ jeg spark det’, og fremstår halvfærdigt. Der er ingen tvivl om, at rapperne har ambitioner, men på deres første album kommer de ikke meget længere end hobbystadiet. Metro Milieu hiphopper sig akkurat op på tre rap-spots på grund af deres indstilling og gode klassiske beats.

3 ud af 6 spots

Exampler, der nok mest er kendt for sit arbejde i henholdsvis D’artcore og Veteran Cosmic Rocker, har endelig taget springet ud med egne vinger. På trods af titlen ’Hunters & Collectors’ skal vi bestemt ikke tilbage til forhistorisk tid. Heller ikke golden era. Nej, vi skal kigge fremad, ud i et mere futuristisk beatunivers, hvor den tilbagevendende snare er eneste sikre holdeplads du finder.
Tag for eksempel ’The Angles’ hvor en fabelagtig trommeprogrammering lægger grunden for et slag synthfunk, der sætter nakkemusklerne på overarbejde. Eller ’Dans til noget pop’ med et staccatoriff, der sender tankerne tilbage til den gang, man koblede modemmet op for at gå på nettet. Jo, der er bestemt plads til elementer af ovenstående, nyskabende genrer i Examplers musikalske legeplads.

Dog udforsker ’Hunters & Collectors’ meget mere end små nichegenrer. Gennem den sølle halve time, pladen udgør, er det imponerende, hvor mange stilarter Exampler kommer rundt i. Stilfremvisningen byder blandt andet på udflugter i funk, dubstep, soul og electronica. At Veteran Cosmic Rockers seneste udgivelse ’DKtoDK’ var et samarbejde med afrikansk musik, kan også mærkes på ’Hunters & Collectors’, hvor de afrikanske associationer vender tilbage i flere numre, og lidt fungerer som rød tråd.
Et godt eksempel er ’Insomnia’, der med pulserende jungletrommer og indisk citar får opbygget en cyklisk fornemmelse, der uden problemer kunne have varet i 10 minutter. I stærk kontrast står et nummer som ’Moment Girl’, der kunne sætte hofterne i gang på ethvert provinsdiskotek og dermed også, uden overraskelse, er blevet udvalgt til afsendelse til P3. Dog ligger der stadig et produktionsmæssigt dybere lag, der adskiller nummeret fra den fabrikerede samlebåndsskabelon.

Med et udtryk der stritter i så mange forskellige retninger, og et tempo der svinger op og ned for et godt ord, kunne man let forestille sig, at pladen ville miste fokus. Exampler får dog sneget sig uden om den fælde ved hjælp af gennemarbejdede overgange, der sikrer, at helhedsfornemmelsen ikke går tabt. Overgangsfasen er på nogle numre taget til ekstremerne, som for eksempel på tidligere nævnte ’Insomnia’, hvor referencerne til næste skæring allerede gør sig bemærkede efter 16 sekunder. Ikke nok med det, er mange af numrene små overgange i sig selv, og Exampler har en forunderlig formåen til at veksle mellem høj energi og lavt blus, uden at man som lytter opdager det. Et godt eksempel er ’Sa Bopp’, der starter ud aggressivt, hårdtslående og kaotisk, men ender ud i et mellow stykke, garneret med harmonisk vestafrikansk sang, der blidt skifter over til ’The Angles’.
 
Der er generelt virkelig tænkt over produktionspræsentationen på ’Hunters & Collectors’. Numrene folder sig ud inde i øregangen, og man kommer godt rundt i hørebøfferne med tremolo-knappen stabilt skruet i vejret, noget der især mærkes på den dystre og mægtige ’Chaos in order’. På trods af de til tider ekstremt fyldige produktioner, er der aldrig noget, der føles overproduceret, eller noget element, der bliver for dominerende. Samtidig er pladen også i høj grad live-instrumenteret, og det er sjældent, at musikken er orienteret rundt om et enkelt sample. Dette giver pladen et mere organisk lydbillede, der sikrer, at den til tider kolde elektroniske sound, får et modspil.
 
Det er en almen kendsgerning at instrumentalkunstnere, sjældent formår at holde sine projekter fuldstændigt instrumentale. Det samme gælder Exampler, hvilket giver et lidt blandet resultat. Mustaf Mbayes præstation på ’Sa Bopp’ viser fint, hvordan sangen og musikken kan agere ligestillet, uden at sangen bliver den styrende del af lydbilledet. Mere dominerende er sangfuglen Barbara Moleko, der med en skønt flydende vokal falder fint i balance med produktionen på det lækre nummer ’Wonders of the night’. På ’Moment Girl’ falder det dog helt igennem. Negash Ali og Nappion får hver især lagt et uinspireret vers og et kedeligt omkvæd, der hverken klæder produktionen eller giver nogen mening i resten af pladens kontekst.

Det hindrer dog ikke ’Hunters & Collectors’ i at være en fremragende plade, der formår at tage ud på opdagelse i forskellige verdener og stadig fremstå forankret i sit lydbillede. Maestro Exampler svinger sikkert med taktstokken gennem de komplekse kompositioner, og uanset genre bliver man revet med ind i de fyldige, tykke, landskaber.
Når det mest frustrerende man kan finde frem til er, at pladen er for kort, så må man som kritiker kapitulere. Jeg ville uden tvivl udråbe den til årets hiphopudgivelse, hvis ikke det var fordi, at det ville være en indskrænkning at give pladen mærkatet hiphop. Så uanset genrebenævnelse, så synes jeg, du burde rejse dig op, jage ned i butikken og gøre ’Hunters & Collectors’ til en del af samlingen. Det bliver du svært glad for.

5 ud af 6 spots

Det interessante er dog, at både Havoc og Prodigy sideløbende med deres kontrakt hos G-Unit fortsatte med at lave det ekstremt hardcore grimey-rap, som de havde gjort tidligere, til stor begejstring for deres hardcore fans, som har higet efter en proper Mobb Deep-udgivelse i alt den tid, Prodigy sad i fængsel.

Nu er Mobb Deep så endelig tilbage, denne gang uden G-Units påvirkning, og med en mere afklaret tilgang til deres egentlige position i det hersens rapspil. Om det skal fungere som en art appetitvækker, eller om de blot følger tidens trend, er svært at bedømme, men ikke desto mindre har Mobb Deep valgt at det skulle være en EP, som skulle repræsentere deres tilbagevenden til kompromisløs QB-rap… og sikke en EP det er.

Lige fra starten af, er man ikke i tvivl om, at Mobb Deep er på en mission for at bevise, at de stadig har det i sig. Med det Bounty Killa-assisterede ‘Dead Man Shoes’ leverer Mobb Deep én af de mest hardcore bangere man har hørt fra dem i meget lang tid, og det efterfølgende titeltrack ‘Black Cocaine’ beviser endnu engang, at Mobb Deep og Alchemist er én af de absolut bedste kombinationer i hiphop-land.

EP’ens tredje skæring i form af ‘Conquer’ er noget bombastisk ignorant shit, med et omkvæd der sparker røv, alt imens den Nas-assisterede ‘Get It Forever’ er så dejlig kompromisløs i forhold til, hvad det kunne have været, at man mest af alt ønsker at rygterne om et Nas/Mobb Deep-album ikke blot var blevet ved rygterne.

EP’en rundes af med det lidt mere laid back ‘Last Days’, der måske ikke har en produktion, der umiddelbart falder i min smag, men som stadig leverer hardcore Mobb Deep-lyrik, som i hvert fald har gjort mig til stor fan af dem i godt og vel 15 år.

Hvis man erhverver sig ‘Black Cocain’ på CD, så får man yderligere 2 bonustracks, hvoraf i hvert fald det ene, ‘Water Boarding’, er et hardcore dystert track med en super lækker Alchemist-produktion, som gør CD-udgaven til en must-have for hardcore fans. Jeg har desværre ikke haft mulighed for at høre EP’ens sidste bonustrack, så det kan jeg ikke udtale mig om.

Det er vist rimelig tydeligt, at jeg muligvis er lidt farvet hvad angår Mobb Deep, men hvis man som mig er fan, så er der absolut ingen undskyldning for ikke at erhverve sig denne EP, som er en helt igennem fantastisk tilføjelse til deres i forvejen omfattende diskografi. Det samme gør sig dog også gældende hvis man ikke er hardcore fan, og blot ønsker at høre, hvordan hardcore rap kan og bør lyde i 2011.

Hvis man absolut skal fremhæve noget negativt, så kan man ikke løbe fra, at EP’en er et noget kort bekendtskab, det på blot 19 minutter for de 5 regulære numre går alt, alt for hurtigt at komme igennem. Det er egentlig lidt en skam, især hvis man har fulgt med i mængden af gratis tracks, som Mobb Deep har smidt ud til masserne, som havde gjort EP’en lige det mere tiltalende. Eksempelvis kan man undres over, at den oprindelige førstesingle ‘Street Lights’ er udeladt, eller det åndsvagt dumme og fantastiske ‘Gangstaz Only’ med LEP Bogus Boyz.

5 ud af 6 stjerner

Men to talentfulde individer er ikke ensbetydende med et ubetinget godt resultat, og netop nogle af de ting som gør at jeg er blevet stor fan af de to, er skyld i at albummet aldrig rigtig løfter sig ud over det forventelige, og det er sgu en skam.

For ja, Action Bronson kan sgu rappe og hans utømmelige repertoire af madreferencer og -metaforer rammer mig lige i mit kulinariske hjerte. Og Statik kan lave tiltalende og fede east-coast bangere, præcis som man synes den slags nu engang skal lyde, med stor inspiration fra DJ Premier, uden at det virker uoriginalt eller som plagiering.
Alligevel bliver det dog lidt for meget af det gode, når mange af produktionerne gang på gang skal have cuts og scratches, som desværre ikke altid egner sig til Action Bronson – der har en ret blid stemmeføring, som ofte drukner i de tunge produktioner, der kunne have haft gavn af en lidt mere less-is-more tænkning.

Netop less-is-more-princippet har generelt været en mangelvare igennem Statik Selektah’s karriere, men hvor man (læs: jeg) tidligere har set igennem fingrene med det, eksempelvis når han inkluderer ALT for mange tracks på sine soloudgivelser, så bliver det en decideret hæmsko for denne plade, idet Action Bronson aldrig rigtig får lov til at skinne igennem, da produktionerne kun sporadisk løfter sig op over det middelmådige.

Action Bronson er som forventet i topform, men den overordnede producering af albummet er desværre alt for anonym, og Action Bronson har alt for svært ved at komme denne anonymitet til livs. Numre som ‘Cocoa Butter’, ‘Cirque Du Soleil’ og ikke mindst ‘Keep Off The Grass’ er hurtigt glemte, og det er selvom Action Bronson leverer nogle af sine hårdeste linjer på sidstnævnte.

Når det derimod går godt i mellem de to hovedpersoner, så fungerer det helt optimalt. Numre som ‘Not Enough Words’, ‘Respect The Mustoche’, ‘Central Bookings’ og ‘White Silk’ viser en perfekt balance imellem produktionerne og Action Bronsons karakteristiske flow, samtidig med at der er nok musikalsk adspredelse til at skille sig fra mængden.

Det skal pointeres, at der er en klar overvægt af gode numre på albummet, desværre er det dog de 4-5 middelmådige numre som formår at diktere albummets udtryk som helhed og det er virkelig en skam, for det kunne have været et suverænt album med 10-11 tracks, men i stedet bliver det hele lidt for hurtigt glemt og man ender med at trykke på skip-knappen lidt for ofte ved gentagende nærlytninger… øv.

4 ud af 6 spots

Bogen dykker fra start ned, der hvor det for alvor gik galt. Gruppen MC Einar er gået i opløsning og Einar Enemark er ved at gøre det samme. Herefter bredes hans liv ud kronologisk, fra hans tidlige historier om stedfaderen Nulles positive indvirkning, over glæden ved at tage på fotoreportager sammen med skolekammeraten Nikolaj Peyk, og helt frem til bogens koda, hvor Einar med et glimt i øjet og et træk på skuldrene beskriver hvordan ‘En af den slags dage’ forløber i nutiden. Einar fortæller i sin egen småfilosofiske stil. Alle anekdoter bliver efter et par afsnit afrundet med et par linier fra nutiden, hvor han forsøger at bringe lidt klarsyn over episoderne. Det virker meget fornuftigt og hyggeligt, men gør også, at man ikke bliver suget helt ind i bogens flow, da der er meget Einar ikke husker eller går op i.

Som hiphopper må man indse, at MC-delen fylder mindre for Einar end man skulle tro. Jo, vi får historierne om, hvordan Einar imponerede alle med sin originale affekterede rap-stemme, da der var mikrofonprøve til gruppen, om hvordan de bekrigede Rockers By Choice (som Einar stadig drillende sammenligner med Nik & Jay), og om hvordan Nikolaj Peyk i stigende grad overtog projektet. Men Einar har ikke så meget til fælles med den karakter Peyk skriver til ham, og når han endelig lever sig ind i den, ender det med nykker og dødsdruk, hvilket lægger op til pointen, der gennemsyrer biografien: ”Einar Enemark blev syg(ere) af at være MC Einar”.

En af bogens allervigtigste scener beskriver, hvordan Einar under indspilningen af‘Ahr Dér’ bliver trukket i studiet af de andre bandmedlemmer, men så snart han har rappet sine vers, fortrækker til kantinen med gratis, kolde øl i en automat. Øllene beskrives med en stor poetisk intensitet, hvor han sammenligner dem med vildsvinet i nordisk mytologi, som man kunne æde igen og igen. Begejstringen for musikken kan derimod ligge på et meget lille sted.

Vil man bruge bogen som vidnesbyrd for MC Einars historie og dansk raps begyndelse, er der to problemer med Einar Enemark som eneste kilde. Det første berører han selv allerede i indledningen. Han har drukket en del af minderne væk. Derfor får vi historien serveret i store træk, og visse steder anfører han endda at kammerater måtte hjælpe med anekdoterne. Det kan man dog sagtens undskylde og endda finde charmerende. Det andet problem er langt vigtigere; det virker som om Einar ikke så godt kan li’ hiphop. Da han bliver præsenteret for det, ser han det som et amerikaniseret modefænomen. Hvor Nikolaj Peyk er begejstret over sammensmeltningen af musik og murkunst, ser Einar det som en afart af den kunstneriske udfoldelse han allerede kendte fra Christiania. Det har han en pointe i, men det gør at vi, der ser MC Einar som en katalysator for dansk hiphop-kultur, står tilbage med en noget tøvende pioner, der nok kan fortælle hvordan ‘Jul Det’ Cool’ blev til, men kun modvilligt tager ejerskab over indholdet.

På sin vis deler han skæbne med Randy ”The Ram”-figuren Mickey Rourke skildrer i ‘The Wrestler’, der ikke kan slippe sit alter ego og evigt er forbundet med, og stadig draget af rampelyset, i en sådan grad det minder om dødsdrift. Skal man uddrage noget af den fortælling Einar Enemark (sammen med co-writeren, journalist Anders Houmøller Thomsen) har skabt, må det være, at Danmark er et farligt land, at blive folkeeje i. Du bliver præcis stor nok til, at alle kender dig, uden at din stjernestatus kan omsættes til andet end fri bar og ar på sjælen.

Når det sidste ord er læst, er ‘Manden der var MC Einar’ både et køb og en læsning værd. Især hvis man smider forbehold om, hvad der mangler af rap-historie, og fokuserer på Einar som en slags voksen Ole Lund Kierkegaard-figur, der hele tiden gør oprør mod det korrekte og nægter at gøre noget som helst normalt. Det sagt, ville jeg næsten ønske, at biografien havde opgivet den kronologiske stil, hvor tiden som MC Einar hænger som en sort sky over begivenheder til trods for det reelt kun fylder et par år. For det er vitterligt ligeså spændende at høre, hvad Einar mener om astronomi, Christiania, sejlads og velfærdsstaten, som hiphop. Måske endda mere spændende.

3 ud af 6 spots

Det er faktisk en svær og måske uretfærdig kritik at give, men der er simpelthen forsøgt at presse for meget ind i én pakke, uden at noget af det bliver helt godt nok, og det er desværre mest af alt de nye som skuffer. Freddie Gibbs og Big K.R.I.T. leverer et udmærket nummer i form af ‘Play The Game’, men det havde egnet sig bedre som nummer på et af deres respektive albums og falder i ét med resten af albummet her. Mac Miller leverer absolut intet mindeværdigt på ‘Groupie Love’, Smoke DZA vinder næppe nye fans med ‘Harlem Blues’ og Jon Connor, XV og Daytonas bidrag, i form af ‘Sam Jackson’, en form for hyldest til Samuel L. Jackson, er sjov nok, men har ikke meget genlytningsværdi, samtidig med at man ikke kan lade være med at undre sig over, om netop den type track ikke havde passet bedre til nogle rappere med lidt mere… pondus.

Med hele 19 numre fortsætter albummet i hvad der føles som en evighed, hvor en stor del af numrene bliver blandet sammen i et stort sammmensurium af uigenkaldelig hiphop-masse. Præstationerne er ikke dårlige, men meget få er mindeværdige, og det gælder for så vidt også for produktionerne, som desværre alt for sjældent bryder ud af den gængse Statik Selektah-lyd, som der som sådan intet er galt med, men som simpelthen bliver for meget af det gode efter 75 minutter.

Ikke dermed sagt at der ikke er nogle decideret perler imellem, hvor det særligt er ‘New York, New York’ med Saigon, Styles P og Jared Evans, ‘Population Control’ med Sean P og Termanology, ‘Damn Right’ med Brother Ali og Joell Ortiz og ‘Live And Let Live’ med Lecrae der forbliver i hukommelsen efter endt aflytning.
Albummets joker er dog uden tvivl ‘Your Gone’ med Talib Kweli, Colin Monroe og Lil’ Fame, der tilsammen skaber et helt særligt track, som jeg ikke tror mange havde forudset, og som virkelig viser Statik Selektahs blik for skæve sammensætninger, når han er allerbedst.

Det er dog desværre ikke helt nok, og man ender med at savne en lidt mere grov sortering fra Statik Selektahs side, som simpelthen prøver at presse så meget ned på pladen som overhovedet muligt. I vores digitale tidsalder vil de fleste nok undlade at købe hele albummet og istedet udvælge de tracks, som virker interessante eller som indeholder kunstnere man i forvejen er fan af, og i den henseende bliver man næppe skuffet. Men der er nu få ting som er bedre end et velsammensat album, som man kan sætte på fra start til slut, og i den henseende falder ‘Population Control’ desværre kort.

3 ud af 6 spots

Pladen sniger sig med sine 5 skæringer op på i alt 13 minutters spilletid og tangerer dermed Madvillain-niveau i tracklængde. Træk herfra en intro og et helt nummer, hvor hovedpersonen kun fremfører omkvæd, og du sidder tilbage med 8 minutters rap fra Prinsen himself. Det er ikke meget, men efter min mening måtte det faktisk gerne have været mindre, da Bedstuy-mc’en ikke imponerer særligt. Foruden en ret fed stemmeføring er både levering og tekst ret kedelig. Johnny Prince har en gadeprædikende stil, der lettere overfladisk glider hen over emner som stofmisbrug og ungdomsproblemer. Med et tilhørende flow, der ikke byder på de store overraskelser, er der ikke meget hverken i indhold eller teknik der sætter hjernen på prøve.

Hvad pladen dog ikke har lyrisk, bliver der til gengæld vejet op for musikalsk. Kriswontwo, der i 2010 bød os på debutpladen ’Directions’ har på ’Johnny Prince’-EPen gjort et fremragende stykke arbejde med nogle fængende organiske beats, der giver lydbilledet masser af dybde. Foruden lidt assistance på to af numrene har Kriswontwo lavet resten af arbejdet helt selv.
Der er en drømmende atmosfære i numrene med skæve taktslag og tyk bas, der danner et blødt lydtæppe som klæder Johnny Prince’s hæse vokal. Især på numrene ’A Judged Youth Saved’ og ’Come On People’ bliver det svært at sidde stille med nakken. På sidstnævnte nummer vågner prinsen sågar op til dåd og får lagt nogle lækre linjer, der gør, at man efter gennemlytning forlader hørebøfferne med en god smag i munden:

”I don’t know what’s worse, drugs or religion/
they both got my people fighting and stuck in the system/
come on, people gotta recognize/
reading false books, false gods, ya’ll been hypnotized/”

Johnny Prince er i sidste ende ikke et særligt spændende bekendtskab og på trods af en helhjertet indsats fra Kriswontwo og co. på lydsiden, så står pladen ikke til mere end en middelkarakter. At musikalsk samarbejde skal blive ved med at bryde landegrænser, er der ingen tvivl om, men man havde ikke behøvet at tage hele vejen til hiphoppens højborg Brooklyn blot for at finde frem til en middelmådig prins.

3 ud af 6 spots

OBS: Den produktive Kriswontwo har udover ’Johnny Prince’ lige udgivet en EP kaldet ’Delayed Flight 1578’ samt singlen ’Won’t Return’ med sangerinden Alexrita. Begge sager kan downloades kvit og frit henholdsvis her og her.