Top 5 US-udgivelser
1. Tyler, The Creator – ‘Goblin’
Ud af det blå kom en vestamerikansk teenage-goblin fra helvede og rystede og chokerede hele hiphop-landskabet og dets fans i en grad, som ikke er set mage i årevis. Mange hiphop-fans har afskrevet OFWGKTA som noget hipster-shit, eller er blevet skræmt væk af meningsløse sammenligninger med Wu-Tang. Men det er en skam, for det fortjener de virkelig. Lyt til ’Goblin’, sæt dig til rette i samtalerummet hos Tyler og hans psykiater. Hør den unge mand fortælle om ninja-attentater, sin bedstemors sofa, kærestesorger, delfinsex og sandwiches. Det er fantastisk. God damn, Goblin!

LÆS ANMELDELSE

2. The Roots – ‘Undun’
Verdens bedste hiphop-band har endnu engang leveret et album, der er så bundsolidt, at nærmest ingen kan synes dårligt om det. The Roots var også #2 på vores liste sidste år, hvilket vidner om en gruppe, der både leverer høj kvalitet og kvantitet. ’Undun’ er et suverænt koncept-album om en fiktiv ung mand, der vælger de forkerte veje i livet. Ikke bare er her næringsfuld audio til øregangene, det er rent lyrisk også en åben plade, man kan boltre sig i, langt ind i 2012. Skønt. Men for f*#cks sake, hvorfor udkommer den ikke på vinyl? Har ?uestlove ikke et ma’fuckin’ pladebibliotek i sin kælder??

LÆS ANMELDELSE

3. Jay-Z & Kanye West – ‘Watch The Throne’
Kanye og Jay på samme album. Det kunne umuligt gå galt, og det gjorde det bestemt heller ikke. ’Watch The Throne’ er fyldt med musikalske topskud fra to af genrens absolut mest kompetente og dominerende artister i nyere tid. Der er næppe et eneste nummer på denne udgivelse, man kan beskylde for at være ringe. Sæt denne skive på, og dine højtalere får royal behandling fra ende til anden. Selv coveret er forgyldt. Suverænt. Men igen. Vinylen! Hvor er vinylen?!

LÆS ANMELDELSE

Her er, hvad vi ellers synes amerikanerne kunne i år:

Pharoahe Monch – ‘W.A.R. (We Are Renegades)’

Hassaan Mackey & Apollo Brown – ‘Daily Bread’

Og så har redaktionsmedlemmer også mumlet noget positivt om:
Atmosphere – ‘The Family Sign’, The Game – ‘The R.E.D. Album’ (LÆS ANMELDELSE), og Beastie Boys – ‘Hot Sauce Committee Part 2′

Top 5 danske udgivelser
1. Malk De Koijn – ‘Toback To The Fromtime’
2011 har været et år for landets helt tunge navne, som næsten alle har udgivet plader, og det kan mærkes på kvaliteten.
Førstepladsen går til Malken, der suverænt vandt RapSpots afstemning. Gudskelov kunne trioens comeback-plade leve op til de umenneskelig høje forventninger, deres fans havde til dem.
Tag din ’Pige, Girl’ i hånden, ’Klap din Hoddok’, tune ind på ’Radio Vojens’, lyt til ’BAB Melkon’ og find ud af hvorfor Melkon S er så guddommelig cool. Tag det fra Blæs Bukki, der i skikkelse af Rulle Rukbrød leverer sin karrieres måske bedste præstation. Malks toback! LÆS ANMELDELSE

Men det er bestemt også værd at tjekke op for resten af navnene på listen:

2. Per Vers – ’EGO’ LÆS ANMELDELSE

3. Suspekt – ’Elektra’ LÆS ANMELDELSE

4. L.O.C. – ’Libertiner’ LÆS ANMELDELSE

5. Trepac – ’Fatamorgana’ LÆS ANMELDELSE

Bobler: Marwan – ’Mennesker’ LÆS ANMELDELSE

Bedste koncerter
Malk de Koijn, Tap 1 – LÆS ANMELDELSE
Elzhi, Stengade LÆS ANMELDELSE
Rick Ross, Vega LÆS ANMELDELSE
Atmosphere, Roskilde LÆS ANMELDELSE
J. Cole, Vega LÆS ANMELDELSE

Årets bedste Mixtapes
Elzhi – ‘Elmatic’
Pusha T – ‘Fear of God’
Curren$y & Alchemist – ‘Covert Coup’
C-Rayz Walz – ‘All Blvck Everything’
XV – ‘Zero Heroes’

Årets Hardcore udgivelser v/ Falco Lamb.
Reef The Lost Cauze & Snowgoons – ‘Your Favorite MC’
Black Milk & Danny Brown – ‘Black & Brown’
Slaine – ‘A World With No Skies 2.0’

Årets største skuffelser v/ Spit Q og Toobs:

Bad Meets Evil – ‘Hell: The Sequel’ LÆS ANMELDELSE
Lil Wayne – ‘The Carter IV’ LÆS ANMELDELSE
Lupe Fiasco – ‘LASERS’ LÆS ANMELDELSE
Jedi Mind Tricks – ‘Violence Begets Violence’
DJ Shadow – ‘The Less You Know…’

Årets danske nyskabelse v/ Køhl

Det politiske strichtly underground pladeselskab: Kontrafon. Med udgivelser som Raske Penge & Klumben (Bor her / Rundt), Topgunn & Klumben “Du er en Lort” mv. / Dancehall stickup.

Årets what the fuck begivenhed v/ Spit Q
Canibus leverer sløjt distrack til J. Cole og undskylder umiddelbart efter i en video, der ligner noget der ikke skulle have været offentliggjort.

Årets hipstermagnet v/Toobs
OFWGKTA
Kidd
Mac Miller

Årets ‘hvad-kan-de-stadigvæk-lave-musik?!?’:
Mobb Deep – ‘Dead Man Shoes’

Årets beatmaker anbefaling v/ Julaw:
Gramatik. Han repper NY, men kommer fra Slovenien.

Årets Rapspot-rant v/ Papi
Forfattet af Ed Lover, 23. juni klokken 12:13
“Vores samfund belønner pikslikkerne, sådan har det altid været og sådan vil det altid være(i hvert fald så længe det har den struktur). Hvis du vil bemærkes i vores samfund skal du flex med pøblen, ride med på bølgen og i vores tidsalder først og fremmest være dygtig til at iscenesætte dig selv. (….)
Hvorfor skal jeg bruge min tid på at lytte til nogle drenge der har hype, men ingen skills, når der findes så meget dope shit derude at lytte til? OG HVORFOR FUCK SKULLE JEG BRUGE TID PÅ AT SE INTERVIEWS MED BØRN DER VAR I FARS PUNG MENS JEG SPILLEDE PIK TIL PEPA? (…)
Det er populær kultur. Hipster rap. Fuckin microwave popcorn ass skotsktærnede bæltetaske-overskulderen-bærende små tomme skaller all bling no skills…
Don’t belive the hype!!”

Forkortet af red. Læs hele indlægget her

Årets vigtigste RapSpot-boardindlæg, måske nogensinde, ever v/Papi
Forfattet af Ruuuuuuuuuuu, 9. februar klokken 02:16
“Nogensinde nogen af jer der har tænkt over hvor nice et dyr spækhuggeren er? ok lidt hurtig basic info.
Først og fremmest: Spækhuggeren er ikke en hval, det er en delfin. Ikke noget gay-flipper-lort tho, men like den mest badass fucking delfin you could ever imagine.
Check f.eks: Spækhuggere finder, jager og dræber hvidhajer for at æde deres lever. Hvidhajer er 7 meter lange, 2 tons tunge DRÆBERMASKINER – men spækhuggeren du ved.. Den er pisse ligeglad. Den fucker dem som Joe True fuckede FIP og dét UDELUKKENDE for at æde deres lever… Hvorfor? Fordi at de synes at den SMAGER FUCKING GODT! (…) Dyrk lige at den ALDRIG har dræbt mennesker før den bare FIK FUCKING NOK af en fucking irriterende træner i et bassin. ALDRIG. Hvorfor? Fordi den er smart nok til at vide at den er kongen af ALT under vandet og kan fucke med ALLE som det passer den (ink. de store hvaler på 100+ tons…!!) – bare IKKE mennesket – fordi vi har syge maskiner som den ikke kan fucke med.
Dertil kommer at de bare er hjernedødt graciøse og nice at se på. Og søde (overfor mennesker – overfor alle andre arter er de fucking frygtindgydende og noiaen).
SPÆKHUGGERE”

Forkortet af red. Læs hele indlægget her.

Redaktionen vil godt sige farvel, tak for alt og R.I.P. til Aarhus Took It.

Vi vil også rigtig gerne høre, hvad du synes om vores årsliste, og se hvordan din ser ud. Det sker lige her!

Se også sidste års liste her, samt 2006, 2007, 2008 og 2009.

GODT NYTÅR!

På Stengades hjemmeside skriver de følgende om Sole and The Skyrider Band:

“Sole and the Skyrider Band formed in Flagstaff, AZ, the summer of 2006. Sole, founder and former member of anticon records, a pioneer of the indie/alternative hip hop movement, teamed up with the Orlando psychedelic trio to explore the idea of a post-rock experimental hip-hop aesthetic. From ’07- ’09, the band toured the globe relentlessly, sharing the stage with bands from all genres of music. In 2008, Skyrider relocated to Los Angeles, where their post-rock sound became informed by its proximity to what would later become the “LA Beat” scene. Around this time, Sole was thoughtfully refining his anarchistic stream of consciousness rants into a tangible modern pop-rap format.

In the summer of 2010, most of the band found themselves living in Denver, CO, where they combined these influences to create a bold new sound that marks a new step for the band. Sole and the Skyrider Band can be described as electronic rap inspired by current movements in gangster rap, progressive electronic and neo-classical music. The band explores a wide range of emotion and composition, from club anthems to dark melodic introspection to cinematic hip-hop.
Their new album Hello Cruel World will be released on Fake Four, Inc. July 19th, 2011.”

Opvarmningen til koncerten, vil Echo Outs egen Illusionisten stå for, så der er ingen tvivl, aftenen bliver independent as fuck!

Vinder du ikke, så fortvivl ej! Billetterne til koncerten koster kun 60 kr. i forsalg og kan købes http://www.stengade.dk/events/sole-the-skyrider-band. Hvis du vælger at købe billetterne i døren, skal du af med 80 bananer.

Hvem er opvarmning for Sole and the Skyrider Band?

Og husk – hip hop skal høres live, yo!

Sommer burde jo betyde en masse sol, lir, kolde bajere, grillede bøffer og ikke mindst freshe mixtapes! Manglen på sol i år er et uddebateret emne, men øllet og kødet kan Netto stadig hjælpe med, og det her kick-ass sommer-soundtrack vil booste dit humør og din mojo med flere længder og give dig hvidere tænder!

DJ Noize – ‘The hands That Rock The Table’
Mixtapet blev udgivet i verdensmesteråret 1996, stricly kassettebånd-stilen. Båndet er ikke, hvad man normalt vil kalde et mixtape, men kan vel bedst betegnes som et langt inferno af scratches og cuts og diverse instrumentaler. En svedigt mixtape, hvis du vil høre de vildeste DJ-skillz anno 1996, så læg øre til denne forløber til ‘The Whole Mess‘.

DJ Noize – ’Real Hiphop My Man’
Er du også en af dem, der savner de dage, hvor den danske Statsradiofoni forsynde hele Dannevang med den nyeste hiphop hver fredag klokken 19, i form af vores egen verdensmesters – DJ Noizes – radioshow? Disse tider kan du nu næsten genopleve med ’Real Hiphop My Man’, hvor Noize mixer og scratcher dope tracks fra 1999, med blandt andet Big L, M.O.P., Necro, Timbuktu, Common, Dilated Peoples.
(Husk at tjekke op For ’Tue Track på de 2 fladhjul af stål’, der igen sikrer, at De Røde Lejesvende er leveringsdygtige i hiphop til masserne!)

DJ Static – ‘One’
Her er lidt af, hvad PTA havde at sige om båndet, i sin anmeldelse fra 2001: “Static nøjes ikke med at udvælge sange for rygere, han efterlader også pladespillerne i røg, med sublime DJ-sæt der oser af præcision, hastighed og originalitet. Men det er ikke kun teknisk på et højt niveau, de færeste DJ’s ville have sat KRS-One‘s udstønning: “Now tell me what the fuck am I supposed to do?” sammen med “Rip the cut!!“, og han får bevist, at man ikke behøver at bruge battle-raps til at lave battle-wordcuts. Han forstår med andre ord at gøre opmærksom på sig selv på den rigtige måde, sætte sine fingeraftryk og gør båndet til sit eget, uden at råbe op om hvem der er “on the mix“, for det ved vi jo godt. I det hele taget er det jo en nydelse at høre en DJ, der går så indført i historien, at han ubesværet kan hente inspiration i tidsrummet mellem for 20 år siden og sidste uge. Det er ikke for sjov han bliver kaldt “The Hip-Hop Fanatic”“.

Statics egne ord i dag, 10 år senere: “‘One’ udkom i sin tid på kassettebånd på Masters On Broadway, et tysk selskab som jeg arbejdede med på det tidspunkt. Det var samme selskab som udsendte Static – ‘Mr Fantastic‘ og Static & Nat Ill – ‘50/50‘-singlen. Jeg var tit i Munchen i den periode og har virkelig gode minder fra den tid. Tysklands hiphop-scene passede godt ind i min stil, og jeg fik rigtig god respons for mine dj-gigs og udgivelser. Desværre forsvandt nærmest halvdelen af de optrykte ‘One‘-mixtapes på mystisk vis. Noget med en lager flytning eller noget. I hvert fald kunne man kort tid efter udgivelsen ikke få fat på det mere. Jeg tror ikke, at der var særlig mange der havde det i Danmark. Lyt til det gamle bånd her og gør mig den tjeneste og lyt til mit seneste mix bagefter. Selvom musikstilen har ændret sig, er der stadig mange paralleller mellem de to mixtapes.”

Tjek andre af Statics mixtapes:

‘Blauw Blauw megamix‘ kan lyttes på her.

‘The Nightshift Mixtape pt. 2‘ kan lyttes på her.

Static & Noize ønsker alle RapSpots læsere en god (sen)sommer! Enjoy the tapes!

Og netop energien var da også så småt ved at sive ud af festivalen, som mest af alt bar præg af en efterladt slagmark. Overalt hvor man bevægede sig lå der livsløse kroppe på de mange græsarealer, selv inde i sceneteltene kunne man finde festivalgængere som sov (var døde?), alt imens koncerterne bragede der ud af.

Tis og lort var der selvfølgelig også en masse af, og selvom jeg har været deromkring en hel del gange efterhånden, så kom det dog bag på mig, at det, ifølge de folk jeg snakkede med, er et relativt nyt fænomen, som faktisk har skabt en del problemer for Roskilde Festival i år. Jeg så da også nogle spændende nye pissoirer til piger, men det virkede nu ikke som om de var særlig populære – det er vist noget med et strategisk placeret lys, så kan I nok godt gætte jer til resten.

Som det havde været tilfældet om lørdagen, bar min festivaloplevelse denne søndag meget præg af, at gå frem og tilbage mellem de mange koncerter, og i den anledning fik jeg observeret endnu et fantastisk fænomen, som næsten, men kun næsten, kunne toppe mine oplevelser i den famøse medieby. Jeg tror ikke området, jeg fandt, har noget navn, men man kunne passende kalde det Douchebag-town (selvom jeg hader det ord), hvor mærker som WOOD WOOD, Henrik Vibskov, Mads Nørgaard og Norse havde valgt at opstille boder. Som alle lignede lukkede klubber, hvor fyre med ironiske tatoveringer og unge modelaspiranter skuede ud over mængden i deres sponsor-tøj.

Og det er egentlig nu, jeg måske skal rante lidt, fordi det er den sidste dag, og fordi det er min første gang på Roskilde Festival, så here goes; HVORFOR skal der være så mange boder, HVORFOR skal der være sådan en ulækker hierarkisering af festivalgængerne nærmest lige meget hvor man bevæger sig, HVORFOR virker det som om at musikken er det sekundære, og HVORFOR HELVEDE er det ikke de regulære festivalgængere, som der bliver leflet for… stram op Roskilde Festival, stram op pladeselskaber, stram op Tuborg og fuck af Norse, WOOD WOOD, Streetmachine, Henrik Vibskov, Mads Nørgaard, Converse og hvad fanden I ellers hedder, med mindre i har andet at byde på, end at lænse folks penge med ting som INGEN har brug for på en festival som denne. Band-merchandise og musik, det kan jeg i det mindste forstå, men alt det andet er mildest talt absurd, og jeg følte mig mere og mere på charterferie, end på musik festival.

Puha, det skulle lige ud af systemet, og jeg ved nogle vil være uenige, men reelt set, I don’t give a fuck (ligesom Tyler, red.), for jeg ved rigtig, rigtig mange er enige, også selvom de ikke åbner munden omkring det.

Nu skal det hele ikke kun handle om det, for det vigtigste må jo være musikken, som der jo som sagt var rigtig meget af til en hiphopper som mig. Curren$y, Big Boi, L.O.C., Janelle Monáe og Timbuktu stod alle på plakaten, og desværre skulle man vælge om man ville se Janelle Monáe eller L.O.C. – jeg valgte det første.

Det var egentlig meningen, at jeg ville anmelde Janelle Monáe, men en sød fyr (læs: total idiot) valgte at smide min kuglepen ud i publikum, så snart Janelle Monáe havde indtrådt scenen. I stedet fik jeg festet og danset godt igennem, hvilket jeg må sige var lettere tiltrængt, jeg må dog også indrømme at de mange dage efterhånden havde efterladt deres spor hos mig, og efter endnu et cover-nummer fra Janelle, måtte jeg desværre opgive og søge lidt ro, efter blot 40 minutter.

Som I nok kan se, har jeg haft et noget ambivalent forhold til Roskilde Festival. Jeg vil dog sige, at med det udgangspunkt som jeg startede med, nemlig hvorvidt Roskilde Festival 2011 havde noget at byde på, til en inkarneret hiphopper, så vil jeg sige ja, jeg føler mig i hvert fald godt mæt efter de mange koncerter, og hvis man ligeledes har udnyttet de mange warmup-arrangementer, så har man i hvert fald været garanteret 8 dage med hiphop i mere eller mindre grad hver dag. Og det kan man sgu ikke brokke sig over.

Nu er det ikke mere at sige, end tak for i år, og mon ikke jeg gør det hele igen til næste år.

Foto: Kenneth Nguyen

Lørdag var også den første dag, hvor jeg virkelig bemærkede trætte festivalgængere, som tydeligvis traskede formålsløst rundt med tunge skridt og sørgmodige blikke, som kun flere dages massiv druk og søvnmangel kan frembringe. Der skal da heller ikke lægges skjul på, at jeg mødte mere end et par stykker, som havde pakket tasken til hjemturen, da jeg selv bevægede mig hjemad for dagen. Uden tvivl på grund af den massive regn.

Og regn, det var der bestemt, i store mængder endda. På blot en lille time blev den hårde jord forvandlet til klæbrigt mudder/ler, alt imens stanken fra de oversvømmede pissoirer og afføringen i græsset bredte sig med hastigt hen over festivalpladsen. Efter en gåtur i går langs pishegnet ved camping-arealet, kan jeg kun forestille mig, hvordan der lugter i lejrene, i takt med at pis og lort bliver skyllet ned til de omkringliggende telte og madrasser. Måske det var årsagen til den lille flugt af festivalgæster, som jeg som sagt oplevede blot et par timer senere.

Rent musikalsk bød festivalen jo på et væld af koncertoplevelser for en hiphopper som mig. Ud over den førnævnte Per Vers, som jeg desværre glippede, så bød dagen også på Shutka Roma Rap, som kort fortalt var rappende Romaer, OFWGKTA, og ikke mindst Calle 13, som uden at røbe for meget i forhold til de anmeldelser som kommer, rangerede fra værst til bedst – i den rækkefølge.

Foto: Køhl (se flere i lørdagslinselusen)

Som dagen forløb, havde jeg den dejlige fornøjelse af at blive guidet igennem Roskilde Festival af en garvet festival gænger – nemlig PTA, som var så venlig at vise mig the-ins-and-outs af Roskilde Festival. Hvor man spiser, hvor man tisser og vigtigst af alt måske, hvor man mænger sig, når man ligesom mig har det eftertragtede medie-armbånd, som åbner dørene til the pearly-gates på Roskilde Festival.

I medieområdet er alting renere, larmen er kontrolleret, og det er gæsterne også. Solbrune kroppe mænger sig med hinanden, og kendisserne kan sidde i fred og ro, mens de nyder dejlig frisk frugt og chai-the og diskuterer hvor hårdt festivallivet egentlig er, når man skal tage en taxa hele vejen hjem klokken tre om natten. Her er ingen romabørn som samler flasker, ingen dyrekostumer, og måske vigtigst af alt, ingen tissen og skiden i fuld offentlighed… næh nej du, det er her Peter Mygind og Dan Rachlin kommer når de skal roughe den med pøblen, mens de sipper gratis Tuborg i den eftertragtede Tuborg-bar, som passende er hævet et godt stykke op over mediebyen, som den hellige gral af hvad Roskilde Festivalen har at tilbyde, hvis altså man er værdig.

Koncerter blev det dog også til, og med kunstnere som Charles Bradley, Atmosphere, Magnetic Man og M.I.A. på mit personlige program, må man sige jeg blev guidet godt igennem musikgenrerne denne dag. Særligt Magnetic Man med Katy B var en spøjs fornøjelse, som jeg faktisk havde set meget frem til. Med megen hype og omtale op til koncerten som et af dubsteppens helt store, omend mere mainstream orienterede navne, var der lagt op til et brag af en fest, som det egentlig var meningen jeg skulle anmelde. Som koncerten dog skred frem, og det mere og mere gik op for mig, at der var tale om decideret hal-bal med hvad jeg vil kategorisere som techno, blev det hurtigt åbenlyst, at jeg næppe ville kunne mønstre en konstruktiv anmeldelse, og besluttede i stedet at gå på opdagelse på Roskilde Festival by night, som langt hen ad vejen lige så vel kunne hedde Jomfru Ane Gade by night, med den mængde 90’er-dance og kulørte drinks der blev serveret på de diverse barer. Dét blandet med de mange boder, dyre spisesteder og meget unge fulde mennesker, og jeg havde pludselig svært ved at skelne hvorvidt jeg stadig var på Roskilde Festival, eller om jeg var fanget på Ung-Rejs.

Aftenen/natten skulle derimod sluttes med manér, og planen var umiddelbart at M.I.A. skulle have stået for den del, men det kan du læse mere om i min anmeldelse som rammer siden snarest.

Foto: Kenneth Nguyen (klik for større skud)
Se flere i koncertgalleriet fra fredag.

Da klokken efterhånden nærmede sig en halv time til showstart, begav jeg mig stille og roligt hen til det tomme Cosmopol telt, og efterhånden som de første begyndte at ankomme, var min umiddelbare vurdering, at han nok ville ende med at rocke for et halvfyldt telt… der tog jeg dog grueligt fejl.
Som minutterne nærmede sig, blev teltet fyldt op af den ene løbende flok våde festivalgæster efter den anden, og på rekordtid blev stedet fyldt næsten til randen af dedikerede fans, såvel som nysgerrige som blot håbede på en god koncertoplevelse – og det fik de, men det kan du snart læse mere om i Toobs‘ anmeldelse af koncerten.

Efter en stram time i selskab med Black Milk, var det allerede tid til at sige tak for denne første dag på Roskilde Festival, som ikke havde mere at byde på til det hiphop-søgende publikum denne aften. Men med den gode stemning og koncertoplevelse glæder jeg mig allerede til fredag, som kommer til at byde på langt flere koncerter, hvor især Atmosphere er en must-see for den dedikerede hiphopper.

Foto: Køhl (se flere i torsdagslinselusen)

Lad det dog være sagt med det samme, min Roskilde Festival-oplevelse er næppe den samme som de fleste andres, dels fordi jeg næsten udelukkende interesserer mig for hiphop-musik – så kedelig er jeg – men også fordi min første Roskilde Festival-oplevelse kommer med 2 børn og en stor fed Volvo, som kan køre mig sikkert hjem til min bløde seng hver nat. Uden undtagelse.

Hvad er det så egentlig jeg vil, med de her blog-indlæg? Ja, dels så vil jeg fortælle lidt om min tur til Roskilde Festivalen, hvad jeg ser, hvad jeg oplever, men måske vigtigst af alt, hvad der egentlig er at komme efter, hvis man hovedsageligt er til hiphop og man undrer sig over, hvad man egentlig kan få på den front for knap 1.800 kr.

Første dag startede selvfølgelig med selve indslusningen, og efter to gode timers nørklen rundt, fik jeg endelig mit armbånd og den eftertragtede kørselstilladelse (win!), og begav mig ud mod Skate Scenen, som i årets anledning er blevet døbt Street City, fordi hiphop er fucking street – ligesom Århus.
Jeg ankom lige i tide til Ordets Magt, et sjovt freestyle battle-koncept, med rutinerede herrer som Kejser A, Ham den Lange og Henrik Hass, som alle leverede et utrolig underholdende show, som var af langt højere kvalitet, end man måske lige skulle forvente.
Ved hjælp af et veldrejet koncept og et utrolig veloplagt publikum, fik de fyret rigtig godt op for Street City, som efterhånden begyndte at være rigtig godt fyldt med festglade mennesker.

DJ Typhoon overtog hurtigt pladespillerne efter det underholdende freestyle-show, og bragede op for det ene velvalgte hit efter det andet, mens stemningen steg i takt med at solen begyndte at bryde frem. Et mindre indslag, i form af et danseshow på den store U-Rampe, fik indfanget publikum, som efterfølgende deltog i fællesdans til den helt store guldmedalje, og det lille Street City-areal summede af liv, mens der blev afviklet bingo i baren.

Aftenens højdepunkt kom uden tvivl et kort øjeblik efter, idet der blev indkaldt til dance-off med egen-tilmeldte danse crews. Blandingen af rutinerede og knap så rutinerede dansere i konkurrencen gjorde virkelig udslaget for en fantastisk underholdende dyst, som fik hele Street City-arealet til at bryde ud i jubelråb, hver gang en ny undertippet dansetrup hev sejren i land.
Som aftenen pressede på, bredte roen sig stille og roligt over Street City og jeg må indrømme, at jeg efterfølgende stod tilbage med en stærk fornemmelse af, at jeg var gået glip af en hel del, ved ikke at være taget på Roskilde Festival de foregående år. Forhåbentlig vil denne følelse vare ved de kommende dage, hvor det bliver tid til at dække de reelle festivaldage.

Hop over og se linselus, for alle de billeder jeg har taget af dagens begivenheder.

Top 5 bedste US-albums

1. Kanye West – ’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’

En ting som RapSpotterne har været rørende enige om i år er, at det har lykkedes Kanye West at feje alt og alle andre hiphop-udgivelser af banen som var de en bunke krummer. ’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ fik ikke bare RapSpots anmelder til at sætte strøm til seks blændende Spots. Pladen fik også tildelt næsten tre gange så mange point af RapSpots redaktion i udvælgelsen af årets album.
Det hjælper åbenbart at vende tilbage til at rappe, have flere Wu-medlemmer som gæster og i det hele taget bare udgive et album der er velproduceret, varieret og som varer længe.
LÆS ANMELDELSE

2. The Roots – ‘How I Got Over’.

Mindre enige, var vi om resten. Alligevel endte verdens bedste hiphop-band The Roots på en andenplads med deres niende studieudspil. ?uestloves produktioner holder fra begyndelse til slut og Black Thought beviser endnu engang at han er blandt de mc’er der er sværest at sige noget som helst dårligt om. I øvrigt er Dice Raw overordentligt godt repræsenteret på denne plade. Not bad!
LÆS ANMELDELSE

3. Big Boi – ‘Sir Lucious Left Foot: The Son of Chico Dusty’
Selvom Outkast blev dannet for mere end 20 år siden er dette faktisk det første deciderede solo-album der er kommet ud af gruppen. Big Boi har brugt omkring halvdelen af sit liv på hiphop og hans første plade er festlig, up-tempo og god nok til at lande i top-3 på RapSpots årsliste. Tillykke gamle dreng.
LÆS ANMELDELSE

Og her er så resten af årets mest skinnende bling:

4. Nas & Damian Marley – ‘Distant Relatives’
5. B.o.B – ‘The Adventures of Bobby Ray’

Flere har også peget på

RJD2 – ‘The Colossus’ og Roc Marciano – ‘Marcberg’ som gode bud. Ligesom flere har besluttet, at årets skuffelse for dem er Eminem – ’Recovery’ (Tre dårlige plader i træk, Em. Kom on!)

og så skal vi til…

Top 5 danske album

1. KVBeats – ‘The Résumé’

Okay, indrømmet. Vi, her på redaktionen er måske temmelig inhabile. Men alligevel har vi valgt at tildele førstepladsen til RapSpots founder K-V. Victor har arbejdet benhårdt på denne plade i årevis. I perioden har han forhandlet diverse aftaler igennem via MySpace, konfronteret amerikanske gangsterrappere i danske fitnesscentre når de ikke havde leveret deres vers. Og så er han blevet narret for DKK af Cappadonna fra Wu-Tang. Alt dette er dog i sidste ende blevet til det album som vi har valgt at kalde årets bedste fra Danmark.

Her er resten af listen:

2. Pede B – ‘Jungleloven’
3. Mikkel Mund – ’Udsigten fra den usle side’
4. Per V – ’10+20+30’
5. M-Cnatet – ‘Om nogen’

Bobler: ChimneySwift – ’The Odd Movement’

Bedste koncert

Blandt årets bedste liveoplevelser sender vi især beundringsfulde tanker til:
Brother Ali på Roskilde Festival
MF DOOM i Vega
Nas & Damian Marley i Vega – LÆS INTERVIEW
Black Milk på Loppen
Talib Kweli i Pumpehuset
Til gengæld vil vi helst ikke tænke tilbage på Missy Elliot i Vega og slet ikke.. . Sensational & Spectre på Roskilde Festival der denne aften i juli tog titlen som historiens største what-the-fuck-oplevelse indenfor hiphop på dansk jord.

Årets hiphop-relaterede udgivelser v/ Bo Pee

1. John Legend & The Roots: ‘Wake Up’
2. Peder – ‘Dirt & Gold’
3. Black Keys – ‘Brothers’
4. Gonjasufi – ‘A Sufi And A Killer’

Årets hardcore udgivelser. v/ Falco Lamb.
1. Necro – ‘DIE!’
2. Canibus – ‘Melatonin Magik’
3. Q-Unique – ‘Between Heaven & Hell’
4. DJ Muggs Vs. Ill Bill – ‘Kill Devil Hills’
5. Vinnie Paz – ‘Season of The Assassin’

Top 3 over årets mest kreative pladeudgivelser i DK v/ Johnny Lund
1. Goodiepal – ‘Danske Folkegave’
2. GreenShades Radio – ‘Amen for Weed/Hi-Life’
3. Ormen – ’Skitsebogen’

Top 1 RapSpot-board Rant v/ Papi

Det har været et godt år for de klassiske HateSpot-vredesanfald. Alle fulgte fx med stor interesse sagaen om den lilla Lakers-jakke, der blev hugget til Took It og senere samme nat hugget igen på Buddy Holly.
Og så var der The Alleged Return of Selveste Carsten Willer Hamselv (slå det op i en bog), der på gangsta-valbyengelsk fra en i.p. sporet til L.A. sluttede af med et: “U can find me on facebook. I never disaperde I been hip hop and always will be till I die so haters suck my dick and stfu lol.”.
Prisen for det bedste RapSpot-Rant i 2010 går dog til lisbent IE klon, der tilbage
i februar fik sendt blandt andet denne ord-knytter af sted (forkortet af redaktionen):
”i hiphoppers har saa damn travlt med at ligne hindanden saa at sige, at falde inden for rammerne af hvad der er ”rigtig” dope. Totalt ynkelig massepsykose, og naar saa en original G kommer forbi og spytter real shit fra hoftebenet er i saa forsluget i jeres crunkretarded 50 cent wanksta pis at i ikke engang vil gaa med til at kalde det musik. Jesus christus mand, kom over jeres usikkerhed og vaer original med et eller andet fuckt up. Har vi ikke hoert paa nok fucking socialrealistisk lorte beskrivelser af everyday thuglife? Jeg har i hvertfald, giv mig en mc der tager for meget LSD og rapper om hvad ham den kunstige intelligens fra andromedar galaxen diskuterede igaar paa astral planet. Hvor er det henne i dansk rap? Danske menneske du skuffer mig.”

Top 1 RapSpot Fanmail v/ Papi:

RapSpot er i år blevet det hotte shit i Rusland og de tidligere Sovjet-republikker, og fanmailsne vælter ind. Fx fra 11-årige Aleksey fra Omsk, der er lam i benene, og 13-årige Elena fra Saratov, der har en syg bedstefar. Det najseste kom dog fra Roman K fra Arkhangelsk, der rigtig rigtig godt kunne tænke sig nogle RapSpot-”suvenirchiki” (?) og blandt andet skrev: “I wish you only the prosperity and future development. Do not lose heart and be always cheerful and cheerful. Good luck.
Lige over, Roman, lige over og godt nytår.

Årets alt-muligt du ikke havde regnet med v/ Julaw
Bedste tilbagevendende hiphop-event vest for storebælt:
“Blauw Blauw!” på V58 natklub i Århus, med Static og Bang Bang bag pladespillerne.

Årets wildcard-appearance af dansk rapper:
Julaw på ecuadoriansk live-tv (SKAMLØS selvpromo!)

Årets post-whore:
Mester Jacob og hans missisippipii-eventyr

Årets “Velkommen tilbage, I har været savnet”:
Bumsestilen

Årets “Farvel, I vil blive savnet”:
Spytbakken mixtape

Årets “Farvel, I vil ikke blive savnet”:
OA

Årets “Åh-nej-ikke-igen” v/ Toobs
Akon skal ødelægge hiphop-omkvæd. I dette tilfælde første udspil fra ‘Detox’. What the whaaat.

Årets YouTube fænomen v/ K-V

The Bedintruder Song

RapSpot vil gerne sige RIP til GURU, ønske alle et godt 2011 og meget gerne se jer lave jeres egne årslister her!
Genopdag også 2006, 2007, 2008 og 2009.

Min introduktion til Kølig Kaj og hans lyriske talenter var på den legendariske kompilation ’De Grimme Ællinger’ fra 1996. Her var han først sammen med Konen og DJ FMD på ´Rappe i replikken’, hvor han gjorde sig bemærket med sin jyske fodboldkærlighed og uforglemmelige rim:

”Når jeg tager ordet/ Er du bange for at blive jordet/ Sparker som en knoldesparker sparker når du møder monarken/ Du er lisså wack som FCK i Parken [og det var ret wack dengang i '96!, red.]/ Jeg dribler rundt med dig hvis du fatter en hentydning/ Jeg holder lisså meget som en kør-forbi-skydning”.

Desuden medvirkede han sammen med Tue Track som gæsterapper på Acoustic Sample Productions ’Ærlig og rå’. Det skal ikke kunne siges, om det var her, at de to danske hiphop- koryfæer mødte hinanden, men det næste man hørte til Kølig Kaj var på Rap´O´Mania vol. 1 med ’Gå hjem og vug’, hvor Tue Track havde lagt fundamentet til den lyriske ammunition. DJ FMD var stadig med på cuts til det mindeværdige nummer, hvor Kaj slap afsted med linjer som:

”Gå hjem og vug din gruppe i en teske/ Og skid i din ble/ For du lytter til en MC” – ”Folk råber psyko/ Men jeg ved, jeg er Kølig Kaj”.

At Kølig Kaj havde respekt, og var vellidt blandt de andre danske rappere, kan der ikke være nogen tvivl om. Han medvirkede blandt andet på de klassiske pose-cuts på både debutalbummene fra Hvid Sjokolade og Takt & Tone men også på den legendariske Stop Volden-udgivelse. Hans skæve jyske humor og klare flydende flow gav ham et rygte som en entertainer med street-credit, som kunne nå ud over scenekanten til masserne. Derfor blev 1997 et skelsættende år for Kølig Kaj, der gjorde ham mere end landskendt. For det første var han konferencier til DM i Dansk Rap, som også er blevet foreviget på plade. Her guider han køligt igennem finalen, hvor Rent Mel i Posen som bekendt vandt, og Jøden og USO har en lille beef, som Kaj lige skal dæmpe. Han folder sit entertainertalent ud med overskud og overblik.

Dernæst kom det store gennembrud efter at Cheif 1 spottede den lunefulde jyske rapper. Pludselig så man Kølig Kaj stille op til Dansk Melodi Grandprix i 1997 med ’Stemmen i mit liv’. Der var nok ikke mange, der havde set det komme, men sangen gik hele vejen, og står stadigvæk som et stærkt øjeblik i dansk hiphophistorie. Nok ikke så meget på grund af sangen som egentlig er kedelig og meget poppet, men den beviste at dansk hiphop havde en lovende fremtid for sig. Kølig Kaj havde fået respekten i undergrunden, så nu ville han gerne se hvor langt han kunne komme med sin anderledes rap. Det var hiphop uden bandeord og så politisk korrekt, at den kunne serveres til aftenkaffen. Desværre fangede det europæiske publikum ikke Kølig Kajs sublime rimteknik, så han måtte tage hjem fra den internationale finale i Dublin uden hæder.

I stedet kunne han koncentrere sig om den hjemlige fanskare, som kunne glæde sig over debutalbummet ’Solgt Ud!’. Titlen viser Kajs store flair for gloser, da det jo kan tolkes som et ordspil med en dobbeltbetydning. Undergrunden mente, at Kølig Kaj havde solgt ud og gået pop med grandprixet, men albummet kunne også være udsolgt i butikkerne. Hvem andre end Kølig Kaj finder på sådan noget. Når man så oven i købet ser hvor cool han poserer på coveret, så ved man, at albummet ikke er helt normalt. Prøv lige igen at tjekke hvor overlegen han ser ud, Kaj er simpelthen så kølig. Man skal besidde en masse selvironi og have humor for at kunne bære det, uden det bliver plat, og det kunne han.

Albummet starter også glimrende, for hvem kommer der? Det er selvfølgelig ’Golden Kaj’ i bedste James Bond-stil. Desværre går det lidt i stampe bagefter, for Cheif 1 har åbenbart overtalt Kølig Kaj til at skrue ned for den jyske kringler-attitude og i stedet for prøve at ramme et bredere publikum. Først kommer grandprixvinderen selvfølgelig, men den politiske korrekte ’Ali Ali’ er langt fra Kajs niveau. Nummeret er blevet meget dårligere med tiden, og virker som venstrehåndsarbejde i et forsøg på at lave en antiracistisk sang. (Der findes en live-version på YouTube. hvor Kølig Kaj, Saqib og Cheif1 er gæster i datidens Go´morgen Danmark).
Den glade jyske charmør bliver kørt helt frem, når han drømmer sig væk fra storbyen til ’Det lille hus på landet’. Det er måske en ærlig Kølig Kaj, men det passer ikke helt med hans tidligere hårdkogte battle-evner. Han er dog stadig så meget player, at han også har overskud til at gøre kur til vejrpigen på ’Smukke Signe’. Det er et kedeligt nummer, som minder i stil om grandprix-vinderen, men som giver ham prædikatet Score-Kaj.

Så skifter pladen lige pludselig stemning med den lille sjove interlude ’Rastamand’, for selvfølgelig var Kølig Kaj også nede med den fede. Herefter er det Tue Track, som har lavet en super produktion, som Kaj tydeligvis føler sig meget bedre tilpas på – ’Den lyriske professor’ er den gode gamle Kølig Kaj endelig tilbage i sit rette element; ”Det er ikke et comeback/ Det er Kølig på et Tue track”. Det er sådan hele albummet skulle have lydt, men heldigvis har malkdekaneren haft flere fingre med i spillet. For ’U la la lej (Elevator Woman)’ er intet mindre end en kæmpe overraskelse. Jeg havde fuldstændig glemt at dette track eksisterede, og det er en god ambivalent følelse det frembringer. For det er samtidigt meget underligt, men også sindssygt fængende. Genialt reggae-inspireret beat af Tue, hvor Kaj fremviser sit store udvalg af flowstilarter, og fortæller den gribende historie om Elevator Woman, hvis liv gik op og ned. Det er så tosset, at det holder.

Endnu et specielt nummer følger efter med ’Den forsigtige saks’, som… ja handler om en saks, som render rundt og laver ballade (!). Cheif 1 er endnu en gang kompagnonen, men man kan ikke lade være med at tænke på, hvordan dette track er kommet til verden. Det har måske noget at gøre med weeden, men der er rigtigt langt fra en idé om en forsigtig saks til at gøre det til et nummer på ens plade. Alligevel kan man ikke tillade sig at blive særlig overrasket, fordi det er Kølig Kajs utilregnelige stil. Det er et kunststykke om at skrive sange om absolut ingenting.

Til gengæld kommer den anden store overraskelse på ’Gnuer på lur’, når man tager med Kølig Kaj på ekspedition efter den sagnomspundne hvide gnu. Det er endnu en fængende fortælling, hvor han har allieret sig med selveste Michael Bundesen fra Shubberne. En af Danmarks kendteste sangstemmer har fået lov til at synge det velvalgte omkvæd; ”Der er gnuer på lur/ Når Kølig Kaj kommer”. Det beviser virkelig, hvordan Kølig Kaj har sine kontakter i orden, og hvordan han ligesom har trukket i trådene for at samarbejde med toppen i musikindustrien. Når man så derefter tager på tur i ’Den kaotiske flyver’ med Kaj og Tue igen, så kan det næsten ikke blive bedre. Men jo det kan det, for hele pladen slutter med et kig bag facaderne på ’Hotel Kølig In’. Det er et pose-cut hvor blandt andre Konen og Tue er med på rap, og Geolo G giver den som den frygtindgydende vagtmand på hotellet. Det er klart et sted, hvor jeg gerne ville holde sommerferie, men er bange for de er overbooket mange år frem.

Kølig Kaj havde X-faktor både på kryds og tværs, og med et overskud der smittede af i hans sange. For at opsummere ’Solgt Ud!’, så er der tre store overraskelser: 1. Tue Tracks beats – herunder den sindssyge ’Elevator Woman’ 2. Michael Bundesen på omkvæd og ekspedition 3. Pose-cuttet med arbejderne fra hotellet. Albummet er en spøjs blanding af et halvhjertet forsøg på at sælge bredt og underlige tekstidéer, men man kan skimte ironien bag og kærligheden til musikken. Det er derfor at Kølig Kaj har fået en slags kultstatus, fordi han gik sine egne veje, og ikke havde samme lyd som alle andre.

Hvis man gerne vil booke Kølig Kaj til at optræde, så står der et nummer til hans management i coveret. Men hvis man ringer, så er det en dame med kraftig asiatisk accent, som sagtens kunne være thailandsk, der tager telefonen. Hun er ikke specielt veltrænet i dansk, så det tager lidt tid at få Kølig Kaj byttet ud med kylling i karry, men jeg fandt til sidst ud af, at hun ikke kendte ham. Meget ærgerligt, men man kan så i stedet melde sig ind i Køligs fanklub, hvis den stadig eksisterer.

Eftersigende skulle Kølig Kaj stadigvæk lave musik, men har skiftet navn og går nu under det mere internationalt klingende Kool Bandi. Jeg ved ikke, hvad han render rundt og laver, men hvis du kender ham eller tilfældigvis møder ham til et jam, så husk lige at give ham fem. Sig til ham at vi stadig husker ham, og at vi er nogen, der ville stemme på ham, hvis han stillede op til valg: ”Kølig Kaj for præsident mens Kongehuset rådner op” (’Hvem er det der banker?’).