Hele klippet er på engelsk.

Foto: Toke Riskjær

Blå himmel og bragende sol. Det er lørdag eftermiddag på Roskilde Festival – en af årets varmeste dage.
Alle festivalgæsterne nyder vejret, mange kun iført shorts, solbriller og en dåseøl.
Men rapperen, som RapSpot møder, sidder inde i en skurvogn med nedrullede persienner og drikker ingenting. Tilbagelænet i en stol med sammenknebne øjne rækker han hånden frem med et skævt smil, inden RapSpot spørger, om han ønsker at lave interviewet inde i vognen:

- Ja, hvis I ikke har noget mod det. Jeg er albino. Jeg kan ikke klare solen, siger den blege rapper hæst.

Han mangler pigment i sin hud og det skaber ofte en sundhedsfare, når han turnerer. Det er dog netop hans huds manglende pigment, mange husker ham på:

- Mine første to år var det en stor hjælp, for alle var sådan: ’Denne fyr rapper som alle andre, men han er albino!’. Det skaffede mig en fanskare fra begyndelsen, siger han og forklarer hvorfor vi ikke laver interviewet ude i solen:

- Mange albinoer dør af hudkræft. For hver gang du bliver solbrændt fordobler du risikoen. Hvis jeg vandrer udendørs i bare tyve minutter, fra et telt til et andet, uden en masse solcreme, bliver jeg solbrændt.

Men det er ikke blot en albinorapper vi sidder og taler med. Brother Ali er troende muslim og er ud over sit særlige preacher-agtige flow, kendt for sine poetiske og spirituelle tekster.
Men at han sagtens være en kontant person, der ikke holder sig tilbage, dokumenterer en episode fra begyndelsen af sidste år. Her smed Brother Ali en af verdens største musikstjerner ned fra scenen til sin koncert. Episoden fik omtale i hiphop-medier og kan ses på Youtube:
- Jeg skulle spille et show i Wyoming, som er kendt for et godt sted at stå på snowboard. Der er et fantastisk klima, et helt særligt sted. Justin Timberlake var der åbenbart for at snowboarde, men jeg anede det ikke.

Flere havde opfordret superstjernen til at tage ind og se Alis show, og det gjorde han. Koncerten var godt i gang, da Justin Timberlake pludselig ville være en del af den:

- Han gik op på scenen og begyndte at beatboxe. Jeg troede bare det var en tilfældig fyr fra publikum, så jeg tog mikrofonen fra ham og bad ham skride ned igen. Men da sangen var ovre sagde min DJ: ’Det var Justin Timberlake!!’. Så jeg smuttede ned og fandt ham og undskyldte og sagde: ’Jeg er albino, jeg kan ikke se ordentligt – vil du ikke komme tilbage igen?’.
Så vi endte med at optræde sammen i et kvarter. Han er en særlig type. Hver gang jeg gav ham en mulighed for at afslutte blev han bare ved. Det var super fedt, siger han.

Brother Ali har spillet koncerter i Danmark flere gange. Den seneste koncert inden dette interview var på Rust i marts 2010, hvor rapperen, oppe fra scenen, spurgte publikum om danskerne var et folk der hadede muslimer, som nogen gik og sagde. Det afkræftede det fremmødte publikum. Og Ali følte sig også velkommen i København. Både som rapper og som muslim:
- At være muslim får mig til at være den bedste version af mig selv, som jeg kan være. Jeg følger islams regler, dels fordi, at man skal som muslim, men også fordi, det gør mig til det bedste menneske, jeg kan være, forklarer han.

- Jeg drikker ikke, og ryger ikke hash, for jeg tror det ville få mig til at føle mig for tilpas med en kortsigtet tilværelse. Jeg jager ikke piger, og knepper ikke en masse ’bitches’, siger Brother Ali, og tilføjer at han kun bruger ordet ’bitches’ for at få det til at lyde sjovt.

- Jeg elsker kvinder. Det ser sjovt ud at hore rundt nogen gange, men jeg tror, at det at have en kvinde som jeg virkelig elsker og som jeg bygger mit liv sammen med, giver den bedste udgave af mig, siger rapperen.

- Men jeg tror ikke, jeg er en bedre person end alle mulige andre af den grund. Jeg hader når religiøse folk tror, de er det. Religiøs arrogance er det værste jeg ved, slår han fast.

Brother Ali nævner flere gange under interviewet – som så mange andre rappere ofte gør – at han elsker Danmark, og at det er blandt hans yndlingssteder at optræde. Men de danske tegninger af profeten Muhammed tager han afstand fra. Dog med anderledes argumenter end dem, der typisk har præget den danske debat:

- Jeg mener, alt skal være i balance, og alt skal bedømmes. Jeg mener kun folk skal tage, hvad de har brug for, og ikke mere – for så er der andre der kommer til at mangle. Det er hvad retfærdighed handler om for mig. Så jeg tror på ytringsfrihed, og frihed til at udtrykke sig selv, understreger Brother Ali før han fortsætter:

- Men de tegninger var ikke ægte frie udtryk, som jeg ser det. Jeg tror ikke, tegneren var en person som ville dele sin sjæls kærlighed med verden. Han gjorde det for bevidst at såre muslimer. I en egoistisk gangsta-agtig handling sagde han: ’Fuck muslimer, jeg er ikke bange for dem. Sut min pik, jeg tegner de her billeder’, siger Ali.

- Tegneren gjorde det sikkert fordi han ikke kunne lide, at se nogle af hans landsmænd var bange for muslimer. Men den rigtige måde at komme den problematik til livs på, ville have været at undersøge spørgsmålet og sige: ’hvorfor er der dog de her spændinger mellem muslimer og danskere?’, siger han og kigger smilende op i loftet:

- Der er et ordsprog – jeg elsker ordsprog, og er en sucker for visdom og alt det – men.. ordsproget siger: ’Vi går alle igennem livet med to spande i vores hænder. Den ene er fyldt med vand og den anden er fyldt med benzin – hvilken en vil du smide på bålet?’

Brother Ali holder en kort pause og kigger med sine sammenknebne øjne så intenst på RapSpots udsendte som han kan. Han fortsætter i en rolig og forsigtig, men fast tone:

- Ham tegneren valgte at smide hele sin spand med benzin på bålet. Det var ikke en handling i balance, og det var ikke rimeligt. Det er at udtrykke sig, ja. Men det er en meget lav måde at udtrykke sig på. Det er som gangsta-rap. Som Ja Rule og 50 Cent. Som at sige: ’Du sviner mig til… så du er bøsse’. Det er lavt. Forstår du, hvad jeg mener?, spørger han og skifter til en hårdere stemmeføring:

- Men muslimernes svar på det her var også lavt. Alle optøjerne, truslerne og afbrændingerne… Men det var nogen muslimers reaktion. Mange af os skrev i stedet breve og essays som modsvar. Man bør kæmpe mod had, med kærlighed. Det lyder som noget Oprah Winfrey, hippie-agtigt-shit – det er det ikke – men jeg mener man bør sige: Jeg er klar til at dø for hvad der er rigtigt, og ikke slå ihjel for hvad der er rigtigt. Det er kærlighed. Ikke hippie-kærlighed. Ikke hovedløs kærlighed. Det er Jesus-kærlighed, Gandhi-kærlighed, Martin Luther King-kærlighed, siger han.

Men som muslim, hvordan har du det så med, at der er så meget negativt fokus på islam i medierne. Er det ikke hårde tider, at være muslim?

- Der er en del af den muslimske verden, der kun fungerer ved had, vold og hævn. Men for mig, og mange andre muslimer, er de som den fætter i familien, der ikke dukker op til festerne længere. De er teknisk set en del af familien, men de er så langt ude, at ingen kan nå dem.

Vi er inde på et ømt punkt, der tydeligvis irriterer rapperen. Han hæver stemmen når han taler om ekstreme, fanatiske muslimer:

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til dem. Vi er ikke samme slags. Jeg anerkender dem ikke engang. Der er et street-ordsprog der siger: ’Real recognize real’. Men det blik de har i øjnene, den måde de taler, den måde de bærer sig selv frem på og den måde de behandler andre mennesker på. Det anerkender jeg ikke, siger han med alvor i stemmen.

- Den adfærd har jeg aldrig set i Koranen eller hos profeten Muhammed. Men jeg bliver dømt og dårligt behandlet på grund af den her type mennesker som.. jeg fuckin’ ikke engang kan lide! Jeg kan fuckin’ ikke lide den her type muslimer, mand! Forstår du hvad jeg mener?

Rapperen bliver stille igen for en kort stund:

- Men sådan fungerer det for alle grupper, der bliver marginaliseret. Se på homoseksuelle. Folk finder de mest fuckin’ mest latterlige bøsser de kan og siger: ‘Sådan her er homoseksuelle’. Men den gennemsnitlige homoseksuelle er jo ikke sådan der.

Brother Ali spiller i Store Vega søndag den 20/11, med Atmosphere, Evidence, Blueprint og Grieves.

Læs anmeldelsen af koncerten på Roskilde Festival 2010 her.

 
Foto: Bo Pee (klik på billederne for større skud)

Da jeg kom hjem efter at have interviewet Kesi, tjekkede jeg min trofaste uspecificerede optagermotherfucker. Det virkede, som om der var mistænkeligt meget recordingtid tilbage, og ganske rigtigt. På en eller anden måde havde jeg præsteret, at slukke for optageren omkring 10 minutter inde i interviewet.
Status update; interview 1 ville de interviewede gerne have fjernet, og interview 2 er det ikke lykkedes mig at optage. Flot klaret spasser! Det varer sgu nok lidt inden Soundvenue ringer, eller måske endda en af de seriøse som Vi Unge.
Imidlertid kom jeg i tanke om, at seancen var blevet optaget på video med henblik på en Kesi-videodagbog. Det lykkedes mig at opstøve det.

Kesi repræsenterer Nørrebro, og hans hidtidige output har været ret hårdt. Lige indtil ‘Slem dreng’kom ud, der har en mere cluborienteret lyd. Han mener selv, det er hans indgangsbillet til et større publikum, selvom han har haft stor eksponering med sine hardcore YouTube-videoer som ‘Mere end musik’.

Kesi: ”På min plade har jeg valgt at lade være med, at have en rød tråd, men bare have så mange fede numre til så mange forskellige målgrupper som muligt. Det vil sige, der er primært hardcore numre på, de numre på, som folk kender mig for, men der kommer også til at være numre som førstesinglen ‘Slem dreng’, og det er jo mere kommercielt, kan man sige, og det er jo også for at ramme en anden målgruppe. Også for at udvikle mig som artist. Nu har jeg lavet hardcore numre, og jeg vil gerne udvikle mig og prøve at ramme et bredere publikum. Så de numre kommer der også til at være, men ikke så overdrevet mange. Jeg vil sige ‘Slem dreng’-singlen er det mest kommercielle, der er på. Man bliver nødt til at kaste karameller ud for at lokke folk hen, og der bliver kastet karameller. Så kan de købe albummet, fordi de synes, det er fedt, men så sige at de her numre, de er også for fede. Jeg lokker bare folk til at komme ind og høre det.
Der kommer en video mere, som bliver for syg. Vi har lige lavet storyboard, og den bliver rigtig syg. Nummeret er mere i stil med den type numre, vi er blevet kendte for på YouTube (‘Født i dag’ er kommet siden interviewet, red.). Så kommer pladen i januar, og der kommer mig og Gillis mixtape også. Det kan godt være, vi venter lidt med mixtapet, for at det ikke bliver for meget samtidig. Det kan også godt være, det først kommer ud i februar/marts. Nu må vi se.
Det er faktisk meget sjovt, fordi det her mixtape, det bliver meget forskelligt, vi har både nogle chopped and screwed numre på. Vi har bare prøvet meget forskelligt. Det er bare grineren. Så vi også har noget at lave, når vi er i studiet, og ikke indspiller album, og mig og Gilli kan rigtig godt lide at arbejde sammen. Det er også bare for at have noget at lave, man kan hygge sig omkring, men det kommer også til at blive meget streetoriented som ‘Fissehul’.”

Aftalen var at mødes på Universal-kontoret. De ansatte er flinke. Det ændrer dog ikke på, at det her er et latterligt, uinspirerende og sjælløst sted, og jeg har egentlig ikke lyst til at lave interviewet her. At jeg har siddet 2 døgn i træk fuldstændig isoleret fra omverdenen påvirket af THC og hørt stemmer, medvirker sgu nok til, at jeg er lidt ved siden af mig selv.

Anyways, det evige fucking dilemma for rappere, der godt vil lave dope rap er at sælge lortet. Før pyramiderne blev bygget har dette været en problemstilling. Mange dødsyge rapnumre er blevet lavet på den konto. Kesi har medvirket på et Nik og Jay-remix (der samplede et eller andet ligegyldigt gammelt dansk lortenummer, og rent faktisk gjorde det værre, en fantastisk præstation i sig selv), sammen med en håndfuld andre YouTube-eksponerede, unge rappere.

Kesi: ”Baggrunden var, at vi alle sammen sad i studiet og snakkede om, at der var megastor eksponering i det. Som artist kan man jo godt lide at provokere folk og træde folk over tæerne. For at splitte vande og sprede vande. På den ene side vil folk elske det, og på den anden side vil folk hade det, men uanset vil folk snakke om det, så det er jo kun godt. Plus jeg ser det lige så meget som vores nummer som deres nummer, i og med at vi faktisk var flere rappere på det, end de var. Vi var jo faktisk næsten flere fra B.O.C. på. Hvis det var mig alene, der havde lavet et Nik og Jay-nummer, så var det måske noget andet. Og så kunne det være (folk sagde), han prøver bare at komme op på Nik og Jay. Jeg tror, det var meget godt for alle parter.
Vi har et nummer på min plade, som jeg glæder mig rigtig til, der hedder ‘Bomber over centrum’, hvor vi alle sammen er på. Vi er jo et rimelig godt rapkollektiv. Hvor mange er vi på det nummer… syv eller otte. Det er hele B.O.C. der rapper, og de er alle sammen på. Gilli og Benny Jamz og Kimbo, mig, Kidd Spoke, Semih Automatisk. Stat EZ. Og Benny, ja. Han har produceret det. Det er rimelig mange.”

Jeg bliver præsenteret for en fucking vild umixet version, der lyder som en mellemting af et bombeinferno og et flystyrt. Det uhyre simple beat giver masser af plads til otte minutters dræbervers fra et lignende antal rappere. Sikkert det hårdeste raptrack et major label har udgivet i Danmark i årevis.
Så vidt jeg kan orientere mig, er Bomber Over Centrum også det lange navn på crewet. En hurtig googlesøgning viser, at det også står for Bars Of Crack. Bomber Over Centrum er cool, men man kan sgu alligevel ikke fucke med navnet Bars Of Crack. Money over bitches, crew over alting?

Kesi: ”For mig er det supervigtigt. Men det er også en lidt anden ting, fordi jeg er opvokset med de her drenge hele min ungdom. For mig er det moralsk støtte, og vi laver alting sammen. For vi arbejder sammen og feeder på hinandens energi. Jeg ved ikke med andre rappere. Der er nogen, der godt kan lide at være alene, når de skriver. Men det er også fordi jeg er meget social, jeg kan godt lide at være omringet af mennesker. Det er måske også fordi, jeg er vant til at hænge med så stort et crew.
Der er også tit hvor vi bare har skrivesessions. Det lyder megaunderligt. Vi er så meget inde i rap, at vi godt kan mødes og sidde i en park, og så sidder de andre og ryger joints, og vi sidder og skriver og skriver, ”hør lige det her jeg har skrevet”. Man er ikke engang i studiet, det er bare det man altid laver”.

Produktionen af pladen bliver også i familien:

Kesi: ”Det er Benny Jamz og Jesper Vivid, der primært er inde over. Og de har en rigtig god synergi, når de arbejder sammen. Det er faktisk en meget sjov ting, vi gør. Benny kommer med skitser, men Jesper er bare lidt mere teknisk dygtig, for Benny, han har aldrig rigtig… Benny, han kan ikke mixe og mastere beats på den måde. Han kan godt få tingene til at lyde YouTube, men vi skal have dem helt op, og det er det Jesper hjælper ham med at gøre. Og så har de begge to fede idéer. Og to hjerner er bedre end én. Men Benny har rigtig meget med på albummet. Han rapper også.”

Rapveteranen, og manden, der indspiller uudgivne albums, som teenagere og umodne voksne skifter mobiltelefon, Mass, fungerer som executive producer på Kesis album. Kesi forklarer, hvad rolle Mass har:

Kesi: ”Jeg er jo kun lige færdig med at være 18. Jeg er ikke gearet til det. Jeg har ikke styr på ting selv. Bare i dag kom jeg for sent. Det er godt, at have folk omkring en der 1) ved hvad de laver og 2) har været igennem ting før og kan hjælpe en med at fortælle, hvad der er rigtigt og forkert. Samtidig hjælpe en med at danne ens egne meninger. Det er den måde, han har været med, altså at han har prøvet det før, og han kan hjælpe mig med ting rent rapmæssigt. Der er mange ting jeg stadig ikke rigtig ved. Der er måder at bygge ting op på, som jeg ikke rigtig ved. Indefra når jeg skriver en tekst, så synes jeg, det er det fedeste i verden. Men når jeg så skal lægge det, kan det godt være, det ikke er særlig fedt. Fordi mine egne drenge vil jo bare sige, det er fedt lige meget hvad. Vi er så gode venner. Det er fedt, der kommer en udefra, der siger ”hvad hvis du prøver at gøre det på den her måde”. Når man har en større forståelse indenfor musikbranchen end jeg selv har, så kan man også hjælpe med mange ting.”

Mass byder ind:

Mass: ”Det jeg synes, der er imponerende ved Oliver, fra første gang jeg indspillede med ham for over et år siden nu, det er den måde han kommer, og så hører han beatet, og så skriver han et vers.
Første gang jeg indspillede med ham var han 17 år. Og de ting han siger kontra hans alder, er jeg helt vildt imponeret over. Jeg synes, det er for sygt, man kan skrive det så hurtigt. Og at han er så på.
Det minder mig også om mange af de amerikanske rappere, jeg har haft fornøjelsen af at møde og arbejde med. Den måde man kommer ind i studiet, og så lader sig fange af en stemning. Det har jeg ikke set nogen andre rappere i Danmark kunne. Jeg har ikke set nogen arbejde på den måde, hvor jeg var imponeret af det. Jeg har set D-Sign og Tjes Boogie komme i studiet med en kasse bajere og indspille 3 sange, men det var ikke deres bedste sange. Kesi er bare kommet og har lavet det, og så er det noget af det bedste, han har lagt.”

Hver gang en person får succes dukker kopiartiserne op for at samle krummerne op fra gulvet. Folk rapper over mp3-beats og får succes med det (ex. Souljah Boy), og det kan umiddelbart være svært at se, hvad idéen i at være original er, naturligvis udover det åbenlyse i, at så er man ORIGINAL.

Kesi: ”Shoutout til mig selv (siger han og griner). Shoutout til alle, der prøver at gøre noget nyt og innovativt (siger han uden at grine). Jeg vil godt have lov at sige sådan her til alle, der tror at, at lave grime er måden, at komme op på nu, fordi vi har succes med det og Stanley Most har gjort det og så videre: Det er ikke måden. Jeg synes hellere, folk skal være originale og være sig selv. Gør dig selv.”

Det er ligesom geniet Prodigy siger: ”don´t be mad at me be mad at yourself/ for putting out garbage you need to be killed”. Sådan hænger det sammen.

Kesi: ”Jeg tror, jeg altid har været til rap. Jeg har en storesøster, der hørte rap. Vi havde værelse ved siden af hinanden, og hun hørte altid rap derinde. Det har været meget naturligt for mig. RAP rap rap. Og min far hørte rap.
Jeg tror, jeg har været 13, da jeg skrev min første tekst, og så prøvede jeg at være i studiet første gang, da jeg var 14. Det var megaunderligt. Jeg lød som en pige. Min stemme var så lys. Jeg rappede på engelsk, så det var endnu værre. Som en 14-årig dreng, der er opvokset i danmark. Det var ikke lige den mest ægte new york-accent, som man selv troede man havde. Men det var meget grineren.
Jeg tror bare, jeg skrev en tekst. For ”jeg kan også godt rime”, og så prøver man bare og så med tiden har man lært sådan nogen ting som dobbeltrim, og ”det her flow lyder fedt til det her”. Det hele kommer med tiden. Det er ligesom med alt. Jeg kan ikke huske dagen, men det var i hvert fald en syg dag i studiet første gang. Det kan jeg huske. Det kan jeg tydeligt huske. Fuck jeg fortryder det. Jeg skulle aldrig have gjort det,” griner han.

Portrætfoto: Kenneth Nguyen

Valbjørn blogger fra Lejligheden til venstre

For Noodle er stemningen i et beat det vigtigste. Der hvor Danni Toma for alvor skiller sig ud er, at hans tekster rent faktisk tager udgangspunkt i hans egne følelser, og helt klart er til den melankolske side. Fuldstændig imod tidens trends (jeg er også tit i Kødbyen, men det er nu mest for at købe knive), og modsat stort set alle fra den nye generation af rappere, er Danni ikke interesseret i swag og eurodance-beats, og han ligner heller ikke en der har hipster-skabshomoseksuelle venner i sin omgangskreds (desuden ville de nok få flækket deres widescreen i Aalborg). Det mest bemærkelsesværdige ved Danni Toma er, at det virker sgu rent faktisk, som om man kommer til at kende ham lidt, når han rapper. Det lyder jo ikke ligefrem enestående, men at dømme efter andre rapperes manglende eller krumme-tæer-pinlige output i den afdeling er det åbenbart det sværeste i verden. For ham er der kun en vej, og det er en vej som få går disse dage (standard gammel forbitret hiphop-dude kommentar #4081).

Danni Toma og Noodle er kommet fordi min residens. Jeg foretrækker, at foretage interviewet her, af den simple grund, at jeg er et paranoidt menneske, der synes den menneskelige race er overvurderet (selvom jeg godt kan lide fester). De er godt slidt op efter en weekend i KBH med spillejobs, joints, alkohol og manglende søvn. De vil gerne have en kop kaffe, og det glemmer jeg alt om af flere omgange, og de lader høfligt være med at kommentere på det faktum, at det tager mig over en time at lave to kopper kaffe. Den ene ser sgu noget grumset ud, og den anden er halvkold, men Danni Toma er i gang med at beskrive debut-EPen ‘Søndage og andet poetisk bullshit’:

Danni: “Der er mange referencer til ”hende”. Jeg snakker med mig selv, men jeg ønsker også, at hun lytter til det. Det hele bunder i, jeg havde en kæreste, som jeg havde en masse problemer med på et tidspunkt. Jeg gik fuldstændig ned, og droppede ud af skolen og var færdig, men fik den her første bekræftelse af, at livet ikke er nemt. Og så tror jeg bare, det ramte mig. Hele den her stemning med den melankoli der sidder i din krop. Man bliver nærmest høj af at sidde og høre musik, der får dig længere ned i kælderen.
Ligesom Trickys første plade. Jeg ville hellere lave triphop end hiphop, for det er mere åbent og der er flere følelser involveret. Det er det, som jeg siger til alle der fremlægger et eller andet, ”jamen jeg kan ikke mærke sjælen i det der” (forhåbentlig siger han det ikke hver gang!). “Hvad vil han med det her?”. Med ‘Like Water for Chocolate’ eller Mos Def kan man virkelig mærke den følelse, han har haft præcis i det sekund, han har skrevet det. Det er det, som mig og Noodle arbejder ud fra, det er stemninger.”
Noodle: “Der er en ny EP på vej, ‘Rige mænds jakkesæt’. Vi skulle faktisk have udgivet den her den 11. September, men vi har haft lidt problemer. Danni har haft problemer med stemmen på grund af høfeber, og vi er skiftet fra PC til Mac og der har været problemer med lydkortet. Men det er det nye vi er i gang med. Den udkommer i november, det er en meget mørk plade. Det er en vinterplade. Jeg tror aldrig vi kommer til at lave sommermusik.”
Danni: “Hvor du før sad og nød det, sidder du nu sådan (Danni banger sit hoved til beatet). Det er lidt mere i dit fjæs. Mere energi. Tekstmæssigt mere fortællende, og hvad jeg synes om verden omkring mig.
Når vi har smidt den her ud, smider vi en gratis ud ligesom ‘Januar’. Der er dem, der har lyst til at bruge penge på vores musik, og så er der dem, der ikke har brug for det, men stadig vil have noget Danni Toma, de kan så bare få det gratis. Der kommer til at være 8 numre heraf en interlude. Indtil videre har jeg kun min homie Bulot Loc på. Han er på titelnummeret, men så skal jeg have Paulo & Cars10 på også. Jeg har altid gået og haft en drøm, fordi jeg er kæmpe triphop-fan. Tricky især er et kæmpe idol for mig, han er en fantastisk musiker. Det er noget, vi godt kunne tænke også at eksperimentere med en dag, faktisk gå helt over i den genre.”

Noodle: “Det nye projekt er både tekstmæssigt og i produktion mere udfoldet, hvor det før meget ramte en stemning, den der søndagsstemning med chiller. Det her er stadig chilleren. Det er bare mere udfoldet i lyden. Der er bossanova. Der er alt muligt.”
Danni: “Folk spørger ”hvorfor smider I ikke bare 10 numre eller 15 numre og bare går amok”, du ved. Jeg har altid haft det sådan, at der kommer altid så meget nyt musik, og plader med 17-20 numre. Det bliver altså for meget i længden. Så hellere bare lave 8 gennemarbejdede numre, og så finde en rød tråd og så sige; ”Det er det her, vi har lige nu”, og så når et debutalbum kommer eventuelt smide flere numre på. Den her (‘Rige mænds jakkesæt’) bliver mere politisk, hvor den første EP handlede meget om mig og mit. Den her kommer til at handle mere om os og vores. Det bliver lidt mere samfundskritisk, og snakker om emner som penge og politik.”

Der er få ord, der som samfundskritisk giver mig nederen på. Jeg kommer til at tænke på såkaldte politiske gymnasierappere, der stadig bor hjemme hos mor, og er så himmelråbende prætentiøse og latterlige. Men der bliver heldigvis fulgt op med, at Noodle hooker sin comp op, og spiller mig førstesinglen ‘Moderne slaveri’ i en ufærdig version, plus et par andre smagsprøver fra ‘Rige mænds jakkesæt’. Et hårdt og absolut autoriseret jazzet track fylder rummet og er den perfekte baggrund for Danni til at spy noget politisk galde over. Det her er jo rent faktisk fedt.

Som en af de eneste i restaurantbranchen er jeg er ikke så vild med kaffe (måske fordi jeg ikke synes, det er så fedt at holde sig vågen, men federe at være bedøvet. Go figure..), men derimod er jeg ret begejstret for det beslægtede, men i min optik noget mere progressive rusmiddel hashish, og det er Noodle og Danni tydeligvis også. Hvordan kan man hate på et omkvæd der går ”Jeg sætter mig i sofaen og ryger en blunt”?
Jeg tænder en autoriseret med stadens fineste økologiske broccoli, bare for at der ligesom også er noget i det for mig, når jeg nu kun får få tusinde kroner for hver artikel jeg skriver for RapSpot. Da jeg nævner det femte element i hiphop (breakdance er cool, men jeg har nedstemt det) og kvaliteten af varerne i København, udbryder de så perfekt synkront, at der ville være en OL-medalje på tapetet, hvis de kunne overføre det til svømning: “Den er alt for syg”.

Noodle: “Vi købte noget af en på Istedgade, der kom op: ”Har i brug for noget hash?” Vi var bare ”helt sikkert”. Han ville have en fisk. Det viste sig at være en halvtredser.”
Danni: “For i Aalborg, der hedder en halvtredser en Vejgaard-dollar. Vi har en bydel i Aalborg, der hedder Vejgaard, hvor der bliver solgt meget hash. I kan bare gå ud på Staden. Vi skal chase det. Den ene dag har den ene pusher, en anden dag er det en anden, så man skal rende rundt.”
Jeg har selv hængt en del i Aalborg, og ved folk ryger hårdt der. Jeg plejer at hænge med min dude Torben, som er en af de mest hardcore bongdudes jeg kender. Når jeg besøger ham, plejer han at vække mig med den rullende lyd fra bongkammeret, da han er så hooked, han altid vågner op om natten og suger et par hoveder for lige at holde den kørende.
Jeg spørger ind, til hvordan Aalborg har taget imod deres musik, og bliver mødt med et par sekunders tøvende stilhed, før Noodle tager ordet.
Noodle: “Det er så svært at bedømme hvordan det er i Aalborg”
Danni: ”Vi har vores homies i Aalborg. De synes jo det er for fedt. Jeg har hørt folk sige, at de var stolte og glade af at komme fra Aalborg, fordi vi satte Aalborg på kortet. …Vi lavede et interview med Tba der har Spol Op Blog for et par måneder tilbage. I det interview spurgte han, hvem der sidst var kommet ud af Aalborg, og der sagde jeg, at det var for ti år siden, da Jonni Hefty og Niarn kom ud. Så fik vi hug fra dem, vi ikke havde nævnt. Men det som vi mente var, at fra vores perspektiv, der syntes vi ikke, at der var kommet noget. Det er jo ærlig snak.”

Jeg nævner, hvad jeg forbinder med Aalborg-rap. Hårdt, aggressivt, lige i dit fucking fjæs – og når man har hængt i Aalborg, forstår man udmærket stilen. Danni og Noodle synes dog tydeligvis, der er en anden vej, og nu får hashpiben hos de selverklærede modern day hippies pludselig en noget anden lyd.

Danni: “Jeg synes, det er så fucking nederen. Jeg kan godt forstå folk, der rapper sådan, fordi de kommer fra de her miljøer. Naturligt er det den musik de vil lave. Jeg synes bare, det er en forkert indgangsvinkel at virke mere vred og være mere sur, at tackle situationen på den måde, at lave aggressiv rap. Mig og Noodle har vel også haft vores ting at kæmpe med.”
Noodle: “Jeg kan godt lide hårdt, aggressiv rap, men det der er irriterende, er måden de gør det på”

Jeg er lige dele imponeret og forundret over, at Noodle kun bruger vinyl. Trods alt mest imponeret, specielt eftersom han præsenterer mig for det ridikuløse faktum, at det eneste sted, man kan digge plader (hvis man overhovedet kan kalde det det i den sammenhæng) er i motherfucking Læsehesten. Der er simpelthen ikke et eneste sted, man kan købe plader i Aalborg udover hjemstedet for det ganske udmærkede, men desværre udgåede akademiske tidsskrift Weekendsex. Ellers er han på Accord i København og digger desuden en del i Berlin.

Noodle: “Jeg ruller med MPC 2000 XL. Det var sådan jeg lavede ‘Søndage…’. Straight MPC og så tager jeg det ind i Cubase sporvis og arrangerer det. Jeg chopper det derpå, men nu er jeg endt med bare at lave det direkte i Cubase. Jeg bruger stadig MPCen nogen gange. Hvis det er noget, der skal choppes meget, tager jeg det for eksempel ind i Cubase, for det er nemmere at arbejde med. Man kan bedre se det. MPCen har bare stadig en lyd. Det er en blanding af et filter og den måde, den lægger tingene på. Når jeg chopper derpå, ligger jeg det aldrig helt tight. Jeg ligger det måske lidt efter. Det giver et eller andet. Det giver en effekt.”
Danni: “Vi købte den i Århus af Chadi (LOCs gamle makker i legendariske Alzheimer Klinikken. De havde gode hooks som ”Din røv den knækker sammen, når lortet det går ned”) og det er vist noget med at USO (jeg kan ikke finde mit dollartegn på den her helvedesmaskine, men anerkender at det er meget vigtigt, at det dollartegn er med) og nogen af de andre også har fået lavet beats på den. Så har vi taget den med til Aalborg.”

Danni Toma og Noodle er ud af crewet HvadEvigt, som også Bulot Loc repræsenterer. Han medvirkede på nummeret og videoen ‘Stemninger’ fra gratis EPen ‘Januar’.

Noodle: “Jeg arbejder sammen med Bulot Loc. Ham har jeg en hel masse numre med. Han er stadig ved at finde ud af, hvad han vil lave. Vi har en masse numre. Der kommer noget på et tidspunkt. Det er trukket ud over lang tid, men det kommer.”

Selvom internettet tydeligvis har været en stor medvirkende faktor til Danni Toma og Noodles succes, så er det vigtigt for dem, at hænge med folk. Den amerikanske stil med bare at sende vers til højre og venstre i et desperat håb om eksponering, er de ikke nede med.

Danni: “Jeg bor i Aalborg og de bor i København, og så skal det være sådan noget, hvor man skal sende frem og tilbage, og det gider jeg ikke. Dengang vi lavede det track ‘Marianne’ med Kidd og Klumben, da spillede de i Aalborg om lørdagen, og så spurgte de, om de ikke måtte blive i to dage. Så sagde jeg selvfølgelig. Så overnattede de i to dage, og den første dag de var der, om søndagen, der købte vi noget rigtig godt skunk og noget hash og så fik vi lavet ‘Marianne’ og skød videoen på seks timer. Der lærer man hinanden at kende, for man sidder der og chiller.”
Noodle: “Det dør over internet.”
Danni: “Det er stemningen man skal ramme. Der skal være en stemning i dit nummer. Det er for nemt at skrive et vers og så lægge det, lige meget hvor teknisk tight det er. Hvis du ikke har nogen følelse og ikke lægger din sjæl i det, så vil det stadig lyde herretamt. Sådan er det.”

Sandt at sige, så kunne jeg skrive en federe outro end følgende udtalelse fra Danni Toma, men jeg vælger at lade ham få det sidste ord. Den er 100 procent kun med fordi, min egen Stig Rossen-selvfedme gør, at jeg bliver umådeligt glad, hver gang jeg får et shoutout.

Danni: “Lad være at hade så meget på det nye. Bare vær glad på andres vegne. Det vi prøver som artister, det er at få kærligheden tilbage i kulturen, som har været ikke-eksisterende. Det har været had på had på had. Det nytter ikke noget, at de unge mennesker bare går ind og commenter på YouTube. Bare vær glad for, at der sker noget, og husk at købe folks ting. Om det er mine ting, Kesis, Youngs eller Kidds. Eller nogen af de gamle hoveder. Støt det. Glem alt hadet. Vi er her for kærligheden og fordi vi føler det. Tusind tak til Jacob Valbjørn og RapSpot, fordi de gider bruge tid på os.”

Efterskrift:
To af Danni Tomas udtalelser i dette interview er blevet ændret efter offentliggørelsen. Jeg synes som udgangspunkt ikke, at jeg vil ændre i teksten, og finder det latterligt at lade rappere diktere, hvad vi skal skrive (det gør jeg stadig). Men jeg har valgt at lade principper vige ud fra betragtningen om, at jeg ikke har noget ønske om at Danni Toma skal have det dårligt over, hvad han har sagt.
Han anerkender, at han er blevet citeret korrekt, men siger han er en fredfyldt person, og han er træt af hateri i dansk rap, og vil ikke medvirke til at skabe en negativ stemning. Derfor har vi fjernet et afsnit, hvor der blev namedroppet et par rappere, i hvad der godt kunne fremstå som en negativ sammenhæng.
Jeg anerkender, at det tyder på en vigende karakter for mig, og at jeg herved sgu nok underminerer mig selv lidt, og det synes jeg egentlig er pisseirriterende. Jeg fortalte Danni, at der bliver nødt til at være en forklaring, og vi kan ikke bare fjerne det uden videre, så det er simpelthen den her. Jeg har ikke mere at sige om det end at “I did not have sex with that woman”.

Portrætfoto: Kenneth Nguyen
Valbjørn blogger fra Lejligheden til venstre

Da undertegnede pt. studerer Spansk på Århus Uni og har fulgt rapscenen i Spanien siden 2005, satte jeg mig for at gøre noget ved sagen, og det lykkedes at få et interview på plads i downtown Madrid med El Chojin, ét af Spaniens største rapnavne og indehaver af Guinness-rekorden som verdens hurtigste rapper.
Rekorden tog han i 2008, (se klippet her), men allerede i 2002 markerede El Chojin et gennembrud for rap i Spanien med rappen ‘Lola’ (se den her). En humoristisk sang om at huske at bruge kondom, der blev brugt i en præventionskampagne i Barcelona og kendes af de fleste unge spaniere. Senere i bedste Per V/Skillz-stil har han lavet et rap-up af nyhederne på én af landets største tv-kanaler – hver uge i et halvt år! Med 10 albums i sit bagkatalog er han formentlig den mest aktive rapper på den Ibiriske halvø, og lever af at lave rap, på trods af at han normalt ikke er at finde på landets hitlister. Så hvordan gør man det? Og hvordan har hiphop det overhovedet i Spanien? Det har du muligheden for at finde ud af her. Interviewet er oversat fra den oprindelige samtale på Spansk.

Lad os starte med at snakke om din Guinness World Record, det er jo rimelig sejt at kunne sige man er verdens hurtigste rapper. Hvordan fik du idéen til at prøve kræfter med rekordforsøget?
El Chojin: Det var mest fordi jeg var igang med at promovere mit nye album på det tidspunkt. Og med min optræden i Guinness Records-programmet fik jeg mulighed for at spille den nye single fra mit album i primetime tv. Altså det havde en stor gennemslagskraft, skabte meget opmærksomhed hos folk osv. men i virkeligheden var det jo bare lidt for sjov jeg gjorde det. Og det var nærmest den diametrale modsætning af hvad mit arbejde plejer at være, for det vigtigste med rap er jo at folk kan forstå hvad man siger!

Hvor længe brugte du på at øve det op? Du rapper 921 stavelser på under 60 sekunder, det er rimelig vildt…
Jeg accepterede udfordringen en mandag og det blev optaget en onsdag, så 2 dages tid. Det var en rap jeg i forvejen plejede at rappe rigtig hurtigt til mine shows, så jeg brugte bare tiden på at få den gjort så hurtig som overhovedet mulig. Det var så åbenbart nok til at slå rekorden hehe.
Det er da lidt fedt at hvor det normalt er USA der har haft alt hvad der er størst og bedst i forhold til hiphop og rap, er det nu faktisk Spanien der fører på et område?
Jo klart, og det er også interessant med rap på spansk, da det er et ret svært sprog at rappe på. Men lige såvel som USA gennem 80′erne og 90′erne var inspirationskilden for hiphop i Europa, er Spanien det nu for flere hundrede mio. mennesker i hele den spansk-talende del af verden, herunder Syd- og Mellemamerika. Vi ser altså hvordan kulturen er nået fra Nord- til Sydamerika – faktisk gennem Europa.

Ja, det er sjovt at tænke på. Hvordan ser du fremtiden for hiphop i verden generelt?
Altså, hiphop er jo vokset i løbet af de sidste 30 år til det punkt hvor folk som Jay-Z, Kanye West og Eminem simpelthen er verdensstjerner. Så jeg synes allerede vi har opnået utrolig meget. Det interessante for mig er at før ankomsten af hiphop handlede alt for meget populærmusik kun om kærlighed. “Dine øjne er så smukke.. Hvorfor har du forladt mig” osv – hvorimod hiphop kom med sine socialkritiske tekster, om kampen mod systemet osv. Jeg bryder mig ikke særligt om club-hiphop, men jeg kan stadig godt se hvordan genren også dér udfylder et hul i musiken. Her handler teksterne nemlig også om ting folk kan relatere til når de er går ud og fester, og det kan være festligt at høre på folk der har det godt – mere end endnu en sang om ulykkelig kærlighed. Så generelt tror jeg bare rap vil blive mere og mere integreret i andre afarter af musikken, i takt med folk opdager hvilken kraft teksterne besidder.

Du har som noget ret unikt rappet nyhederne som fast indslag på en seriøs nyhedskanal, La 2, for flere mio. mennesker hver uge, hvordan kom det i stand?
Det var faktisk deres idé, men det var vildt spændende efter jeg prøvede det første gang, så det endte med vi fortsatte et halvt år – hver uge. Det har helt sikkert gjort noget godt for det image rap har i landet her, at folk har set nyhederne blive leveret på rimform bakket op af en DJ. Også at folk hører hiphop som ikke bare musik, men værdsætter teksterne i den grad de fortjener det for deres indhold. At de faktisk har værdi nok til at være et indslag i nyhederne.

Vi kan godt blive enige om at hiphop har opnået rigtig mange ting efterhånden. Men føler du der er noget vi mangler at opnå?
Ja, her i Spanien konkret mangler hiphop stadig at blive accepteret som en “rigtig” musikgenre, vi er stadig lidt som branchens lillebror. Fx oplever man stadig at medier ikke dækker rap-indslagene på en festival på nær samme måde som rock og pop-navnene. Dette vil forhåbentlig snart ændre sig – præcis som det er sket i USA. Store radiostationer i Spanien forkyndte for nogle år siden at de aldrig ville spille rapmusik. Men det kommer til at ske, det er jeg sikker på.

Ja, det lader da til det går den rigtige vej, nu hvor du fx har rappet nyheder i fjernsynet. Vi har selv set en udvikling i Danmark, hvor fx freestyleturneringen MC’s Fight Night, der startede som et undergrundsarrangement i 2000, blot få år efter var blevet en stor mediebegivenhed på landsdækkende TV… Men vi er også kommet dertil i Danmark, at det ind i mellem i medierne forekommer at freestylerap er vigtigere end selve musikken, hvilket jo er ret skævt eftersom freestyletekster til tider blot appelerer til laveste fællesnævner…
Jeg er fuldstændig enig, du må faktisk gerne skrive at jeg har sagt det dér, hehe. Ej, men jeg kender det alt for godt, når man som rapper bliver bedt om til sidst i et indslag fx at improvisere noget – jeg siger stort set altid nej. Netop fordi rappen derigennem faktisk mister værdi. Freestyle er en ekstra disciplin inden for rap, som er interessant, ja. Det har altid været en naturlig del af live rap, og noget man kunne underholde sig med når man var sammen med vennerne og til fest osv. Men når vi skal vise et billede af hiphop udadtil, i fjernsynet fx, er det vigtigste altså indholdet i teksterne. Tekster som er gennemtænkte og derefter formulerede. Her er vi rappere altså formidlere, vi optræder som talsmænd og dét er vigtigt. Vi er ikke bare cirkusklovne der skal underholde.

Så rap er stadig mere end bare bling-bling og damer?
Præcis… Jeg var til en paneldiskussion i Guinea i Afrika (El Chojin er selv halv guineaner, red.) omkring vigtigheden af raptekster. Her var der en knægt blandt publikum der rakte hånden op og sagde “Hvordan skal jeg kunne rappe om champagne og damer når der er lå en død mand uden for min dør for 2 dage siden?”. Det er præcis dér hiphop stadig har en vigtighed. Også her i Europa må vi være bevidste om, at selvom vi har det godt, er der masser af ting at arbejde med mht. sociale problemer, racisme osv. Og netop dér kan hiphop hjælpe, så folk bevæger sig og ikke forbliver tavse.

Men hvad med den selvhævdelse, og rappere der kun snakker om hvor seje de er, hjælper det?
Det er en vigtig del af det, for det er netop for folk som ingenting har, at hiphop kan få dem til at føle sig større. Derfor kan det være med til at opbygge selvtilliden, og derefter kræfterne der skal til for at gøre noget ved situationen. I den sammenhæng finder jeg hiphop er næsten perfekt. Jeg besøgte et ungdomsfængsel i flavela’en (slumområde, red.) i Brasilien, hvor disse drenge var spærret inde – groft sagt fordi de levede i en lille verden, hvor de ikke troede der var andre muligheder. Her er det hiphop kan komme ind og sige: “jo, der er andre muligheder” og opbygge selvtillid hos de her unger, så de ved de er skabt til mere end det her.
Du har lavet en hyldest til Biggie med rappen ‘Mis 10 rap commandments’ (mine 10 rap-bud), hvor du bla. siger “el rap es la vida” (rap er livet), det synes jeg er meget kort og præcist…
Ja, altså ting der sker omkring os. Når du går på gaden og ser damen på vej hjem med sine indkøbsposer, forretningsmanden med sin arbejdsmappe, alt hvad vi ser i vores dagligdag. For nogle er det blot rutiner. For mig er det dagligdagens poesi. Rap er også alt dét.

Du har lige udgivet en bog der hedder ‘RAP – 25 años de rimas’ (Rap – 25 år med rim), kan du fortælle lidt om den?
Det er den første bog i landets historie, der omhandler historien om hiphop i Spanien. Jeg skrev den i samarbejde med min ven Francisco Reyes, der er den eneste professor i landet med speciale i hiphop. Det var ret pinligt at vi ikke havde en eneste biografi her i landet, så ham og jeg blev enige om at lave den sammen. Og jeg er supertilfreds med den. Nu kan undervisere endelig have sig en bog om blues, en bog om rock – og én om rap.

Du har været med helt tilbage fra 90′erne, hvad inspirerer dig til stadig at lave rap i disse dage?
Det er stadig hverdagen. Jeg plejer at sige, at hiphop er som en god ven, du har ved din side. Og som du altid har noget at snakke med om. Det er det samme med rap, for livet vil altid give dig ting at fortælle om. Jeg er sikker på, jeg vil skrive rim resten af mit liv, også selvom jeg måske holder op med at udgive dem, hvis de 17-årige knægte til den tid ikke gider høre på en gammel mand hehe…

I Danmark kom hiphoppen til og blev populær ret tidligt, men det lader til den forblev ret undergrund længere tid i Spanien. Hvornår blev du introduceret til hiphop og hvordan?
Det skete ved, at der var amerikanske soldater udstationeret af NATO med en base i mit barndomskvarter i en forstad til Madrid gennem 80′erne. Alle vi unger rendte og ville være som dem, gå klædt som dem og vi var meget interesserede i den musik, de hørte i radioen, bla. LL Cool J. Derigennem blev vi introduceret til rap, som var blevet populært lige dér. Selvom det hele var på engelsk, rørte det noget i mig. Jeg var nødt til at finde ud af, hvad det var Public Enemy faktisk sagde. For mig har det også altid været en vigtig del af det, at rap får mig til at studere ting og sager. At man bliver ved med at lære og forbedre sig. Derfor har hiphop så utroligt meget at give af.

Efter en god halvanden times snak med måske én af de mest sympatiske rappere jeg har mødt til dato, takkede jeg af, og var igen ude i de Madrilenske gader. Utroligt inspirerende at møde en mand der har opnået så meget for hiphopkulturen i sit land, og stadig bliver ved med at søge nye veje. Med motto’et “rap er livet” er der så sandelig også stadig meget at lade sig inspirere af!

Turen til Madrid var betalt af egen lomme, 1000 tak til de sødeste chicas Isa, Kaie, Marta og Sonia for yderst venlig couchsurfende husly!

Tjek bla. El Chojins megafede single “Superhéroe” med animeret musikvideo herunder, det er good stuff:

eller evt. denne video, hvor El Chojin foklarer hvor topdollar hans liv ville være hvis hans tøs bare hed Shakira:

Ord og billeder af Julaw

RapSpot: Lad os starte lige på og hårdt. Hvad kan lytterne forvente af dit nye album, ‘The Less You Know, The Better’, der kommer til sensommer?

DJ Shadow: Øhm, det er meget varieret. Jeg håber på, at folk endelig har vænnet sig til, at jeg lytter til meget forskelligt musik. Hiphop har lært mig at lytte til meget forskelligt musik… jo ældre jeg bliver, jo mindre føler jeg, at jeg skal legitimere det over for folk… for jeg synes det er tåbeligt at sætte barrierer op mellem dig selv og hvad end musik du nu vil lytte til… det har jeg aldrig forstået… men jeg synes pladen er rigtig, rigtig god. Tror det er en plade som folk vil kunne lide. Denne gang prøver jeg ikke på at provokere folk, som jeg gjorde på min sidste plade…

RapSpot: Provokere? Hvad mener du med det?

DJ Shadow: Med min sidste plade ville jeg virkelig prøve at presse mine fans – du ved – enten er du med, eller også er du ikke. Det var det jeg følte, jeg skulle gøre på min sidste plade… med denne plade følte jeg mig meget mere åben… ’The Outsider’ gjorde sit arbejde og tillod mig at starte på en frisk og jeg tror, som resultat af dette, så ligger den nye plade i tråd med ’Entroducing’ og ’The Private Press’… Men på den anden side, så fulgte jeg også bare min inspiration og lod mig rive med uden at bekymre mig om, hvor jeg var på vej hen.

RapSpot: Hvorfor følte du dette behov for at provokere dit publikum?
DJ Shadow: Der var mange grunde til det på det tidspunkt. Men hovedårsagen var, at jeg ville prøve at lave musik du ikke bare kunne høre hos din frisør… jeg ville ikke bare lave cafemusik/baggrundsmusik… jeg tror, at der var mange mennesker der købte ’Entroducing’, fordi det bare var den plade man skulle have da den kom ud… og jeg tror mange kunne lide den, fordi det var den slags plade man bare kunne putte på, til fx et cocktail-party, og så lytte til den fra start til slut… jeg føler den lyd er blevet imiteret af så mange kunstnere… og det var ikke det jeg havde i hovedet, da jeg satte mig ned og lavede pladen. Jeg ville lave det jeg havde lavet hele tiden, som er at følge min egen passion i musikken.
Jeg har altid følt, at efter jeg lavede ’Entroducing’, har jeg holdt igen og bestræbt mig på at lave ting, som min fanbase ville acceptere… men med tiden omkring ’The Outsider’-pladen havde jeg det sådan, ”Nej! Jeg vil bare lave lige hvad jeg har lyst til”… og jeg har altid haft det lidt dårligt med, at nogen af mine fans går rundt og siger, at de lytter til hiphop, fordi de hører mine plader, men de ville aldrig lytte til en rap-plade. Jeg ville have rigtig rap på min plade – det jeg lytter til.
Jeg mener, at hvis jeg vil lave en hyphy-plade, så skal den være hyphy, ikke en udvandet udgave af en hyphy-plade. En som hyphy-folket i the Bay Area vil støtte op omkring og som vil blive spillet i de kredse. Og det var præcis hvad der skete… Jeg er på ingen måde enig i al den kritik jeg fik for ’The Outsider’-pladen. Fordi, for mig er det helt logisk. Hvorfor skulle jeg lave en udvandet udgave af en hyphy-plade? Det jeg mener er bare, at det var den gang og nu er nu. Nu har jeg vasket tavlen ren og startet på en frisk og jeg kan gøre lige hvad jeg har lyst til.

RapSpot: De første to plader du lavede havde ikke mange gæster med, men ’The Outsider’ havde relativt mange gæster med. Hvad med den næste?

DJ Shadow: Denne plade har kun et track med rap på og det er med Posdnous og Talib Kweli. Og det prøver ikke på at være noget, det er bare straight up-rap. Med to rappere som jeg ser som de bedste…

RapSpot: Hvordan vælger du, hvem du vil arbejde sammen med?
DJ Shadow: Jeg tror det er usædvanligt… men igen konsistent… på U.N.K.L.E. pladen valgte jeg kun en gæst på hele pladen, Kool G Rap. Det var fordi, det var ham jeg ville arbejde med på det tidspunkt… som en der er vokset op med at lytte til ham, kan du så forestille dig hvor vildt det er, lige pludselig så at arbejde sammen med manden?
Det samme med Posdnous, og med ’The Oustsider’. Det var ikke kun hyphy-kunstnere der gæstede den – jeg mener – Q-tip var jo også med. Jeg har altid prøvet at få nogen af mine yndlings-mc’s med på mine plader… Hele Native Toungues, særligt De La har betydet meget for mit liv. Ikke bare ’3 feet High and Rising’, men ’De La Soul is Dead’, ’Buhloone Mindstate’ og ’Stakes Is High’… alle de plader har haft massiv indflydelse på mig… Jeg tror Pos satte pris på, at jeg ikke bare var: ”’3 is the Magic Number’ jeg ville ønske I blev ved med at lave den om og om igen.”
Og ærligt talt, det er det jeg hele tiden hører ”’Organ Donor’ bliv ved med at lav det samme igen og igen, for så kan vi putte dig i vores lille box”. En af grundene til, at jeg elsker at snakke med ældre musikere er, at de har det store lange livssyn og mentalitet, og ser på musik på en anden måde… og det forventer jeg ikke ikke-musikere kan forstå…

RapSpot: Hvordan har du det med, at hver gang du laver noget nyt, så sammenligner folk det med ’Endtroducing’ og venter på, at du laver en ny ’Organ Donor’?

DJ Shadow: Ærlig talt, så påvirker det mig ikke. Når døren til studiet lukker i, så tænker jeg slet ikke på den larm… og jeg mener stadig, at jeg skubber grænserne og udfordrer. Det er mit live show et glimrende eksempel på… Du vil ikke se mig lave en ’This is Trip hop vol. 6’, jeg vil ikke begrænse mine numre… jeg gør ikke ting for pengenes skyld. Hvis det er interessant for mig at lave, så laver jeg det og hvis det skubber ting fremad for mig selv, så gør jeg det….
Nogen af de vigtigste visdomsord jeg nogensinde har fået, har været gennem hiphop-lyrik. En af de linjer der betyder mest for mig er Gurus ”When you sell out to appeal to the masses. You have to go back and enroll in some classes”… jeg har altid følt, at jeg har ”stayed in classes”… jeg mener, hvis tingene bliver for let, så bliver det kedeligt og så gentager du dig selv… du bliver nødt til at bevæge dig.

RapSpot: Altså konstant udfordre sig selv?
DJ Shadow: Ja, jeg mener… som DJ, så når CDJ kommer frem, tænker jeg – ”Fedt! Endnu et nyt stykke legetøj” og det samme gør sig gældende for Serato, DVDJ etc… selvom det altid er frustrerende, at skulle lære, og sidde og læse store manualer, og prøve på at finde ud af, hvorfor det her nu ikke lige virker… men hvis du ikke gør det lejlighedsvis, så mister man for meget…
Det samme gør sig gældende for musik. Jeg prøver at følge med i det nye musik. Jeg mener, jeg bryder mig ikke om at leve i fortiden, men det findes der rigtig mange der gør indenfor hip hop. Især gamle DJ’s der sidder og siger ”Jeg vil have tingene skal være som i 80’erne og 90’erne igen”… sådan er der også en del af mig der føler, men altså, vi lever ikke i 80’erne eller 90’erne mere…

RapSpot: Så har du skåret gevaldigt ned på at grave efter plader og gået helt over til Serato?

DJ Shadow: Nej, jeg er til begge dele. Jeg er pladesamler for livet, og som jeg sagde i ’Scratch’, hvis du ikke er det, så er det fint nok med mig, men sådan er jeg… det stikker meget dybere for mig end at være hiphopper, eller musiker… det er en del af mit liv.

RapSpot: I præsentationen af dig i det pressemateriale, vi har modtaget fra pladeselskabet, er der karikatur-tegninger af en iPad, en iPhone og en laptop. Som ifølge dig skulle repræsentere de forskellige slags mennesker, der kommenterer på musik på nettet i dag – den negative, den kyniske og det stille flertal. Hvad er historien bag dette?
DJ Shadow: Det er en satire. Egentlig er det for at lave sjov med mig selv. Jeg prøver at lave en satire over, hvordan det er at være en musiker der udgiver plader her i 2011. For ligesom du og jeg kan blive begejstret over musik på dets egen bekostning, er der desværre færre og færre mennesker i den almene offentlighed der bliver begejstret over musik. De har brug for at se folk der går i smart eller outreret tøj og kjoler, klæder sig ud som gargoyler, eller snakker dårligt om deres medmennesker, før det er interessant nok til, at de gider give det opmærksomhed. Min pointe er, at en af de negative aspekter ved internettet er, at folk bliver overlæsset med ting fra nettet og derved bliver uinteresseret i meget af musikken.

RapSpot: Fordi der er så meget at vælge imellem?
DJ Shadow: Ja, fordi der er så meget at vælge imellem… men også… hvis du er en ny kunstner og du skaber lidt hype på nettet, så skal du stadig på et pladeselskab. Altså jeg mener, du skal på et pladeselskab, hvis du skal ordentlig ud med din musik, sådan er det, uanset hvad andre ville sige. Folk stræber stadig efter at få en pladekontrakt.
Jeg mener, folk giver musik gratis væk på nettet i håb om at få opmærksomhed og herigennem en pladekontrakt. Problemet er, at pladeselskaberne har så få penge, at de ikke tør satse. De vil kun signe en sikker vinder. Og hvad er en sikker vinder? Det er lettilgængelig pop.
Den eneste grund til, at jeg stadig er på et pladeselskab er, at jeg er tilpas anderledes til, at jeg tiltrækker nogen… det er jeg stolt af, men det er ikke fordi, at jeg ikke også vil have min musik ud… jeg mener, det er en underlig verden vi lever i . En underlig tid at være udgivende kunstner i. Jeg synes der er en masse lort ude, af folk der ikke har den fjernest ide om hvordan det er at være en udgivende kunstner, og hvordan den udgivende kunstner er blevet påvirket af alt dette…
Alle mine ligemænd har det på samme måde, men der er ingen der tør sige noget… det er ikke fordi jeg vil opfordre til noget, eller starte en kampagne… det eneste jeg kan gøre, er bare at ”Mad Magazine” det her og lave en satire ud af det. Og vise det er dumt, det føles som om hele branchen er en dårlig TV-shop reklame fuld af brugtvognsforhandlere – ”Hey hey, download det her nu og få det her med gratis! Men vent, der er mere!!!”.
Jeg mener, det er blevet uværdigt… jeg synes vi skal have den her diskussion… det er derfor, at iPad’en og iPhone’n siger “Det stinker” og “Og hvad så?”, for det er det svar som flertallet får, når de lægger musikken ud på nettet. Det er blevet en kliche, er det overhovedet muligt at få andre kommentarer? Dialogen skal ændres og skubbes fremad.

RapSpot: Hvis du skulle nævne de fem mest indflydelsesrige plader siden 2000, hvilke ville det så være?
DJ Shadow: Haha, siden 2000… puha, det skal jeg tænke over… altså der har da været flere jeg har kunnet lide… den musiske udvikling er begyndt at gå langsommere. Af alle de grunde jeg har nævnt tidligere. Hvis ingen investerer i musik, så er der færre og færre der vil lave musik… det føler jeg meget stærkt omkring. Jeg kender flere rappere, der har opgivet at lave musik, da det er helt umuligt at kunne leve af det, og det er en dårlig ting, da der så er mindre hjerne, der prøver at skubbe og udvikle tingene fremad.
Jeg synes, at den eneste nye legitime musikgenre der er opstået, er dubstep. Også selv om den er over ti år gammel… jeg ved alle vil nævne dubstep, men faktum er, at det bare er en af de eneste genrer, man kan sige har noget nyt i sig. Men det er jo bare en blanding af drum’n’bass, hiphop og dub…
Men der er også hyphy. Første gang jeg hørte hyphy i 2003 tænkte jeg, ”Wow”. Det var præcis som første gang jeg hørte Public Enemy. Det var klogt, fuld af energi, fuld af liv og fuld af… ”regional-context”. Alt det skal der til, for at noget nyt kan skabes, især indenfor rap. The Dirty South-lyden ville ikke eksistere, hvis ikke miljøet i syden eksisterede. Det samme gør sig gældende for Oakland, Richmond og The Bay Area… musikken giver mening der, på grund af stofferne og racesammensætningen, etc. Alle disse ting har haft indflydelse og skabt musikken.
Og selvfølgelig vil folk uden for The Bay Area sige ”Det stinker” og ”Jeg forstår det ikke”. For folk der levede i det geografiske område, var det spændende, vitalt og involverede alle… og jeg ville ikke bare sidde og lade stå til, jeg ville deltage.

RapSpot: Det var derfor du lavede ’The Outsider’?

DJ Shadow: Ja ja, præcis derfor. Jeg ville ikke lave hyphy light til mine fans. Jeg ville lave ægte hyphy til hyphy-scenen, og det var den store forskel på hvordan ’The Outsider’ blev taget imod. For dem var den for anderledes og for rå… de fangede den ikke og forstod ikke konteksten… men altså jeg mener, hvorfor vil jeg have Keak the Sneak med på min plade og så ikke have ham til at være Keak the Sneak. Det er en ting jeg aldrig ville undskylde for…
Det tog år for folk fra blandt andet Pitchfork, før de forstod det. Det er først nu, at de er begyndt at være sådan ”Ah, nu forstår vi”. Da pladen kom ud var de sådan ”Hvad er det her? Hvem prøver han at imponere?”… men det er all good. Hvis jeg kan fremprovokere den reaktion, så gør jeg enten noget meget rigtigt eller noget meget forkert. Og jeg kan kun stole på min egen følelse og dømmekraft. Forhåbentligt fremkalder jeg samme reaktion med denne plade, for jeg har bare gjort, hvad jeg selv følte var rigtigt.

RapSpot: Du siger, at ’The Outsider’ var meget inspireret af hyphy-lyden, da du virkelig var fascineret af den. Nu giver du udtryk for, at du er fascineret af dubstep. Vil den nye plade så være meget inspireret af dubstep?
DJ Shadow: Nej. Med hver plade jeg laver, prøver jeg på at rykke grænserne. Jeg vil ikke lave lettilgængelig musik. Jeg kan godt lide, at folk ikke ved, hvad de skal gøre med musikken med det samme… jeg kigger mod musikken som mine ligemænd laver, musik der har kant.
Jeg mener, da jeg hørte ’3 Feet High and Rising’ var jeg i gang med mit junior-year i high School og blev helt blæst væk af den plade inden for de første to minutter. Sådan havde jeg det også med N.W.A.’s ’Straight out of Compton’, også selvom jeg hørte World Class Wreckin’ Crew, ’Dopeman’, ’Boyz in the Hood’ og alle deres tidlige ting – første gang jeg hørte pladen, var jeg helt mundlam. Det var præcis det jeg ville høre… det er den følelse jeg prøver på at skabe med min plade.

Foto fra koncerten i Amager Bio: Michael Hornbogen

Showet trak primært på deres fælles album, med afstikkere til egne karrierer. Kemien på scenen var åbenbar og er da også tydelig på pladen, der for denne skribent har været en af de mest positive musikalske overraskelser det seneste år, til trods for en til tider lidt banal sentimentalisme.

‘Distant Relatives’ (læs anmeldelse) viser os to store vokalister i topform og varierer smukt mellem spiritualitet, eftertænksomhed og ild på mikrofonen. Den modning, Damian Marley lagde for dagen på sidste års ‘Welcome to Jamrock’ giver nærværende plade en pondus ingen af hans tidligere udgivelser har haft, mens Nas lyder mere tændt og fokuseret end han har gjort mere end punktvist de seneste mange år.

Interviewet foregik i Damian Marleys hotelværelse og blev foretaget sammen med DUBCNNs ptas, der også var på pletten. Vi startede uden Nas, der stødte til midtvejs.

RapSpot: Hvordan fandt I sammen om det her album?

Damian Marley: Albummet blev til fordi vi begge længe har haft stor respekt for hinanden; vi har været fans af hinandens musik. Jeg inviterede Nas til ‘Welcome to Jamrock’-pladen, på nummeret ‘Road to Zion’ og han bad mig om at bidrage til ‘Hip Hop Is Dead’ — desværre kom den sang vi indspillede ikke med på den endelige trackliste — så vi har længe haft lyst til at samarbejde mere. Og så foreslog vores managementgrupper, at vi kunne lave en EP sammen, med fire sange der handlede om Afrika. Da vi gik i gang med den EP udviklede den sig til et album. Sådan skete det.

PTA: Nas er en af de få rappere, der stadig snakker om Afrika i sine tekster — var det det, der tiltrak dig, eller var det noget andet?

DM: Ja, det var en af de ting, der tiltalte mig ved hans musik i årenes løb — Nas er i stand til at kommunikere med gaden, samtidig med at han holder det ægte i forhold til det at være et menneske. Han fremstiller ikke sig selv som en perfekt person og han viser respekt for sin historie, sine forfædre og spiritualitet. Nas har altid vist de ting i sin musik, samtidig med at han fastholdt den der kant der gør det tilgængeligt.

RapSpot: Med hensyn til temaet om fælles ophav i Afrika, gennemstrømmer det hele pladen. Den er ret stramt sammensat på det punkt…

DM: Ja. Vi havde to sange til overs fra mit sidste album, som vi ikke havde kunnet bruge, fordi vi ikke kunne få dem clearet — en af dem var med K’Naan og endte med at blive ‘Africa Must Wake Up’ på det her album. De to sange affødte ideen om den der EP og så besluttede vi os simpelthen for at fortsætte og lade hele albummet handle om Afrika: en del af musikken på albummet er samplet fra afrikansk musik og sangene handler om Afrika — hver eneste sang har en eller anden forbindelse til Afrika. Det syntes vi godt om, så vi besluttede os for at fastholde det hele vejen igennem.

PTA: I har også det til fælles, at jeres fædre var, og er, musikere. Var det noget, der havde betydning for jeres møde?

DM: Nej, jeg fandt først ud af, at Nas’ far var musiker efter arbejdet på albummet var påbegyndt, og jeg var ikke klar over hvor stor en legende han var, så jeg var ikke rigtig bevidst om det under arbejdet.

PTA: En af de ting, jeg synes er interessant ved albummet er, at det blander de mere spirituelle sange med numre, hvor I bare fyrer den af som MC’s — ‘As We Enter’, ‘Nah Mean’, osv. — hvordan var det at indspille de numre? Nas er jo en af de bedste spyttere i hiphop, så følte du, at du havde noget at leve op til?

DM: Ja, helt sikkert, det holder dig skarp. Jeg var virkelig sendt af sted på den her plade; jeg var inspireret og nød arbejdet. ‘As We Enter’, som indleder pladen, indspillede vi sammen i båsen — vi skiftedes på den samme mikrofon. Det var i sig selv virkelig fedt, en stor oplevelse.

PTA: Nas beskriver jer på det nummer som “to Obama’er”; der var stor optimisme og tro på forandring, da Obama blev præsident. I har begge været meget åbenmundede omkring politikere og deres mangler i varetagelsen af deres arbejde — hvordan har du det med den politiske udvikling i dag?

DM: For mig er det bedste ved Obama ikke Obama selv, men snarere folket som valgte ham. Det viser, at folk er klar til forandring og jeg tror Obama er klar over det, for hans karriere er skabt af folket, særligt de yngre generationer. Han ansporede mange afrikansk-amerikanere til at stemme for første gang i deres liv. I Jamaica har der desværre ikke været de store forandringer — same shit, different day.
RapSpot: Hvordan gik I til den blanding af hiphop og dancehall-reggae, man finder på pladen? Jeg tænker både i forbindelse med din deejaying og sang og med dit og din brors [Stephen] arbejde med selve musikken — var der en tilpasningsproces i forhold til rap?

DM: Ikke rigtigt, mine albums har altid haft den dimension. Vi har altid lyttet til hiphop, jeg er hiphop-fan og har altid haft en snert af det i min musik. Den virkelige udfordring var snarere at inkorporere det afrikanske element — det var nyt. Vi samplede en del, og lod os inspirere af, afrikansk musik. Jeg lyttede til en masse af det under arbejdet på albummet, simpelthen for at finde ting vi kunne bruge. Det lærte jeg en masse af. Og så var det naturligvis nyt for mig at lave musik til Nas, som allerede er en legende på sit felt, har masser af erfaring og ved hvad han vil have — det var en udfordring. Det ansporede mig til at gøre mig ekstra umage, og jeg synes virkelig jeg modnedes som producer på grund af det.

RapSpot: Siden du var ansvarlig for musikken, må det have været dig, der i højere grad satte kursen?

DM: Musikalsk? Ja, til en vis grad.

RapSpot: Så det var måske mere Nas, der skulle tilpasse sig?

DM: Det tror jeg han ville sige ja til, hvis du spurgte ham. Han sagde, at en del af de grooves vi brugte var atypiske for hiphop, så i den forstand tror jeg det var en udfordring for ham. For mig var udfordringen ganske enkelt at leve op til hans ønsker.

[Samtalen afbrydes da Nas ankommer, hilser på forsamlingen og sætter sig]
DM: Vi snakkede netop om dig [latter].
Nas: Fedt værelse—Damian får altid de bedste hotelværelser [latter]
DM: Det her er presserummet, dawg [mere latter].
PTA: En af de ting jeg rigtig godt kan lide ved dancehall er tanken om at tale opbyggeligt til ungdommen og det har også været en tradition i hiphop, men i mindre omfang de seneste år. [Til Nas] dit nummer ‘I Can’ bygger på den tanke og der er masser af det på det her album, ‘My Generation’ er et godt eksempel; var det jeres ambition fra starten og var der noget specifikt I gerne ville viderebringe?

DM: Ja, som du siger har det altid haft en vigtig plads i dancehall og reggae. Og når du laver et album om Afrika, går det ikke at være overfladisk. En af de ting Nas og jeg har til fælles er, at vores tekster handler om noget som man kan lære af. Så vi byggede bare på det fælles grundlag.

RapSpot: [til Nas] Conscious rap har i efterhånden mange år ligget underdrejet og det her er et gennemført conscious album — nok i højere grad end nogen af dine soloplader — hvad fik dig til at ville gå i den retning?

Nas: Jeg føler mig privilegeret over at være anerkendt som hiphop-kunstner. Det giver mig gode muligheder for at udtrykke mig. Jeg var nået til et punkt i min karriere, hvor det her album var hvad jeg ville lave. Andre kunstnere er måske ikke nået til det punkt — måske er de for unge, måske er de bange, måske har de det bare fedt med det, de laver — men jeg er heldig og befinder mig et sted, hvor jeg kan udtrykke det jeg har på hjerte, og folk ved at det er ægte. Jeg behøver ikke bekymre mig om, hvad andre gør eller ikke gør, jeg kan gøre min egen ting. Jeg tror på, at hiphop gør os i stand til at tale om hvad som helst og det her er, hvad jeg har valgt at tale om her og nu. Når andre vælger ikke at tale om Afrika, er det deres valg — det er helt fint, der er intet i vejen med det. Men det her er mig, det er hvad jeg har at sige.

RapSpot: Du har også nogle pænt personlige vers på albummet. Der er en modenhed over det.

Nas: Som det er i dag med internettet og de andre medier, kommer de personlige oplysninger alligevel frem, så du kan lige så godt selv at tale om personlige ting, for hvis du ikke gør det, er der helt sikkert andre der vil, som misforstår og fordrejer tingene.

PTA: Hvad er det vigtigste I har lært af at lave det her album og være på turné med det?

DM: Hvor meget folk elsker det [latter].
Nas: Ja, for fanden.
DM: Hvor meget folk sætter pris på det; de elsker det ikke bare som de elsker den gennemsnitlige partyplade, de sætter virkelig pris på det. Det har været stort at opleve — det er en bekræftelse af, at vi gør noget rigtigt.
PTA: Det virker helt klart som om I når hinandens publikum, og et helt nyt publikum også, ikke mindst herovre.
Nas: Ja, vi udvider hinandens publikums horisonter. Det her er universel musik — det kan ikke sættes i bås ét sted. D og jeg laver noget anderledes, end hvad vi før har gjort og det åbner nye veje for os. Det er stort.

RapSpot: [til Nas] Er der også en fornemmelse af at vende tilbage til dine rødder i den forstand, at hiphop-musikken i så høj grad stammer fra jamaicansk musik?

Nas: Helt sikkert. Det her er virkelig en tilbagevenden til mine rødder — jeg er virkelig i gang med at finde nye ting i mig selv og vise verden dem. Ja.

Fotos fra koncerten i Store Vega ved Kenneth Nguyen (se flere her).

Hvordan er det gået med dit album? Synes du selv det er blevet godt modtaget?

Spez: Det synes jeg, selvom der ikke er vanvittigt meget salg i det. Men fred være med det, for det havde jeg heller ikke regnet med. Det er sjældent at man løber ind i nogen, som mener det man laver, er noget rigtig lort – så holder de det for sig selv. Med det in mente så har det været en rigtig god modtagelse. Der har været meget kærlighed.
Har du været tilfreds med Tabu som pladeselskab?
Spez: Ja de gør et virkeligt godt stykke arbejde, og jeg kan mærke at der sker noget. Der sker noget mere, fordi det er et stykke dedikeret arbejde de laver.
Har du en ny plade på tegnebrættet?
Spez: Ja men jeg ved ikke om det bliver på Tabu endnu. Det er dog ikke en plade fra mig, men fra Pernille (Vallentin – Kaspers kæreste) og jeg. Vi laver en plade sammen under navnet Pudekamp. Det må du meget gerne have med, for det er det næste vi laver. Jeg kan slet ikke overhovedet magte at tænke på at lave en soloplade igen lige pt.

Var det hårdt arbejde at lave ’Fantasten’?
Spez: Det er fordi, jeg er så lang tid om det. Jeg føler virkelig, at alt det som jeg har lavet, er alt hvad jeg kan-agtigt.
Føler du dig udtømt?
Spez: Ja men så igen alligevel ikke. Det er bare virkelig svært at forestille sig, at lave 16 nye numre. Så har jeg også rigtig meget lyst til at lave noget med Pernille. Vi håber at kunne føre stilen videre fra ’Dagen derpå’ nummeret.
Nu spiller C.V. Jørgensen også hernede, er det forkert at se på det som om du nu skal tage over efter ham? Næste generation af danske tekstskrivere?
Spez: Jeg ser ikke mig selv, som en der skal tage over efter ham. Der har været meget sammenligning med ham, og det er et virkeligt stort cadeau. Det har selvfølgelig meget at gøre med, at man skal passe på, hvad man siger. I starten spurgte pladeselskaberne og journalisterne hvad er det du laver, og har du nogle idoler, så nævnte jeg C.V. Der er så meget copy/paste i den verden, så den har bare hængt fast. Jeg føler mig ikke som en videreførelse af ham, men i min verden er han en af de dygtigste i Danmark til at skrive tekster. Jeg kunne have fået meget værre sammenligninger.

Hvad betyder det for dig at skulle spille på Roskilde?
Spez: Det skulle gerne være sådan at hver koncert betyder lige meget. Jeg føler også, at jeg giver mig selv fuldstændig om så det er i Randers, Pumpehuset eller her. Men det er noget andet at spille her.
Hvad betyder Roskilde festivalen for dig, kan det måle sig med Langelandsfestivalen?
Spez: Ha ha nej det er der ikke noget der kan, jeg har 20 års jubilæum på Langelandsfestivalen i år. Men Roskilde er for mig en rigtig god bror, som man kender godt, og aldrig skuffer. Det er dejligt, at være her for folk er glade, og når vejret er godt, så er det altid hyggeligt.
Har du nogle bands du skal se hernede?
Spez: Selvfølgelig skal jeg se C.V. Jørgensen. Så ville jeg meget gerne se Den Sorte Skole.

Har du haft en speciel oplevelse hernede som du gerne vil dele med folk?
Spez: Ja det har jeg faktisk. Jeg havde en spøjs oplevelse her forleden dag, hvor jeg lige er ankommet sammen med kæresten. Så står jeg og køber cigaretter, og så støder jeg ind i en fyr. Han kommer op ved siden af mig, og siger: ”Du ligner lidt ham Kasper Spez”. Nå ok siger jeg og så siger han: ”Ja det gør du ret godt, men det er ikke helt rigtigt men tæt på. Du minder en del om ham, men det er ikke helt”.
Det var en meget ekstrem oplevelse, er det mig, egentlig? Jeg kan ikke lade vær at tænke på den gamle historie om Chaplin, der stiller op i en look-a-like konkurrence af ham selv og blev nummer tre. Det er jo lidt i samme stil. Jeg sagde aldrig det var mig, jeg svarede bare på hans spørgsmål. Han sagde: ”Du gør det ret godt”, og jeg svarede bare – ”Jeg gør hvad jeg kan”.

Har du til sidst et par ord til RapSpots læserne?
Spez: Jeg håber altid at folk støtter op omkring musikken uanset hvad de er til, og RapSpot er jo Danmarks fedeste rap-hjemmeside. Jeg har jo slået mine folder på lyrikboardet før i tiden, og læser stadig RapSpot en gang imellem.

Foto: Bo Pee

RapSpot: Først og fremmest, tillykke med en veloverstået koncert, hvordan synes du selv det gik? Er du tilfreds med det?

Khal Allan: Jeg synes det gik virkelig nederen. Jeg havde forventet der var flere folk fra heavy-miljøet, flere folk fra techno-miljøet, flere fra junkie-miljøet og flere fra hooligan-miljøet! … Nej just kidding, det var over mega røv dope!

RapSpot: Havde du nogen indflydelse på, hvornår du kunne spille? Der var trods alt fodbold nu…

Khal Allan: Nej, det havde jeg ikke. De sagde først, at jeg kunne spille på Pavillion. Først havde jeg det sådan, Pavilion Junior, der har jeg spillet… OR for en 4-5 år siden. Hvorfor booker de mig ikke for et år siden på Orange? Men it´s all gut. Fedt at spille på Roskilde uanset yeah!

RapSpot: Hvor meget havde I lagt i forberedelserne til koncerten og hvilke tanker lå der bag showet?

Khal Allan: Jeg har haft en vision, men jeg har også været konstant paralyseret. Så har jeg mødt op, og fortalt ”bandet” lidt om mine drømme og så har de for det meste opfyldt mine drømme. Og så har vi øvet en del gange, men vi har kun spillet settet igennem tre gange, da det har taget lang tid at loade tingene ind i mpc’en.

Rapspot: Nu er din plade ‘Tuder & Høvding’ en man skal høre i et stræk, hvordan har I udvalgt hvilke numre I skulle spille?

Khal Allan: Vi har valgt de sange jeg kan bedst og dem der er bedst, samt dem der er mest troværdige. Vi har lavet alternative versioner af det meste og pumpet hele lorten lidt op. På den første plade var nogle af numrene korte numre, og sådan skulle det også være… Pot pouris motherfuckers!

RapSpot: Hvem vælger du at arbejde sammen med og hvordan udvælger du beats? Ligger der store overvejelser bag, eller hvordan?

Khal Allan: Jeg valgte de her folk, som godt ville være med til at lege det her. Det var der ingen problemer i. Alle de folk jeg arbejder sammen med repræsenterer noget forskelligt, fra de gamle dj-hoveder til Asger og Dix der godt kan lide at skubbe til grænserne… Alt fra dem der oplevede de gamle dage men har respekt for fremtiden, og omvendt…Få rystet posen lidt op og se hvad vi kan gøre ved brikkerne Yo!

RapSpot: Hvad er din arbejdsproces når du laver en plade? Jeg synes at have hørt en del rygter om dit arbejde med ’Tuder og Høvding’. Var det meningen at du skulle lave ’Tuder & Høvding’, eller skete det bare?

Khal Allan: Jeg vidste jeg ville lave en plade før jeg lavede OR. Og tiden med de riminelle er det fedeste venskab samarbejde jeg har / har haft . Nothing but Love y’all! Men så havde jeg noget tid og en af mine hiphop-venner, Lucias/Podufer Madf, greb fat i mig og sagde, at han gerne ville lave en plade med mig. Så pjækkede jeg en helt masse fra skole og så sad vi 3-4 måneder og arbejde på pladen. Vi havde kunstnervin, cigarettombola og alt det gode… og så lavede vi en plade på rimelig kort tid. Der var nogle tekster der lå og der var nogle der blev skrevet i nuet… Jeg begyndte at producere på grunds af pladen.

RapSpot: Når folk har skullet sammenligne dig med amerikanske kunstnere, er det ofte folk som Madlib og MF DOOM der bliver nævnt. Men jeg synes at have læst i et interview, at du ikke har lyttet så meget til DOOM. Men da jeg lyttede til din plade første gang tænkte jeg straks ’Operation Doomsday’…

Khal Allan: Jeg har ikke haft nogen DOOM-plader. Det er fint nok, men jeg har tjekket mere for DOOM efter, at jeg har lavet min plade. Jeg vidste godt han var syg og droppede onde rim over gode beats.

RapSpot: På din plade har du et hyldestnummer til Sean Connery. Hvis man nu skulle lave nummeret igen, men med en dansk skuespiller, hvem skulle det så være? Karl Stegger, Dirch Passer, Jens Okking eller Peter Ganzler?

Khal Allan: Jeg tror mest det skulle være Jens Okking. Jeg aner ikke lige hvem ham Karl Stegger er, har vist hørt om ham via dansk rap… Men hvis jeg skulle vælge at lave en sang om en dansker, så skulle det nok være en sang om Kim Larsen. Han får klø af nogle rigtig store typer i Odense tror jeg.

RapSpot: Et lidt oplagt spørgsmål. Har du nogen gode tips til koncerter Roskilde-folket burde tjekke ud? Hvad skal du selv se?

Khal Allan:… de store, oplagte. Prodigy, Gorillaz og jeg vil også gerne se Die Antwoord bare for the fuck og så selvfølgelige hiphop-navnene… hvis Tech9 kunne være ligeså vild som første gang man så Atmosphere, ville han helt sikkert være værd at tjekke. Men ellers, så en hel masse bands man ikke kender, eller hvor jeg nu lige vader ind.

RapSpot: Hvem vinder VM?

Khal Allan: Hvem er med? Tyskland!

DubCNN: Jeg var inde til Roskilde Festival-pressemøde, hvor mange af de spillende kunstnere blev offentliggjort. Damen som præsenterede dig sagde, at hun havde hørt din plade og havde tænkt – det her er helt vildt, det er ligesom Malk de Koijn. Hvordan har du det med den sammenligning? Kan du se noget i det?

Khal Allan: Det ved jeg ikke… Jeg har kun læst om den sammenligning. Det er ikke sådan, at folk er kommet hen til mig på gaden og sagt – hold kæft du er Malk de Koijn-agtig. Jeg har tonsvis af respekt for Malk de Koijn. Tue Track er jo den sygeste moderknepper der kan gå i Danmark… Fuck sammenligninger, altså de er fine nok, men det er ikke noget jeg er gået efter…

DubCNN: Du bliver oftest nævnt på diverse fora, for eksempel RapSpot-boardet når der diskuteres hvilke danske MC’er der har skillz, men du prøver også at tage tingene andre steder hen. Hvad er dit forhold til det at være rapper og det du kan med rap?

Khal Allan: Jeg synes det er sjovt at lave rap, men jeg synes også det er sjovt at forholde mig til… jeg må også være ærligt og sige, at nogle gange så læser jeg det der på nettet og googler mit eget navn, det gør jeg sgu. Og så læser jeg det og tænker, når ja, hvis det er det de synes… jeg forholder mig til det, men laver også bare det jeg synes er godt – Kim Larsen citat… fede rim, rytmisk shit, et beat der fortæller mig hvad jeg skal gøre…

DubCNN: Så du har aldrig været en del af konkurrencen i stil med, ’jeg lavede de længste flerstavelsesrim’?

Khal Allan: hm, måske lidt i starten. Der lavede jeg det længste rap-vers og så’n… Men jo, jeg lytter til hvad der er. Hvis jeg hører noget der duperer eller imponerer mig, så kan jeg tænke, at jeg skal lave noget der er federe, jeg er jo en del af konkurrencen. Men har aldrig været ude i noget Fight Night ish.. Det tør jeg sgu ikke.

DubCNN: På den ene side er det meget antikommercielt at udgiver plader der ikke har noget fast cover, eller hvis cover er en pizzaæske, men kan det ikke også blive en gimmick? Kan du ikke bare udgive en plade?

Khal Allan: Jo, hvad skal man sige? Jeg har fået så og så meget hype, men det er ikke én pladeselskabsfucker der har turde at kigge mig i øjnene. Der er ingen der har turde sige, her har du 50.000 i forskud og lav så en plade… Men jeg er ikke bleg for at ”udgive” en plade. Kom da, giv et bud.

DubCNN: Er du da i gang med at lave en plade?

Khal Allan: Ja, men den bliver kun for børn…. Eller, barnlige sjæle, der ikke er børn.

RapSpot: Malk de Koijn er oftest anmeldernes kæledægge og at blive sammenlignet med dem…

Khal Allan: Det er sikkert også fordi, at anmelderne ikke kender dansk rap nok. De kender ikke mine referencer og de kender ikke amerikansk hiphop som jeg gør.

RapSpot: Hvem er det så du refererer til?

Khal Allan: Jeg prøver at referere til alt omkring mig. Ting jeg synes er grineren eller nedern.
Jeg synes det er fint at blive inspireret, men please don’t bite.

RapSpot: Har du nogensinde oplevet noget negativt omkring din plade? Jeg mener, den får gode anmeldelser, en masse hype og blev hurtigt udsolgt på vinyl, hvilket ellers sjældent sker for en dansk rapvinyl.

Khal Allan: Der var en anmelder fra Gaffa, men han havde også ret i nogle af de ting han sagde. Det var til Took it sidste år… og undskyld til folk, hvis de ikke synes det var bangin’ nok, men lydmanden var også skod. Derfor har vi egen lydmand med i år.

RapSpot: Det var live, men jeg tænkte mere på din plade. Er det fordi, at folk er bange for at få på munden af dig?

Khal Allan: Haha… sygt nok hvis de tror det. Jeg er god og går op i at være god… eller noget. Jeg undervurderer ikke folk, jeg spiser dem ikke af med noget, eller laver let hiphop. Jeg laver ikke rap for at gøre folk tilfredse. Jeg undervurderer ikke mit publikum. Folk er ikke dumme.

RapSpot: Så du har ikke lavet et nummer du ikke har fortrudt?

Khal Allan: Jo, jeg har fortrudt de fleste numre jeg har lavet, men jeg er også maaad selvkritisk

RapSpot: Nogle sidste ord?

Khal Allan: Slå dit hoved, keep it Seal…. Næ, kan ikke huske mine floskler.

Fotograf: Kenneth Nguyen

- Ideen er en anderledes, hyggelig og mere uhøjtidelig hiphop-event. En 1-dages forretning der aldrig kommer igen, men som forhåbentligt kan give folk en usædvanlig shopping-mulighed med en kold, gratis guld tuborg i hånden. Jeg har lavet det i ånden fra 70′ernes block parties, hvor det bare handler om at stable noget der fungerer på benene. & then fuck what it looks like! Locationen er et lille, halvpsykedelisk tomt butikslokale på Dybbølsgade 62, ved Enghave Plads. Der er en masse kvalitet i forskellige genrer til salg… graf-lærreder og merchandise fra Toys Crew, samt blandet graffiti-litteratur. Der er masser af tøj til fornuftige priser fra de mest lokale mærker på scenen, samt en special-designet extremely limited edition t-shirt til dagen, som nok skal blive et collector’s item. Så er der en stak cd’er, lidt mere merchandise og endelig en mælkekasse fyldt af vinyler fra mit eget stash til salg, for dem der ikke har snoldet alle deres lommepenge op endnu!

Du er nok den person i verden, der har sagt “God donut” flest gange. Hvorfor vælger I så at servere hjemmebagte pølsehorn?

- En god homeboy fra Svendborg har understreget vigtigheden og betydningen af pølsehorn, i forbindelse med god hip-hop og rigeligt med øl. Jeg kan ikke misrepræsentere…jeg blir nødt til at gøre nabolaget stolt. Ergo er der min mom’s hjemmebagte pølsehorn på menuen for dem med timingen og appetitten i orden. Jeg skal selvfølgelig nok huske karry ketchup til de modige, thugged out sjæle. Igen – ingen misrepræsentation tilladt – Gotta step correct!

Er det ikke dårlig timing, at en inkarneret fodboldfan som Jeppe Bisgaard har valgt at lave et arrangement under VM (du-du-du)?

- …må jeg ikke inden jeg svarer, starte med at give din brormand den største respekt i verden(smesterskaberne) for at piske den mest vanvittige vm-stemning i vejret på Facebook. Jeg tror snart jeg glæder mig mere på hans vegne end på mine egne, over at det største fodbold-spektakel i verden står for døren. Når det er sagt, må jeg bare tilstå at det har været umuligt at finde et bedre tidspunkt med alle de arrangementer der er i disse dage. Jeg har lagt det sådan at vi alle kan nå at se England-USA senere og egentlig kun går glip af Ji-Sung park’s nye frisure imod Tzatziki-drengene (SydKorea-Grækenland, red.), og jeg er rimelig sikker på at den kamp nok skal blive genudsendt på et tidspunkt…

Er det muligt at løfte sløret lidt for hvilke guldkorn, der gemmer sig i mælkekasserne, eller hvilken memorabilia, der kommer til auktion?

- Lad mig bare sige det sådan: de er taget fra de hylder med det vinyl, som jeg aldrig regnede med at skulle skille mig af med, men under mottoet “jeg har haft uendelig meget glæde af disse plader, nu håber jeg en anden vil have den samme oplevelse ud af dem”, har jeg besluttet at så må jeg ofre lidt for sagen…der er old school, der er undergrund, der er dobbelt-albums & promo-eksemplarer som jeg har slæbt med hjem fra Def Jam & Tommy Boy. Vinylerne er det eneste der ikke er fast prissat på dagen, men op til forhandling med jeres egen rap-reporter fra Mix…der er et par få jewels i kassen hvor folk sgu’skal have flere nystrøgne sedler op af lommen, før vi snakker samme sprog, men også rig mulighed for nogle rigtige gode deals… og så kan I sgu’ altid komme og stikke mig en drink senere, når I har pendlet lortet på eBay for en god fortjeneste;-)

Tilmeld dig Guld Tuborg Hip-Hop Pop Up Store på facebook.