Se også graffiti-galleriet og linselus-galleriet.

Alle billeder af Klaus Køhl Heinecke
Klik for større størrelse – og naviger med piletasterne
[See image gallery at rapspot.dk]

Related Images:

Dertil kom en række andre koncerter, jeg ikke har været i stand til at anmelde særskilt, selvom de fortjente det. East Londons grime-ekvilibrist Kano sloges lidt med sine larmende beats på Apollo-scenen fredag, men hans vokal fejlede ikke noget, og da han nåede sin afslutning med ‘3 Wheel-Ups’ og ‘GarageSkankFreestyle’ var der fest. På samme scene afløste A$AP Mob-kometen Playboi Carti for den desværre aflysende Lil Uzi Vert lørdag aften. Han spillede på det helt rigtige tidspunkt og fyrede godt op, men var desværre mere DJ (i ordets old school-forstand) end rapper og lod sine vokaltracks gøre meget af arbejdet. Freddie Gibbs spillede kl. 2 søndag morgen og min oplevelse var derefter, men jeg synes han var tight. Bare en lidt underligt start/stop-agtig koncet med for meget snak med publikum.

Seun Kuti spillede en glimrende koncert i regnen fredag eftermiddag, om end hans band Egypt 80 — dannet af hans legendariske far Fela — med deres professionelle men flegmatiske optræden stod i en vis kontrast til den energiske frontmand. I hip hop-sammenhæng var trækplastret her The Artist Formerly Known as Mos Def, som af alle steder knyttede forbindelse til Seun på Vanguard Festival i 2014. Desværre gjorde han ikke meget væsen af sig: jeg kan forstå at han rappede et par vers tidligt i koncerten, men da jeg var en halv time forsinket så jeg ham ikke. Han dukkede simpelthen ikke op igen, selvom han og Seun delte billing på koncerten. Besynderligt.

Mine aldersramte forpligtelser betød desværre, at jeg gik glip af interessante navne som Clams Casino, 69, Princess Nokia og Young MA, samt nyligt gendannede Digable Planets, men her kan jeg i det mindste kalde på minderne fra deres eminente koncert på festivalen dengang vi var unge i 1993.

Anyway, det var et program, som fortsat vidnede om bredden og udsynet i Roskildes hip hop-bookings: fra regionale undergrundsfænomener og up-and-comings til gulrandede veteraner. Og så var der jo nogle tidens store rap-crossover acts — G-Eazy tiltalte mig ikke, så det var godt at trap-crooner Bryson Tiller trumfede ham ved at være så goddam hip hop i ånden. Weeknd var heller ikke værst, selvom det ikke ligefrem er hip hop. Jeg skrev mere om den udvikling i torsdags.

Nå, og så bare fordi det er en af mine kæpheste: Roskilde viste igen, at de bare ikke brænder for reggae. Booking af Jah9 som eneste jamaicanske navn på festivalen virkede helt tilfældigt. Hun leverede en ok koncert, men det var svært at se hvorfor præcis hendes meget skabelonagtige roots-reggae ene skulle repræsentere Øen på Roskilde.

Elefanten i rummet sidder imidlertid andetsteds, nemlig på Orange fredag nat. Den Sorte Skole, bestående af Simon Dokkeldal og Martin Høiland var det eneste danske hip hop-relaterede act i hovedprogrammet og skulle i år krones på hovedscenen efter en bemærkelsesværdig sekvens af koncerter på festivalens mindre scener, med foreløbig kulmination til 40-års jubilæumskoncerten på Arena i 2010 eller måske samme sted i 2013. Der var ikke mindst i medierne lagt i ovnen til den helt store koncert, på hvilken de havde arbejdet på fuld tid, sammen med 125 forskellige bidragsydere, siden oktober sidste år. Det københavnske DJ-kollektiv har altid været karakteriseret af et ambitionsniveau udover det sædvanlige, himmelstormende på en måde vi sjældent ser i Danmark og her tog de det til næste niveau.

Stor respekt for det. Problemet var, at deres koncert var et af det mest eklatante eksempler på kunsterisk overreach, jeg har været vidne til. Med spilletid kl. 1.15 om morgenen må man formode, at publikum møder op til fest og så er det problematisk at traktere dem med en tyve minutter (+) lang new age-agtig seance for Islandsk kor, hvor ethvert anslag til groove i det bastante beat brækkes ned før det får tag i folk. Jeg tror ideen var en art skabelsesmyte, men spørg mig ikke. Noget af en udfordring af tålmodigheden ude i regnen, hvor vi stod og folk begyndte at sive. Fint nok, hvis det havde været musikalsk udfordrende eller sjælfuldt, men det forekom i hvert fald denne tilskuer at være spektakulært uden så meget andet.

Det følgende indslag med et mere hype beat og grunden lagt live af en svedig bassist, som jeg desværre ikke fandt et navn på, livede derimod gevaldigt op og gjorde håbet om fest lysegrønt, men det blev der hurtigt sat en stopper for, da det forbandede kor kom tilbage. Dernæst en seance, hvor østrigske Mathias Loibner sad og nørdede på hurdy gurdy i hvad der forekom en evighed, inden den kurdiske sangerinde Aynur Dogan sluttede sig til og sang kraftfuldt og klinisk uden også det en ende ville tage. Efter en lang dag besluttede jeg mig, som så mange andre på festivalpladsen allerede havde gjort, for at forlade selskabet.

Hvad der tydeligvis var tænkt som en episk hyldest til jordklodens musik blev en intellektuel og indavendt ørkenvandring, på et tidspunkt hvor de fleste fødder bare ikke kunne mere. Ja, showet var imponerende gennemarbejdet og visuelt prangende, men fatalt fejlkalkuleret. Narrativ trumfede musikalsk logik, og ideer som kunne have haft en vis gang på jord, fx. det islandske kor, fik plads langt hinsides smertegrænsen, mens andre, mere lovende indslag droppedes før de blev fede. På vejen væk fra pladsen kunne vi høre Malk de Koijn traktere med det Bjørn Svin-udbyggede ‘Å Åå Mæio’, men jeg har svært ved at forestille mig at det var mere end for lidt, for sent.

Det ligner måske en tanke, at denne, Rapspots nok sidste Roskilde-dækning, således afsluttes lidt nedslået over den måske mest ambitiøse danske hip hop-relaterede koncert på Roskilde. Sitet har i tyve år forholdt sig kritisk til kulturen, især som den har udfoldet sig i Danmark, og det føles således rigtigt at lukke på denne vis, med ros og ris af en festival, der har været et omdrejningspunkt for Rapspots virke og som heldigvis, og trods svipsere, formår at repræsentere hip hop-kulturen som det levende sted den fortsat er i dag.

Inden det bliver nat, skal der lyde skud til Rapspots backbone og fortsatte nattevagt Papi Oh Noe, der muliggjorde denne hæse, lettere bedagede svanesang, og en af dets tidlige animerende kræfter, Klaus Køhl der, ansporet af vor ansats til en sidste rundgang, spontant tilsluttede sig med sit kamera. Det var ham, der engang i tidernes morgen inviterede undertegnede indenfor og derved åbnede for et kreativt venskab i hip hop. Ærbødigst tak, også til alle de fantastiske mennesker der har bidraget over årene.

ONE LOVE!

Fotos af Orange Scene med konferencierer (herunder Per V), Kano, Playboi Carti, Køllefar & Ladybug Mecca og Roskildecrowd af Klaus Køhl.

Related Images:

Bortset fra dårlig lyd, særlig på hendes mikrofon, i begyndelsen af showet, var det en sjældent gennemført og bevægende koncert. Fra den gåsehudsfremkaldende start med ‘Rise’ (naturligvis) til afslutningen med ‘Don’t Touch My Hair’, var der tale om en i særklasse velkalibreret performance. Hun har ikke den kraftigste stemme, hvilket var problematisk når lyden glippede, men overordnet flød den smukt live.

Bandet — alle klædt i rødt — bestod af trommer, keys, guitar, bas og blæsersektion. De var eminent velspillende og dynamiske på scenen, hvor de med jævne mellemrum deltog i charmerende fællesdans med forkvinden selv og hendes to korsangerinder. Dans var i det hele taget en væsentlig ingrediens i forestillingen, med Solanges egen lidt akavet hakkende og bundcharmerende moves som visuelt akkompagnement til hendes sarte vokal.

Der var velfungerende afstikkere til bagkataloget, bl.a. ‘Some Things Never Seem to Fucking Work’ (som jeg ikke kan høre uden at tænke på den her klassiker) og — indsat som afslutning på normaltiden — det lidt letbenede, Madonna-agtige “Losing You”, men de tjente mest til at understrege hvor markant en modning sidste års A Seat at the Table repræsenterer, hvis ikke man allerede skulle have opdaget det. Den plade ugjorde selvsagt grundtrukturen i koncerten og vi fik størstedelen af dens skæringer.

Den modning fornemmede man også i hendes eneste længere pause, hvor hun kort talte til publikum og betroede os, at hun var udmattet, at hun fandt det svært at være på turné og derfor foretrak enkeltbookings der gjorde det muligt også at passe sin familie. Det lyder måske banalt, men det forekom ægte — i det hele taget kombinerede hun sin tydelige kontrol over musikken med en let skyhed, der var aledeles afvæbnende. Et absolut højdepunkt kom kort derefter under “F.U.B.U”, der handler om sort solidaritet. Hun gik ned til pitten og omfavnede et pige fra publikum mens musikken spillede. Igen: det kunne have været cheesy, men det fungerede — “This shit is for us!”

Ekstranummeret var som sagt det måske mest ambitiøse nummer fra A Seat, og også et af de mest vellykkede — det personligt-politiske manifest ‘Don’t Touch My Hair’, som hun og bandet på episk vis udbyggede med soli og headbangende hårpragt: “What you say to me?” Indeed.

5 ud af 6 spots

Foto: Betina Garcia for Roskilde Festival/Skyfish.com.

Related Images:

Efter 24-timers reng og gråvejr dukkede solen frem i Roskilde just som han gik på scenen, som havde han taget en flig af Californien med sig. Og så var det lige på og hårdt med de legendariske vers fra NWA-klassikerne ‘Straight Outta Compton’, ‘Gangsta Gangsta’ og ‘Fuck tha Police’. Han fortsatte sit selvbiografiske rids med at fortælle om den gang han brød med gruppen og gik solo, hvilket han tog som anledning til at spille det ætsende, anti-NWA dis-track, ‘No Vaseline’. Mærkeligt, al den stund han lige havde lyssat sin tidligere gruppe i nostalgiens rosenrøde og kort efter ærede sin afdøde, tidligere NWA-partner og -fjende Eazy E. Signalforvirring, javist, men tanken var formentlig at nummerets klassikerstatus — samt formentlig dets prominente position i glansbilled-biopic’en Straight Outta Compton fra forrige år — bortmaner dets femogtyve år gamle hadtale.

Så var det tid til det Bomb Squad-producerede solo-manifest fra 1990 ‘The Nigga You Love to Hate’, der den dag i dag lyder som en lille revolution i hip hop, derefter den opbyggelige ‘Check Yo Self’. Men just som man troede det skulle blive nostalgisk hit-parade, koblede han os til nutiden med den spritnye historielektion ‘Only One Me’ fra 25-årsgenudgivelsen af klassikeren ‘Death Certificate’. Resten af sættet bestod a spring rundt i kataloget og det var velgørende at se, at det nyere materiale i leveringen stod ligeså stærkt som det klassiske. Et højdepunkt var naturligvis ‘Gangsta Rap Made Me Do It’, hvor den indignation, der altid har givet hans musik den sociale og politiske kant så meget andet i genren mangler virkelig kom til sin ret. Det messende hook gik lige i blodet.

Cube rapper ligeså tight live som på plade, hans erfaring er tydelig. Med sig havde han en anden veteran, WC, og de to gamle venner havde glimrende kemi på scenen, dog til tider en lidt for snakkende af slagsen. Der var mange pauser med morsom banter og knap så morsomme real hip hop-floskler. Det trak ned, men til gengæld trak det op, at de tog os tilbage til Westside Connection-dagene med ‘West Up’ og ‘Gangsta Nation’ — det første med særlig hilsen til dets producer, WCs afdøde bror DJ Crazy Toones, det sidste med salut til ligeledes afdøde Nate Dogg og hans tumpet-legendariske vending “smoke weeeed everyday!”

Cube forsikrede os om, at Danmark var et af hans yndlingssteder at spille, at han aldrig var bekymret om at hans publikum her ville være live. Det var nok fan-service, men denne lytter kunne ikke lade være med at tænkte tilbage på dengang i 1991, hvor han turnerede med ‘AmeriKKKa’s Most Wanted’ og helt tydeligt var overvældet af den respons han fik i hedengangne Saga. Jeg husker stadig hans kæmpe smil da en gruppe fans foldede et hjemmelavet Ice Cube-banner ud fra balkonen. Måske gjorde han også?

Det kan have været derfor, at han hen mod slutningen, i hvad der kun kunne fortolkes som et slet sjult dis af bookerne, fortalte at han kun var programsat til en time og gerne ville have spillet mere. Det var malurt i bægret til en ellers flot koncert, men han havde ret — en time var for lidt og det føltes som antiklimaks, da han lukkede med det nye ‘Good Cop Bad Cop’. På den anden side kunne man have argumenteret for, at han kunne have brugt tiden bedre, rappet mere, snakket mindre.

Det, der for denne lytter alligevel gjorde koncerten til noget særligt var da han indfølt spillede ‘It Was a Good Day’ i fuld længde. Det var som Prousts madeleine-kage for os aldrende hip hoppere, der med ét var tilbage i vores ungdom. Nummerets elegiske tone og melankolske ironi talte her mere grundlæggende menneskeligt end jeg før har oplevet det og fremmanede den der følelse af oneness i solen, man glimtvis kan opleve til musik. Et sjældent Roskilde-øjeblik.

5 ud af 6 spots

Fotos af Klaus Køhl og Mat.

Related Images:

Alt det glemte man hurtigt under denne kraftpræstation. Nas viste os hvad MC står for ved at rappe grønsværen til live i et sæt, der kun til allersidst tabte lidt af pusten. En fest uden lige, spækket med klassisk materiale, fremført med nerve og klarhed. Alene på mikrofonen, om end dygtigt ledsaget af Green Lantern på hjulene og live trommeslager og back-up vokal fra Eddie Cole. Sidstnævnte agerede akkompagnement på flere af de klassiske beats, mens han præcist genskabte andre.

Der blev lagt ud med den programmatiske ‘Get Down’, fulgt op af mastodonten i bagkataloget ‘NY State of Mind’. Så var stilen ligesom lagt. Queensbridge var Roskilde, det levede liv et sted ophøjedes et andet til hvad der momentant føltes som skæbnesfællesskab. Hip hop som Hermeneutik.

Nas gik direkte videre med Illmatic-klassikerne ‘Life’s a Bitch’, ‘The World Is Yours’ og ‘Halftime’, den sidste introduceret som flashback til dengang hip hoppen var ung. Nas var her ikke for at promovere sit snarligt kommende album, men for at fortælle os at fremtiden ofte ligger i forståelsen af historien. Igen hermeneutik. Ja, der var klar nostalgisk appeal over det — vi var en del hoveder der gabte os hæse på de klassiske tekster — men netop et show som dette, fra en kunstner som Nas, der fra starten cementerede sin plads i musikken som fortolker af hip hoppens grundstoffer, var det helt naturligt.

Vi fik således hele ‘Illmatic’, bortset fra ‘One Time 4 Your Mind’, og det var i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at han med en enkelt undtagelse — ‘One Love’, der lidt cheesy gik over i Bob Marleys klassiker — rappede numrene fra debuten til ende. Det gjorde han også med flere af sine andre, senere klassikere, hvilket var med til at understrege den tillid han har til sit materiale og til publikums værdsættelse af det. En sjældenhed i hip hop, hvor rappere sjældent tør bevæge sig hinsides første vers af tilsyneladende skræk for at miste publikums opmærksomhed.

Sættet var velkomponeret og tabte ikke højde af at bevæge sig frem i tid: ‘The Message’, ‘Nas Is Like’, ‘Hate Me Now’, ‘Got Yourself a Gun’ og ‘Made You Look’ hørte absolut til højdepunkterne. Hans historieskrivende vers fra Main Sources ‘Live at the BBQ’ var der også, og han afsluttede normaltiden med en intenst fremført ‘One Mic’ der fik det maksimale ud af dens indlagte kadencer.

Desværre lod han publikum vendte i over fem smertefulde minutter på det encore, der måtte komme og det dræbte noget af entusiasmen. Det hjalp ikke meget med hans noget udisciplinerede udgave af ‘The Don’, men var tilgengæld smukt at han lukkede med en stilfærdigt fremført ‘Stay’.

En anden ting, der forekom denne lytter som en forspildt chance for virkelige at gøre noget fedt var den hyldest han naturligvis måtte vie til sin nyligt afdøde Queensbridge-skæbnefælle Prodigy fra Mobb Deep. Det bestod i, at Green Lantern spillede ‘Shook Ones pt. II’ mens Nas sløset adlibbede nogle af teksterne indover. Og af en eller anden grund var lyden pludselig fesen, som fra en clockradio. Tænk hvis han i stedet selv havde rappet hele teksten indover instrumentalen og måske endda havde fulgt op med sit vers fra Mobb Deeps ‘An Eye for an Eye (Your Beef Is Mine)’ — intet af det ville have været svært for ham og ikke et øje ville have været tørt.

Men fuck nu det. Nas lod vore horisonter mødes i den nok bedste hip hop-koncert på Orange til dato.

6 ud af 6 spots

Fotos af Klaus Køhl.

Related Images:

Vender tilbage senere med Solange og Nas’ fænomenale koncerter, men i mellemtiden:

Altså, jeg må tilstå at jeg havde bange anelser i fh. t. den notorisk utilpassede undergrundslegende Gucci Mane. Jeg har før været fælt skuffet til Atlanta-trap (fx. her), især når live-vokal reduceres til adlibs og alskens råb. Jeg har digget Guwops mixtapes i årevis, men erfaring sagde mig at forventingsknappen skulle sættes lavt.

Det havde jeg ikke behøvet. Fra første anslag var trykket i top og nok rappede Gucci ofte over vokaltracks, men han droppede kun sjældent ud og han flød som en skarpretter. Hans “DJ” adlibbede her og der, men grundlæggende var det en en-mandsforestilling. I modsætning til langt de fleste MCs spildte Gucci ikke et sekund på at snakke med publikum og han rappede de fleste af sine numre igennem. Ingen pauser før halvtredsenstyvende minut, lige inden ekstranummeret. Som min mand DJ Carsten formulerede det “Han sagde hverken goddag eller rend mig i røven”, han kom, rappede og skred. Os i de mange spontant opstående moshpits kunne kun måbe stakåndet.

Nåja, der var et enkelt afbrud. Unge trapfans var kravlet op i teltmasterne og pludselig cuttedes musikken. Den typisk tørre Roskilde-konferencier kom ind med sit skoleengelsk og manede til besindelse og lige inden buh-råbende begyndte at tage til, var folk nede igen og koncerten kunne fortsætte. Det blev således, og heldigvis, en Yelawolf snarere end en Odd Future.

Beats’ne blev lagt så hulter til bulter at man forledtes til at tro at han arbejdede fra en telefon (der var dog plads til de obligatoriske mixerskud) men det gav blot det hele lidt ekstra kant. En lille times hårdtpumpet og humoristisk, men nihilistisk trap. Fokus var forståeligt lagt på Guccis post-faengselsalbum ‘Everybody Looking’ fra sidste år, hans nok højest profilerede udgivelse nogensinde. Han åbnede med det knugende mesterværk ‘First Day out the Feds’ som mange tydeligvis forstod at skråle med på: “I did some things to some people that was down right evil/Is it karma coming back to me, so much drama/My own mama turned her back on me/And that’s my MAMA!”

I en lind strøm fik vi fra samme album skæringer som ‘Back on Road’, ‘Pussy Print’, ‘Gucci Please’, ‘No Sleep’ og ‘Pop Music’, men naturligvis ikke uden at han blandede det med bangers fra tidligere mixtapes og album, som ‘Heavy’, og ‘I Might Be’ helt tilbage fra debuten ‘Back to the Traphouse’. Effektivt var det også da han smed sit vers fra Migos’ ‘Slippery’ og Rae Sremmurds ‘Black Beatles’ i mixet.

Det var Guccis første show i Europa, og så vidt jeg er orienteret udenfor USA. Han gav det fuld skrue og skulle lige til sidst have et selfie med crowden. Nok afslørede han ikke meget på scenen, men mon ikke at også han synes at dette brag af en koncert havde været noget særligt? BURR!

6 ud af 6 spots

Fotos af Klaus Køhl.

Related Images:

Nå, men G-Eazys løfte om aldrig at glemme sin aften på sværen. Man skal ikke undervurdere den energi et tændt Roskilde-publikum giver igen. Og til G-Eazy moshede de i stor stil, godt kokset op af diverse rusmidler. Hænderne vejede i luften. Til sidst kom ‘Me, Myself and I’, selvfølgelig og man blev i tvivl om vokalen på det inderligt fængende hook blev sunget bag mikrofonen eller direkte af publikum.

Jeg synes naturligvis G-Eazy er wack. Han skriver gode omkvæd og har uomtvistelig sans for hvad der hitter, men hans flow er ren børnehave med enderim som støttehjul og hans materiale er vaffeltyndt, og begge dele er i øvrigt stjålet fra Drake. Live var han ikke meget bedre — han forsvandt nærmest på mikrofonen. Men jeg kan ikke nægte, at publikum elsker ham. Vi er nået til et punkt, hvor hip hop ubesværet kan danne popstrukturer langt hinsides udspringet i ghettoen. Tidligere generationers hvide rappere med succes har enten været til grin (tænk Vanilla Ice), kæmpet med gælden til den kultur de var trådt ind og til dels med til at forandre (tænk Eminem) eller skabt sig et eget skævt udtryk der ikke udfordrede den bestående orden (tænk Beastie Boys eller Anticon).

I dag er det anderledes. Hip hop kan nu bruges til at udtrykke et andet, til tider mere privilegeret liv på selv de største scener. Mike Skinner med The Streets er pioneren her, og hvis der var nogen der i den forbindelse skrev historie på Orange, var det vel nok ham i 2008. Men her talte vi en særlig britisk subkultur, mens vi med Macklemore, G-Eazy og co. snakker solid og hvid amerikansk mainstream. Fred være med det — jeg er ikke en af dem, der forarges af såkaldt kulturel appropriation. Hip hop har eksisteret i godt fire årtier og trives i dag bedre end nogensinde i ofte helt separate subkulturer og udtryk. Og de kan med fordel repræsenteres på Roskilde.

Ungdomsfesten fortsatte til The Weeknd, aftenens hovednavn på Orange. Han startede flot og lige på med “Starboy”, der straks — og friskt — sendte os ud i det inderligt længselsfulde og stilfærdigt desperate univers Abel Tesfaye har fundet sig til rette i, et sted mellem traditionel RnB, synthet hip hop og stadionpop. Fremmedgørelsen har han tydeligvis hentet fra Michael Jackson, med hvem han ofte sammelignes, men desperationen i hans tekster udtrykkes ikke med vrede, men snarere romantiserende udsigtsløshed. Live betyder det en poleret præsentation, hvor Tesfayes bløde, lidt lade croon er i centrum. Det er smukt, men også en anelse anonymt. Så fungerer det bedre, når han og bandet opbygger et gedigent groove, som det skete her med numre som ‘Six Feet Under’ og monsterhittet ‘Can’t Feel My Face’ — det første med et checket breakdown og solospil af musikerne, det andet med potent, funket slagbas som grund.

Tesfaye synger sig æterisk ind i en romantisk til en ungdommelig selvforståelse båret at længsel og Weltschmerz. Det var derfor ikke overraskende at se det overvejende ungdommelige publikum tage så flot imod, med sing-along og fællesdans. Roskilde sætter sig for de fleste vedkommende fast i ungdomsårene og denne skribent følte sig for en stund hensat til samme. Det er interessant at se, hvorledes festivalen i den forbindelse har integreret mere poppede navne i programmet, som nu de to her anmeldte, men på denne festival eksempelvis også The XX og Bryson Tiller, uden at det føles unaturligt på en måde som det ville have gjort for blot ti år siden. Det er det, de unge vil have, så det skal de naturligvis også få, så længe det gøres med intelligens og integritet.

Foto: Betina Garcia for Roskilde Festival/Skyfish.com.

Related Images:

Tidsmaskinen til RF3K

Nej, det bliver ikke fordums brede dækning med kritisk og alsidigt kritikerhold, top notch-fotografi, dybegående interviews og gøgl fra kanten. Meget i stil med sidste år, bliver det bare yours truly med den afgørende forskel, at vi end ikke har fotograf med denne gang. Dolo on this.

Jeg skal til gengæld gøre vores bedste for at vise, hvorfor RapSpot så længe var et brand kongerigets hip hop-hoveder kunne stole på. Selv er jeg nu kommet på festivalen i 25 år, og det er måske for længe, men jeg hæfter mig ved at det stadig er en lige stor oplevelse at være der, alderen, steneren og kynismen til trods. Jeg er lige så glad som dengang jeg stod oppe foran til Boogie Down Productions in 1992 og har således ikke meget at tilføje til mit 15-års bakspejl, bortset fra at stjernebarken nu er fyldt med endnu flere gode minder.

RapSpot har alle dage været 100% til kulturen. At den nu har bevæget sig et andet sted hen, ændrer ikke på det faktum. Vi er der i ånden, forever. 1 Love!

Related Images:

De stod der midnat, Tech, hans DJ (Static) og hans backup-rappere. Dem var der hele tre af. En ung fyr ved navn Constant Flow, der senere leverede en passabel freestyle, delvist off the top; den altid underholdende Stronghold-hjemmedreng Poison Pen og så Chino XL. Get it? Immortal Technique havde fucking Chino XL med som hypeman. Bevares, han fik lov til at spytte en tight acapella, der blandt andet projicerede Trumps afhuggede hoved på hans køler til stor begejstring for publikum.

Ja, det var naturligvis den art koncert: Masser af testosteron og retskaffen aggression. Gang i den. Sådan kender vi Tech. Den karisma han har på mikrofonen overfører han ubesværet til scenen. Han har en tendens til at tale for meget, men holdt sig nogenlunde på måtten denne gang. Der var ikke de store overraskelser i sættet, der holdt en lille time og var fyldt med de sikre kort, han altid spiller: ‘3rd World’, ’Harlem Streets’, ’Bin Laden’, ’Peruvian Coke’ (her naturligvis med Poison Pen), ‘Toast to the Dead’, ‘Freedom of Speech’, ‘Golpe de Estado’, ’Point of No Return’, ’Obnoxious’ og så selvfølgelig ’Dance with the Devil’, som han altid spiller i fuld længde og altid følger op med samme peptalk om kvinder og revolution.

Jeg har fulgt Tech live i over ti år nu (se fx. her og her), og det er altid fedt at opleve ham live, men samtidig er det altså stenet, at hans show stort set ikke har ændret sig siden jeg først så ham; selv sætlisten er mere eller mindre identisk. Man skulle tro, at hans erfaringer med at spille rundt i verden eller andet kunne anspore til nytænkning, men tilsyneladende ikke. Måske når ‘Middle Passage’ kommer ud af detox?

Det var så punktum for et noget variabelt men grundlæggende stærkt hiphop-år på Roskilde. Den ærgerlige aflysning af Gibbs og de lidt uinspirerede bookninger af House of Pain og Action Bronson til trods, var det kæmpefest til Macklemore & Ryan Lewis på Orange, efter sigende solide koncerter fra trendsættende navne som Vince Staples og Schoolboy Q og absolut fantastiske shows fra Stormzy og Skepta.

Og så lige en hurtig buket roser til folkene bag den teltløse Apollo-scene, der fungerer rigtig flot ude ved teltpladsen. Lidt irriterende med de der tårne, der står og blokerer for udsynet ved velbesøgte koncerter, men ellers dejlig uformel stemning. Og meget usædvanligt for Roskilde var lyddesignet på scenen noget nær perfekt i år — klar, velafbalanceret og tilpas høj. Ikke én koncert med dårlig lyd dér. Troede aldrig det skulle ske.

Nå, tak for i år. Tak for at have båret over mig. Og tak for en fin festival!

Related Images:

Unge Stormzy fra Thornton Heath kom og leverede en master class i, hvad en Master of Ceremony kan og skal på scenen. I et perfekt koordineret sæt byggede han en fest, der kulminerede i en enorm moshpit, koreograferet fra scenen. Leveringen på mikrofonen var uhyggelig sikker og samarbejdet med hans hypeman bag pulten var så nært indstuderet, at der reelt var tale om et tomandsshow. Svedglinsende og topløs proklamerede han “FIRE IN DENMARK” og fyrede op under monsterbangeren ’Shut Up’. Historisk koncert.

Senere, langt ud på natten, stod veteranen Skepta fra samme scene fadder for en endnu større fest. Skepta er ikke den mest sofistikerede rapper, hverken lyrisk eller flowmæssigt, men der er altid smæk på og ordene siges med overbevisning, ikke mindst live. Allerede tidligt i sættet fik vi adrenalinskuddet ’That’s Not Me’, og det siger meget om Skeptas sikkerhed, at tempoet ikke på noget tidspunkt siden dalede. Jeres udsendte var, som det svært undgås, på dette tidspunkt en anelse Johnny Blæs, og koncertens finere detaljer fortonede sig en anelse, men det nærmest spastisk gyngende menneskehav talte sit eget tydelige sprog. IT AIN’T SAFE ON THE BLOCK!

Jeg sidder og skriver det her i København, just som den unge opkomling Elf Kid går på scenen i Roskilde. Forbandet ærgerlig over at gå glip af det, for med det grundlag der blev lagt for grime på festivalen i aftes og nat, har han stensikkert publikum og tidsånd med sig i dag. Fuck Brexit, vi er sammen om det her.

Bevares, der var andet kræs for hiphoppere på festivalen fredag. I studiet er Young Thug ekvilibristisk men også noget udisciplineret — live dominerer sidstnævnte lidt for meget, om end talentet stadig ikke er til tage fejl af. Til tider var hans optræden og levering usammenhængende og uklar — og altså ikke på den fede måde, han har gjort til sin signatur — mens den andre gange var inspireret og overraskende. Og det havde ikke nødvendigvis noget med materialet at gøre: Han slæbte sig for eksempel gennem en neddroslet og noget støjende udgave af ørehængeren ’Check’ , mens ’Stunna’ sad lige i skabet. Hans staccato-aflevering gik lige i blodet, mens hans sungne ekskurser omvandt den flot.

Og nu vi snakker harmoni, så var Anderson .Paak og hans Free Nationals perfekt anbragt tidligt på eftermiddagen, mens der stadig var en anelse sol. Opsætningen var trommer, guitar, bas og keyboard, alle spillet i smuk harmoni med de digitalt afviklede elementer, hans musik også består af. Funky når det skulle være, dybfølt når situationen kaldte på det. Han formåede umærkeligt at kombinere de beats, der blev spillet fra pulten, med de livetrommer, han selv i passager sad og spillede. Og han sang fornemt hæst og henført. Særligt en passage af ballader, fra ’Heart Don’t Stand a Chance’, ’Luh You’ (spillet langsomt) og ’Room in Here’, var smukt tænkt og elegant fremført af hovedpersonen selv ved trommerne. Senere sang han båret op af et publikum, der havde fået sagt et hjertelig god dag til deres fredag. Nåja, og så afsluttede han med lige kort at spille ‘Let’s Dance’-riffet. Sådan.

På papiret var hovednavnet i fredagens hiphop-program nok Schoolboy Q. Der plager mig at sige det, men da jeg stod ved Orange og Neil Young anslog den første akkord til ’Heart of Gold’, så kom jeg ikke længere. Skoledrengens koncert lå præcis samtidig som den gamle mesters, og som altid når Young går til Kilden, var det årets koncert. Hans tilgang til guitaren er nærmest arkæologisk, så rumlende undergrund er lyden til tider, og det virker som om han udgraver helt nye opdagelser mens hans spiller.

Nå, men altså Schoolboy Q. Jeg undskylder og ærgrer mig, da det efter sigende var en fed koncert. Men da jeg spurgte min mand DJ Carsten, der havde sluttet sig til os, efter han havde været til hiphop, svarede han omvendt, og ganske tørt: Neil “Young fjerner Schoolboy Q”. Og sådan blev det.

Klik her for fredagens koncertgalleri

Related Images: