Foto: Emil Hougaard
Følg ham på emilhphoto.dk

Det er nærmest et uvirkeligt syn, der møder en, når en dansk hiphop-gruppe spiller i en hal så stor, at den kun bliver større jo længere tid du kigger rundt i den.

Bedre sent end aldrig, bliver RapSpots udsendte visiteret af det talstærke hold dørmænd man møder i indgangen – netop som Malk De Koijn har slået tonerne an, med åbningsnummeret ’5-Øres Ting’.
Det første, der slår mig, er ikke musikken, men hvor absurd mange tusinde mennesker, der er samlet for at se gruppen optræde. Dernæst, at gæster bærer papholdere med fadøl i fem-styks væk fra baren og drikker shots i aflange plasticbeholdere.

Herefter, hvor små rapperne på scenen ser ud på så kolossal lang afstand – og så til sidst, at jeg ikke har haft en lignende oplevelse med hiphop, siden… Malk De Koijn på Roskilde i 2009.

Åh gud, det er stort det her. Lyden, tætheden, stemningen og især rappernes kostumer er ubeskrivelige.
Selv helt nede bagi stikker folkene i huset deres hænder i vejret, mens de rimer med på de tre bananers vers, som havde de fået dem ind med moder-malken. På scenen ser jeg Tue Track stå i ro på scenen bag pulten, men ’Radioen ska’ kneppas’, og koncerten er for alvor i gang.
Det er ikke første gang vi ser Sneglzilla-tracks slime sig igennem salen med stor succes. Helt vildt er det dog i aften. Da Geolo G siger, han vil snurre tre gange rundt på dit dome, råber publikum ”HVA SÅÅ!!” så højt, at ingen kan være i tvivl om, det er ’Fågt Op i Skalle’.
Det er mange års rimteknik og flowkontrol, der har sat sine tydelige spor hos Blæs, Geo og Tue.

’Rocstar’, ’De Rigtige McCoys’, og ’Muscelbundt’ er også blandt Zilla-klassikerne, der bliver spinnet rundt med stor overbevisning, sammen med adskillige tracks fra trioens tredje album.
“What up – sku’ det være en hotdog?” spørger Geolo G på gruppens spritnye single ’Klap din Hotdog’, hvor først publikum, og så et lysshow, går amok. Ikke mindst når Blæs Bukkis dybe røst leverer ”hund-bider-mand” remsen, der danner omkvæd for nummeret. Herefter tager Malken os længere toback til nye skæringer som ’En Gang’, ’Nalk’ og senere den hysteriske ’Weekend Kriger’.
”Is this Sweeden or Däänemark”, bræger rapperne pludselig fra scenen som en karikatur på deres amerikanske hiphop-kolleger, der aldrig kan gennemskue nordeuropæisk geografi.
Showet udvikler sig konstant, og ender i en blanding af uimodståelig komik og dybt professionel musik.

Efter en hyldest til aftenens mange kvindelige fremmødte på den nye ’Pige, Girl’ kommer en sviner til nogen af deres kønsfæller på Smashhittet ’P.I.G.E.’.
Trods de forvirrende signaler, er aftenens kvinder tilsyneladende charmeret. For adspurgt direkte af gruppen ud gennem Tap1-hallernes højtalere, svarer de enstemmigt, at de gerne vil i seng med Malk De Koijn. Hvad der måske er endnu mere overraskende er, at aftenens mandlige koncertgængere giver præcis det samme svar…
Men svaret slår vel egentlig bare fast, at gruppen på vanvittig vis har nået sit klimaks efter årtier, og er elsket mere end nogensinde for både deres beats og især tekster.

Ikke mindst de nye om fantastiske Melkon S, der har ”klar karisma, ruller en Rizla. Sparker en fodbold, og holder sit hoved koldt”, men også dem fra 90’erne, der handler om når tilværelsen bliver et ’Kosmisk Kaos’.
Malk De Koijn ender showet ved at ’Tage fuglen på dig’ i et hiphop-inferno, hvor der råbes ’Å Åå Mæio’ – Phantastisk.

6 ud af 6 spots

Foto (fra lørdagens koncert): Kenneth Nguyen (klik for større skud)

Det var i anledning af den for nyligt udkomne ’Elmatic’, en hyldestplade til Nas’ legendariske debut, at Elzhi slog et smut forbi Stengade. Havde man på noget tidspunkt været i tvivl om det, så fik man i den grad fremlagt dagsordenen, da koncerten gik i gang. Til tonerne af ’The Genesis’ trådte El selvsikkert på scenen og mødte publikums jubel. Tør man sige, en noget flabet måde at starte sit show på. Som sætlisten udviklede sig blev man dog klar over, at det ikke var en helt normal Elzhi-koncert der udspillede sig oppe på scenen. ’Halftime’, ’Memory Lane’, ’The World Is Yours’, ’Represent’, ’Life’s A Bitch’ og ’It Ain’t Hard To Tell’ blev professionelt kørt af, kun afbrudt af en lille Wu-Tang-hyldest, hvor El reciterede hele Raekwons vers fra ’C.R.E.A.M.’

Man skal have fat i et meget sløvt publikum, hvis ikke ovenstående gennemgang ikke tages vel imod. Dog kunne man fornemme, at folk ikke kun var kommet for at høre Nas-covere, hvilket Elzhi selvfølgelig var helt forberedt på. Ligesom man stod og for alvor blev i tvivl om hvorvidt det var rent Nas-Jam i aften lød Elzhi’s stemme: ”I know some of y’all, know me for my backcatalogue and shit”, hvorefter Black Milk-producerede ’Motown 25’ ramte hårdt og fik hænderne op.

Foruden hovedpersonen selv var der også taget et liveband med, der udover DJ Houseshoes bag pulten talte klaver, trommer og bas. Sammenblandingen af samples og livemusik fungerede fantastisk sammen, især på ’Elmatic’-numrene, hvor der blev lagt lækre overgange imellem. Der blev sågar også plads til en solorunde ved enden af showet.
Generelt var lyden overraskende god. Som hiphopkoncertgænger, kender man alt for godt scenariet, hvor man til koncerten får højlydte beats skudt i hovedet, mens en ensom rapper fører en frenetisk, men uvindelig kamp for at bryde igennem lydmuren. Denne aften gik Elzhis stemme dog klart igennem, noget der især er vigtigt for en rapper, der lægger så meget af sit fokus på teknikken. At den mand kan noget med ord blev der rig mulighed for at bevidne gennem numre som ‘Deep’ og ‘Like This’, hvor sidstnævnte blev fremført a capella, så intet guldkorn gik uhørt.

”What I spit inside the booth’s bananas/
I won’t up and disappear, go poof and vanish/
But on the real – I’m for the legacy and culture/
You beg to be the joker/ Then you’re eggin’ me to yolk ya/”

Elzhi’s numre er generelt meget komplekse og lytteorienterede, og det medvirkede til, at folk havde knap så travlt med at smide hænder, som med at høre efter. Hos nogen kunstnere ville det være en fatal udgang, men Elzhi virkede veltilpas med at folk bare stod og vibede, og dermed blev det hele en ret afslappet og jordnær affære. Det udelukkede selvfølgelig ikke festen, men modsat andre koncerter, hvor intensiteten flyver op og ned, havde Elzhi bygget sættet mere jævnt op. Af den grund ville det for mig personlig være utrolig svært at udpege et direkte klimaks under koncerten.

En del vil sikkert være skuffede over hvor lidt plads Slum Village-pladerne fik, men man må huske på, at lige denne turné står i et lidt særligt lys. Med ni hyldestsange til en anden mands album, kunne man i hvert fald forestille sig, at du ikke får den samme koncert næste gang Elzhi trækker forbi.
Fra start til slut formåede El med medrivende emceeing at holde publikum underholdt, uden brug af irriterende hypeman eller højtråbende dj. Hele koncerten blev dermed trukket ned på et mere intimt plan, hvor El som ene mand tog mikrofonen op og bød på et arsenal af velsmurte rim. Læg dertil et veloplagt liveband, et fyldt Stengade og en dygtig lydmand. At hele svineriet så oven i købet blev dyppet i en ordentlig omgang 90’er sentimentalitet, gjorde bestemt ikke sagen værre. For en enkelt aften tog Elzhi os tilbage til 94 og det var…forfriskende.

5 ud af 6 spots

Foto: Bo Pee (klik på skuddene og de vokser på dig)

[vis som diasshow]

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Emil Hougaard
Følg ham på emilhphoto.dk

[vis som diasshow]

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Khanh Gia (klik for at glugge i ordentlig størrelse – naviger med piletasterne)
Følg ham også på khanhgia.dk

Stanley Most var aflyst, men hus-DJ Bang Bang spinnede den ene banger efter den anden og havde allerede fyldt salen godt op til kl. 20.45 da DJ Static + Blod Sweat Drum N Bass Big Band gik på. Dette var aftenens absolutte hovedshow. Der var tale om den største, længste og mest ambitiøse showcase i Took Its historie. Listen af optrædene er nok for omfattende til at gengive her uden at glemme nogen, men der var efter sigende 20 gæster på scenen plus det 27 mand store set-up med Static, Temu og Big Bandet. Til fælles havde alle gæsterne at være medvirkende på Statics kommende album ‘Rolig Under Pres’, og den ene rapper var knap færdig før den næste kom på i et festfyrværkeri af appearences.

Khaleren leverede über rimteknik med ‘Århus, byen der opfostrede monstret’, Jokeren gav den i bar overkrop, Per V marcherede på scenen, Pede B fristilede rutineret over det enorme blæserensemble, Yepha cementerede sig som DK’ mest interessante dobbelttempo-rapper, Promoe var på med det flotte nummer ‘Home’ og publikum bouncede amok til J-Spliffs ‘Murder murder kill kill’-omkvæd. Ind mellem alt dette fik vi også topklasse cut-sessions af Static selv, tilsat perfekt animerede visuals på bagvæggen. Virkelig gennemført.

Midt i showet fik Blacc El og b-boy crewet Familia Loca for en stund hele Voxhall til at måbe mod scenen da ben og arme fløj i vejret med knivskarp præcision og elegant balanceevne fra danserne. Hele molevitten sluttede af til Big Bandets udgave af RJD2s ‘Ghostwriter’, hvor scenen var fyldt til bristepunktet med alle aftenens rappere i festlig og harmonisk ånd med armene om skuldrene på hinanden (47 mennesker?). Smukt.

I lyset af de foregående dage og Statics just overståede næsten 2 timer lange mastodontshow blev resten af aftenen lidt som en søndag på Roskilde Festival. Følelsen af vejs ende, de største koncerter er fyret af og man har peaket.
Jo, Oddisee fyldte da imponerende salen op som enmandshær på scenen og Apollo Browns beats var virkelig svedige og vi fik også god gas på mikrofonen af Sean P, Guilty Simpson og Black Milk. Men det var Statics show der stod tilbage i hukommenlsen da det hele var slut. Aarhus Took It 2011 sluttede med manér for 12. og sidste gang.

For undertegnede, der har været med siden første gang som 13-årig purk blandt publikum, og på pletten som liveanmelder siden 2003 for RapSpot, har Aarhus Took It defineret en klar epoke i det danske hiphopunivers. Fra at være et undergrunds-event dedikeret til en spirende kultur, er Took It vokset i takt med folk tog festivalen til sig og publikum er kommet fra hele landet for at opleve den helt særlige hiphop-stemning i 3 dage hvert år.

Tiderne er skiftet fra da vi første gang stod der med Eastpak-tasker på ryggen, og Frez Force kastede mixtapes (altså kassettebånd) ud til publikum, og der kørte beats fra minidiscen på anlægget. Bukserne er blevet lidt mindre, attituderne er gudskelov blødt lidt op, og det er rent faktisk lykkedes at få pigerne med ind og se arrangementerne. Mange nye fans og tilhængere er kommet til, og rap er for længst blevet misbrugt til radiopop for mainstream-publikummet. Præcis som de amerikanske tilstande forudsagde os det.

Hiphop anno 2011 har mistet noget af magien af at være for de indviede få, men til gengæld har vi vundet udbredelse hos et langt større publikum og scenen har opnået en større anerkendelse end de fleste nok havde turdet håbe på. I 3 oktoberdage hvert år har fokus dog altid været det samme: Aarhus Took It skulle præsentere det dopeste line-up, med de fresheste mc’er – ikke onehit-wonders og ‘hotte’ navne til at lokke et hjernedødt gå-i-byen-publikum uden interesse for kulturen eller de optrædende.
Henning Winther har kæmpet en hård kamp med de værste bonghoveder til amerikanske kunstnere og bookere, og trodset de fleste odds ved fortsat at gennemføre Skandinaviens største hiphop-arrangement 12 gange i træk. Jeppe Bisgaard sagde det: Aarhus Took It har været unikt for dansk hiphop, og det fortjener så absolut respekt til folkene bag.

Denne aften var som den skulle være, DJ Statics big band-show havde alle elementer, nøglepersonerne på scenen og samlede alle tråde. Henning holdt afskedstale, og der blev drukket gravøl på natklub Vestergade58 til solopgang. Et helt og aldeles fuldendt punktum på 12 gode år, der har givet os alt fra Atmospheres allerførste show i Europa til Malk de Koijns genopstandelse og alt ind imellem. Et arrangement der beholdt integriteten og ikke sjældent blev kaldt hiphop-danmarks helt egen juleaften.

Aarhus Took It, 2000 – 2011. Det var rigtig godt.

Du kan reminisce over Took It, helt tilbage til begyndelsen i 2000, i RapSpots festivalarkiv

FOTO: Khan Gia (klik for fuld størrelse)

Til at svinge dirigentstokken var en veloplagt Jeppe Bisgaard og ballet blev åbnet for en halvfyldt sal af aarhusianske Young som satte stemningen i gang med tunge beats og en masse Aarhus love. Stemningen gik hurtigt fra lænet tilbage til lummer da Magermayn efterfølgende trådte på scenen, klædt på til begravelsen af Took It, i skjorte og friseret hår – et antræk der mødte vild applaus fra crowdet som synes det var fedt at se ”halvgamle mænd der er så pisse ligeglade”. Magermayn skruede op for volumen imens han trak folk til gulvet med nummeret ‘Sut på mig’ og hans kendingstrack ‘Fisse, stoffer & skruetrækker.

I loungen blev der langet Gyldne Damer over disken og rocket med på tilbagelænet vis samtidig med at Marwan overtog scenen i et efterhånden fuldt pakket Voxhall. Marwan førte stille og roligt publikum igennem sit sæt, en stil der blev fortsat af svenske Adam Tensta, som med sine småpolitiske undertoner på meget intim vis førte en samtale ud over scenekanten og lagde stor kontrast til kaoskongerne Johnny Hefty og Jøden, som omkring kvart over elleve gjorde deres indtog med fjer i hatten og tryllebønner i ærmerne.

Den garvede hiphop-duo forvandlede salen til et sandt cirkus og lagde i ovnen til en eksplosiv aften og varmede publikum godt op til aftenens hovednavn – amerikanske Redman. Han fortsatte hashhoved-stilen med shoutouts som ”Good weed and good music!” og brugte enormt meget tid på at hoppe omkring, hvilket satte gang i publikum, som dog ikke virkede helt så oplagte som en halv time tidligere. Til gengæld kørte han en god medley-stil gennem hele sættet og crowden smed gladeligt hænderne op på trods af en mindre mangel på nogle af de mere oldschool tracks.

I slutningen af showet lugtede Voxhall alligevel velkendt af sved og publikum var højtflyvende. Generelt satte den første aften af den sidste omgang Took It kæmpe forventninger op til de næste par dage, den dejlige kombination af chill og vildskab gjorde Voxhall lidt magisk – selvfølgelig ikke foruden antallet af øller, hvis flasker man nærmest svømmmede igennem på vej ud med blæste øregange og begyndende tømmermænd.

ORD: Mie Fabrin Gade

FOTO: Paw Gissel (klik på dem og de vokser på dig)

For at konkretisere lidt, så startede koncerten – som så mange af dem gør – med en hypet DJ, der gjorde sit bedste for at varme publikum op, med et lille 10 minutters set. Numre som Mobb Deeps “Shook Ones pt. II” blev mødt med undren, hvorimod Tyler the Creators “Yonkers” blev mødt af euforisk jubel. Med andre ord, ungdommen var i huset.
Mac Miller gjorde sin entré til “Get ‘Em Up”, i en langt mere energisk version, end den man kender fra hans “K.I.D.S.”-mixtape. Energien blev ti-dobblet af publikum, som tog imod aftenens hovedperson med massiv jubel og tilråb. De næste 10 minutter skød Mac Miller os derefter igennem en perlerække “hits” fra hans nyere mixtapes “K.I.D.S.” og “Best Day Ever”. Det blev således både til “Get Up”, “Good Evening” og ikke mindst “The Spins”, der fik publikum helt op i det røde felt.

De mange tracks, på meget lidt tid, gjorde mig nervøs for at Mac Miller ikke ville give publikum den fornødne opmærksomhed, men det skulle vise sig at blive det stik modsate scenarie – og endte faktisk med at blive aftenens største problem.

For Mac Miller kan godt lide at tale, rigtig meget. Faktisk kan Mac Mille lide at tale så meget, at de første 10 numre blev fyret af på knap 20 minutter, hvorimod de sidste 10 tog næsten en hel time at kæmpe sig igennem, og det er faktisk rigtig lang tid, når man dertil ligger, at han langt hen ad vejen kun fremførte et enkelt vers plus et omkvæd fra hvert track.

Heldigvis for Mac Miller, var publikum rimelig upåvirket af dette hele vejen igennem. Jeg skriver “heldigvis”, fordi jeg ikke kan lade være med at tænke på, at et lidt ældre publikum, med lidt mere koncert erfaring, havde givet Mac Miller kontant afregning for hans noget sjuskede tilgang til showet. Lange taler præget af amerikansk you can do it-retorik, sjuskede acapella-fremførelser imellem (næsten) hvert nummer, og en decideret dårlig lyd flere steder under koncerten, er ikke umiddelbart noget som bliver belønnet, men denne aften, valgte publikum at se igennem fingrene med det, og hylde det faktum, at de kunne få lov til at feste sammen med deres nyeste rap-håb.

Og en fest, det var det. Mac Millers musik er kendetegnet ved at være rimelig afdæmpet, men numre som “I’m Ready”, “Party All Around The World” og “Nikes On My Feet”, blev fremført med så megen energi fra Mac Miller, at publikum ikke kunne andet end at lade sig rive med. Og man kan sige hvad man vil om selve præstationerne, men Mac Miller er one charming motherfucker.

Hen mod slutningen bevægede koncerten sig over i den lidt blødere og sangtunge ende, som det efterhånden er blevet kutyme med mange af de nye mainstream-rappere. Vi fik således både “The Rabbit Hole”, “Sunshine” og “Another Night” fremført, og selvom Mac Miller ikke ligefrem er verdens bedste sanger, så indbød det til fællessang hen over gulvet, så man ikke kunne andet end at blive grebet af stemningen.
Koncerten afsluttedes med manér, hvor “Knock, Knock”, “Frick Park Market” og selvfølgelig “Donald Trump”, gav publikum mulighed for at give afløb for deres absolut sidste energireserver.
Som helhed præsterede Mac Miller ikke meget ud over det middelmådige. Men publikums vilje til at holde en fest, og deres ekstremt høje energiniveau fra start til slut, gør at koncerten som helhed, bliver hevet op til det acceptable. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at et mere kritisk publikum kunne have gjort aftenen katastrofal for den unge Mac Miller.

3 ud af 6 spots

Foto: Michael Hornbogen (klik på skuddene og de vokser på dig)

Anden halvdel af koncerten var tilegnet hans nye plade ‘Rolling Papers’. De mere melodiøse og omkvædsprægede tracks derfra fungerede som det perfekte modspil til mixtape-numrene. Publikum fik virkelig muligheden for at rappe/synge med på hans mange hits. ‘Wake Up’, ‘Fly Solo’ og ikke mindst ‘On My Level’ blev rappet og sunget ord for ord af publikum, som blot fik mere og mere energi, som koncerten nærmede sig sin afslutning. Hele herligheden sluttede selvfølgelig af med monster-hittet ‘Black & Yellow’, som fik taget til at lette på Vega denne regnfyldte søndag aften, og alt i alt må man sige, at Wiz bestemt leverede varen med karismatisk og energisk optræden, blandet med en klog og velvalgt sætliste.

Det er dog ikke ensbetydende med, at det hele var rosenrødt, idet hans hitprægede koncertskabelon bestemt også blev på bekostning af, at gøre aftenen til noget helt specielt for de mange fremmødte. Under flere af numrene, i særdeleshed de sangtunge af slagsen, var der indsat et underlægningsspor med Wiz Khalifas vokal. Det er ikke ualmindeligt, og hjælper ofte kunstnere som mangler lidt mere power til at nå ud over scenekanten med deres vokal – især på spillesteder, hvor lyden er mangelfuld. I Wiz’ tilfælde var det dog dybt unødvendigt, idet han mestrede både rap og sang med masser af kraft, og underlægningssporet gav i stedet flere gange indtrykket af play-back. Det var virkelig en skam, for det tog en del af den charme som Wiz ellers bragte til bordet og enkelte steder overdøvede underlægningssporet Wiz, hvilket blev særligt tydeligt i kraft af Vegas rammer, som bestemt ikke lider under dårlige lydforhold.

Selve koncerten varede heller ikke mere end 60 minutter, fra det øjeblik Wiz indtrådte scenen til han forlod den igen. I kraft af den meget stramme sætliste og hans enorme energiudladning på scenen, kan det selvfølgelig diskuteres, hvorvidt han ikke havde leveret tilstrækkeligt. Der skal dog ikke lægges skjul på, at koncerten blev afsluttet meget brat, idet han straks efter ‘Black & Yellow’ takkede af og forlod scenen. Efter et par minutters venten fra publikum, som havde håbet på bare lidt mere, blev det tydeligt, at Wiz ikke ville give et ekstranummer.
Utilfredsheden var til at mærke hos flere publikummer, som tydeligvis ikke var tilfredse med den pludselige afslutning. Det var en kæmpe skam i forhold til det opbyggede momentum, som i sidste ende fik hele oplevelsen til at fremstå som afbrudt samleje. I stedet for at forlade Vega i en dejlig koncertrus, gik man derfra med en ambivalent følelse af, at være gået glip af det bedste.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Wiz leverede varen. Men med en mildest talt problematisk lyd og en manglende forståelse for sit publikums ønsker, manglede der stadig en del før Wiz Khalifas optræden kan kategoriseres som meget andet end “blot” god.

4 ud af 6 spots

Foto: Kenneth Nguyen (klik på skuddene og de vokser på dig)

[vis som diasshow]

Første akt, som sættets start blev benævnt som, startede med et utal af ballerinaer på scenen, dyster stemning, hvorfra det ud af højttalerne bragede: ”Can we get much higher”. Og så stod hiphoppens prins i midten af publikum, hævet over masserne i røg og damp. En storslået entre til første skæring fra nyeste sologenistreg fra Chicago-helten.

Herefter fortsatte Mr. West med at triumfere. Fra det nye ’Power’ til ’Jesus Walks’ og til kæmpeegoets eget favoritnummer ’Can’t Tell Me Nothing’ var der simpelthen enorm energi på scenen og voldsom vildskab blandt publikum – der i øvrigt sang med på alt. Og det største problem – Tivolis dårlige lyd – blev nogenlunde håndteret af det glimrende tremandsband, der koncerten igennem kæmpede en brav kamp med at levere nogenlunde lyd i Tivoli. Hovedpersonen selv var dog veloplagt, rappede glimrende og lod sig ikke kue af regn eller mangel på god lyd.

’Diamonds From Sierra Leone’, ‘Hell Of A Life’ og ikke mindst ’Monster’ fortsatte festen hos publikum. Her skulle man dog blive vidne til en af koncertens største svagheder: Meget, meget lange udgaver af numre, hvor Kanye talte, sang, mumlede eller noget helt fjerde. Det var dybt enerverende, at der alt i alt vel blev brugt 15-20 minutter af koncerten på dette, når endnu flere hits kunne være smidt på sætlisten.
’Flashing Lights’ demonstrerede dog samtidig det fantastiske lysarrangement, der var dybt betagende under dette nummer. En fræk overgang fra MJs ’P.Y.T.’ til ’Good Life’ gav en energisk afslutning på første akt – et festfyrværkeri uden lige, hvor publikum i den grad gav Kanye gode arbejdsbetingelser.

Anden akt bød desværre på koncertens absolutte lavpunkt. Tre numre fra ’808s & Heartbreak’, der satte en stopper på koncertens hæsblæsende tempo og nerve. ’Love Lockdown’ og ’Say You Will’ trak al form for energi ud, og publikum dasede hen i de ekstraordinært lange udgaver, hvor Kanye bestemt ikke imponerede med en stærk sangvokal. ’Heartless’ fik showet lidt tilbage på sporet, men først ved ’Swagga Like Us’ blev koncerten sin dyre mønt værd. Herefter var der til gengæld også dømt hit-galore for alle pengene.

Queens ’We Will Rock You’ ledte over i Katy Perrys ’E.T.’, der for mig var største malplacering på sætlisten – der kunne godt have været plads til ’Get ’Em High’ eller ’Gorgeous’. Ellers var det et meget velvalgt arsenal af hiphop-hits, som de omtrent 12.000 mennesker blev præsenteret for: ’Homecoming’, ’Through The Wire’, ’All Falls Down’ og ’Golddigger’.
Der blev rørt skyer hos publikum ved ’Touch The Sky’, men intet kunne sammenlignes med ekstasen, der frembragtes ved ’All of The Lights’, hvor den ellers meget fanatiske fremmødte masse eksploderede – det absolutte klimaks i koncerten, til trods for at ’Stronger’ nydeligt rundede anden akt af.

Herefter kom tredje akt og en transformering af scenen, hvor et hvidt lagen forhindrede udsynet indtil Chicago-charmøren trådte frem i sit fineste røde pus bevæbnet med MPC – ’Runaway’-tid! Det var i den helt store udgave, igen med dansere omkring Ye, der underholdte ved den lidt for lange udgave, hvor selveste Pusha T også besøgte scenen. Den slags fine besøg til koncerter, er vi så sandelig ikke vant til i Danmark.
Efter hvad man troede, var en meget fornem afslutning med ’Lost In The World’, var det dog en overraskelse, at vi fik ’Hey Mama’ med som afrunding. Og det var egentligt et meget fint og flot touch af Kanye, at slutte af med så følelsesladet et nummer. Vi fik denne aften set mange sider af hiphopfænomenet.

Der er så ufatteligt mange positive ting at fremhæve ved showet i Tivoli: Dygtig rapper med et velvagt sæt, imponerende opbygning med ballerinaer og intenst lysshow, fyrværkeri og alt muligt andet fornemt Hollywood-stads – og det hele virkede pompøst på en fremragende måde.
Generelt var det et meget gennemtænkt sæt, som Kanye troppede op med i Tivoli. Lys, ballerinaer og de små musikalske finesser gjorde oplevelsen af showet til en imponerende en af slagsen, og selv ved de kedeligere ’808s & Heartbreak’-skæringer, kunne man nyde danserne, der på smukkeste vis bar koncerten, når den gik i lidt for langtrukken sang.

De middelmådige sangseancer trak alt for længe ud, ja, og lyden i Tivoli var overraskende dårlig, når man tænker på, at de vist nok har prøvet at arrangere koncerter før. Men tages det fortryllende setup, koncertens længde og intensitet i mente, så var det altså en af de absolut bedre koncerter længer. Det var to timers tour de force i selskab med en af vor tids største hitmagere, der dog viste, at han endnu ikke er ufejlbarlig. Fem små spots.

5 ud af 6 spots

Foto: Kenneth Nguyen (klik skuddene og de vokser)