Der var både godt proppet og uhyre varmt, da tonerne til den noget uventede ’Egotrippin Pt. 4′ fra Embee’s debut-EP fyldte lokalet. Nummeret miksedes hurtigt over i den klassiske ’Looking For Love’, og da de fire herrer fra Västerås selvsikkert trådte ind på scenen, fik publikum travlt med at få hænderne i vejret. Man kunne mærke, at en Looptroop Rockers-koncert i København havde været tiltrængt i et længere stykke tid, og at svenskerne råbende efterspurgte ”Mer’ kärlek” havde nok mere med nummeret, end selve situationen at gøre.

Som sædvanlig havde de tre kompetente rappere Supreme, Cosm.i.c. og Promoe valgt mikrofonen som våben, mens beatmager Embee havde forladt pladespillerne fuldstændigt, og i stedet styrede slagets gang bag et trommesæt. Det fungerede eminent, da det gav ham mulighed for at lege mere med numrene og putte trommefills samt spontane trommesoloer ind for at tilføre noget dynamik. Det resulterede i, at der under hele koncerten ikke var mange numre, der lød helt som på pladen, hvilket i den her sammenhæng skal forstås i den bedste forstand. For eksempel endte ’Sweep Me Away’ fra den seneste plade ’Professional Dreamers’ med at skeje helt ud med først en drum’n’bass-behandling for derefter at gå over i en dubstep-inspireret finale.
Et andet specielt indslag denne aften var den hyldest til Beastie Boys, der var blevet arrangeret i forbindelse med Adam ‘MCA’ Yauchs død. Her fremførtes ’Long Arm Of The Law’, ’Bandit Queen’ og ’Looptroop Land’ i særlige udgaver med instrumentaler fra Beastie Boys’ omfattende katalog. Et ret vovet move, at ændre på opskrifterne i nogle af sine store hits, men medleyet var virkelig veltilrettelagt og fik om muligt endnu mere gang i publikum.

Generelt var de fire eksperimenterende svenskere ikke blege for at prøve ting af, da de satte setlisten sammen. Mest overraskende blev det, da man efter at have leveret ’Don’t Hate The Player’ til et fuldkomment ekstatisk publikum, pludselig over samme beat fremførte den Nationalteatern-inspirerede ’Barn Av Vår Tid’ fra 98-båndudgivelsen ’Punx Not Dead’. En virkelig sej drejning, der dog måske gik lidt hen over hovedet på det knap så svensk progg-kyndige publikum.
De tre rappere virkede ekstremt veloplagte og klar til at give publikum, hvad de havde at byde på. Vokalerne gik godt igennem, på trods af Embees frenetiske forsøg på at overdøve med sit trommespil. Det var især en fornøjelse at se Cosm.i.c. tilbage på scenen efter sin midlertidige pension fra 2007 til 2010. Vel tilbage med det grå guld viftet af skuldrene, fik han bevidst, at han i den grad stadig hører med under DSVG-fanen. Især på det politiske anthem ’The Struggle Continues’ blev linjerne lagt med en så intens glød, at man for alvor blev taknemmelig over mandens tilbagekomst:

”And when your mind sees no difference between wrong or right/
And your life sees no difference between dark or bright/
And when not waking up is your only spark of light/
Remember we got a war to fight/”

Udover dette må man også tage hatten af for Supreme, der altid gør et kæmpe stykke arbejde med at få en solid kontakt til publikum. Denne opgave var dog formentlig ikke så svær at affinde sig med denne aften, da publikum var i en stemning, hvor alt hvad der blev kastet efter dem blev modtaget med kyshånd. Den frygtede præsentation af et nyt nummer, der som regel har det med at sætte en dæmper på tingene, var der intet af i aften. Den brandnye ’Troublemakers’ var et mere sydstatsinspireret nummer, der på trods af sin atypiske lyd blev taget ligeså godt imod som de andre.
At numrene ofte miksedes over i hinanden, og at der var skrællet nogle vers af her og der, medvirkede til at tempoet og intensiteten gennemgående var høj. Det føltes, som koncerten kun havde varet en halv time, da de garvede gutter takkede for i aften og steg ned af scenen. Efter forventede protester fra publikum vendte de tilbage, dog denne gang sammen med landsmanden Chords. Med fire numre, der alle omhandler taknemmelighed over hvad livet har givet, sluttede truppen af, og gik denne gang definitivt af scenen til publikums ovationer.

Looptroop Rockers har gennem årene stadfæstet sig som et liveband af høj klasse, og denne aften efterlades anmelderen uden et eneste punkt at sætte en kritisk finger på. At på den ene side tilfredsstille sin egen legesyge eksperimenteringstrang og på den anden side tilfredstille et hithungrende publikum, kan være svært, men disse fire herrer kombinerede begge elementer på den mest selvfølgelige måde. Looptroop Rockers råbte om ”Mer’ kärlek”, og det fik de…fra publikum og anmelder.

6 ud af 6 spots

Setliste:
Embee – Egotrippin pt. 4
Looking For Love
The Struggle Continues
On Repeat
Fort Europa
Sweep Me Away
Don’t Hate The Player
Barn Av Vår Tid (Over Don’t Hate The Player-beatet)
Trouble Makers (Nyt nummer)
Revolutionairy Step
Guru RIP (kan downloades her)
Beastie Boys Tribute: Long Arm Of The Law, Bandit Queen, Looptroopland
Darkness
Omkvæd fra Ambush In The Night går over til Promoe – These Walls Don’t Lie
The Building
Ekstranumre:
Fødselsdagssang for Cosm.i.c. (37 år)
Professional Dreamers
Magic Feat. Chords
Feel So Good Feat. Chords
Promoe – Lullabies to Myself

Foto: Janus Engel (klik for at glugge i ordentlig størrelse – se flere her)

Foto: Janus Engel Rasmussen (klik for at glugge i ordentlig størrelse – naviger med piletasterne)
Følg fotografen her: www.janusengelfotografi.tumblr.com

[vis som diasshow]

Jeezy lod sig dog ikke påvirke af det slatne fremmøde og bakket op af (for undertegnede ukendte DJ) Baby Yu og sit eget vokalspor, fyrede han den godt af.
RapSpot havde Bo Pee på pletten, som skød en runde billeder af.

[vis som diasshow]

At Immortal Techniques kontroversielle tekster efterhånden er mere end vel anerkendt i Danmark, vidnede den 50 meter lange kø om, der mødte undertegnede ved ankomst en time efter dørene åbnede. Koncerten var udsolgt og der lå en forventningsfuld stemning i luften, der bestemt ikke blev dæmpet af den kropsvisitation man skulle igennem, hvis man ville lytte til aftenens konspiratoriske rapper.
Inde på scenen var DJ Static (ikke den danske) i færd med at varme publikum op. Ud fra den store DJ’s råben mellem numrene, blev det hurtigt klart at Immortal Technique ikke var det eneste der skulle opleves i dag. Og ganske rigtigt, efter et par opvarmende bangers trådte Rebel Armz-rapperen Akir op på scenen. Akir, som de fleste nok kender fra nummeret ’One (Remix)’, var ikke bleg for at fremlægge aftenens politiske agenda, og der gik ikke mange minutter før referencer til både Occupy-bevægelsen og Irak-krigen var leveret.
Politiken til side så er Akir bestemt også en dygtig rapper, og han fik vel bevist, at hans numre fungerer live. ’Apocalypse’ virkede især godt, hvor Akir fik publikums hænder op på omkvædet:
”When we be out on the road they try to follow us/
You’re never gonna silence this, this is the apocalypse/”

Man kunne dog mærke på publikums ellers kølige respons, at en ekstra halv times uannonceret koncert inden Tech ikke var, hvad man havde regnet med. Ventetiden skulle dog blive længere for nu var det Stronghold-rapperen Swave Sevahs tur til at gribe mic’en. Swave, som nogen nok kender fra hans Grindtime-battles, har en mere punchlinebaseret stil, som i sig selv er fed, men i aften virkede lidt malplaceret. Ydermere havde lydmanden en kamp med at få Swaves grødede stemme til at komme igennem lydbilledet på en klar måde.
Gennem settet blev der budt på nogle ret absurde numre, hvor især sangen til Swaves dræbte bror, direkte efterfulgt af et disstrack til dem der dræbte ham, virkede underligt og ret upassende. Med tanke på genren havde det nok været bedre at have startet med Swave og så sendt Akir på bagefter. Det skal dog siges, at forholdende for de to warm-up acts var en smule unfair, da de som sagt ikke var blevet annonceret, hvilket gjorde at publikum mest stod og ventede på Tech.

Omsider blev det dog Technique-tid, og til vild jubel gik den afro-peruanske rapper afslappet ind på scenen. Det er sjældent, at en rapper vælger at entrere scenen uden musik, men med en karisma og prædikerstil som Immortals, var det et perfekt valg. Efter et par indledende ord blev statskuppet skudt i gang med ’Golpe De Estado’ og revolutionen kørte der ud af med numre som ’Harlem Streets’, ’Third World’ og ’Bin Laden’. Alt sammen nøje overvåget af kommandanten Technique.

Immortal Technique er jo en mand med noget på hjerte, og det blev der ikke lagt skjul på denne aften. Imellem hvert nummer var der minimum et halvt minuts pause, hvor publikum blev forført med bevingede ord om alt fra overfladisk kvindesyn og hiphoppens rodløshed til børneopdragelse. De velformulerede prædikener fungerede fantastisk til tider, men af og til tog de mange afbrydelser tempoet ud af koncerten. Især da der blev spillet 6 numre i træk fra den nye og knap så velkendte ’The Martyr’ (hent den gratis her hos VIper Records). Udover tempoet resulterede de lange pauser også i at numre som ’Industrial Revolution’ kun fik et enkelt vers, hvilket var ekstremt ærgerligt. Mest absurd blev det på den klassiske ’Peruvian Cocaine’, hvor publikum dårlig nok nåede at gå amok før nummeret var færdigt. Her kunne Swave og Akir passende have fremført nogle af de andre gæstevers, så man virkelig kunne have udnyttet nummerets eminente rollespil.
Koncerten bød dog også på mange magiske øjeblikke med numre som ’Caught in the hustle’ og især den sørgmodige J-Dilla-produktion ’Toast to the dead’, hvor Immortals hårde levering gik rent igennem:

“Long live those who came before, that paved the way for me/
The warriors and scientists that came before slavery/
And if that last lyric was predictable/
Take your clairvoyance and apply it to your life in the physical/”

Igennem hele koncerten virkede Immortal Technique utrolig veltilpas, og der var ingen tvivl om, hvem der havde den fulde kontrol. På nogen måder var det næsten ærgerligt, at Swave og Akir var med ham oppe på scenen, da det havde været mere effektfuldt, at se ham have publikum i sin vold alene. I slutningen af koncerten steg folkets hengivenhed til nye niveauer, da den legendariske ’Dance With The Devil’ blev fremført i fuld længde. Som ekstranummer eksploderede pumpehuset til ’Obnoxius’, og på trods af de vanskeligheder og tempoproblemer, der havde været hen ad vejen, kan de færreste været gået skuffede hjem fra en koncertmæssig magtdemonstration af den kaliber.
Immortal Technique er i sandhed en mand med ordet og publikum i sin magt, og det fik Pumpehuset at føle.

4 ud af 6 spots

Immortal Technique setliste:
- Golpe De Estado
- Industrial Revolution (kort udgave)
- The 3rd World
- Harlem Streets
- Point Of No Return
- Peruvian Cocaine (ekstrem kort udgave)
- Bin Laden (kort udgave)
- Caught In The Hustle
- Dj-mix af Static
- The Martyr
- Angels & Demons
- Goonies Never Die Feat. Swave Sevah
- Civil War
- Natural Beauty
- Toast To The Dead
- Dance With The Devil
- One (Remix) Feat. Akir
- Obnoxius

Foto: Zinna Brigh Mac-Eochaidh (klik for at glugge i ordentlig størrelse – naviger med piletasterne)

[vis som diasshow]

Hovedpersonen bød velkommen til klubben og lagde ud med bangeren ’Lord Knows’, som er produceret af fest-garanten Just Blaze.
Lyden af skrigende fans (ikke mindst de kvindelige) fulgte den nydeligt klædte rapper på scenen, sammen med kameraer, der bragte stilede sepia-farvede billeder op på storskærme. Masser af små skærme viste korte film og kunstneriske mønstre, der var tilpasset hver enkelt sang.
Hurtigt videre til den mere chillede ’Under Ground Kings’. Med masser af sceneenergi og kærlige ord til de fremmødte viste Drake hurtigt, at han ikke havde for mange stjernenykker til at give den alt hvad han havde på dansk jord. Han beviste sig som en overbevisende og selvsikker live-rapper, der helt uden backup mestrede at fremføre sin egen lyrik, så den lød som den gør på hans plader.

Der var ingen tvivl om, at Drake var i centrum i aften. Mens de kraftige scenespots fulgte alle rapperens mindste bevægelser, var hans medfølgende band placeret i mørket i udkanten af scenen – og blev kun nævnt og præsenteret i et par henkastede bisætninger.
Alligevel virkede Drake faktisk en smule ydmyg. Oprigtigt glad for at være i “Copenhaageen” og gjorde hvad han kunne for at passe godt på publikum – hovedsageligt med numre fra den velproducerede ’Take Care’-plade.
Mens der var fest når rapperen, med stor entusiasme, viste sine mest kantede sider på nakkenikkere som ’We’ll Be Fine’, holdt publikum sig i ro på aftenens mange følsomme numre som ’Crew Love’, eller ’Take A Shot For Me’ – sidstnævnte hvor scenens monitors viste slowmotionskud af flotte, mørke, shotsippende kvinder.

Nej, Drake er ikke en mand, der er bange for at vise sine blødere sider frem, hvilket var en fordel på den måde, at rapperen flere gange fangede publikum i flotte crooner-øjeblikke. Men det blev altså også en temmelig kedelig affære, når musikeren trak de sjælfyldte øjeblikke lovlig langt ud – og det sidstnævnte var desværre oftest tilfældet.
Nok havde han åbenlyst tryllebundet et par tusinde unge forelskede kvinder i den store sal, men for os andre var der bare for mange momenter, hvor koncerten gik i stå og føltes mere som ventetid end som en oplevelse.

Drake snakkede en hel del. Det var sjovt, når han for eksempel imiterende fortalte anekdoten om hans Cash Money-makker Lil’ Wayne, der ringede til ham kort før koncerten – bare for at sidde og grine pjanket i røret.
Men det blev alt for meget, da Drake hen mod slutningen af showet valgte, at pege ned på personer i crowden og sige et par fine ord om dem: ”You, girl in the brown shirt – I see you”. Det havde været et sympatisk stunt, hvis ikke det var fordi det varede en uendelighed.
”You, the guy in the tanktop – I see you!”. Drake blev virkelig bare ved og ved og ved. Ville han mon knytte en kommentar til alle 8.000 mennesker i salen?
Publikum gik – ikke overraskende – lidt i stå her.

De havde ellers især været vilde under ’Marvins Room’ og ’Take Care’, hvor Rihanna sang med på playback, mens Drake løsnede sit bælte en smule til æren for det kvindelige crowd. Og især var der liv under den anden hitsingle ’Forever’, som denne anmelder dog ikke værdsatte i samme ekstreme grad som 95 procent af salen.
Mange professionelle og intense fremførelser fra Drakes side, sikrede, at koncerten havde et højt bundniveau, men rigtig, rigtig vildt blev det aldrig.
Eller.. sådan var det, lige indtil rapperen lukkede koncerten med overskuds-bangeren ’Headlines’. Drake brugte sin sidste energi på at fyre den max af på scenen. Bandet spillede for alvor igennem, og publikum rejste sig og festede med, mens hvert eneste ord fra sangens lyrik blev blæst op i overskrifter på skærmene bagved.

Her var der tale om et uforglemmeligt øjeblik. Desværre det eneste, i en ellers udmærket koncert fra en af verdens p.t. største hiphop-kunstnere.

4 ud af 6 spots

Foto: Kenneth Nguyen (klik for større skud)

Desværre var der tidligt problemer, hovedsageligt med lyden, som simpelthen var en decideret skændsel. Jeg må indrømme, at jeg aldrig har oplevet så dårlig lyd, og specielt ikke på Lille Vega/Vega, som efterhånden har et af Danmarks bedste ry, hvad angår lyd. Ikke desto mindre var det tilfældet, og selvom det var tydeligt, at Nipsey Hussle kunne levere sine tekster uden problemer – som det blev bevist gennem små a capella sessioner – så var det flere steder decideret umuligt at høre, hvad der blev rappet, så flere af numrene simpelthen blev blandet sammen i en uigenkaldelig masse.

Så selvom der blev leveret et væld af tracks, fra ‘Keys To The City’, ‘Mr. Untouchable’ og ‘Road To Riches’ til hans vers fra Drakes ‘Killer’, så forblev koncerten en fest for de allerforreste, som tydeligvis var de eneste, som virkelig blev revet med af energien fra scenen, der aldrig rigtig nåede ud over resten af salen, på grund af den elendige lyd. Hen mod slutningen blev der dog rettet op på lyden og især de tre sidste numre, i form af ‘I Don’t Give A Fuck’, ‘Bitches Ain’t Shit’ og ‘Hussle In The House’, gav indikationer om hvilken fest der reelt set kunne have været tale om, hvis bare lyden havde været i orden.

Om det skyldes en ualmindeligt urutineret lydmand, eller en lidt for ivrig DJ uden forståelse for akustik, kan jeg ikke svare på. Men det var virkelig en skam, både for Nipsey og publikum som helhed, at der ikke kunne leveres de fornødne lydmæssige rammer, for det ødelagde helt grundlæggende en ellers energifyldt og god optræden. Jeg vil lade Drux fra DrozDailySteezin.dk have det sidste ord, idet han opsummerede hele koncerten helt perfekt på blot 6 ord efterfølgende over twitter: “Nipsey Hussle gjorde hvad han kunne…”

3 ud af 6 spots

Foto: Zinna Brigh Mac-Eochaidh (skud blir større hvis du klikker, se mange flere i koncertgalleriet)

Foto: Zinna Brigh Mac-Eochaidh (klik for at glugge i ordentlig størrelse – naviger med piletasterne)

[vis som diasshow]

At undergrunds-heltene fra Kentucky efterhånden har fået sig en solid fanbase i Danmark vidnede den godt proppede sal om, og forventningens glæde var til at føle på, da DJ Flip Flop gik op på scenen. Efter en halv times veludført dj-mix, begyndte Tonedeffs stemme at fylde højtalerne, og pludselig steg den ensomme rapper op fra publikumsrækkerne og startede showet med et brag. Åbningsnummeret, den dubstep-inspirerede ’Bang!’ fungerede som en passende åbning på et set, der skulle vise sig at blive lidt af en abefest.

Den ekstremt veloplagte Tonedeff havde virkelig lagt i kakkelovnen til en festlig aften, hvor publikum ikke skulle regne med bare at stå og lytte. Efter første nummer blev det såkaldte ”QN5 watergame” annonceret, hvor publikum skulle skråle for fuld hals, hver gang rapperen tog en tår vand. Herefter påbegyndtes en emotionel rutsjebane af en anden verden, hvor der det ene øjeblik blev hevet damer op til lummer-nummeret ’Pervert’ og to numre senere var lightere i vejret til kærlighedsballaden ’Porcelain’. Det glade vanvid kulminerede, da Tonedeff hoppede ud i publikum og fik arrangeret, ja du læser rigtigt, et ”congatrain”. En ret spændende idé, da det fik omfordelt publikum. Dog knapt så skægt for de forreste rækker, der sikkert havde planer om se Cunninlynguists fra samme afstand.

Løjerne til side, så er ordekvilibristen Tonedeff berømt for sin lyricisme, og det blev der også givet fine eksempler på i løbet af settet. Bedst virkede det på DJ JS1-nummeret ’Last to know’, hvor andet vers blev spyttet acapella, så ingen var i tvivl om kvaliteten på teksterne:

”New jacks staying paid but my apartment’s getting teenier/
brag that they hate fame and then divulge it to the media/
these cats aim mainly just to salt the shit they feedin’ ya/
their facts change daily, son they walking wikipedia”

Udover de velskrevne linjer, er Tonedeff også kendt for at være en af de hurtigst rappende med et dokumenteret flow på 13,5 stavelser per sekund. Hvorvidt han nåede derop på nummeret ’Crispy’ er ikke sikkert, men stærkt gik det. Dog afslørede nogle af de hurtige numre den til tider ret dårlige lyd, der desværre skulle vise sig at vende tilbage flere gange i løbet af aftenen. Udover lyden havde Tonedeff også fået en eller anden til at stå backstage og agere usynlig hypeman under hele showet, hvilket mest af alt skabte forvirring. Der må det sgu være et spørgsmål om enten-eller.
Som sidste nummer i settet fremførte Tonedeff ’The Gates’ fra CunninLynguists pladen ’A Piece of Strange’. Tonedeff spiller i nummeret en far, der oppe ved perleporten bliver afvist og sendt i helvede. Nummeret fungerede perfekt som overgang til Natti, Deacon The Villain og Kno, der invaderede scenen til tonerne af ’Hellfire’ og et jublende publikum.

De tre lingvister havde på ingen måde planer om at sætte tempoet ned efter tyfonen Tonedeffs hærgen. Tværtimod blev der i starten af settet serveret banger på banger, mikset sammen så ingen skulle opnå noget der nærmede sig en hvilepuls.
CunninLynguists’ musik rummer dog meget mere end party-hiphop, og hele settet var på en imponerende måde opbygget tematisk, så der både var plads til at kaste hænder og falde hen i Kno’s dybe produktioner. For eksempel blev de tre hårdtslående numre, ’Old School’, ’Thugged Out Since Cub Scouts’ og ’616 Rewind’ smækket af på stribe, hvorefter selektionen gik over til de mere eftertænksomme numre som ’Love Ain’t’, ’Doin’ Alright’ og til sidst den smukke ’Mic Like A Memory’, der bød på et smukt acapella-vers fra Kno, kun akkompagneret af publikums håndklap. Et andet eksempel var den, til hiphopkoncerter, obligatoriske hyldest til Christiania, hvorefter der blev spillet de tre rygernumre ’Hypnotized’, ’Beautiful Girl’ og ’Never Come Down’.

At CunninLynguists har turneret flittigt i sin nu 10-årige karriere kunne mærkes, og de tre garvede herrer viste et imponerende overblik. Frem for alt var kontakten med publikum varm og nærværende uden at leveringen på rimene måtte lide. Dog var der, ligesom tidligere, problemer med lyden, og vokalen druknede til tider i de storladne produktioner.
Alt i alt var koncerten stadig en kraftpræstation, hvor der blev pendlet mellem ekstatiske udløb og tilbagelænede fordybelser. At CunninLynguists efterhånden har et større katalog på bagen, har virkelig åbnet op for mulighederne med at sammensætte en setliste, der tilgodeser alle fornemmelser.

Der var hverken noget nummer, der manglede eller noget, der burde have været udeladt. Aftenens højdepunkt var den RJD2-producerede ’Seasons’, hvor vi fik hele nummeret inklusive Masta Ace’s vers fremført af Kno og Mr. SOS’ vers fremført af Deacon. Med en intensitet og publikumskontakt, der virkelig gjorde koncerten til en fælles fest, fik CunninLynguists og Tonedeff i den grad vist hvordan man helhjertet fremfører sine sange. Kort og godt, en skoling i hvordan man spiller et gedigent liveshow.

5 ud af 6 spots

Foto: Zinna Brigh Mac-Eochaidh (Skud blir større hvis du klikker, se mange flere i koncertgalleriet)

Tonedeff setliste:
Bang!
Ridiculous
Spanish Song
Pervert
Last To Know
Optimist
Porcelain
Crispy
Case Closed
Issawn
I Wish I Was Dead
The Gates

CunninLynguists setliste:
Hellfire
KKKY
The South
Since When
Graveyard
Nothing To Give
To Be For Real
Dance For Me
Hypnotized
Beautiful Girl
Never Come Down
DJ Flip Flop scratch set
Old School
Thugged Out Since Cub Scouts
616 Rewind feat. Tonedeff
Love Ain’t feat. Tonedeff
Doin’ Alright
Mic Like A Memory
Vers fra Natti, som går videre til
Seasons
Mexico
What Would You Do
Stars Shine Brightest (In The Darkest Of Night)
”Hot Bars” (Hver rapper spyttede en acapella)
Enemies With Benefits feat. Tonedeff
Lynguistics

Foto: Bo Pee (klik på skuddene og de vokser på dig)