Det første nummer gruppen lagde ud med, var hittet ‘Enter the ninja‘, der mest af alt mindede om noget Daze, Aqua eller en anden forfærdelig eurodance-gruppe kunne have lavet. Publikum virkede dog ikke til at lade sig afskrække, men sang hurtigt med på omkvædet der blev sunget af lolitaen Yo-Landi, hvis stemme lød som om, at hun havde inhaleret helium:
“Aai aai aai, I am your butterfly, I need your protection be my samurai, aai aai aai, I am your butterfly, I need your protection, need your protection“.
Med et så poetisk omkvæd, opfindsomme sangtitler som ‘Ritch Bitch‘ og ‘Wat pomp‘ (det betyder What’s up på afrikaans) og en sang der handler om, at din mors underliv kunne være model for fiskehoveder, var stilen lagt for koncerten, der fortsatte i godt og vel en time. En passende længde for en koncert, hvor det var meget svært at forstå hvad der blev rappet og sagt, da Die Antwoord rapper på afrikaans blandet op med en masse slang.

Det kunne godt være, at publikum havde svært ved at fange hvert ord der blev rappet. Heldigvis skulle det vise sig, at det ikke var teksterne der var i fokus, det var derimod energi, attitude og udtryk. Dette mestrede Die Antwoord til fulde og gjorde det så godt, at publikum lod sig rive med af de melodiøse eurodance-klingende produktioner og det cirkus som gruppens optræden var. Lige fra sange om ninjaer, til Ninja der render rundt i boxer shorts og laver bollebevægelser, mens han gør kur til lolitaen Yo-Landi, samtidig med at der kører halvpornografiske film i baggrunden.

At lytte til en hel plade med Die Antwoord er måske ingen stor oplevelse. Mange af tingene omkring gruppens univers virker fortænkt og for søgt til, at det kan være ægte. Mest af alt minder gruppen om en blanding mellem Goldie Lookin Chain, L:Ron Harald og Ali G. En konceptgruppe i et fiktivt univers med en opdigtet baggrund, der overdriver deres appearance og åbenlyst dyrker dårlig smag, der er blevet en kæmpe viral succes. Men at se Die Antwoord live er anbefalelsesværdigt og med sikkerhed en oplevelse med høj underholdningsværdi. Det er dog ikke på baggrund af det musiske, men på grund af showet.

4 ud af 6 spots

Foto: Kenneth Nguyen

‘Uncle Sam Goddamn’ bliver i dag fremført med en særlig lyrisk giftpil til Barack Obama og hans krig i Afghanistan. Enkelte i publikum danser som John Travolta under den funkede ’Fresh Air’, mens Ali viser sig fra sin mest grimey side på ’Bad Mufucker Pt 2.’
Han slynger om sig med sine rim. Griber dem op fra lommen og spytter dem ud i luften som var det ingenting. Totalt overlegent. Aldrig har så professionel rap lydt så godt og samtidig set så let ud.
Ali strammer til på ’Tight Rope’, hvor han rappende fortæller om tilværelsen når den føles som et dobbeltliv. Selvfølgelig med efterfølgende prædiken:

”The hardest thing is to be yourself. But you gotta love yourself to love others. I look like Santa Claus, but I still love myself!,” siger broderen mens det smilende publikum svarer igen med et ”AMEN”.

Selvfølgelig er det ’Forest Whitiker’ der her følger op – nummeret hvor rapperen åbent fortæller om sit knap så modelagtige udseende, som han alligevel er stolt af.
Da DJ Snuggles træder frem til scenekanten og starter en beatbox går alt i teltet i stå. Folk er målløse. Først får vi en comedy-beatbox, hvor den store sorte mand på scenen imiterer Eddie Murphy med sine lyde. Rendyrket Rahzel-niveau.
Herefter en tilsvarende beatbox med et pornotema – altså pornolyde. Og til slut afslutter DJ Snuggles sin uforglemmelige og ubeskrivelige seance ved at beatboxe temaet til Black Sabbaths ’Ironman’. Publikums opspilede øjne og hængende kæber forvandler sig til hysteriske jubelskrig. Mens Ali fra sidelinjen spørger retorisk: ”Can you even believe that came out of a human being?”
Koncerten sluttes passende af med ‘Take Me Home’ og en efterfølgende encore-freestyle over Snuggles vanvids-beatbox før Roskilde-publikummet forlader Odeon med store smil og masserede sjæle.

5 ud af 6 spots

Foto: Kenneth Nguyen

Desværre var der ofte lidt lav volumen i mikrofonen hos den kvindelige mc, Goyo. Det blev rettet i løbet af koncerten, men faldt så stadigvæk lidt ud. Tostao kom til gengæld utrolig klart igennem og sammenspillet mellem de to mc’er resulterede i, at stemningen ikke faldt, når Goyos lave vokale skulle holde festen kørende.
Under de numre der lå mere i boldgade med salsaen trådte Goyo i karakter med flot sang – her helt uden mikrofonproblemer. Efter det forholdsvis korte salsasæt kørte koncerten videre med ordentlig knald på. Typisk blev de tempofyldte numre leveret for fuld skrue for derefter at gå ned i tempo – og så eksplodere i vild, vild jubel og energi fra publikum. Det var måske en lidt uoriginal formel, men det virkede og gav en fantastisk stemning.

Det jeg egentlig savnede mest ved koncerten, var at få bandet lidt mere i fokus. Det blev til en kort og en halvkort solo til guitaristen Juanpablo Tobón, der virkelig kunne sit kram – det skabte stor jubel hos crowden. Tostao var manden i gruppen, der skulle forklare om showet til publikum. Det skete på et noget broget engelsk, som de fleste dog fattede. Specielt da crowden senere i showet blev taget med til colombiansk danselektion. Det så fuldstændig vildt ud, da over 3.000 mennesker drejede rundt i takt musikken og instruktionerne fra én mand.
En klassisk crowdpleaser er selvfølgelig House of Pains ’Jump Around’. Under koncerten fik vi leveret en Choc Quib Town-udgave af nummeret, der proklamerede at det nye var ”back to the old school”. Det resulterede i et kort hiphopsæt, hvor stemningen dalede lidt i intensitet, men det var nok følgerne af et træt publikum og den mere rolige vibe.

Efter hiphopsættet – omkring en time inde i showet – gik gruppen af scenen under enormt bifald. Selvfølgelig skulle vi ikke snydes for et ekstranummer. Choc Quib Town blev dog bragt tilbage på scenen på en meget fantasifuld måde. Den meget opmærksomhedskrævende rapper/dj, Slow kunne såmænd også andet end at stå bag sin computer samt rappe. Han leverede en solid omgang beatbox, der fik publikum til at gå amok og forlange gruppen tilbage på scenen. Det blev til ekstra ti minutters ekstatisk fest i Cosmopol, hvor specielt trommeslageren fik lidt shine og fremvist sine evner. Herefter var det så slut med Choc Quib Town, der på fornemmeste vis fik rundet RapSpot-dækningen af årets Roskilde Festival af.

5 ud af 6 spots

Foto: Kenneth Nguyen

Første nummer blev ’Kasper’ som også starter debutalbummet ’Fantasten’, hvorefter den dystre ’Jens’ langsomt trak festival-gæsterne ind i grænsen mellem fantasi og virkelighed. Desværre blev oplevelsen skæmmet af en dårlig lyd, der indimellem blev ubehagelig skinger. Kasper Spez virkede også en anelse nervøs, og spurgte om det var i orden, at han indtil videre rappede med lukkede øjne. Heldigvis blev både stemningen og lyden meget bedre med et par numre fra ’Love Junkie’-ep’en, og da undergrunds-hittet ’Kloak Barbie’ kom, blev der kastet hænder i vejret.
Bandet, som havde fået den svære opgave at fremføre Es´ detaljerede musikalske univers, udførte deres opgave godt. De var utroligt vel- og sammenspillede, og et par af medlemmerne skiftede uden videre mellem forskellige instrumenter som tværfløjte, harmonika og cello. Efter at lydmanden havde rettet på knapperne, så skabte de en perfekt ramme til Kasper Spez med ’Efter’ og ’Mona’, som begge løftede niveauet.

Herefter var det blevet tid til ’Dagen derpå’, men beklageligvis var Pernille Vallentin forhindret i at være der personligt, men det blev der kompenseret for ved at vise hende på storskærmen. Siddende med høretelefoner på græsset foran Orange-scene sang hun sammen Spez, så det næsten gav kuldegysninger. Meget rammende blev næste nummer ’Pigen på væggen’, og Kasper var nu varmet fuldstændig op.
Efterfølgende kom der et langt melankolsk mellemspil, hvor et af bandmedlemmerne fik lov at vise sin flotte sangstemme, inden koncerten kørte videre med først ’Carmen’ og dernæst titelnummeret ’Fantasten’. Publikum blev inddraget i den drømmende verden, og man kunne se på hele bandet, at de nød det fuldt ud. Et nyt nummer fra det kommende Pudekamp-projekt blev præsenteret, og det lyder lovende. Kasper Spez tog hele gadegøgler-prædikatet på sig fuldt ud ved at danse rundt på bare tæer spillende på et skraldespandslåg i endnu et langt mellemspil.

Kordrengen L.O.C. kom ikke ind til ’Hvem jeg var’, men det fungerede fint alligevel. Til gengæld kom Pede B og 4Pro ind som gæster på et enkelt nummer, og satte feststemningen i vejret. Specielt Pede B fik temperaturen til at stige et par grader med en udmærket fristil, inden de skiftede plads med Sven fra Revoltage. Han medvirkede sammen med Es på endnu et nyt glimrende track, der vist nok hed ’Jeg har det fint’, og som officielt sluttede showet. Per V kom ind igen, og fik folk til taktfast at råbe ”mere hiphop” rettet til Roskilde-arrangørerne, så vi ikke bare skal nøjes med få gode navne næste år. Kasper Spez og hele bandet blev dernæst klappet ind til ekstranummeret ’Trøstepræmier’.

Hele vejen rundt blev der leveret en koncert, der havde opstartsvanskeligheder, men som spillede sig højt op. Stemningen og atomsfæren fra ’Fantasten’-albummet blev gengivet flot og medrivende, så lørdagen blev startet med en behagelig følelse. Romantikeren Kasper Spez beviste at han sagtens kan rappe sine poetiske tekster live, og ikke bare er en dagdrømmer, der lever i studiet.
5 ud af 6 spots

Læs også RapSpots Spez-interview fra Roskilde 010 med mere om Pudekamp
Foto: Kenneth Nguyen

Forestillingen ‘Human Robot’ er et science fiction-teaterstykke, som Roskilde Festival beskrev som ”… en electric boogie-forestilling, der skildrer en tid, hvor den teknologiske revolution er landet, men kun lige begyndt”. Bagmændene bag teateret er de to old school heads, Steen Koerner og Yo-Akim – det må antages, at førstnævnte primært har taget sig af koreografi og scenografi og sidstnævnte af musikken. Stykket fokuserede næsten udelukkende på dans og indeholdte derfor ingen replikker, udover den lyrik den amerikanske poet Saul Williams og den danske grimerapper Lucy Love til tider fremsagde over Yo-Akims elektroniske og knastørre beats.

Som med alle fremtidsfortællinger, havde stykket en indlejret kritik af nutiden. Denne kritik var samtidig stykkets budskab – lad være med at leve et konformt liv, der bygger på konstruerede regler, de har sat op. Udfordr i stedet det normale, lev i nuet og tænk ud af boksen. Dette kom til udtryk i de tekster Lucy Love og Saul Williams leverede. Disse tekster var samtidig også dem, som danserne visualiserede og vred deres kroppe til. Netop derfor virkede dansen også bedst og gav mest mening til historien, når den var tilsat tekster. Uden Saul og Lucys ord, kunne det var noget svært at bedømme om man var vidne til et regulært danseshow eller verdens første electric boogie-koncert.

Stjernerne i forestilling var helt klart danserne, hvis performance der ikke kan sættes en finger på. De dansede røven ud af bukserne og underholdte publikum konstant, blandt andet ved at hoppe flere gange rundt på en hånd, udføre lange og komplicerede danseserier fuldstændigt synkront, gengive løb i slow motion etc., og fik det hele til at se legende let ud. Men hvis danserne var showets force, så var historien og længden af teaterstykket dets akilleshæl. Som skrevet tidligere, fungerede teateret og formidlingen af dets historie bedst, når dansen blev tilsat lyrik. Derfor virkede de lange dansepassager uden Saul eller Lucys lyrik også en anelse ligegyldige for forestillingens handling. Der kunne med fordel været skåret ned for disse dansepassager for at styrke stykkets handling. Alternativt kunne man have tilføjet mere lyrik.

Lucy Love og Saul Williams var ikke selv til stede for at fremføre deres tekster, i stedet for kørte en videooptagelse med dem, der blev projekteret op på en storskærm. Dette var med til at holde fokus på danserne og var nok et meget strategisk klogt valg, men man kunne dog godt have ønsket deres tilstedeværelse, da det ville have tilført showet ekstra energi.

Det kan diskuteres, om det var den rigtige måde at præsentere stykket på – at blande et teater med en koncert og opføre det på Roskilde Festivalen som en del af musikprogrammet. Steen Koerner & Co. endte dog med at slippe godt fra det, men det skyldes måske i højre grad fascinationen af de dygtige dansere og Yo-Akims beats, end den halvforkølede fremtidsfortælling. Måske havde det været mere optimalt for forståelsen af stykket, hvis denne performance var lagt uden for musikprogrammet. Flere blandt publikum havde I hvert fald svært ved at finde ud af, hvad de skulle gøre med denne hybrid af teater og koncert. Skulle de stå stille og lade sig betage af danserne, eller skulle man danse med, når man følte musikken var til det? Hvilket den var op til flere gange.

4 ud af 6 spots

Foto: Kenneth Nguyen

Det var et meget energisk show de leverede, og DJ´en brugte mange engelske brudstykker i sine scratches, så man i hvert fald kunne følge lidt med i emnerne. Den bløde jazzede soul blev suppleret med blandt andet trompet og saxofon, så der ingen tvivl var om, at Hocus Pocus var kommet til Roskilde.
Hocus Pocus har haft stor succes i hjemlandet, og er ofte blevet sammenlignet med The Roots. Denne dag var frontrapperen 20Syl bakket op af en DJ og et seks mand stort band, der overhovedet ikke viste tegn på jetlag efter turen fra Nantes i Frankrig. Selvom klokken nærmede sig to om natten, så var der ingen træthedstegn at spore. Især 20Syl var sprudlende og ekstremt tændt på at nedbryde de sprogbarrierer der måtte være. Han var super tight over beatsne, og så er det ikke altid vigtigt om man forstår gloserne.

Alligevel begyndte det at blive sent for mange folk, og crowden svandt langsomt ind. Grunden kunne også være at mange ville overvære Den Sorte Skoles jubilæumsshow. 20Syl prøvede på gebrokkent engelsk at fastholde stemningen ind imellem numrene, men det blev i stedet til for meget snak, når man bare ville høre deres glimrende musik. Han forsøgte også at få publikum til at synge med på de franske tekster, men det lykkes ikke helt. En stopdans var heller ikke nogen succes, og da en af bandmedlemmer praktiserede en ikke særlig god beatbox, så var niveauet tæt på at dale. Men heldigvis har Hocus Pocus en meget teknisk dygtig rapper, der sagtens kunne bære det på sine skuldre, og præsterede en rigtig god live-performance.

Selvom der nok var sprogvanskeligheder hos mange, så viste Hocus Pocus at musik godt kan være universel. De fremførte et medrivende show med 20Syl i front som den store oplevelse, der lå helt tæt over det velspillende bands musik. De havde lidt svært ved at holde publikums opmærksomhed hele vejen, men nåede at vise hvorfor de er populære i Frankrig. Trylleformularen fungerede og Hocus Pocus gjorde et godt indtryk.

4 ud af 6 spots

Foto: Bo Pee

Her spillede han lidt selvproduceret musik uden at mixe det. Der blev bare skiftet pludseligt og i alle mulige retninger, mens Sensational stadigt råbende forsøgte at vække liv i crowden. Denne spøjse seance foregik i 15 minutter, hvorefter aftenens anden kunstner gik på en røgfyldt scene til fesen jubel fra de efterhånden 170 publikummer. Der var ikke meget gejst at spore fra kunstnerne, der virkede en anelse irriterede over det stille og lille publikum. Det er klart – det var svære arbejdsbetingelser, men der blev heller aldrig forsøgt på at skabe en god koncertoplevelse.

Det hele blev til et meget rodet sæt, der ikke bestod af meget andet end monoton rap, og en god stak “NEW SHIT!!!”-råb. Sensational var dog rimelig tilfreds med sig selv, og erklærede “my catalogue is crazy”, hvilket må siges at være på den pompøse og arrogante side at delagtiggøre under så dårlig en koncert. Jeg blev mest af alt mindet om et afslutningsrapprojekt fra en efterskole, når Sensational rappede. Jeg skal ikke kunne sige, om det også er sådan på plade, men hvert eneste nummer fik vi med otte bars rap og derefter fire bars pause, hvor publikum måbende så til, og ikke fattede noget. De håbede vel på, at disse pusterum til Sensational ville blive brugt på at hype crowden lidt. Ikke én gang under koncerten, gjorde duoen forsøg på at løfte koncerten fra dens lave, lave niveau.

Jeg skal ikke kunne sige, om koncerten ville være bedre, hvis man havde indgående kendskab til gruppens bagkatalog, men jeg var ikke den eneste, der kedede mig bravt. Bag mig hørte jeg to unge knægte sige: “Det her er simpelthen for elendigt – lad os skride.”
Ekstra gal ved man dog den er, når RapSpots fotograf, Kenneth Nguyen begynder at klage over koncerten.
Kulminationen på nedturen kom til sidst, hvor et beatmix gik helt sindssygt galt, og det var cirka deromkring, at Sensational & Spectre takkede af.

Det var en rigtig, rigtig elendig koncert, som de få publikummer blev vidner til. Jeg mindes ikke, at jeg har oplevet så ringe et show før. Jeg har set Ghostface falde i søvn på en højtaller under Wu-Tang Clan i Store Vega. Jeg har set Fat Joe levere 40 dårlige minutter med to gange ‘Lean Back’. Jeg har set Canibus halvråbe tekster over egne numre, der ikke var instrumentale. Ingen af disse koncerter kan dog måle sig med Sensational & Spectre. Det var sensationelt dårligt.
1 ud af 6 spots

Foto: Kenneth Nguyen (klik og wacknessen bliver større)

Teddybears er en gruppe der lever i skove bestående af mange forskellige genrer. Meget elektronisk, noget rocket, andet poppet og en smule med rap. Fælles for bjørnenes opførsel er, at næsten alt de foretager sig er festligt – og denne koncert var alt andet end en undtagelse.
Frontmand Patrick Arve, der dansende sang sig igennem store dele af gruppens lange musikkatalog var så veloplagt, at det fra ende til anden smittede af på publikum. Funkede elektrorytmer mixede sig med de catchy pop-omkvæd som de fremmødte ikke kunne holde sig fra:
”Look I’m as high as the sun, shut your mouth boy when will you learn/
Mama, haven’t you heard? We’re sold out all over the world/”
(‘Get Mama A House’)

Efter to ganges gentagelse var det ikke længere nødvendigt for bamserne på scenen at optræde – koncerten kørte af sig selv. Ingen stod stille. Alle enten dansede, klappede eller sang storsmilende med indtil euforibarometeret nåede højere op end noget termometer i det varmeramte land.
Imponerende mange kendte teksterne og adspurgt direkte meldte de fleste sig da også som svenskere. Gruppen var vildest da de tog os med i ’Rock ’N’ Roll High School’. Her havde også mange danskere terpet pensum inden bamsernes festlige festivaleksamen. Og samtidig var det her, Patrick Arve beviste at han var blandt årets festivals dygtigste rappere.

Andre af optursfestens største øjeblikke var da bjørnene gav os et opkvikkende og kuldegysningsfremkaldende slangebid på ’Cobrastyle’. Stort var det også da en ekstra teddybjørn med en sølvskinnede discomaske trådte frem på scenen og en elektronisk version af Dracula-temaet forvandlede sig til ’Hey Boy’, mens nummerets lyrik blinkede på skærmene bagved.
Det ville være misvisende at kalde dagens optræden for en hiphop-koncert, men mange hiphop-fans vil muligvis have haft årets festivaloplevelse på denne eftermiddag i Roskilde.

5 ud af 6 spots

Foto: Kenneth Nguyen (klik og de hæver)

Brødrene dansende i takt, imens de med jernlunger og overskud blæste deres medrivende musik ud. En rigtig feststarter som fik hele crowden ned i knæ inden hele gulvet eksploderede i et synkront hop, der udviklede sig til dansende mennesker. Indimellem kunne man dog godt savne en rapper, som kunne bringe atmosfæren endnu højere op. Den ene bror prøvede at rappe lidt, men det var langt fra vellykket, fordi han simpelthen ikke havde kvaliteterne. Det fungerede meget bedre når de bare blæste deres musik, og i stedet interagerede med publikum ved at få dem med på forskellige klassiske koncert-råb. Der blev danset og råbt, så det kunne høres langt ud fra Odeon, og ingen var i tvivl om, at dagen var startet.

De sparkede fredagen i gang med et anderledes indslag, og gjorde et godt indtryk som nogle dygtige musikere, der også kunne videreføre deres stil ud over Chicagos gader. Hypnotic Brass Ensemble efterlod Roskilde med et tilfredst publikum, der havde svært ved at slippe gruppen. De er vokset fra gademusikanter til respekterede musikere, der med originalitet og lidenskab sagtens kan klare sig på den store musikscene.

4 ud af 6 spots

Foto: Kenneth Nguyen (klik og de hæver)

Introen fra seneste plade ’Plastic Beach’ blev strøet ud over Orange Scenes grønne plæne og satte jubelråb i gang i publikum, der dog ikke var mødt imponerende stærkt op taget i betragtning af, at det var årets første rigtig store optræden.
Snoop Dogg var til stede, men kun i højtalerne og på storskærmen, så allerede her fik vi dementeret en forhåbning – og i øvrigt et af de mange rygter, der var gået om koncerten tidligere.
Gorillaz er en gruppe, hvis stærkeste kort ligger i deres mange kollaborationer med store sangprofiler. Men på trods af at scenen var proppet med både trompetspillende sømænd, korsangere, gravrøsten Bobby Womack, forfinede svenske Little Dragon og andet godt, virkede det som om, forsanger Damon Albarn stod der ret meget alene.

Hands down – Han gjorde det godt. Han lignede en mand, der gav alt, hvad han havde. Han var engageret og virkede ydmyg overfor at optræde på den store scene. Især når han med højlydte skrig desperat spurgte publikum, om vi mon var de sidste levende sjæle tilbage, da han med den fineste røst sang igennem på ’Stylo’. Og da han senere brugte sin sangstemme til at fortælle os om børn med skydevåben. Tilpas mange ’Demon Days’ numre var blandet ind i mængden af ’Plastic Beach’-tracks, mens numre fra gruppens første plade var sværere at få øje på.

De største øjeblikke var, da diva-sangerinden Estelle viste sig på scenen og blandt andet leverede en imponerende duo med frontmanden i abebandet, og koncerten toppede, da det meste af publikum rev sig løs og dansede igennem på ’Dare’.
Lyden var god, det enorme band leverede musik på topniveau, stemningen var helt okay. Men der manglede noget exceptionelt, som var fair at forvente af den tegnede gruppe. Der var ikke nok galskab, ikke nok effekter, og det hele var lidt for ordinært.
Samtidig bar koncerten præg af at være lidt af en lappeløsning. Selvfølgelig kunne man ikke forvente at alle, der har medvirket på gruppens plader, ville være til stede. Men det var altså bare svært at have det helt store smil på, når et fantastisk festnummer som ’Feel Good Inc.’ blev leveret i et larmende fravær af De La Soul.
Aberne sluttede værdigt af med gruppens første og måske største hit. Den mere end ti år gamle ’Clint Eastwood’, hvor Bootie Brown fra Pharcyde spyttede eget vers som erstatning for Del.

Jo, det var okay, men skulle have været mere.

3 ud af 6 spots

Foto: Kenneth Nguyen (klik og se dem vokse)