Klik for at få større størrelser – naviger med piletasterne. Følg også Janus Engel på hans tumblr

[vis som diasshow]

Det er tydeligt, at de to rappere har haft brug for en pause fra hinanden og 4fod-rammen. Det virker som et naturligt valg, fordi de er to vidt forskellige steder i deres rap-karriere. For mens kasperbroue bakser med familieliv og arbejdsløshed, så er Bryxtofte i en helt anden verden og holder det lummert hele vejen igennem med en ep, der fuldt ud er dedikeret til fascinationen af det modsatte køn. Bryxtofte har lagt battle-rimene på hylden, og der er ingen dis til konkurrenterne, men fuld koncentration om ham ’Og damerne’.

”Det levende fallossymbol” har lænet sig helt tilbage, skruet helt op for charmen og ned for tempoet. Til at understøtte den sexede stemning har han allieret sig med fem forskellige stærke producere – Pilfinger, Turkman Souljah, Michael Pærremand, Tabus Jonathan Elkær og house-teamet Vasquez & Benjamin. Det er en kvalitetsstemplet ep med en varierende og solid lydside, der giver gode betingelser til Bryxtoftes udskejelser. Her bliver der ikke sagt noget imellem linjerne, men talt lige ud af posen, når blufærdighed og kræsenhed er tilsidesat.

Det kan måske lyde lidt corny og trivielt, at der kun bliver snakket om hans dame-erobringer, men Bryxtofte leverer det med en karakterfast elegance og en god mængde selvironi. Man er ikke i tvivl om, at han har scoret alle kendisserne på ’Starfucker’, eller taler direkte til røven på ’Bada boom bada bing’, fordi han skaber troværdighed med erfarent rim-skriveri og en stensikker levering.

”Jeg forkæler mig selv med kælne killinger/ Kildne kællinger/ Sild og modeller for fuck hvor er jeg vild med kvinder/ Insisterer på trekanter med tvillinger/ Studerer Kama Sutra finpudser stillinger.” – ”Fjoller stadig rundt med ex-kæresters veninder/ Det er ikk’ populært hos mine elskerinder/ Det er utroligt som jeg snør´ dem om min lillefinger/ Lad os se hvem der bliver den næste heldige vinder.” – fra ’Ladies Man’.

Bryxtofte oser af sex, så hvem andre end dansk raps storcharmør Johnson er perfekt til at gæste. Og det gør han til high-five og håndtegn på den ekstra sprøde Pilfinger-produktion ’Sovekammerøjne’, der rammer topmålet.

Bryxtofte ’Og damerne’ er støbt af et bærerdygtigt fundament. Det er kun ’Du må se min’ der falder lidt ved siden af, ellers er der intensitet og fuld valuta fra sengekanten. Når kollegaen Orgi-E er klamfyr, må Bryxtofte være frækfyr. En overraskende fed ep, der kan anbefales.

Kasperbroue har derimod bevæget sig i en lidt anden retning med en mere jordnær tilgang. På 4fods seneste plade kunne man se nogle tendenser til, at Kamikasper var ved at blive voksen og stoppet med at hugge modstanderens hoved af lyrisk. Det er familielivet og dybere ting, som nu er omdrejningspunktet, og det klæder kasperbroue godt. På sin ’ener’ mission har han slået sig sammen med produceren Ocansey, der serverer lyden til ep´ens syv numre.

Der bliver budt velkommen med et lidt tamt ’Skud i tågen’, hvor hverken kasperbroue eller Ocansey er vågnet helt op. Kasperbroue har egentlig nogle velskrevne rim, men hele nummeret virker halvfærdigt, og bliver en lidt kedelig indledning på ep´en. Det bliver heldigvis meget bedre på ’Ringet rundt’, når snakken falder på frustrationen i arbejdsløshedskøen. Et fikst lille sample med Lone Kellermann klarer omkvædet, og Ocansey får fint kombineret den tunge bas med et melodiøst hook. Samtidigt vokser kasperbroue ud af 4fods skygger med overskud og noget på hjertet.

”Arbejdsløs akademiker – frisk ud af akademiet/ Uddannelse er vejen frem – ta´ det for givet/ Nu sidder jeg her med en sjat og pibe/ SU-lån tilbagebetalinger resten af livet/ Har søgt job længere væk end kragerne vender mand/ Så ender man/ Alligevel tilbage i dagpenge-land/ Depression – mistet troen/ hvordan vender hesteskoen?/ Heldet tilsmiler de der kender nogen, der kender nogen”.

Det er i en helt anden boldgade end Bryxtofte, fordi det her er et meget mere åbnet og ærligt portræt, man hører hos kasperbroue. En rapper der på ’Helt iorden’ kan ”se det positive i lorte-bleerne”, og ikke er bleg for at udstille sig selv og skildre sider af den menneskelige dårskab. Det er ikke helt autentisk, men han tager udgangspunkt i sig selv, når han beskriver ’Frygten’ og ’Mr. Optimal’, og det fungerer egentligt fint. Kasperbroue har noget at sige, og Ocanseys beats er et glimrende fundament, men som tendensen desværre er ved de fleste numre, så mister de hurtigt pusten.

Det kan være vanskeligt at pege fingre af kasperbroue, fordi han er en habil rim-skriver med et fuldbefarent flow og et gennemtænkt koncept, men det er sgu lidt kedeligt. Trods erfaringen forsvinder han indimellem i Ocanseys produktioner, og bliver meget anonym. ’Simsalabim’ er et godt eksempel, hvor det langsomt siver ud, og kasperbroue mangler noget potens i stemmen for at gøre sig mere bemærket.

Det er en ærgerlig tilbøjelighed, at mange af numrene falmer efter et par gennemlytninger, og man kunne måske godt savne et par feats for at optimere tempoet og stemningen. Det sker til dels til allersidst med titelnummeret ’ener’, hvor der bliver givet lidt modstand i form af sangerinden Line Marianne fra indie-pop gruppen Alex Canasta. Det er højdepunktet, hvor kasperbroue igen har mere punch og falder godt sammen med Ocansey. Med et glimt i øjet sætter han sig selv op på en piedestal, og påstår han er en ener, men bliver hurtigt flot pillet ned af sanglærken. Moralen er, at man skal skabe resultater og gøre sig fortjent til respekten.

Det er en pæn og poleret ep, men kasperbroue formår desværre aldrig rigtigt at træde i karakter. Det er ham der mest, sammenlignet med Bryxtofte, savner en medrapper til at støtte sig op ad. Det er to meget forskellige ep´er, hvor damerne vinder over intellektet. Lad os se om de to herrer finder sammen igen en dag.

Bryxtofte – ’Og damerne’

4 ud af 6 spots

kasperbroue – ’ener’

3 ud af 6 spots

Når Ill Bill tirsdag lægger vejen forbi Ideal Bar, er det dog som en del af touren for sit tredje soloalbum, ‘The Grimy Awards’, der udkom i sidste måned.

Ud over rapperen selv, bidrager et alsidigt spektrum af producere, som blandt andre Pete Rock, Large Professor, El-P, DJ Muggs og DJ Premier til lydsiden, hvorpå Bill lægger sine rim om frygt for moderne teknologi og om hvordan man kan overleve verdens undergang.

Som altid er teksterne fyldt med vrede, skæve og konspiratoriske tanker, men sammenligner man med Ill Bills gamle ting, er hans skills som rapper unægteligt blevet skarpere.

Med til at uddele ‘The Grimy Awards’ er også Special Teamz’ Jaysaun og danske Sicknature og DJ Illegal fra Snowgoons.

Ill Bill @ Ideal Bar
Tirsdag den 16/4 klokken 21.00
Billetter koster 180 kroner + gebyr og kan købes her

‘Brudt’ kører på den klassiske hiphop-kliché ”min kæreste har slået op så jeg synes hun er en LAME-O”, og det når ikke op på siden af det storslåede L.O.C-track ‘Undskyld so’ og Niarns definerende ultraklassiker ‘Kælling’. Det er selvfølgelig heller ikke nemt, når alle de gode ord som møgluder, so og kælling er brugt.
‘Wrycks fix’ er et instrumentalnummer, der starter med en opfordring til at ryge hash med Jørgen. At dømme efter det hæsblæsende drum and bass-tempo kunne det måske være en endnu bedre idé bare at tage noget dårlig speed, men hver mand sin medicin. Som min ven Kim engang formulerede det, ”hvis man ikke er afhængig, er man afhængig af ikke at være afhængig”.

‘Svinets hjerte’ er en ondsindet tilsvining, og det er bare ikke rigtig sjovt med linjer om og sammenligninger til Adolf Hitler og pædofile, og virker bare infantilt over det aparte og dansable beat. En unødvendig sang, der gør, at Jørgen virker som et decideret usympatisk menneske.
Jørgens flow er så knastørt, at selv en sandkage sat foran aircondition på fuld skrue i 2 år ikke ville kunne overgå det. Hvor tørt er det? Forholdsvis tørt, skulle jeg mene. Hvad han rambler om i hans hashpsykotiske tilstand er der ingen grund til at spilde tid på at sætte sig ind i. Teksterne er hverken værd at skrive hjem, til sin nabo eller penneveninde om.

‘Lejligheden til venstre’ er et undervældende og hårdt album, med industrielle undertoner. Ambitionen har tydeligvis været at lave noget hiphop, der kommer fra venstre side, men Jørgen har, og dette er hævet over al tvivl, forvekslet svært tilgængeligt med kunstnerisk.
Jeg savner personligt et ærligt nummer, eksempelvis om hans barndom, der beskriver helt simpelt, hvad der gik galt for ham. Var det i børnehaven, folkeskolen eller allerede i vuggestuen? Jeg elsker nemlig ærlige hiphop-sange, hvor rapperen tør se lytteren lige i øjnene, og fortæller noget personligt, som eksempelvis da Kanye West fortalte, at han tissede i sengen. Se, det var både nyskabende og kunstnerisk, og så var der en herlig melodi, man samtidig blev i godt humør af.

Wrycks produktioner er en gang steneren halvfemser-hiphop med skomagerbas og tinituslilletrommer, ganske vist blandet med lidt eksperimenter, men da de alle er totalt mislykkede, hjælper det ikke meget. Hans musik lyder som et desperat skrig om hjælp fra en venneløs mand, der ikke kommer nok ud.
Hvordan den mand nogensinde har kunnet få lov at producere for store stjerner som Remee, må udelukkende tilskrives det faktum, at han er så flot en fyr, at Remee havde håbet på med tiden at kunne overtale ham til at tage artisthatten på, og starte Danmarks ældste boyband med ham.

Kontrol stavet bagfra er LORT NOK, og det opsummerer det hele ganske glimragende, men det er ikke vigtigt. Det her album er kun et sandkorn i universet. Et langt vigtigere spørgsmål er: Hvem er Jørgen, og endda, hvad er Jørgen? Svaret er såre simpelt, Jørgen er Jørgen. Jørgen er flygtig. Jørgen er ikke håndgribelig.

Det bliver til ét spot. Det kunne ikke blive til mere.

DOWNLOAD ‘LEJLIGHEDEN TIL VENSTRE’ GRATIS HER

Her er et par videoer til nogle andre af numrene:

Succesen skyldes ikke alene hans unikke evne til at fortælle historier, men også Dj Noizes cuts, sprøde samples og geniale produktioner, der er som skræddersyet til hvert enkelt nummer. Hvis du synes godt om Noize og Pedes tidligere udspil, ’Over askeskyen’, vil du elske 2’eren. Begge plader bevæger sig inden for samme stil, lyd og stemning. Det er som om, Noize og Pede har evalueret 1’eren, fundet ud af hvad der fungerede bedst og taget de erfaringer med sig på fortsættelsen, som må siges at være et særdeles vellykket projekt.

Pladens første single, ’Efter i morgen’, med dertilhørende fin baglæns-video, sætter baren umanerligt højt for resten af albummet med catchy guitar-riffs, intelligente rim og lækkert omkvæd. Første gang jeg hørte singlen for nogle uger siden, tænkte jeg, at dette nummer ville undergrave resten af pladen, fordi det bare er så smooth og lækkert. Men det gør det ikke! For størstedelen af pladens 16 andre numre, hvoraf to er skits, er nærmest mindst lige så gode. Pladen holder en usædvanlig høj standard og variation fra start til slut – og det er både lyrisk, produktions- og stemningsmæssigt, hvilket gør, at den har meget lang holdbarhedsdato.

Et glimrende eksempel på Noize og Pedes forståelse for hinanden er nummeret ’Onsdag formiddag’. Her rapper Pede B om den gang han fik en åbenbaring, da han arbejde som butiksekspedient i Fona 2000 på Strøget – og propper til Pede for at turde dele denne uhiphopske oplevelse med os andre! Lydsiden til nummeret er drømmende orgelpiber med englebaggrundssang i omkvædet. Oplagt og snedigt.

”Så jeg tog et service-smil på læberne og spurgte den lille mand, om der var noget, jeg kunne hjælpe med?// Og som sædvanlig spurgte han om det underligste, og ville have fingrene i en færøsk vuggevise, men han kunne ikke huske hvad den hed// eller på hvilken plade, så jeg søgte lidt på pc’en// selvom jeg ikke gad og konkluderede hurtigt i mit stille sind, jeg ikke ku’ hjælp og måtte prøve at få ham til at skride igen”

Et utraditionelt nummer, der nærmest på gammel Clemens-lignende niveau fortæller en underfundig historie, der tager afsæt i dagligdagens mirakler. En ud af flere vellykkede chancer som pladen tager. Både lyd- og tekstmæssigt.

Udover åbenbaringer i Fona, handler pladens øvrige numre om lidt af hvert, stort som småt. Stive byture, hvor Pede B bliver reddet fra politiets detention af sin far. En uheldig episode med vold mod en af sine få fans. Og det at forføre og knalde med et stakkels bulimiramt pigebarn.

“Hun sagde til mig hun elskede at spise, og det var da en mærkelig besked// For pigebarnet var blevet så forfærdelig lille, lod som intet og satte mig ned// Hvordan skulle jeg kunne dømme hende, når kroppen var det, der fangede mit blik// Uden tøj på der virkede hun så øm i skindet, vil ønsk’ jeg aldrig havde tænkt med min pik// For jeg har set hende sidde og stik i sin mad, stik en finger i halsen og virke pisse ligeglad”

Sådan indledes det semi-dystre, men også betænksomme og minimalistiske nummer ‘Miss Danmark’. Med en utrolig vellykket stemningsskabende produktion af Noize, der går i et med Pedes ord, så det giver kuldegysninger og får hårene til at rejse sig. Naturligvis med levende sax!

Man kan undre sig over, hvordan Pede B stadig kan være en af dansk musik mest velbevarede hemmeligheder. Med fem udgivelser og tre Fight Night-mesterskaber, er det mig en gåde, at han stadig ligger og roder rundt i undergrunden. Ikke at kommerciel succes og masser af air-play er lig med lykke, men som det gode medmenneske jeg nu er, ønsker jeg, at Pede B musik skal spredes yderligere, for det er fandme intelligent og lækkert.

På intronummeret ’Velkommen tilbage’ forholder Pede sig også til sin karriere og anonymitet blandt det bredere publikum. Og det på en meget cool måde, der giver et godt indtryk af, hvilken taknemmelig, jordnær og positiv rapper, vi har med at gøre på ’Over askeskyen 2’:

”P3 sagde aldrig ja, men der er ingen dårlig vibes// De får sikker hundrede bud om dagen, der skal overvejes// Jeg får stadig flere hits end danske pornosites// Og hvis de gider spille det næste gang, er det ordentlig nice”

6 ud af 6 spots

Med fuldt band bestående af trommer, bas, guitar og keys rappede Hustlerne sig i påskeweekenden i gang op til deres kommende sommerturné. Og det med en udsolgt dobbeltdate i det ellers så ufede Jylland, nærmere bestemt Aarhus og Fatter Eskil. De granvoksne drenge tog os med et trylleslag tilbage til de glade 90’ere, da de åbnede op med nummeret ’Hustlerstil’.

Trods de aldrende rapperes lange pause fra de bonede gulve formodede de, lidt stivbenede, at levere rim og flows på et misundelsesværdigt højt niveau. Bevares, hustlernes dødtrivielle og nemme 90’er flow kræver muligvis ikke den største tekniske snilde, men det var tydeligt at se, at disse middelaldrende mænd længe havde været en del af rap-gamet.

Jeg havde forventet et par halvfallerede støvede mænd, der ikke ligefrem var i bedste form. Om de var halvfallerede kan diskuteres – alderen sætter sine spor – men i dårlig form var de bestemt ikke. Tværtimod. Og hvad endnu vigtigere var, kunne man også spore enkelte smil. De morede sig. Selv på Cool Eyes Stone Face Jazzy H’s fugede ansigt, som på sædvanlig vis bar et par kulsorte shades, kunne jeg ane et smil.

Med god grund. Samtlige publikummer rappede med på klassikerne ’Hvem’, ’Bla. bla. bla.’ ’Ik’s’meget’ og ’Penge ind på torsdag’. Ikke bare omkvædene, men hele numrene.

Ved genforeningskoncerter er det altid et spørgsmål, om man skal gå all the way og være fuldstændig som i gamle dage, eller tage lidt pis på sig selv og joke med, at tiden den gang, var en anden end nu. Østkyst Hustlers gjorde lidt en blanding. Bossy og Jazzy bevarede deres image, dansede lidt på stedet og spillede cool, mens Peyk til tider agerede fransk klovn og sagde lidt ligegyldige ting mellem numrene.

’’Også kommer der altid det tidspunkt i en koncert, det tidspunkt alle hader, hvor bandet siger, at de vil spille noget nyt materiale. Så det gør vi ikke’’.

Østkyst Hustlers fyrede godt op under et i forvejen kogende publikum, som konstant blev pleased med velkendte hits. Underligt nok sluttede de koncerten af med at spille MC Einars ’Ahr dér’. En lidt malplaceret slutning på en ellers fin koncert, hvor en stor tak skal gå til et forrygende band. Havde hustlerne valgt den klassiske hiphop løsning med en DJ fremfor band, havde koncerten slet ikke været det samme.

Østkyst Hustlers gav folket, hvad de kom for; et nostalgitrip med velkendte hits på stribe uden så meget pis.

Hustlernes 2013-tourplan, som indbefatter en koncert på Hammel Hestemarked, finder du her

4 ud af 6 spots

Arkivfoto: lånt fra Hustlers.dk

Der blev ikke sparet på kræfterne. Publikum blev, i flere forstande, varmet op af den røvrystende australier Iggy Azalea, og da guldklumberne fra ‘Illmatic’ begyndte at falde, blev det for alvor bevist, at Nas ikke har hold i sit eget udsagn om hiphoppens bortgang, tværtimod. Hans lyriske kunnen er foreviget i den lange række af klassikere han havde med fra bagkataloget, og selvom man godt kunne ønske sig en smule mere kontakt med crowden, var lørdagens koncert så ægte, at selv Aarhus ikke kunne få hænderne ned.

Foto: Janus Engel Rasmussen (klik for at glugge i større størrelse – naviger med piletasterne)
Følg også fotografen på hans tumblr

[vis som diasshow]

Du har måske allerede hørt nogle af EP’ens numre i radioen. Måske er de røget ind af det ene øre og så ud af det andet. Hvis dette er tilfældet, så er det muligvis fordi, du er enig med mig i, at denne plade er svær at skelne fra andre. Den lyder nemlig lige præcis, som enhver plade anno 2013 gør.

’Picasso med en afro’ er fint produceret. Youngs flow er fint. Hans tekster er såmænd også fine. Pladen er fin. Men alt ved pladen er ligeså sikkert og ensformigt, som det er at satse på både rød og sort ved en roulette. Kuglen kan lande på det grønne felt – men ærlig talt, det gør den jo aldrig.

EP’ens titel henviser til en af Young store inspirationskilder, den verdensberømte maler Pablo Picasso. Young ønsker at gøre det, Picasso gjorde: At male billeder. Bare lyrisk. Og hvordan Picassos ‘Guernica’ eller et anden af hans malerier ville lyde på rim, aner jeg virkelig ikke. Men nok ikke sådan her.

Desværre lykkedes det mig aldrig at fremmane så meget som ét billede under gennemlytningen af pladen (hvis det lykkedes dig, må du meget gerne skrive på rapspot-boardet, hvad du så!). Manglen på billedelig skabning tror jeg skyldes Youngs lyrik. Den er ret flad, det meste er hørt før, og så mangler den simpelthen mere stemning og kreativitet, hvis den skal udfordre lyttere bare en smule.

Hans flow er derimod fedt og dejligt laid-back. Måske en smule konformt på alle EP’ens fem numre, men man kan mærke, at Young føler sig tilpas på Kewans produktioner.

Og her er pladens force: Produktionerne. De er smooth, gennemarbejdede, præcise og rare at lytte til. De tre første numre ‘Regnvejr’, ‘Ivrig’ og ‘Lysets Fart’ har rent lydmæssigt en dejlig ro over sig, mens de to sidste ‘Englesang’ og ‘Blind, døv og stum’ bevæger sig væk fra den minimalistiske stil, hvilket er ærgerligt. De virker lidt sjuskede, rodede og ligegyldige.

‘Lysets Fart’, den første single, er ligeledes skivens bedste nummer – og det er fuldt ud Kewans fortjeneste. Fed bas, hvor de enkelte effekter får plads, og et lækkert skift af beat mellem vers. Desværre trækker Young nummeret ned med en semi-ligegyldig tekst, hvor der er enkelte passager, jeg ikke rigtig kan få til at give mening. Nummerets omkvæd er et god eksempel på, hvor Young befinder sig rent lyrisk: Det er nemme rim med nemt indhold, som egentlig lyder fedt nok, men ikke rigtig vil noget:

”Os individer vi lider og glider længere væk/ man siger om disse tider, at vi har glemt respekt/ jeg blev fortalt, at var jeg hvidere var det bedre/ mayn, jeg slider for de slæder, selvom jeg ikke gider nogle steder/”

Med Youngs tilbagelænede flow, hvor man forstår hvert enkelt ord (men ikke nødvendigvis meningen med dem), og de minimalistiske produktioner er det hele faktisk ikke helt så ringe endda. Det er som sagt intet nyt under solen – men acceptabelt er det. Fin, sikker radiovenlig debut. Lur mig ikke om vi kommer til at se meget mere til Young – lad os håbe, at denne udgivelse har givet hår på brystet og mod på frækkere sats på rouletten.

3 ud af 6 spots

Skulle du være så uheldig ikke at vinde i konkurrencen, så kan billetter købes her til 250+gebyr. Tjek også facebook-event her.

Om Big Sean Skriver Pumpehuset:
“Big Sean har arbejdet hårdt på at færdiggøre sit kommende album, som der er store forventninger til. I den sammenhæng har han beklageligvis måtte udskyde en del af sin Europa-turné i november 2012 til foråret 2013.

Big Sean er netop nu mere aktuel end nogensinde før; Hans fjerde mixtape ”Detroit” udkom i starten af september og samtidig er Sean en bemærkelsesværdig feature på Kanye Wests netop udgivne album “Cruel Summer” – bl.a. på de to første singler ”Mercy” og ”Clique”.”

For at deltage i lodtrækningen om 1×2 billetter til Big Sean, skal du blot svare rigtigt på dette spørgsmål – vinderen får besked 7. marts kl. 12.30:

I hvilken by bor Big Sean??

At Dialekten er real, bliver lytteren hurtigt overbevist om, så snart lakskiven smækkes på pladespilleren. Allerede i introen er der referencer til old school hiphop såsom Audio Two, knap et kvarter inde i pladen er der et represent-track, efter knap en halvtimes spilletid kan man sætte kryds ved følgende ord: skillz, dopest, fresher, bangers, love, weed, punchlines, funken, (branchen er) fucked. Og 12 numre inde er der et track dedikeret til graffiti.

Nogen overraskelse i dette og valget af emner som en boom bap-hiphopgruppe á la Dialekten vælger at behandle, er det vel ikke? Udover de sædvanlige temaer som blærerøvsrap og langemænd til wacke mc’er, beskæftiger Dialekten sig dog også med emner som ulykkelig kærlighed og politik, ”Du vil lukke grænser med Dannebrog uden bannere, skræmmekampagner, men din sendetid den udrinder, for hvem er egentlig demokratiets modstander, vores kære lille Pia, vores lille stjernekriger for kerneværdier” – muligvis pladens bedste linje.

Det er dog især, når Dialekten fortæller om, hvor meget de brænder for deres ting, at deres lyrik skinner:
”Jeg svæver på love men med næverne knyttet, holder mig ydmyg, velvidende livet det kræver sit bytte, jeg terpede versene og fandt evner i spyttet, holdt’ ild i lyd-gryden til det slog revner i køkkenet” og ” Så det hele er for the love, pjækker fra job, for at rocke sættet så få for helvede hænderne op (…) Sprayer lidt love på lydtapetet for hele min venneflok, ja og svinger min vom gennem Babylon, kom, vi nægter at lægge os i deres lænker og bånd”.

Beatsne på pladen er for det meste dejligt varierede og leveres af Chewbacca, Lars da Fari og Davey. Den røde tråd synes dog at være, at mange af dem læner sig op af hiphop-indiescenen og finder inspiration fra producere som Exile, Kno, Apollo med flere. Det er dog ikke alle beats, der er lige træfsikre. Af de mindre vellykkede produktioner kan nævnes ’Sort Due’, der er bygget op om et par kedelige dobbelttempo trommekantsslag og tamt klaver-klimperi. Det Chewbacca producerede ’Til’ virker som et forsøg på at sample et klassik violinspil, der er væsentligt mere trivielt end spændende, ’Soulstik’ er ligeså hurtigt glemt, som det er kommet på, og ’Rovdyr’ forsøger sig med et forkølet balkan-inspireret beat, der ikke er videre ophidsende og derfor aldrig helt fænger.

Heldigvis er der flere produktioner, der imponerer end keder en. Den eminente banger ’Det blå diskotek’, vil med sikkerhed være et kapitel for sig, når gruppen spiller live, den svingende og fængende hyldest til Nørrebro ’Tirsdag’ går rent ind ved første lyt, ’Ikk’ noget’ er melankolsk og beskidt, den dunkle og stemningsmættede ’Galde’ er det perfekte beat at uddele lyriske håndmadder over, og lukkeren ’Trubadur’ slutter albummet af på fornem maner og går godt i spænd med den energi drengene bringer.

Selvom Dialekten er gode lyrikere, ofte bakket op af massive beats, er der dog en ting eller to ved ‘Stiplede Linjer‘, man godt kunne sætte en finger på. Et problem, der i længden bliver en smule enerverende, er gruppens omkvæd. I mange tilfælde er de en smule for lange, og så godt som hver gang bliver de leveret syngende med rusten stemme i kor. Endvidere vil det klæde Nota Bene og Chewbacca at skrue lidt ned for brugen af amerikanske ord flere steder, ”Spøgelserne jetter når jeg spytter fresh og sletter fakes, ingen følger med mig seriøst jeg deffer‘” og “Owned foran talerstolen cirka samtidig med ‘Pac han blev blastet” lyder på grænsen til karikeret.

En knap så væsentligt ting, men dog værd at nævne, er, at lyrikken ikke altid forekommer så logisk, som for eksempel på omkvædet til ’Tirsdag’: ”Som de sang engang, der er ingen kærlighed i byen, måske du’ det skræmte barn der sidder under dynen? Måske du en pendant til Donald Trump – lever kun for gryn?”. Hvorfor, i en hyldest til noget så lokalt som Nørrebro, begynde at snakke om Donald Trump? Ville det ikke være mere oplagt at have en reference til noget lidt tættere på?

”De siger vi er stocked i 90’erne, men vi siger, at vi ikke går op i tendenserne” lyder en af linjerne på ’Stiplede linjer’. Dette kunne meget vel være pladens varedeklaration, da linjen indkapsler essensen af, hvad Dialekten er og står for, samt hvad mange ser som gruppens styrke. Dette kan imidlertid betragtes som et tveægget sværd, da Dialekten med usvigelig sikkerhed får pleaset deres faste fanskare af backpackere, men samtidig lade sig begrænse i deres musikalske handlerum. Selvfølgelig skal man ikke skifte stil efter for godt befindende. Men at cirkulere om et udtryk, kan udefra betragtes som et unødvendigt, og ikke altid lige frugtbart, benspænd, der forhindrer gruppen i at tage dens ting i en anden retning eller eksperimentere videre med deres lyd.

Efter første gennemlytning af pladen efterlades man derfor med et indtryk af en konservativ plade, der til tider kunne savne et dynamisk udtryk, fremfor det statiske, der præger pladen meget af tiden. Jovist, pladen er bestemt solid, men kan forekomme triviel i sit udtryk og mange numre for ens i deres opbygning. Ingen tvivl om, at Dialekten er fine rimsmede over holdbare beats, men når alt kommer til alt, synes pladens største overraskelse at være – et, at der ikke er et stort posecut og to, at der ikke er et track dedikeret til hash.

Pladen er nærmere 4,5 spots end 4, men da vi kun giver hele spots, ender den med at få 4. I denne situation skal det dog læses som 4,5.

4 ud af 6 spots