Der var både godt proppet og uhyre varmt, da tonerne til den noget uventede ’Egotrippin Pt. 4′ fra Embee’s debut-EP fyldte lokalet. Nummeret miksedes hurtigt over i den klassiske ’Looking For Love’, og da de fire herrer fra Västerås selvsikkert trådte ind på scenen, fik publikum travlt med at få hænderne i vejret. Man kunne mærke, at en Looptroop Rockers-koncert i København havde været tiltrængt i et længere stykke tid, og at svenskerne råbende efterspurgte ”Mer’ kärlek” havde nok mere med nummeret, end selve situationen at gøre.

Som sædvanlig havde de tre kompetente rappere Supreme, Cosm.i.c. og Promoe valgt mikrofonen som våben, mens beatmager Embee havde forladt pladespillerne fuldstændigt, og i stedet styrede slagets gang bag et trommesæt. Det fungerede eminent, da det gav ham mulighed for at lege mere med numrene og putte trommefills samt spontane trommesoloer ind for at tilføre noget dynamik. Det resulterede i, at der under hele koncerten ikke var mange numre, der lød helt som på pladen, hvilket i den her sammenhæng skal forstås i den bedste forstand. For eksempel endte ’Sweep Me Away’ fra den seneste plade ’Professional Dreamers’ med at skeje helt ud med først en drum’n’bass-behandling for derefter at gå over i en dubstep-inspireret finale.
Et andet specielt indslag denne aften var den hyldest til Beastie Boys, der var blevet arrangeret i forbindelse med Adam ‘MCA’ Yauchs død. Her fremførtes ’Long Arm Of The Law’, ’Bandit Queen’ og ’Looptroop Land’ i særlige udgaver med instrumentaler fra Beastie Boys’ omfattende katalog. Et ret vovet move, at ændre på opskrifterne i nogle af sine store hits, men medleyet var virkelig veltilrettelagt og fik om muligt endnu mere gang i publikum.

Generelt var de fire eksperimenterende svenskere ikke blege for at prøve ting af, da de satte setlisten sammen. Mest overraskende blev det, da man efter at have leveret ’Don’t Hate The Player’ til et fuldkomment ekstatisk publikum, pludselig over samme beat fremførte den Nationalteatern-inspirerede ’Barn Av Vår Tid’ fra 98-båndudgivelsen ’Punx Not Dead’. En virkelig sej drejning, der dog måske gik lidt hen over hovedet på det knap så svensk progg-kyndige publikum.
De tre rappere virkede ekstremt veloplagte og klar til at give publikum, hvad de havde at byde på. Vokalerne gik godt igennem, på trods af Embees frenetiske forsøg på at overdøve med sit trommespil. Det var især en fornøjelse at se Cosm.i.c. tilbage på scenen efter sin midlertidige pension fra 2007 til 2010. Vel tilbage med det grå guld viftet af skuldrene, fik han bevidst, at han i den grad stadig hører med under DSVG-fanen. Især på det politiske anthem ’The Struggle Continues’ blev linjerne lagt med en så intens glød, at man for alvor blev taknemmelig over mandens tilbagekomst:

”And when your mind sees no difference between wrong or right/
And your life sees no difference between dark or bright/
And when not waking up is your only spark of light/
Remember we got a war to fight/”

Udover dette må man også tage hatten af for Supreme, der altid gør et kæmpe stykke arbejde med at få en solid kontakt til publikum. Denne opgave var dog formentlig ikke så svær at affinde sig med denne aften, da publikum var i en stemning, hvor alt hvad der blev kastet efter dem blev modtaget med kyshånd. Den frygtede præsentation af et nyt nummer, der som regel har det med at sætte en dæmper på tingene, var der intet af i aften. Den brandnye ’Troublemakers’ var et mere sydstatsinspireret nummer, der på trods af sin atypiske lyd blev taget ligeså godt imod som de andre.
At numrene ofte miksedes over i hinanden, og at der var skrællet nogle vers af her og der, medvirkede til at tempoet og intensiteten gennemgående var høj. Det føltes, som koncerten kun havde varet en halv time, da de garvede gutter takkede for i aften og steg ned af scenen. Efter forventede protester fra publikum vendte de tilbage, dog denne gang sammen med landsmanden Chords. Med fire numre, der alle omhandler taknemmelighed over hvad livet har givet, sluttede truppen af, og gik denne gang definitivt af scenen til publikums ovationer.

Looptroop Rockers har gennem årene stadfæstet sig som et liveband af høj klasse, og denne aften efterlades anmelderen uden et eneste punkt at sætte en kritisk finger på. At på den ene side tilfredsstille sin egen legesyge eksperimenteringstrang og på den anden side tilfredstille et hithungrende publikum, kan være svært, men disse fire herrer kombinerede begge elementer på den mest selvfølgelige måde. Looptroop Rockers råbte om ”Mer’ kärlek”, og det fik de…fra publikum og anmelder.

6 ud af 6 spots

Setliste:
Embee – Egotrippin pt. 4
Looking For Love
The Struggle Continues
On Repeat
Fort Europa
Sweep Me Away
Don’t Hate The Player
Barn Av Vår Tid (Over Don’t Hate The Player-beatet)
Trouble Makers (Nyt nummer)
Revolutionairy Step
Guru RIP (kan downloades her)
Beastie Boys Tribute: Long Arm Of The Law, Bandit Queen, Looptroopland
Darkness
Omkvæd fra Ambush In The Night går over til Promoe – These Walls Don’t Lie
The Building
Ekstranumre:
Fødselsdagssang for Cosm.i.c. (37 år)
Professional Dreamers
Magic Feat. Chords
Feel So Good Feat. Chords
Promoe – Lullabies to Myself

Foto: Janus Engel (klik for at glugge i ordentlig størrelse – se flere her)

Foto: Janus Engel Rasmussen (klik for at glugge i ordentlig størrelse – naviger med piletasterne)
Følg fotografen her: www.janusengelfotografi.tumblr.com

[vis som diasshow]

Første gang man lytter ’Ingen kender dagen’ igennem, så får man sig en lille forskrækkelse. For hvad fanden er det, som Don Clemenza har fundet på? Der var blevet sendt en lille advarsel ud forinden med ’Champion’, hvor Popstars-Jon synger omkvædet, og Clemens rapper;

”Ja det´ Don/ Der har sadlet om til sit medaljerun/ Men det´ ikke altid fun/ Når karrieren trænger til en kærlig hånd”.

Det er helt tydeligt fra start af, at det er provinsdiskotekerne og mainstream publikummet, som det er målrettet imod. Derfor har Clemens allieret sig med nogen, der ved hvordan man sigter mod de små diskoteker rundt om i landet. Det er Kato, Nexus og selvfølgelig føromtalte Jon Nørgaard, der skal sørge for en masse klub-jobs til en ny målgruppe. For at det ikke skulle løbe helt af sporet, så er Ezi-Cut og Turkman Souljah med, for at holde lidt fast i hiphoppen. Det hjælper bare ikke det store, når resten tramper derudaf, og er pakket ind i tåkrummende omkvæd. ’Har det godt’ lyder som en parodi på Hej Matematik, og på ’Vi ejer natten’ bliver Clemens en parodi på sig selv. Det er virkelig en forbløffende bundskraber af et album, som er så langt fra MC Clemens-standard, at det er hovedrystende.

Clemens er da stadigvæk en dygtig og erfaren rapper, men det er meget sjældent, at man får ’Et kort glimt’ af den gamle gnist. Men på ’Klip’ er han pludselig tilbage med et aggressivt flow og sortsyn over en mere afdæmpet produktion fra Simon Brenting. Det er et album, som er usammenhængende og stikker ud i mange forskellige retninger. For blandt bløde radioomkvæd på ’Byen sover’ og titelnummeret, så dukker ’Viva la muerte’ op. Der er et alvorligt nummer om aktiv dødshjælp – ”Ville du hjælpe et familiemedlem der var døden nær?/ Ku´ du ta´ den beslutning der´ yderst svær/ Tilsidesætte skylden der ikke føles fair”. Det virker lidt som en left-over fra ’Nye tider’, hvor den ville have passet meget bedre ind end pop-skabelonen på denne udgivelse.

Det på papiret fede pose-cut ’Fuck hvor er det fedt’ med A´typisk, Mass, Gilli, Kesi, Ataf og Shivas, bliver fucket helt op af Kato, der i et underligt kunstigt ’G-mix’ drukner rapperne. Det virker ligeledes spøjst, at ud af tolv numre, så er der to gengangere, da både ’Ingen kender dagen’ og ’Champion’ er at finde i henholdsvis en ’soft’ og ny version. Det er lidt fantasiløst, som ellers ikke plejer at være noget som Clemens lider under. Begge er bare ligegyldigt fyld, der nærmere trækker ned end op. Hvor blev albummet ’Delyrium’ af, som han snakkede ivrigt om tidligere?

Man sidder tilbage med en følelse af, at det kunne have været så meget bedre, og derfor bliver ’Ingen kender dagen’ nødt til kun at få to spots. Det er en stor skuffelse, og er det mest ringe og ustrukturerede MC Clemens album til dato. Fair nok at han gerne vil tjene nogle penge ved at spille for uvidende teenagers, men den kommer nok aldrig på anlægget igen her. Så kan du kalde ham champion, men du kan også vælge at lade vær.

2 ud af 6 spots

Til de uheldige, som ikke vinder, kan der købes billetter på Billetlugen og i Fona-butikker til 130 kr. + gebyr. Koncerten starter kl. 21.
Hold dig opdateret på hvilke jams og koncerter der ellers er at finde i nærheden af dig på Onpoint – Whut? Where? When?!!

For at deltage i konkurrencen om billetterne, skal du senest onsdag 15. maj klokken 12 svare rigtigt på følgende spørgsmål:
Hvilket track fra Per Vers’ ‘EGO’-plade, er der netop lavet video til?

I pressemeddelelsen står følgende om koncerten;
Optræden på Roskilde Festival og nomineringer til DMA og Steppeulven i 2011
Per Vers’ seneste album “Ego” fik nomineringer til en DMA og ikke mindre end fire Steppeulve og endte på mange lister over årets bedste albums. Per fremførte Ego med et brag af et show på årets Roskilde Festival foran 12.000 mennesker med 19 musikere på scenen.

* Exampler – Agerede opvarmning på hele Ego Touren. Stilen er svært definérbar; futuristisk “wonky” og “glitch” instrumental-musik, og når Troels (Examplers borgerlige navn) medbringer bassist, guitarist og to tangentspillere bliver det for alvor fedt!!

Jeezy lod sig dog ikke påvirke af det slatne fremmøde og bakket op af (for undertegnede ukendte DJ) Baby Yu og sit eget vokalspor, fyrede han den godt af.
RapSpot havde Bo Pee på pletten, som skød en runde billeder af.

[vis som diasshow]

Foto: Janus Engel Rasmussen (klik for at glugge i ordentlig størrelse – naviger med piletasterne)
Følg fotografen her: www.janusengelfotografi.tumblr.com

[vis som diasshow]

”Hold op, er det de der dudes fra De la?” Både ja og nej. Det kan ikke benægtes, at de to rappere Posdnous og Dave (tidligere Trugoy) har et finger med i spillet, men skal man tro på hvad de to alteregoer Jacob ”Pop Life” og Deen Whitter har at sige i diverse interviews, har de intet med De La Soul at gøre.

Hvor De La Soul er fra Long Island, startede Jacob og Deen eftersigende deres turbulente karriere med at skrive tekster og ryge joints nede i Deens mors kælder i Queens. Det er her man som lytter bliver invitereret nedenunder på åbningsnummeret ’Opening Credits’. Pladen udgør med sine 12 skæringer en hel historie, hvor vi følger de to hovedpersoner fra de tidlige dagdrømme om at rocke mic’en på en scene, til det første gennembrud med airtime på radioen og videre til de følgende konsekvenser musikindustrien kan påføre et venskab.

Med et oplæg af den kaliber er der for alvor lagt op til en gedigen omgang art of storytelling-rap. Der er dog intet Slick Rick-ish over den måde som First Serve er skruet sammen på. Sangene fungerer nemlig ikke som små selvstændige historier, men snarere som stilbilleder af forskellige stadier i den overordnede fortælling. På den måde prøver numrene ofte at ramme nogle følelser der er forbundet med historien. Hvad enten det er den indbidte frustration over at slå panden i væggen hos pladeselskaberne, mens man jager regningerne (’Small Disasters’) eller lykkerusen ved den første pladekontrakt og det dertil hørende luksusliv (’We Made It’). Især på ’Small Disasters’ fungerer det perfekt med Deens snakkende levering henover et beat med en pumpende baslinje og en ensomt orgelakkord.

”Beats are banging but ain’t no banging back/
sorry Charlie, no gold ticket/
cricket, soundbites of hunger/
put so much work in but ain’t no work out/
and ain’t no ringtones and no need doubts here/
it’s lonely out here/
phoney out here/”

Musikken på ’First Serve’ er tydeligt inspireret af, og prøver på at ramme, en mere oldschool hiphop-sound. Pladen kører generelt i et højt tempo og disko-influenserne gør sig gældende i flere af numrene, blandt andet førstesinglen ’Must B The Music’ .

Al musikproduktion står de to franske dj’s Chokolate og Khalid for. De får serveret et lydbillede, der på trods af brug af samples også virker ret liveinstrumenteret. Dette passer fint til den cinematiske orientering der er i flere af numrene med overgange til fortællende monologer. Dette fungerer afgjort bedst på nummeret ’Pop Life’ , hvor musikken tilpasser sig skiftene mellem vers og tale på en virkelig smuk måde.

Ligesom teksterne, så prøver musikken også at ramme de forskellige stilbilleders følelser. Her har Chokolate og Khalid virkelig lagt et stykke arbejde i at få de forskellige beats til at afspejle teksterne og det fungerer generelt forrygende. Tag for eksempel ’We Made It’ der fanger den euforiske stemning med et uptempo beat tilsat nogle triumferende, disko-inspirerede strygere, eller comeback-nummeret ’Tennis’, hvor den sultne revanchelyst indrammes perfekt af de spændingsfyldte horn- og strygerarrangementer, der bygger op til det fængende omkvæd: ”First Serve, just like tennis, for the love-love, the perfect match”.

På ‘First Serve‘ er der virkelig blevet fokuseret på, at konceptet bliver så gennemført som overhovedet muligt. Det er til gengæld også det, der bliver pladens svaghed. Selvom lydbilledet passer godt til handlingen, har de franske produktioner en tendens til at blive ret kliniske. Det er simpelthen for finpoleret, og med manglende kant bliver det kedeligt at høre på i længden. Det samme gælder også nogle af Jacob og Deens tekster, der ved første gennemlytning bliver båret frem af handlingen, men ved de næste par afspilninger ikke er så interessante alligevel. Det bliver i sidste ende, ironisk nok, lidt som at se en film. Den første gang er man opslugt af forløbet, men hvis en film skal kunne ses 10 gange, skal kvaliteten i de små detaljer være gennemarbejdet. Det er First Serves store problem. Efter at have haft pladen på rotation et par gange, er der kun en håndfuld sange tilbage der virkelig holder.

‘First Serve’ er en virkelig fed idé og resulterer i nogle ret unikke numre. Tag for eksempel disstracket ’Clash Symphony’, hvor Jacob og Deen, efter at have splittet gruppen op, hver især giver lyriske svinere til hinanden på samme nummer. Desværre sker der det, at konceptet lidt overskygger kvaliteten. For at få helheden til at passe sammen har man fået skabt en del numre, der ikke kan stå på egne ben og mest af alt fungerer som transportscener. Det ville dog være forkert at kalde det en dårlig plade, da der er masser af højdepunkter, både i lyrik og lyd. Til sidst sidder man dog tilbage med et lidt halvfladt indtryk af en spændende idé, der ikke bliver ført helt til dørs.

3 ud af 6 spots

Den knap 300 sider lange bog skildrer udviklingen i graffitiens første år i København. Det er historien om, hvordan kulturen siver ind i landet via hiphop-filmen ‘Wild Style’ og over 4 år formår at komme på både mure og tog, i avis og bog, på museum, i politiet og politikernes søgelys, og endda at ende i Nytårstalen, hvor Dronningen giver de unge konger et royalt møgfald.

I ‘Skrivere’ bliver man bliver hurtigt dus med navne som Whap Gang, Freez & Dimmer og Lyngby Graffiti Drenge, men galleriet skifter også i årenes løb. Der er mange små historier i den store, som man stille og roligt afkoder under læsningen. Det er for eksempel drønspændende at følge Nikolaj Peyk forvandle sig til Kyle, en ledende figur i Whap Gang, hvorefter han pensionerer sig tilbage i 1986 i det første af hans karrieres mange sceneskift. Også Doggie fra crewet The Dark Roses skilder sig ud, ved som en af de få, at lave graffiti med politiske budskaber som ”New nation for peace and human life”.

Bogens virkelige scoop synes jeg er portrætterne af skriverne selv, der troner foran deres værker, som man ellers dengang som nu normalt kun kan forbinde med en anonym signatur. Omslaget, hvor Lyngby Graffiti Drenge poserer med meterbrede smil og hævede Zulu-håndtegn, signalerer også at dette ligeså meget er en bog om de unge kunstnere som om deres kunst.

Vi får lov at se dem både mens de maler og når de stolte kører i de S-tog deres værker pryder. Det ligner langt fra et forbryderalbum, men derimod en galleri af seje og somme tider overkåde teenagere iklædt cowboyjakker med hjemmelavede farvestrålende rygmærker, altid med Quick-spraycan i den ene hånd og en Coca-Cola i den anden. Ånden indkapsles perfekt i citatet ”Måske er det farligt, jeg ved det ikke, men det giver i hvert fald blå bussemænd”.
Et særligt afsnit om ungdomsklubben Thomas P Hejle’s på Nørrebro giver ekstra godt indblik i, hvordan sammenholdet var i graffiti- og hiphop-kulturen dengang. Billedet fra en fest i klubben, hvor scenen er malet som en kopi af amfiteateret fra ‘Wild Style’, siger næsten alt om hvor gennemført, men også naiv tilgangen til hiphop var.

‘Skrivere’ er på en gang sat op kronologisk og delt op efter bydele og toglinjer. Den kronologiske stil giver en fin fremdrift, der gør at udviklingen fra ubehjælpelige bogstaver og simple figurer til sindssyge whole cars med wild style ruller frem for øjnene af en desto længere man æder sig frem i bogen. Samtidig kan man, på grund af de afsluttede afsnit om graffiti på fx Svanemøllen eller Nærumbanen, dykke ned hvor som helst i bogen og få en afsluttet oplevelse. De over 450 billeder, der udgør kernen i bogen, suppleres af artikler og citater fra samtiden. De varierer fra Billedbladets revolverjournalistik til Informations kulturradikale reportager. Selv DSB’s propagandamagasin Ud & Se kommer til orde og får ventileret sin galde.

Det mest overraskende ved udformningen, er dog det der er udeladt. Der er stort set ikke et ord i bogen, der er skrevet efter 1987. Selv forordet er nuppet fra provokunstneren Jens Jørgen Thorsens hyldest fra ’86 til de, ifølge ham, oversete kunstnere. Det vil sige den er klinisk renset for den romantiserede nostalgi eller bagkloge bitterhed eftertiden måtte have overfor graffitiens big bang. Samtidig gør det dog, at bogen kan være vanskelig for udenforstående at navigere i, fordi man ikke eksplicit får forklaret, hvad der er de største forandringer i årenes løb, hvilke pionerer, der står bag hvilke milepæle, eller hvad det der ”Dandy Bubble Gum”-graffiti gik ud på. Jeg tror mange vil føle graffitimalernes egne stemmer mangler, men det virker som et bevidst valg som bogens bagmand Sketzh har truffet. Han er krediteret som tilrettelægger, men han er samtidig udgiver og ikke mindst medspiller i bogen, der således er delvist selvbiografisk, og måske er det også for ikke at kompromittere sin rolle som aktør, at der ikke er nogen eksplicit nutidig refleksion.

Med ‘Skrivere – København 1984-1987′ har Sketzh givet de første og største af graffitiens mestre herhjemme et fornemt og nøgternt eftermæle i en genre, hvor kunsten desværre ikke overlever til de kommende generationers skue. Uden at tage munden for fuld synes jeg faktisk han giver kongerne en krone på hovedet. Man kan blot håbe, at han fortsætter med de næste år og at der sidder en provinsredaktion derude, der kan supplere med resten af landets historie fra dengang det hele var nyt og kunsten på muren hverken hed burner, piece eller throwup, men slet og ret ”en graffiti”. Det er imponerende, hvordan han – udenom forlag – har formået at skabe så helstøbt og flot opsat et bogværk, der, for de der var der, må føles som et familiealbum og for os, der beundrer dem, er veltilrettelagt historieundervisning.

4 ud 6 spots

Når Young Jeezy indtager Pumpehuset torsdag d. 3. maj, vil der uden tvivl være sydhiphop for alle pengene. Med hits som ’Put On’, ’Lose My Mind’ og den nye banger, ’I Do’, med giganterne Jay-Z og André 3000 er der ingen tvivl om en solid aften. Vi udlover i samarbejde med ICO 2×2 biletter til dette brag af en koncert.

Som om at Young Jeezy ikke var nok, så får du sgudda også lige Danmarks største bawler med i billetprisen. Johnson varmer nemlig op, og det hele går ned fra klokken
21.00.

Er du ikke så heldig, at dit navn bliver trukket op af RapSpots store Young Jeezy-tromle, så kan du købe billet til den nette sum af 290 kr lige her.

Du skal bare svare korrekt på følgende spørgsmål, og så er du med i konkurrencen.

Hvor mange Grammy-nomineringer kan Young Jeezy prale af at have fået?

Send os dit svar inden tirsdag d. 1. maj klokken 12.00

Rapperen var i hiphoppens oldtid en fast del af Juice Crew (Big Daddy Kane, Marley Marl, Kool G Rap mm.) og debuterede i 1988 med et vers på klassikeren ‘The Symphony’.

Efter en håndfuld soloplader med Masta Ace Inc., holdt rapperen en mangeårig pause, men vendte tilbage med et album i 2001 – og siden har M-A nærmest haft kultstatus blandt rapfans.

Masta Ace har adskillige gange optrådt i lille Danmark, både som solokunstner, men også med gruppen eMC.

Uanset om det er foregået på en lille tilrøget scene ved siden af undergrundsrappere på Loppen, eller som åbningsact for KRS-One i Store Vega har det hver gang været en overdådig sej oplevelse.

100 kroner er billigt sluppet for at opleve denne rap-dinosaur, som ifølge planen går på scenen på Rust lidt i midnat, den 11. maj.

Med på scenen denne aften er Stricklin & Marco Polo.

Billetter her!