Det starter glimrende med en Pharfar-produktion på ’Hvor er de?’, som Rød Rebel desværre ikke fanger helt. Nummeret er egentlig et meget godt billede på hele pladen, for det er både op og ned, og lige ved og næsten. Den lange række af undergrundsrappere og producere der medvirker, kan deles op i tre kategorier; lige over middel, under middel og deciderede dårlige.

I første kategori kommer Chewbacca & Banner med deres ’Pengetræet’, der er akkompagneret af en original produktion af førstnævnte. Samme placering får M-Cnatet med ’Den forbudte by’ og Combo med ’Igennem min optik’, men det er Klaes, der stjæler rampelyset. På ’Det indlysende klart’ spytter han selvbevidst over en cool Lars Da Fari-produktion; ”Vi har en stat som ingen vil savne/ og en minister der burde hænge sig i sit efternavn”.

Desværre er det kategori 2 der dominerer tracklisten, for der er alt for mange numre, der ikke holder standarden. Et par numre ligger lige på kanten, men mangler det sidste for at blive interessant. Kanyle Massakren og Matias Skywalker prøver, men fuser begge hurtigt ud, og Humme & Joneseys ’Neo neo’ fremkalder en bittersød smag af plagiat i munden.

Kammertonen leverer en kedelig præstation med ’Mærkevare’, imens Skæve Toner og MC Staten næsten ikke er værd at nævne. Sort Stue står for det syrede, og Looney Teknik, der består af KCLlert og Prinsesse Liv, står for det mest spøjse indslag. De to pigers anakronistiske bidrag ’4 7 17’ er fængende på den dårlige måde, og kunne nemt forveksles med noget fra en tilfældig ungdomsskole.

Kompilationen bliver introduceret som en politisk hiphopplade, men når man tæller sammen, er det svært at finde en direkte politisk sang, eller nogen der har noget spændende at sige. Man kunne kalde det falsk reklame, men Rap´n´Skraldes retningslinjer bliver overordnet overholdt. Det gennemgående emne er selvfølgelig en stor kærlighed til Dortheavej sammen med sporadisk kritik af regeringen, men der bliver skudt med løst krudt. Det er en plade, som ikke rigtig er politisk og ikke rigtig væsentlig. Middelmådigheden overskygger kvaliteten, så den ender under stregen. Revolution kommer aldrig, fordi opbakningen til frontfigurerne er for svag, det bliver kun til en lille revolte, som hurtigt bliver glemt.

2 ud af 6 spots

Kilo Peter har lavet et pålideligt stykke arbejde på lydsiden, som måske er en anelse simpel, men frisk og lettilgængelig. Man kan sagtens høre den jordnære inspiration fra Revoltage og deres omgangskreds. Es har da også haft en stor finger med i spillet, da han har signeret et enkelt track og hjulpet Kilo Peter godt på vej. Et andet Kontra crew-medlem hjælper på ’Penge penge’, hvor SupaJan overskinner de to andre rappere. Teknisk udstiller han manglerne hos Kammertonen, der stadig har et stykke vej endnu.

Problemet med Afatikon og Kilo Peter er ikke intentionerne bag, for de er fine, men det er rap-niveauet, der halter. De prøver ihærdigt, at vise de har noget på hjerte, men det bliver for lallende og aldrig rigtig spændende. Flowet er ofte for staccato og ukontrolleret, men de skal have point for, at der er en rød tråd igennem albummet. Det spænder mellem emner som dommedagsprofetier, ’Dum og broke’ og ’2 til 1 tango’, der er en af albummets små lyspunkter, hvor Brun medvirker. Referencerammen rækker bare desværre ikke meget længere end til naive gymnasiedrenge med tomme lommer og for meget fritid. Pladens målgruppe er derfor nok unge hiphoppere, der stadig bor hjemme, og som kan relatere til de teenageagtige emner.

Rådet på ’Dommedag er nu’ er, at du bare skal ”sæt din rødvin på køl” (!), og ikke ”sidde derhjemme og vær´ bange for terror”. Det er halvligegyldige betragtninger, som hører hjemme langt nede i undergrunden. Meget bedre går det ikke på ’Hej Børn’, som også skæmmes af en ufattelig irriterende sangerinde til sidst. Kammertonen ville nok fungere bedre til et jam med høj promille, hvor teksterne ikke er så vigtige, og det mere er energien man nyder. For deres omkvæd er energiske, men på plade er det bedste ord om Kammertonen nok – kedelig.

De er to nybegyndere, der er uprøvet og overgearet i deres stemmeføring og for uselvkritiske i tekstskrivningen. De bringer for lidt nyt og appetitligt til bordet, og vil meget hurtigt blive overset i mængden. For i en tid hvor der udkommer rigtig meget godt dansk hiphop, så er ’Gucci & Dåsemad’ en ret uinteressant plade. Man kan sagtens ane noget potentiale i Kammertonen, men det kræver vokseværk og mere livserfaring, så de kan gro noget hår på brystet.

2 ud af 6 spots

Phife

Deltag i vores StreetQuiz senest torsdag d. 11. marts kl. 12.00, og måske er du en af de tre heldige vindere, der kan hive sig selv og en homie med til Phife Dawg, Chip Fu og DJ Rasta Root på fredag. Vinder du ikke en billet, så kan du sikre dig en på forhånd lige her.

Hvad er titlen på Phife Dawgs soloalbum?

Chewbaccas første nummer er en eksplosiv sag, hvor Davey har produceret et sindssygt fængende beat. En rå og tung bas krydret med blandt andet harmonika, som Chewbacca ligger helt tight over, og du slet ikke kan lade vær at nikke nakken til. Det fortjener han klart mere end ’En 10´er i hatten’ for – ”Vi har en fuldtræffer med til jer i dag”. Han er en cool rapper med en lidt hæs stemme og et vægtigt flow, der leverer hans gadepoesi med kraft. Desuden har han selv kreeret beatene til de sidste to numre, hvor han bygger videre på den tunge gadestemning. På ’Ender op samme sted’, der handler om fremmedangst og had, viser han også gode fortællerevner. Chewbaccas halvdel er af lovende kvalitet, og et forfriskende pust med lyrik fra de københavnske gader.

Notabene ligger sig i samme rille, og lader ikke Chewbacca tage alle roserne. På sin første skæring ’Pis på brættet’ flyder han legende let på endnu en tung undergrundsproduktion fra Davey. Davey, der også står for ’Melodien i larmen’, gør sig virkelig bemærket med originale produktioner med dyb bas, gøglende instrumenter og knasende samples. Notabene er en rapper, der fremfører sine rim hårdt og kontant men med refleksion og selvsikkerhed. Hans flow og nuancerede ordforråd passer godt ind i det rå og uspolerede lydbillede.

Det fungerer egentlig godt, at de to rappere har tre solotracks hver, men man kunne godt savne et beat fra Davey, hvor de supplerede hinanden. Det kunne der sagtens komme noget godt ud af, for de seks numre viser lovende takter. Notabene har en lille tendens til at blive lidt for indadvendt, men samlet er de to gadegøgleres lirekasse eksperimenterende og grænsesøgende uden dog at gå på kompromis med den dybe undergrunds-lyd. Echo Out har endnu en gang vist, at de er med på beatet i det danske hiphop-miljø. Dialekten er ’Ude af frekvens’ men på rette spor med denne appetitvækker til et forhåbentligt snart kommende album.

4 ud af 6 spots

CD’en pakkes ud.

På den indledende skæring bliver man præsenteret for en laidback, jazzy intro hvor Beanie Sigel overraskende starter med at teste vandene over en lidt atypisk jazzy Jake One-produktion. Freeway kommer dog ind, og får til sidst spyttet og slået fast: ”The Stimulus Package is here!”

Og mon ikke at ’The Stimulus Package’ derefter kommer i gang på fornemmeste vis. ’Throw Your Hands Up’ er en banger uden lige. Med et fresh omkvæd, cuts og et lækkert flippet voicesample, er jeg sikker på at Freeway & Jake One har skabt et track, som i mange år fremover vil sætte gang i crowds verden over.

Energiniveauet holdes dog ikke lige så højt herefter. ’One Foot In’ føles en anelse sløvt efter ’Throw Your Hands Up’, og et lidt tamt omkvæd hjælper ikke ligefrem. Nummeret er en fortælling om, hvor real og ghetto Freeway er – lidt kedeligt, men Philly Freeza får dog spyttet glimrende linier som:

”I’m so hood the hood relate to me so I can say that
make that trap music without the Maybach, stay strapped,
A-Wax of rap
I’ve been that since adats, Freezer clean tracks like Ajax
Flow mean, I stepped on the scene on The Dynasty Album
So it’s guarantee y’all played that
I’m about to bring that 98 hiphop back
I got 99 problems buy my rhyme is not a problem
I’m evolving with the talent, stay showing my ass
Why the hell you think Jay-Z and Dame Dash signed him?
Military geared him, front lined him”

På ’The Stimulus Package’ finder man en del hårdtslående, fremragende numre. Et af dem er en del nok allerede bekendt med. Det drejer sig om førstesinglen ’Know What I Mean’ der i starten af december sidste år, virkelig fik hypen op omkring dette album. Nu hvor man kan bedømme nummeret i forhold til resten af pladen, er det dog også sikkert at sige, at ’Know What I Mean’ er blandt de tre bedste numre på pladen. Freeway ligger så ufattelig tight på beatet med de heftige tommer og “you know what I mean”-voicesamplet i baggrunden.

Udover ’Know What I Mean’ så er et track som ’The Product’ også et af de bedre på pladen. En hårdtslående produktion danner lydbilledet om en fortælling, hvor man tager rollen som narkotika og får indblik i misbrug rundt omkring. Her bliver diverse scenarier stillet op, og minsandten om Freeway ikke afslutter omkvædet med ”I got Dr. Dre detoxin’ off me”.

De svagere numre på albummet, er blandt andet ’Follow My Moves’, hvor der går lidt for meget south i den, og det klæder ikke helt Freeway. Birdman spytter rimelig kedeligt på nummeret, mens Freeway lyder en anelse malplaceret over, hvad der må være albummets kedeligste produktion. Jake One virker ikke helt sikker som producer på et så southern-agtigt beat. Med Birdman-feat i en så south-agtig stil fremstår nummeret som et alt for søgt forsøg på et hit. Ligeledes gælder for ’Freekin’ The Beat’, der er helt vanvittigt kedeligt nummer med en Latoiya Williams, som for min skyld godt kunne have været udeblevet. Pinligt heartbreak-radioforsøg.

Lidt mere kommercielt lydende, men stadigvæk cool nummer, er eksempelvis ’She Makes Me Feel Alright’. Det er en anelse blødere i udtrykket end den resterende del af pladen, og indeholdende et omkvæd som bør kunne få nummeret på Hot 97.

At få noget mere south-lydende hiphop indover pladen er blevet en anelse mere vellykket på ’Sho’ Nuff’, hvor en anden southern-legende gæster albummet. Det resterende medlem fra UGK, Bun B, gæster på et track, der lyder som et bedre kompromis mellem Bun B’s solomateriale og Freeways normale stil. Jake One-produktionen falder heller ikke igennem her, som tilfældet var på Birdman-skæringen, og Bun B lyder samtidig så vildt overlegen, som det stort set altid er tilfældet med manden.

Udover ’Follow My Moves’ så er der endnu et nummer med feature, der trækker ned i den samlede vurdering af pladen. Young Chris og Freeway prøver at skabe endnu et fantastisk nummer, som de gjorde med ’Line ’Em Up’, men resultatet er langt fra prangende. Det bliver intetsigende og rodet med et dertilhørende kedeligt beat.

Der findes dog et guestspot man næsten aldrig går galt i byen med, og det er selvfølgelig Raekwon. På ’One Thing’ leverer Wu-medlemmet som altid en solid præstation. Og selvom Raekwon med ’Only Built 4 Cuban Linx 2’ viste, at han stadigvæk er en af de bedste i gamet, så bliver Freeway ikke outshinet. Over et soulet voicesample hamler han op mod Raekwon, når han spytter ting om snitchin’ som:

”Your man said he’ll rise to the occasion, ride to the death
Y’all smoking on hay, chopping dimes in the basement
It’s all good till the cops raided, now he’s singin statements
Pointing fingers when he’s put to the test
Yes, niggas say they riders but they floggers
You’re hiding and the boys grab your man
He like ”come out they got us”

Der kan ikke længere være nogen tvivl om, Jake One er en af de bedste producere, når det kommer til at skabe bangin’ raw hiphop. Hans egen compilationplade, ’White Van Music’, var efter min ydmyge mening det bedste hiphop-album i 2008. På producersiden er ’The Stimulus Package’ næsten lige så solidt et stykke arbejde. Det klæder klart Seattle-produceren at få udfordringen ved at skabe et album, der kun skal bygges op omkring en enkelt rapper, og G-Unit-affiliaten har helt sikkert udviklet sig som producer på denne plade.

Om man kan lide Freeways specielle skæve flow og stemme, er vel en smagssag. Der skal dog ikke herske tvivl om, at Freeway virker generelt mere skarp på ’The Stimulus Package’, end jeg nogensinde har hørt ham før, hvis man ser hans præstation over et helt album.
Produktet er som helhed ganske glimrende. Man finder tre virkelig hardcore bangers, et sjat fine numre og få ligegyldige eller dårlige numre. Tiltales du af rå hiphop uden sangtendenser à la CuDi og Drake, så er det her, du skal smide dine dollars.

4 ud af 6 Spots

Projektet ligger milevidt fra Sphaeren og Ashtiani & Baltzer/Nobody Beats the Beats, hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting, desværre er det heller ikke en fantastisk ting i dette tilfælde. Der er ingen tricks ala ‘Little Ven‘ eller ‘Sound Stepping‘ på denne udgivelse. Den organiske og lettere sumpet, soulet og dubbet lyd der var at finde på ‘Beats & Basslines‘, er skiftet ud med mere elektroniske elementer og tempoet er blevet speedet op.

EP’ens syv numre, hvoraf to er remixes, svinger meget i kvalitet og holdbarhed. Bevares, samtlige numre bærer præg af solidt håndværk på beatsiden og Stick Op er en teknisk dygtig rapper, men ofte bliver numrene kedelige og rammer ikke rigtigt noget i en, tag fx det NERD-inspirerede ‘Du snakker for meget‘. Nummeret er ganske uvedkommende, virker med dets Pharell-klingende flow forældet. Beretningen om det københavnsk natteliv ‘Byen vågner‘ er heller ikke noget der er værd at skrive hjem om, det samme gør sig gældende for remixsne og deres ”radiohit”, den Skatteøen-samplende ‘Ved siden af‘.

Der hvor EP’en bliver spændende og har sin eksistensberettigelse er på det sørgmodige og melankolske ‘Venter på dig‘ og det mere pumpende ‘Så jaloux‘. Førstnævnte track er en fortælling om kærestesorger. Selvom nummeret har en vis risiko for at blive corny med det tunge klaverspil, strygere og selvmedlidenhed er nummeret ganske lytteværdigt. ‘Så jaloux‘ er med flere længder pladens bedste track, selvom lyrikken ikke er verdens bedste og omhandler forskellige historier om jalousi, går hele nummeret op i en højere enhed med talkbox, kvindelig vokal i omkvædet og Stick Ops flow og stemme der passer produktionen perfekt.

Man kan ikke fortænke de to herrer i at lave musik, der er væsentlig anderledes end deres tidligere ting. Det virker dog som om, at Ashtiani og Stick Op er gået væk fra deres gamle elementer med et meget stort ønske om at bryde igennem og derfor vælger at skyde med spredehagl i håb om at ramme plet og få et hit. Denne jagt på at skabe et hit kommer desværre til at dominere udgivelsen, der er svøbt ind i sangere og sangerinder på omkvædene, hvilket langt hen af vejen overskygger det spændende ved den, desværre.

3 ud af 6 spots

’See You In My Nightmares’ åbner DVD’en efter en lille omgang snik-snak – dog heldigvis ikke lige så meget som vi oplevede på sidste års koncert på Roskilde Festival. Det første indtryk man får, er klart at Kanyes sangstemme er bedre på koncerten end live på Roskilde Festival anno 2009, men det er stadigvæk ikke noget fantastisk niveau, den gode mand lægger for dagen.

I ’Robocop’ går det imidlertidigt lidt bedre. Nummeret lyder særdeles glimrende med strygere live. Problemet er bare stadigvæk, at Kanye West ikke er fuldblodssanger. Kanyes udstråling og karisma er ganske udmærket, men stemmen nærmer sig stadigvæk ikke noget imponerende. På scenen ligner han mest af alt en dårlig udgave af sin ven Chris Martin (den falske, I ved, ham fra Coldplay), og man savner bare at se Kanye rappe.

Dette sker heldigvis ved ’Flashing Lights’. Her får man igen at se, hvor fremragende en liveperformer Mr. West kan være. Med sin energiske fremførelse, samt en vis overlegenhed virker han for alvor som en superstar. Bandet spiller fremragende, og den glimrende instrumental kommer virkelig til sin gode ret live.

Af nyere numre som virkelig fungerer live for Kanye West, finder vi først og fremmest ’Amazing’, og det havde virkelig spicet optrædenen op, hvis Young Jeezy havde leveret sit fremragende vers. Men ’Say You Will’ og ’Heartless’ er igen kedelige fremførelser, hvor man blot sidder og venter på mere spændende numre.

Man får også glimrende underholdning med tracks som ’Good Life’, ’Touch The Sky’ og ’Stronger’. De glider let og lækkert ned, men der er bare ikke nok højdepunkter til at retfærdiggøre produktets pris på 150-200 kr – heller ikke selvom, der følger en CD med, hvor man får koncerten med som lydfil. Jeg kommer aldrig til at høre den CD’en igen, og det er ikke fordi, at liveoptrædener på mp3 ikke falder i min smag – for jeg har godt nok hørt Jay-Z – ’Live at Glastonbury’ mange, mange gange.

Under stort set hvert nummer kommer små historier fra hovedpersonen. Visse er ligegyldige, andre er virkelig ligegyldige. Programmet blev oprindeligt sendt d. 28. februar 2009. Kanye West underskylder for sin opførsel ved diverse awardshows – nok mest MTV Awards i Danmark. And what do you know… mindre end et år senere, har Kanye West jokket i spinaten igen, hvor det denne gang gik udover Taylor Swift. Det var måske meget klogt at banne ham ved de netop uddelte Grammy’s. Jeg finder det dog en anelse tragikomisk, at han sammenligner sig med store personligheder som Michael Jackson, Michael Phelps og O.J. Simpson, og undskylder sine handlinger med, at alle disse folk også har lavet ting, der i andre folks øjne er forkerte.

Jeg ved ikke, om det bare er fordi, at jeg synes ’808s & Heartbreak’ ikke var noget imponerende produkt, at jeg finder denne DVD rimelig mager. Men jeg synes bare, at der intet blændende er ved fremførelsen af sangnumrene. Akkurat som vi så på Roskilde Festival 2009.

Man må til gengæld give ’VH1 Storytellers’, at den er stort og pompøst anlagt. Bandet spiller glimrende, og yder altid et godt lydbillede til Kanyes optræden, som i virkeligheden oftest er problemet.

Jeg vil til hver en tid sætte ’Late Orchestration’ på i stedet for ’VH1 Storytellers’. Det er en bedre liveoplevelse i en mere tætpakket sal, hvor West har et væld af strygere på scenen, og det hele styres med hård hånd af A-Trak. Det er federe fremførelser af tidligere, bedre numre. På DVD’en finder man i alt ti numre, og som ekstramateriale er der tre ekstranumre og en Q&A, hvor Kanye viser en ulidelig arrogance over for sine fans. Det er lidt sjovt at se, hvordan Kanye West har flyttet sig fra ’Late Orchestration’ til ’VH1 Storytellers’. Det er gået samme vej, som da jeg så ham live i henholdsvis 2006 til 2009: Ned.

2 ud af 6 Spots

“Kill all the yappin lets make it happen/ You cats ain’t real, you just a re-enactment/
Better yet, dramatization/ Soon as the director say action you start fakin/
I start breakin/ The whole joint start shakin/
This ain’t the time or place for you to prove something/ Cut the stargazin’ yo, move somethin’!”

En veloplagt brooklynite gav the people hvad the people ville have: et halvanden times 1 emcee 1 deejay-show med classics fra Black Star, Reflection Eternal, ‘Quality’ og ‘Eardrum’

Usual suspects Maylay Sparks og her J-Ro of Tha Alkaholiks kiggede lige ind, ‘Only When I’m Drunk’…

Med Frelle på brystet peachede Talib for sin menighed: “You, need, to, get, up, right, now, and, move, with, this, yes, this, means, you, you, you!”

“Fist in the air for Kweli, keep ‘em there like/ natural mystic or smoke when they spliffs lit/ It’s a revolutionary party, they ask me what I’m writin for/I’m writin to show you what we fightin for”

“Hear the word, peep the flow, check the cadence/ What you heard is a pro, I’m so amazin/
Don’t front girl, you know it’s your favorite/ New Kweli yo they runnin out of patience – wait just a minute!!/
Ladies and gentlemen, get ready here it come/ Listen! – Talib Kweli and I’m bangin on your eardrum”

OH MY! REFLECTION ETERNAL!! NEW SHIT!!! 2010!!!!

Foto: Kenneth Nguyen