Århus Festuge

Fra Train.dk:

MiskMask præsenterer 2 af tidens mest interessante beat-mystikere….

Er du til tunge groovy beats, dubbet citar, hypnotiske lydbilleder og en sovekammervokal på græs, så er her et par leveringsdygtige amerikanere, Gonjasufi og The “Mother.Fucking” Gaslampkiller.

Gonjasufi er delvist yogalærer i L.A. og part-time blues’n’beats fabrikant fra strandvarme Californien. Albummet ”A Sufi and A Killer” er et flippet ryatæppe, med solbrændte stykker musik og sælsom vokal. En perlerække af alskens musikere har bidraget til en rejse i støvede billeder og lyd, men med en nyhedsværdi som kun den begavede kan fremmane.
Sumach Ecks alias Gonjasufi er på den ene side en syret prædikant, men på samme tid både ”dope” og ”street”
Albummet er udsendt på WARP Records som også har den beslægtede Flying Lotus i stald.
(Selvsamme ”FlyLo” har også bidraget med produktioner til Gonjasufis album)
Netop disse to navne, er blandt det populære pladeselskabs, p.t. mest hypede nye navne.
Begge høster de roser på musikblogs og blandt mere end almindeligt musikinteresserede skribenter og forbrugere.

Politikkens Simon Lund gav albummet 6 hjerter, med overskriften ”Syret Yogi har lavet årets mest originale udgivelse”
Læs anmeldelsen her: http://ibyen.dk/musik/cd-beat/article929968.ece

Læs journalist Ralph Christensens artikel ” Fortid – fintsnittet og californisk marineret”
Af 12. Marts – 2010 på information.dk
http://www.information.dk/227091

Besøg Gonjasufi på hans MySpace http://www.myspace.com/gonjasufi

Ved sin side har Gonjasufi mixtapemaster og produceren bag ”A Sufi and A Killer” The Gaslampkiller.
Lyt engang til mesterværket Low End Theory Japan Mix “Akuma No Chi Ga Oduru”
og tjek i øvrigt The Gaslampkillers fine webshop: http://gaslampkiller.bigcartel.com/

- Se video til Gonjasufi – “Made” (clip – taken from A Sufi And A Killer) – Klik Her !

- Se video til The Gaslamp Killer – “My Troubled Mind” – Klik Her !

Døre åbner 22, ingen aldersbegrænsning.

Frank Nitt er aktuel med sit første soloudspil, ep’en ‘Jewels in my Backpack’, og tjek da lige den jiggy førstesingle ‘L.O.V.E’ feat. DJ Quik og J. Blac:

Aftenen fyldes ud med DJ Graded og AK*47-teamet på pladespillere. Døren går klokken 23 og du skal smide to tyvere for at være med – med mindre du altså svarer på spørgsmålet herunder senest 6. september og vinder adgang for dig + en ven!

Hvem er ham Frank Nitti, som Frank Nitt (tidligere Nitty) har taget sit navn efter?

Efter længere tids forsinkelse og udsættelse er den her så; Big Bois egentlige solodebut. Den bærer titlen ‘Sir Lucious Left Foot: The Son of Chico Dusty’, navngivet efter Big Bois mangeårige kælenavn “Sir Lucious Left Foot” samt et af hans andre kælenavne ”The Son of Chico Dusty”, der er en hyldest til hans far.

De 14 regulære tracks på albummet er produceret af intet indre end 11 forskellige producere, der blandt de mest prominente tæller Scott Storch, Lil Jon, Salaam Remi, L.A. Reid, André 3000, og sidst man ikke mindst Big Boi selv. Satsningen med et så bredt udvalg af producere er imidlertid lykkedes, for albummet er præget af en stor alsidighed i både det musikalske udtryk, tempi og stemningen på numrene.

Albummet spænder således fra den jungle-dystre, men funky ’Tangerine’, den monumentale og voldsomme ’General Patton’, den beskidte og dog elegante ’Fo Yo Sorrows’, den længselsfulde og saftige andensingle ’Turns Me On’ til den mekanisk bouncy ’You Ain’t No DJ’, den tungt groovende og seksuelle ’Hustle Blood’ og den super catchy førstesingle ’Shutter Bug’, der faktisk alle er blandt albummets mange highlights.

Den store variation i både stil og stemning samt den store kreativitet, opfindsomhed og legesyge, der udvises i produktionerne betyder, at albummet tåler rigtig mange afspilninger. Selv efter længere tids intensiv gennemlytning er man ikke færdig med albummet.

Det imponerende ved udgivelsen er imidlertid også, at til trods for den store diversitet, så er der stadig en overraskende god sammenhæng på pladen. Alle numrene har et distinkt sydstats-feel og ligger i naturlig forlængelse af den melodiske lyd, som man kender fra Outkast og ‘Speakerboxxx’. ‘Sir Lucious…’ er således på ingen måde den skizofrene rodebutik, som man med de mange producere ellers let kunne forestille sig, men en yderst velfungerende enhed.

Det er den selvfølgelig ikke mindst, fordi Patton på elegant vis binder albummet sammen med sin karismatiske, dybe stemme og sine humoristiske og til tider eftertænksomme rim. Og han gør det lige overbevisende uanset, om han taler om sex som på ’Turns Me On’, om kærlighed på ’Be Still’ (med stemningsfuldt omkvæd af Janelle Monae) eller fronter på andres evner sammen med Yela Wolf på ‘You Ain’t No DJ’.

Tjek for eksempel disse linier fra ’Fo Yo Sorrows’:

”Why are 75% of our youth readin magazines?/
‘Cause they used to fantasy, and that’s what they do to dream/
Call it fiction addiction ’cause the truth is a heavy thing!/
‘member when the levee scream made the folks evacua-ezz/
Yeah, I’m still speakin about it ’cause New Orleans ain’t clean/
When we shout Dirty South, I don’t think that is what we mean/”

Midt i al vellyden og de gode rim er det lige før, at man næsten overhører, at Big Boi også rapteknisk har rigtig meget at byde på. For han flower med en elegance og naturlighed, der gør, at man dårlig bemærker de tekniske aspekter ved fremførslen. Men prøv engang at lytte til, hvordan han flyder på for eksempel ’Tangerine’, så vil du tydeligt forstå hans kvaliteter.

At kalde ‘Sir Lucious Left Foot: The Son of Chico Dusty’ en vellykket solodebut vil næsten være en underdrivelse. Det er en fantastisk helstøbt plade, der emmer af både livsglæde, kreativitet og mod. Når albummet ikke formår at tænde den sidste spot, så skyldes det udelukkende savnet af nogle af de lidt tungere tekstuelle emner, herunder den samfundskritik, som Big Boi tidligere med held har beskæftiget sig med. Men det er en kritik, der hører til i småtingsafdelingen og på ingen måde noget, der ødelægger det gode helhedsindtryk.

5 ud af 6 spots

Om pladen skriver Echo Out “Med inspiration fra beatnik-universet bydes der på drukballader, samfundsrevseri og galgenhumor, når rendestenspoeten beretter om livet som selvdestruktiv, fattig rapper med plastre på sjælen. Pladen byder på 6 skæringer med produktioner fra Heartbeat Productions, Davey, Melancolia og DixOne og gæstes på vokalsiden af rapkollegaerne fra M-Cnatet.”

For de folk der ikke har pladespiller, skulle det dog også være muligt at få et lille stykke af Pede Gøbb medhjem, da ”Det er alle andres skyld”, også vil blive udgivet på cd og mp3.

Det er underligt, for på papiret vil pladen sikkert få mange sultne hiphopmunde til at løbe i vand. Tag for eksempel producerlisten, der rummer navne som Illmind, Exile, Oh No, og selvfølgelig også den gamle swinger Alchemist. Derudover er der også overraskende besøg fra japanske DJ Honda og Def Jux-grundlæggeren El-P. Gæstelisten er også en imponerende bande bestående af blandt andet KRS-One, Aloe Blacc, Chali 2na og Fashawn.

Nu tænker du sikkert: “Hvordan #?! kan en plade med et sååå heavy line-up, ikke være fed!?” Svaret findes hos hovedpersonen selv. Der er nemlig ingenting at skylde på nogen af gæsterne, hele pladen falder med den gamle Rakaa’s egen indsats. Han lykkes med den småt umulige bedrift at lyde for mæt på tilværelsen på sit eget debutalbum. Selv efter flere gennemlytninger har jeg svært ved at fastholde koncentrationen på Rakaa’s rap, og når man som lytter glemmer at lytte til rapperen bør alle alarmklokker ringe.

Der er alt for mange numre, som man som lytter må kæmpe sig igennem. Der er ikke rigtig nogen gnist at finde og flowet kører bare der ud af i en jævn, søvnig strøm. Lyrikmæssigt er der heller ikke meget at smide hænder i vejret for, og den gode Rakaa lyder mest af alt som en gammel rapper der har haft sine glansdage. Der er simpelthen ikke noget der som sådan fanger ens opmærksomhed, og gang på gang griber man sig selv i at have tankerne et helt andet sted. Rakaa har derudover et problem med sin stemme, der til tider drukner i de fyldige produktioner.

Der er dog alligevel også nogle lyspunkter på ‘Crown Of Thorns’, hvor Rakaa faktisk også viser at han stadig kan kontrollere en mic. Alchemist-signaturbangeren ‘Aces High’ må nok ses som bedste nummer på pladen. Her kigger Evidence, Fashawn og den gamle Dilated-affiliate Defari lige forbi til en god omgang vestkyst-blærerap. Over det storslåede beat får Rakaa vist at han bestemt kan rime.

“It’s the California golden state sunshine glarin’ on ya/
back from Amsterdam thinking cushions more the mari(merry)juana/
Here americano we’re election victims/
Only athletes and hustlers know the metric system/”

Af andre numre, der stikker ud fra mængden er ‘Eyes Wide’ featuring Strong Arm Steady-rapperen Krondon. Et af pladens stærke spor. Over et DJ Babu-track bestående af et sæt håndklaps, en pumpende bas og nogle skræmte strygere, rapper Rakaa om det hårde liv i South Central. Kliché? Ja, men goddamn det’ fedt!

“Keeping eyes wide is the way to survive/
OG’s like the Bee Gee’s staying alive/”

Også det DJ Honda-producerede, hårdtslående asiatiske posse-cut ‘Ambassador Slang’, med ikke mindre end 12 rappere på mikrofonen får nakken til at rokke. På dette nummer finder man blandt andet spændende bekendtskaber som Freddie Foxxx-dobbeltgængeren Roscoe Umali og grindtime-mc’en Dumbfoundead, som leverer pladens bedste vers.

Men det er netop sigende for ‘Crown Of Thorns’, at et posse-cut er et af pladens fedeste spor. Alt for tit sidder man og venter på næste fede gæsterapper. Rakaa kommer dårligt nok op på top 5-listen over bedste vers, og når gæsterapperne på den måde outshiner soloartisten, kan man spørge sig hvorvidt en soloudgivelse overhovedet var nødvendig til at starte med. Nej, Rakaa er og bliver en rapper, der fungerer godt i en gruppe, men som soloartist bliver alt for ensformig.

Med det sagt kan pladen dog sagtens høres, og den er bestemt ikke nogen pine for øret. Det har beatmagerne sørget for. Men når selve manden i skysovsen ikke formår at bringe varen, så er der et problem, og det lige meget hvor vildt du end trykker fastforward til gæsternes livlinjer. For livlinjer er hvad de er for den stakkels Rakaa, der prøver at stå på egne ben, men falder på knæ.
Pladen slutter af med nummeret ‘Upstairs’ som stille luller en i søvn. En passende afslutning på en søvnig affære.

2 ud af 6 spots

Ord: Svensker-Martin

Skulle man blive tørstig eller sulten findes der råd for dette, da der vil være bar og gadekøkken med dejlige lave priser. Fik vi skrevet, at hele arrangementet er gratis og først slutter når strømmen går?

ADVARSEL!!! ARRANGEMENTET ER POLITISK!!!

Pladen indledes fremragende med ’Don’t Let Me Fall’, der har en noget rocket attitude. Her serverer B.o.B også fed rap over det selvproducerede nummer:

”Yeah, so here I go, B.o.B, Bobby Ray, I don’t know, need I know
But I know, that I flow, rack ‘em up, knock ‘em down, dominoes //
Then I go, as my story goes
I know I’ve been done down here before //
Product of my East Decatur home
‘Cause I was in the cold, tryin to keep my toes unfroze //
Now I’m in your house, now I’m in your stove
Now I’m everywhere that your iPod go //
Everything I seen was a dream just a moment ago”

Den noget aldrende single ’I’ll Be In The Sky’ vil være i periferien hos folk, der har hørt om B.o.B. Det millenium motownlydende nummer er dog langt fra det eneste nummer med hitpotentiale på pladen. ’Nothin’ On You’ med Bruno Mars er som skræddersyet til radioerne og sommeren – det er et super catchy omkvæd fra Bruno Mars, mens B.o.B sørger for vers til damerne. Dog har B.o.B også valgt at gå mere syd i lyden på pladen. Det ses blandt andet ved ’Bet I’ med chefen T.I. og Playboy Tre samt ’Fame’, hvor specielt sidstnævnte – fortællingen om livet som kendis – er mest vellykket. ’Bet I’ er såmænd fin nok, men en produktion hvor tre så dygtige rappers gæster, skal altså være en anelse federe.
Det musikalsk mest imponerende MTV-hit, er dog uden tvivl ’Airplanes pt. 2’. Der er ikke meget forskel på første og anden del af ’Airplanes’, hvor emoidolet Haylay Williams fra Paramore leverer noget skinger sang. Part ét og to lyder rimelig ens – sangen er bygget lidt anderledes op, men det vilde er: Eminem smider en bombe af et vers. Det starter fint ud, men Slim Shady går gradvist mere og mere aggressivt ind i verset, og man har ikke hørt Eminem så god i meget lang tid. Tag disse linier om karrieren og hvis’er som eksempel:

”Now pretend, they ain’t just, make him angry with this shit //
And there was no one he could even aim when he’s pissed at
And his alarm went off to wake him but he didn’t make it to the
Rap Olympics Left to his plane and he missed it
He’s gon’ have a hard time explainin to Hailie and Lainey these food stamps and this WIC shit //
Cause he never risked shit, he hoped and he wished it
But it didn’t fall in his lap so he ain’t even here, he pretends that…[omkvæd]”

Generelt er der også virkelig spændende og glimrende gæsteoptrædener på albummet. Det et nok ikke vildt overraskende, at Lupe Fiasco gæster ’The Adventures of Bobby Ray’ – Bobby og ham ligger ikke vanvittigt langt fra hinanden. Lupe passer også fremragende ind på ’Past My Shades’, hvor et par mellow vers med frækt guitarspil skifter drastisk intensitet ved det energifyldte omkvæd. Det er møg lækkert skruet sammen!
Et af de mere overraskende besøg kommer fra Weezer-frontmanden Rivers Cuomo. Det noget umage par har medført ’Magic’, der desværre ikke helt lever op til titlen på skæringen. Uptemponummeret er et soleklart forsøg på et dansegulvshit hos masserne, og det kan man bestemt ikke udelukke, det bliver på et tidspunkt. Men lad mig sige det sådan: Hvis man er i besiddelse af albummet, så har dette nummer nok ikke flest afspilninger i iTunes.

’The Kids’ gæstes af ungmøen Janelle Monáe, der på nummeret med den ekstremt funky bas, synger akkurat lige så smukt som på hendes debutalbum, ’The ArchAndroid’. ’The Kids’ er endnu et nummer på pladen, der viser Bobby Rays alsidighed som musiker. Det gør han i den grad også på ’Ghost In The Machine’, hvor der måske går en anelse for meget tuderock i den i forhold til, hvad B.o.B helt kan kapere. Det er musikalsk flot sat op, men det virker en anelse malplaceret mellem numrene ’Bet I’ og ’I’ll Be In The Sky’.

Albummets klart kedeligste nummer er ’5th Dimension’, og det runder albummet af (hvis man ikke tæller Airplanes pt. 2 med). Der er ikke noget specielt feel over nummeret, og man bør altså runde et album af med bravur, men det er lige her, hvor unge Bobby har fejlet en smule. Det virker meget intetsigende, og det ekstremt sukkersøde guitarnummer ’Lovelier Than You’ havde nok været et bedre valg som afrunding på albummet.

Rent indholdsmæssigt må næste plade gerne gå lidt dybere under huden på B.o.B, da der er en del gentagelser af knap så interessante emner. På dét punkt klarede Drake sin debut bedre – men B.o.B er bare så uendelig dygtig en musiker af en knægt på 21 år at være, og han har skruet et produkt sammen, der generelt lyder bedre, har højere bundniveau, og er væsentlig mere uforudsigeligt.

Hele ’The Adventures of Bobby Ray’ svæver mellem pop og hiphop. Man kan dog ikke rigtig snakke om at sælge ud eller holde det ægte, for Bobby holder skidtet ægte på egen facon. Hvis man har hørt det tidligere, uudgivede musik fra ham, så ved man også, at det poppede hiphop musik er lige efter hans hoved, og det er en kæmpe fornøjelse at høre en ung musiker få udgivet en plade uden at gå på kompromis med pladeselskabernes krav. Debuten er et veludført album, der når vidt omkring, og den fremstiller B.o.B som en ualmindelig bredtfavnende kunstner. Der er få negative ting ved albummet, og jeg er overbevist om, at B.o.B er en af de kommende sværvægtere i musikbranchen.

5 ud af 6 spots

Programmet ser ud som følger, læs mere på www.grimfest.dk.

Program