FUNK FLUSH
Barfly Legends

af Ptas

Creative, Knox og Tjes Boogie har gjort sig bemærket på plader, scener og ikke mindst barer i umindelige tider. Samlet har Funk Flush vel en menneskealders mikrofon-erfaring, og mere end en gang, har de gjort sig bemærket som de største bøller i skolegården.

Første gang jeg hørte om dem, var i hip-hop udgaven af ungdomsbladet "Zapp - Jorden Rundt" for efterhånden mange år siden. Der blev de kaldt den danske rap-gruppe, der var tættest på et internationalt gennembrud, og de skulle lave et album med Madness 4 Real som producere. Siden da er vi blevet mange  solo-projekter, gæsteoptrædener, shows og røverhistorier rigere, men pladen fra de stolte københavnere gik i glemmebogen.

Stilmæssigt er de tre rappere ret forskellige, hvilket deres respektive karriere-forløb også viser.

- Creative er den mest seriøse og reflekterede rapper, og udgivelserne på Boulevard Connection har blandet undergrundslyrik med gadereportager fornemt.

- Tjes Boogie har i modsætning hertil en larmende, aggresiv levering. Man kan opleve hans hæse stemme som back-up for Clemens og på solo'en "Hell Born", hvor narko og vold gik op i højere enhed.

-Knox er, på plade, gruppens mest ubeskrevne blad. Ud over fælles optrædener med Double F, som de kaldes blandt venner, har jeg kun hørt ham på de flersprogede numre med Den Gale Pose samt hans imponerende vers på Creative's maxi. Her viste han med en cool rim-struktur og gode punchlines, at muskler og hjerne godt kan følges ad.

Det ville være synd at sige vi kan se tilbage på en perlerække af engelsk-sprogede rap-udgivelser i Danmark. Siden Al Agami og YB's dage er det vel nærmest kun Tjes selv der har haft en hel LP ude. Men nu er de efterhånden garvede drenge i Funk Flush, der aldrig rigtig brød op, genforenet på "Barfly Legends" albummet. "Barflys" dækker, groft oversat, over stamgæster på diverse beværtninger, og meget rammende er "Barfly" forresten titlen på en gammel Mickey Rourke film om en alkoholiseret poet. Om Funk Flush kan konkurrere med Norm og Cliff i tid spildt på barstolen ved jeg ikke, men hey, det er jo fra fulde folk man skal høre sandheden, så fyld glasset - det bliver en våd omgang!

Albummet er tretten numre stærkt og første afdeling består af de to hardcore jollies "Still Together" og "Official Funk Flush". Begge er produceret af Acorn, der også tidligere har arbejdet med Double F Squad. Hans lydbillede er dystert og har aldrig manglet strygere og klaver, men prikken over i'et er de fede trommer. Rapperne er i deres es på disse numre. Ordene falder tonstungt, og hver linje fremstår som en ordre. Creative indleder emnet ved at deklarere: "I'm in this game, all flammable ready to burn / while allotta y'all kiddies got plenty to learn / like for starters respect yo that's something you earn". Numrene viser noget af det Funk Flush er bedst til: at have nosser til at cementere ryet og rygtet ved startskuddet.

De følgende numre er, på trods af deres forskellighed, mere radio-venlige, og lur mig om et par stykker ikke har fået rotation.
"Bounce" kigger Maria fra det hedengangne Juice, der også sang på Creative's "The Natural" forbi og tager omkvæddet i duet med den Outland-affilierede Burhan G, der sammen med R&B diva'en Shirley klarer skønsangen på resten af albummet. Ingen tvivl om deres talent, de kan croone deres røv i laser, og R&B er jo også trendy. Efter min smag bliver parret måske lidt overeksponeret, men så er der heldigvis formildende omstændigheder.

Det er befriende at Funk Flush har valgt at beholde deres hardcore udtryk, for det ironiske er jo at deres tekster er langt mere hardcore, end den musik de rappes til. Bl.a. når Funk Flush lukker lort ud og viser deres humoristiske side med linier som Knox's: "flash your titties for Knox and Cre-Diddy!"
Eller på den ellers fedt producerede "Gotta Say", hvor call-and-response omkvæddet er en tand jiggyfied, hvortil Tjes sarkastisk knurrer: "Ice on my wrist, dog? only when I slit 'em up / blood in my Crys, dog? only when I spit it up!" Og så træder DJ Scratchmagic, der leverer scratches på hele albummet, ind og redder "Tell Me More" fra at blive helt krumme-tæer-agtig. Nummeret er en slags Grease-parodi hvor "Summerloving" er blevet til "Summerthugging". Det kunne gå helt galt, men heldigvis er det ikke John Travolta men J-Ro fra Da (Alkaho)liks, der får lov at sige: "Tell me more!"

Fortsæt...

 

[Tilbage til hovedmenuen]