06.07.2004

Ann Noyd & ptas interviewer Supreme

Supreme1small.jpgI backstage området bag Nordic By Nature hersker der en fælles nordisk ånd. De fleste lokaler er fyldt med rappere fra de skandinaviske lande, der efterhånden opgiver modersmålene og kommunikerer på engelsk. Ved buffeten støder vi ind i Redrama, der er meget imponeret over vores karakteristiske grilpølser, mens Ken og Mad Con’s Kritikal diskuterer det mulige Wu-Tang lineup. Da vi bevæger os over mod badearealet, sidder Supreme fra Looptroop Rockers på en skurvognstrappe, og nyder en Tuborg. Vi beder pænt om et interview, og efter 2-2 kampen til EM, står det jo fint til med det svensk-danske venskab, så han indvilligede straks.

Nu er du tilbage i Danmark, hvad laver du her i dag?

Altså, Roskilde festival plejer at hate på os, de vil aldrig booke os. Når folkene endelig kontakter os, får vi som regel lorte tilbud, og Promoe har endda været til Roskilde Festival 11 år i træk. Der er garanteret nogen som ikke kan lide os i bestyrelsen, men, nu er vi blevet booket af folkene bag Nordic By Nature til at spille her som Promoe feat. Supreme.

Kan du så slet ikke li’ at være på Roskilde?

Jeg ved det ikke rigtig, det er så stort. Og sidste gang vi var her, blev vi smidt af scenen. Det var en stor historie. Men Looptroop vil rigtig gerne komme herned og spille, så sørg for at få Looptroop booket!

Men en ting er Looptroop, en anden er Supreme, hvad laver han for tiden?

Supreme er med på hele Promoe touren, både i Skandinavien og resten af Europa. Bagefter skal vi i gang med at indspille et nyt Looptroop album, det bliver om cirka en måned. Embee har lavet et sololbum, det blev faktisk færdigt i denne uge. Der er en masse gæstemusikere, og gæsterappere derpå, og Looptroop har også et nummer med.

Er der andet end musikken, der trækker når I skal herned?

Cosmic boede i Danmark i en periode, og Promoe har boet i Malmø tidligere, så der var vi meget i København. Vi hookede op med Typhoon og en masse graffitimalere. Nu bor jeg faktisk selv i Malmø, men jeg har ikke været her i et stykke tid.

Regner du med at blive her til hele festivalen, og er der noget du har lyst til at se?

Supreme2small.jpgNej vi tager hjem i aften, men jeg regner med at se N.E.R.D. Jeg kan ikke rigtig lide deres musikstil, jeg synes den er lidt cheesy, men de er gode musikere. Faktisk lyttede jeg i sidste uge til The Clipse albummet som Neptunes har produceret, og det slog mig at det er et ret godt album. Man kunne også tage til Wu-Tang senere, men nu om dage kan man ikke forvente alverden af dem. Hvis Method Man ikke kommer, synes jeg det er lidt meningsløst.

Hvorfor tror du de store kunstnere skider på det europæiske publikum?

Mange af de store kunstnere behøver ikke engang sælge plader i Europa, fordi de sælger så mange plader i USA. Det er selvfølgelig et problem, men til gengæld er der kunstnere som Roots, som altid laver et virkelig godt show. Jeg har også set gode shows med Common Sense og Mos Def & Talib Kweli, men af de kunstnere jeg har set for nylig er Saian Supa Crew mine favoritter live.

Hvad synes du om et arrangement som Nordic By Nature?

Faktisk er det lidt en bagdel for os, for vi måtte kun spille i 40 minutter, og jeg håbede vi skulle spille en regulær koncert. På den anden side er det fedt at folk der kan lide hip-hop, kan komme og se en scene, hvor der kun er det. Nogle af kunstnerne her er ikke så velkendte, så vi giver dem lidt mere publikum, og det er gode kunstnere der spiller her. Jeg syntes især om Redramas show, og Chords’, men ham hænger jeg ud med hver dag, så det er nok unfair af mig, at bedømme det.

Hvad skulle have været anderledes synes du?

De skulle have ladet os spille et helt show, som alle andre kunstnere. Ellers var der intet i vejen, vi spillede klokken 12 men det var for et energisk publikum, så jeg hyggede mig.

Ville du ønske du havde Promoes hår?

Supreme3small.jpgIkke rigtig, jeg ved hvor meget tid han skal bruge på at holde håret i orden. Jeg havde langt hår tilbage i tiden, men det gav for mange problemer, og man brugte for længe i brusebadet.

Føler du nogensinde du står i skyggen af håret?

På en måde er det faktisk lækkert for mig, at Promoe har det hår, for det er ham folk altid lægger mærke til. Folk kommer over til ham, hver eneste gang han går ud, og det kan være irriterende. Jeg kan passe mig selv, for jeg ligner alle andre. Timbuktu er en af mine nære venner, og han er meget berømt i Sverige. Han er i rampelyset hele tiden, og jeg tror jeg ville have svært ved at være den slags person. Jeg elsker at være på scenen, men når jeg ikke står deroppe, vil jeg helst være en normal person, og det er vanskeligt når folk behandler dig, som om du er anderledes.

Hvordan tror du Promoe har det med at være i rampelyset?

Jeg er sikker på det er svært. Nu er han holdt op med at drikke, så jeg tror det er nemmere end det har været. Jeg kunne forestille mig, at hvis jeg var fuld og skulle være i medierne, ville det gå helt galt. Jeg drikker selv, men jeg prøver at holde mig fra drugs, selvom jeg har været der…

Sådan kan man da ikke afslutte et interview!?

Hehe, folk drikker da også på Roskilde, men jeg har hørt, der er en ny politik for narkotika, og det synes jeg ikke om. Til Hultsfred i Sverige, er der en masse problemer alene fordi der er så mange politibetjente, og de skaber flere prolemer end de løser. Til Roskilde har politiet altid været lidt mere afslappet.

Bliver du nogensinde træt af at spille til festivaler?

Nej, men jeg bliver tit træt af det dårlige vejr. Når jeg spiller et sted som her, kan jeg kigge ud på crowden og genkende ansigter fra shows for 5-6 år siden. Det er altid dejligt at se folk vender tilbage, det kan jeg godt li’.


Se billeder af Supreme i større format:
1, 2, 3.

Billeder af Ann Noyd © Rapspot.dk


Posted by ptas at 20:06

"When the MC’s came, to live out their name." Wu-Tang Clan @ Orange, Søndag

wu_small4.jpgForestil jer, vi er til Roskilde ’97. Mens regnen siler ned og forvandler området til en mudderbryders våde drøm, cirkulerer rygterne mellem teltene. Wu-Tang Clan har aflyst. Roots skal afløse. Wu-Tang er opløst. Da vi når spilletidspunktet, og de gummistøvleklædte hip-hoppere samles foran scenen, er det hverken Wu eller Roots, men sydstatsrockbandet Droogs der spiller. Wu kom op at slås i Kennedy Airport og nåede aldrig Europa.

Flashforward til 2004. Regnen regerer igen på Roskilde, endnu engang er Wu-Tang Clan på plakaten og Rygterne får nyt liv. Efter et skandaleshow i England, med kun to originale medlemmer, skulle de have aflyst på Roskilde. Muligvis skal Beastie Boys afløse. Da vi når frem til Orange scene, bliver håbet igen lysegrønt, for bagvæggen er beklædt med et gigantisk Wu-symbol.

wu_small5.jpgPræcis klokken 19 bliver showet skudt i gang. Allah Mathematics indtager DJ-pulten og byder velkommen til en overraskelse. Til tonerne af Protect Ya Neck kommer Shaolin-krigerne marcherende ud, og når det bliver tid til de forskellige medlemmers vers, lyder gruppen næsten fuldtallig! Fætrene RZA og GZA står ved siden af hinanden og ser ikke en dag ældre ud, end da 36 Chambers udkom. Ghostface Killah kommer på scenen i hvid badekåbe og med mere guld om halsen end Mr T. Pluselig spotter man Raekwon og Masta Killer. Tårnhøje Inspectah Deck klædt helt i sort kravler op på en scenetrappe. Selv de fortabte sønner U-God og Cappadonna, der har haft beefet med RZA i medierne står på Orange scene.

wu_small3.jpgKlassikerne begynder at regne som giftpile fra scenen. Først rammes vi af darts fra debuten som Mystery of Chessboxing og Wu-Tang Clan Ain’t Nuthing Ta F Wit, der får hele crowden til at skråle i kor. Raekwon og Rebel INS’ dystopiske storbyfortælling CREAM viser Wu også har dannet skole i mafioso storytelling. Der er også numre fra Wu-Tang Forever, som Reunited og For Heaven’s Sake, hvor Inspectah Deck fremfører sit vers ligeså bidende som på albummet. Det hele foregår mens rapperne stormer rundt på scenen, vifter med Wu-bannere, og ligner den sværm af killer-bees vi har ventet 7 år på at opleve.

wu_small6.jpgVi bliver også udsat for solonumre fra de enkelte Clan-medlemmer. Jeg gad godt have været til stede, da set-listen blev lavet, for mange ego’er har nok måttet bøjes, før den endelige udformning, af et show, der kunne være 50 klassikere lang blev færdig. Det endelig valg falder på de numre, som enlige Wu-Tang anthems. Raekwon's Ice Cream med et af de bedste RZA-beats nogensinde bliver spillet. Da Method Man jo desværre ikke er der, leverer Cappadonna, iklædt Roskilde arbejdstøj, hooken glimrende, og i det hele taget står han for meget af publikumskontakten showet igennem. Så tæsker gruppen sig igennem GZA’s 4th Chamber og Liquid Swords, hvor omkvædet aldrig har lydt mere sandt end nu, hvor rapperne endelig stod på scenen: ”When the MC’s came to live out the name, and to perform!”

Regnen falder igen. Vi har stillet os i det lille område med fliser foran scenen, men bagved os rejser mudderet sig som en kategori 4 stigning. RZA råber ud til publikum: ”Who the craziest member of Wu-Tang?” Alle er enige om Old Dirty Bastard, men eftersom han ikke kan rejse ud af USA, er der næppe chance for at se ham. Men pludselig høres Shimmy Shimmy Ya beatet, og på scenen rapper resten af Clanen ODB’s rim som en slags hyldest til ham.

wu_small7.jpgVi hører primært materiale fra Wu’s storhedstids i 90’erne, og det tætteste på et nyt hit er da Gravel Pit bliver spillet. Forståeligt nok, eftersom vel kun Ghostface har lavet en reel klassiker de sidste år. Ghost har nok også den mest nutidige stil med fettish for dyrt design, mærkelige ord og soul-samples. Han tager mod slutningen teten, smider sit guld på scenen og går ud mod kanten. I hånden har han to t-shirts, hvor han med ubehjælpelige blokbogstaver har skrevet ”GHOSTFACE KILLAH,” og de bliver under stor tumult kastet ud til publikum, før han giver os Run fra det seneste album.


wu_small1.jpgFør det hele slutter holder RZA en kort tale til crowden på Orange. Han fortæller det er længe siden Clanen har været samlet som vi ser den, og at man skal supporte de nye Meth, Ghost og Masta Killer album. Efter et enkelt Wu nummer til, forlader de scenen til taktfaste klapsalver, skrig og skrål. Reelt har vi set 9 mænd med mikrofoner råbe i munden på hinanden, uden den store organsation. Alligevel var det i glimt så fedt, jeg følte mig sendt så langt tilbage i tiden, jeg fik lyst til at lægge mig i fosterstilling.

Wu-Tang Clans storhedstid er forbi, og det var den nok allerede ved at være i ’97. Når det alligevel er så imponerende en oplevelse at se dem på scenen, skyldes det den fantastiske mytologi, der er skabt om gruppen. Jeg troede aldrig i mit liv, jeg ville få set et Wu-Tang show med så mange originale medlemmer, for det tilhører en anden æra. Den æra fik vi set et stykke af på Roskilde Festivalens største scene. Ligeså skuffet man var dengang de aflyste, ligeså forløsende er denne koncert. Så mangler vi bare at se Method Man til Århus Tookit.


5 ud af 5 5stole.gif

Se billeder af Wu-Tang Clan i større format:
1, 2, 3, 4, 5, 6.

Billeder af Rasmus Dengsøe © Rapspot.dk

Posted by ptas at 14:30

Makes Me Wanna Holler!

franti1_roskilde04.jpgFor syvende gang gæstede Michael Franti Andedammen, og det burde man have kunnet forvente sig en del af. Selvom hans plader efterhånden er degenereret i retning at pladder, har han hver eneste gang undertegnede har checket for ham live (x8), været 100% på og tilstede. Det var ikke tilfældet i denne omgang, der var slatten beyond belief.

For syvende gang gæstede Michael Franti Andedammen, og det burde man have kunnet forvente sig en del af. Selvom hans plader efterhånden er degenereret i retning at pladder, har han hver eneste gang undertegnede har checket for ham live (x8), været 100% på og tilstede. Det var ikke tilfældet i denne omgang, der var slatten beyond belief.

Franti var engang en eminent sangskriver og en solid rapper. Desværre lader det til at han har besluttet sig for, at han skal være den næste Marvin Gaye og tror derfor at han kan synge. Der skal meget til at løfte tekster à la dem på What’s Going On hinsides deres iboende banale indhold – der skal en sanger med Gayes intensitet til, og Franti er ikke en gang tæt på at være i samme vægtklasse som mesteren bag "Inner City Blues." Kvaliteten af det indspillede materiale er således faldet betydeligt i takt med at den skarpe socialkritik og de tunge, industrielle beats man hørte fra manden i Disposable Heroes-dagene, og den sjælfulde og livsbekræftende raplyrik ledsaget af organisk soulbacking, han serverede sammen med Spearhead på deres første, klassiske album, Home, i stigende grad har måttet vige pladsen for overvejende dybt banale sange over ofte ret tyndbenet neosoul, Spearhead står for i dag. Intentionerne er i orden og hjertet på det rette sted, men man kan kun tage så mange 'Save the Children'-refræner, før kvalmegrænsen nås.

franti2_roskilde04.jpgSom sagt har Franti og Spearhead trods den voksende mængde uinspirerende materiale altid været garant for et forrygende liveshow, hvor han gav sig fuldstændig til publikum og musikken. Det var derfor bekymrende at opleve hans optræden på Orange scene på festivalens sidste dag (igen en alvorlig fejldisponering fra arrangørernes side - Franti gør sig langt bedre i mere intime sammenhænge). Franti entrerede med en kort spoken word-åbning, hvor han gjorde sig nogle ret forudsigelige betragtninger over situationen i Irak, som han åbenbart har besøgt for nyligt, såvel som verden mere generelt. Budskabet var her det udmærkede, men altså lidt for naive og frelste "You can bomb the world to pieces, but you can't bomb it into peace," der er refrænet på signaturnummeret "Bomb the World" på hans nyeste plade Everyone Deserves Music, som vi da også fik senere i fuld version. Selve settet bestod desværre udelukkende af skæringer fra de sidste to (og mindst interessante) Spearhead-albums. Til de relativt få højdepunkter kan nævnes en extended version af titelnummeret fra det forgående album, Stay Human, der gav orkesteret fyldig mulighed for at jamme og slå over i behagsyge rutiner såsom riffet fra Nirvanas "Smells Like Teen Spirit," mens Franti hoppede rundt på sine bare tæer med sine lange, svingende locks i centrifugal-mode, og de på scenekanten fæstnede røgelsespinde fuldendte det anakronistiske hippieudtryk.

Afslutningsvis klatrede han ned fra scenen, op over barriererne og tog krammeturen rundt blandt publikum. I sig selv en fin gestus, men sammenfattet med det i stigende grad banaliserede musikalske udtryk og den svage optræden, forekom det mere som en opretholdelse af et frelst image. Ikke at jeg egentlig har ham mistænkt for noget sådant - jeg er overbevist om at han mener det hele alvorligt og respekterer ham for det, men et eller andet sted er det som om han nu også live har tabt forbindelsen til den kunstneriske nerve, der gjorde sange som "Language of Violence" og "Positive" så store, og som fik os til at stå og skråle med på omkvædet til en sjældent intenst fremført, Charlie Hunter-ledsaget version af "Socio-Genetic Experiment" tilbage i Rockmaskinen i 1993, første gang han slog vejen forbi landet.

2 ud af 5
2 stole



Posted by Mat at 13:37