08.07.2004

Promoelogi Del 1 - Tue & ptas maratoninterviewer Promoe

promoe_roskilde_1.jpgEfter alle etaper af Nordic By Nature er afviklet, bevæger vi os ned til Rapspot Headquarters - også kendt som en mudret campingvogn i medieområdet. I midler tid kommer en stafet rendende fra Bonnier Entertainment, der fortæller Promoe gerne vil tale med os. Vi samler en tandem, trækker i træningstøjet og armerer os med spørgsmål. På forhånd bliver vi lovet et sprinterinterview på ti minutter, men efterhånden former et løb på langdistance sig.

I første del fortæller Promoe om sine Roskilde oplevelser, hvorfor Looptroop ikke har spillet officielt siden ’98, hvorfor han har ændret livsstil og hvordan Long Distance Runner blev indspillet.

Var der noget specielt ved at spille dette show, i forhold til alle dine andre besøg i Danmark?

Det er selvfølgelig anderledes at skulle spille ved middagstid på Roskilde, der var masser af mennesker, men det var ret tydeligt de lige var vågnet. De livede efterhånden op, men til andre shows for eksempel i Vega er der en hel anderledes vibe.

Foretrækker du så at spille clubs frem for festivaler?

Nej ikke rigtig, jeg nyder begge oplevelser. Men i dag havde vi kun 40 minutter at spille i, så vi var nødt til at sætte fart på og give den gas. Vi snakkede og hyggede ikke mellem numrene, som vi plejer. Når vi spiller på clubs har vi som regel alt den tid vi har brug for, så der kan vi spille som det passer os. Men jeg vil ikke sige jeg foretrækker den ene oplevelser, for jeg har selv taget til Roskilde Festival de sidste 11 år.

Hvordan kan det være du har været her så meget, men Looptroop som gruppe alligevel kun har spillet et rigtigt show i ’98?

Vi var faktisk booket til at spille i 2000 også, men det var til et show med et langt lineup, som det i dag. Det begyndte at trække ud, da der var tekniske problemer hos en af grupperne før os, ca. i midten af lineuppet. Vi skulle oprindelig have spillet til sidst, men der var gået så meget tid, at de tog os af plakaten. Det var så heldigt Timbuktu spillede lige før os, så han kunne trække os på scenen, men efter fem minutter, blev vi hevet af igen. Det var en dårlig oplevelse og jeg tog faktisk ikke til Roskilde året efter, det er det eneste år, jeg har misset. Jeg følte ikke jeg ville tage tilbage, da jeg ikke synes de behandler andre end de helt store artister fair.

Passer festivalmentaliteten med konstante fester og en masse blandet musik din egen mentalitet?

Jeg er nok ved at blive lidt for gammel til at sove i telt i fire-fem dage, og selv da jeg gjorde det gik jeg ikke til alle koncerterne. Jeg valgte et par grupper, jeg gerne ville se og det var det. Dengang handlede min mentalitet om at feste og lave en masse sjove ting, på en nærmest anarkistisk måde uden regler og love. Sådan er jeg ikke mere, for eksempel drikker jeg ikke mere.

Det nævner du også på dit nye album, er der en speciel grund til det?

Jeg bliver sindssygt dum, når jeg drikker. I 2002 skete der en masse dårlige ting, da jeg var fuld. Efter den tredie lorteting skete, tænkte jeg at nu måtte det være nok. Det handlede også om sundhed, og for mig går det hånd i hånd med at være veganer. Som jeg ser det, er det en måde at protestere mod industrier jeg ikke kan lide, ikke bare kødindustrien men også bryggerierne.

Er det forbundet med det livssyn man kan lægge i “Long Distance Runner” titlen på albummet?

Alt er forbundet på en eller anden Promoelogisk måde, for det handler vel om at kunne løbe de lang distancer både i musikken og i livet. Jeg føler jeg bliver nødt til at have samme tilgang til det som en sportsmand og holde kroppen i form. Vi turnerer så meget, at det virkelig er opslidende for kroppen, og det ville vi ikke kunne hvis vi var usunde.

Har du bemærket Dilated Peoples har brugt samme metafor på deres nye album?

Jeg har godt set Marathon sangtitlen, men jeg ved ikke om det er helt det samme metafor. De taler også om den lange distance i livet og musikken, men jeg tror ikke de er optagede af afholds- og veganerlivsstilen. Men det er interessant for de brugte ikke bare Marathon titlen, ligesom mig, de rappede også over samme beat som på These Walls Don’t Lie – ikke på albummet, men på en snippetting.

Big Punisher har også brugt beatet...

Ja, det var det de brugte, for jeg tror Alchemist producerede Big Pun beatet og Dilated Peoples rappede over en masse Alchemist produktioner.

Du har mange forskellige producere på albummet, men alligevel føles det meget homogent og komplet, var du bevidst om albummet skulle have den lyd?

Det er vigtigt for mig at det er et album, men jeg bemærkede at albummet trak i forskellige retninger, og det syntes jeg egentlig var i orden. I er de første der har sagt det er et samlet album, andre mener det er varieret.

Men nu talte vi om Dilated Peoples før og deres første album lød jo som en samling singler, hvor dit har et mere ensartet indhold i teksterne...

Jeg har bare arbejdet sammen med de folk jeg altid arbejder sammen med. Jeg ville gerne have haft Embee til at lave flere sange, men vi er begge to meget viljefaste. Da vi indspillede Looptroop albummet havde vi en del uoverensstemmelser. Vi havde ikke deciderede skænderier, men vi blev begge meget stille, og det er en farlig situation, men det ender med vi laver god musik. Nu arbejder vi på at få en god stemning i studiet, for tidligere havde vi problemer i studiet selvom det lyder som god stemning på resultatet. Jeg havde et fint samarbejde med Breakmekanics og Large, men på en måde ville jeg gerne have Embee til at lave hele albummet, ligesom han gjorde med Struggle Continues, for så ville det lyde som et komplet album.Eftersom vi ikke kom helt overens og han havde andre projekter var det umuligt. Men jeg er glad for I synes albummet lyder samlet, for det er sådan jeg gerne vil have det.

Hvordan synes du, der er blevet taget imod albummet?

Jeg synes det er blevet godt modtaget. De fleste var ikke overraskede over den reggaestemning albummet har fået, for det er gået i den retning siden Government Music og Struggle Continues, ikke så udpræget, men man har kunne høre det.

Hvordan blev Long Distance Runner sat sammen, jeg har hørt du bl.a. tog til Jamaica?

Det er blevet skabt over et rimelig langt stykke tid, mens vi turnerede med Looptroop. Jeg lavede sangene i de få øjeblikke, hvor der var ro. Den første sang vi indspillede var Likkle Sumpn Sumpn og den blev indspillet i Tyskland. Ellers har jeg lavet sange på Jamaica, hjemme i Vesterås, og i Gøteborg og Malmø. Det er en masse forskellige sange med en masse forskellige producere.

Chords nævnede Dogs Day Afternoon også er et ret gammelt nummer...

Det er faktisk en sjov lille historie, for vi indspillede det til hans album, men han mente, der var for mange sange med mig og Timbuktu på allerede. Jeg kunne virkelig godt li’ nummeret, så jeg fik det til mit album. Bagefter indspillede de så en ny sang over beatet, Timbuktu’s Dynamit. På det tidspunkt var jeg langt fra Malmø og havde ingen kontrol over det, og de ringede og sagde: “Nu har vi to versioner af samme sang, det er næsten som på Jamaica!” Det mærkelige er jo så at Timbuk’s version kom først ud. Jeg kan altså li’ begge versioner, og håbede vi kunne lave dem begge her i dag, ligesom vi gjorde i Oslo engang, men Chords sad fast et sted og kunne ikke komme på scenen.

Synes du det er en god måde at samarbejde, at tre fyre finder sammen over et beat?

Jeg kan virkelig godt lide at arbejde sammen med Chords og Timbuk, for de bringer så meget god energi i studiet. Timbuktu er meget svær at arbejde sammen med, for han har gang i så mange projekter. På et tidspunkt havde vi lavet en masse Timbuk-Promoe materiale, endda nogen der ikke er blevet udgivet. Men vi kunne ikke udgive det for vi havde begge så travlt med vores karrierer. Men nå vi så samles i studiet, og det gælder også Chords, eksploderer ideerne bare. Da jeg først samarbejdede med Timbuk var det nærmest en renæsanse for mig, for Looptroop er meget seriøse i studiet, selvom vi måske joker udenfor. Sammen med Timbuk og Breakmekanics er det er sjovt at være i studiet selvom resultatet lyder seriøst, nogle gange er det ikke så sjovt at være i studiet med Looptroop.

Bliver der tit musik til overs når du er færdig med et album?

Nej, det der er med mig og Looptroop er at vi indspiller de sange og b-sider vi skal bruge, og det er de sange der er. Hvis noget er dårligt på et nummer, arbejder vi på at lave det bedre. De sange vi føler går i en dårlig retning, slår vi ret hurtigt ihjel før vi får indspillet.

Er der nogen af producerne du blev positivt overasket over? These Walls af DJ Large er jo blevet temmelig stor...

Ja det var afgjort dejligt at netop den sang blev et hit. Jeg har arbejdet sammen med Large i lang tid, for han har DJ’et for Looptroop når Embee har været hjemme for at producere eller mixe. Alligevel er det nok den første sang jeg har indspillet med ham, så det var en positiv oplevelse. Large har turneret med mig på hele denne tour, og det virker som om han også er glad for sangen er blevet et hit.

Jeg har ofte været imponeret af Looptroop videoerne, men denne her virker endnu mere professionel med de store animerede scener, tror du det er en af grundene til MTV Nordic osv. spiller nummeret?

Jeg tror ikke det har så meget med videoen som med sangen at gøre. Fly Away med Looptroop havde samme instruktører, Style War fra Stockholm, men sangene var vidt forskellige, for Fly Away havde ikke en rigtig hook. Jeg tror dog det er vigtigt, med mindre man er en enorm superstjerne, at bruge penge på videoen. Videoen til These Walls var lidt dyrere end Likkle Sumpn Sumpn og meget dyrere end Long Arm Of The Law, men samme pris som Fly Away. Enten skal man lave en lavbudgetsvideo for ingen penge eller også skal man nærmest betale for meget, der er ingen mellemting.

Sangen er det første nummer i længere tid om graffiti med kommerciel succes, var det med vilje du lavede en så catchy sang om det emne?

Nej, jeg laver ikke sange, hvor jeg har udtænkt en plan for dem. Jeg vil selvfølgelig gerne lave et hit, men jeg har aldrig tænkt på at lave et radiohit. Det har aldrig været min indgangsvinkel, for jeg anede ikke hvordan man gør. Nu har jeg en fornemmelse, hvad man skal gøre, det er f.eks. en god idé at synge “da-da-da-da-da-daah” i omkvædet. Måske er jeg dum og skulle have regnet det ud for lang tid siden, men jeg talte med Large og andre bekendte om sangen måske kunne være for catchy. Jeg synes ikke den er for catchy, jeg synes den er følelsesladet og kraftfuld, og det er med den tankegang det er lavet...

Læs videre i Promoelogi Del 2!

Posted by ptas at 21:07

Fix Up, Look Sharper – en slags anmeldelse af Dizzee Rascal @ Metropol, søndag kl. 17:00


Dizzeefreak.jpgJeg var imponeret fra første gang, jeg hørte debutsinglen ”I Luv U”. Jeg var fuldstændigt solgt, da jeg hørte hele albummet, og det afspejles i min anmeldelse af Boy In Da Corner, som kan læses her. Dizzee Rascal har nemlig gjort noget, som kun de færreste kan prale af. Han har opfundet sit eget musikalske udtryk, fornyet britisk hip-hop, produceret sin egen debutplade og så er han oven i købet en eminent rapper. Alt det i en alder af kun 19 år! Så mon ikke man var spændt på at høre britiske Dizzee Rascal, og spændingen blev kun intensiveret af at alle gik og snakkede om den sensationelle Boy In Da Corner.

Dizzeecrowd.jpgHumøret er ligeså højt som forventningerne, men på vejen over mod Metropol går alting galt. Først forsvinder halvdelen af mit crew under mystiske omstændigheder, som befandt jeg mig i en dårlig festival-udgave af The Blair Witch Project. Dernæst falder min venstre støvle bogstavelig talt fra hinanden, idet hele sålen suges ned i mudderet, stædigt sidder fast, og river sig løs fra resten af støvlen. Kun en drivvåd strømpe adskiller min nøgne fod fra pløret, der består af lige dele jord, øl, bræk og urin. 10 skridt efter laver den anden støvle samme stunt, og jeg havde endda gaffa-tapet den, goddamnit! Jeg vandrer rasende igennem mudder, der føles som en kæmpemæssig, varm pøl af afføring, og folk griner af mine forhenværende støvler, der nu mest ligner et sæt mudrede Joachim von And-galoscher i størrelse Shaquille O’Neal. Endelig kan jeg se teltet, men jeg er helt alene, jeg har misset de første 10 minutter af koncerten, og mine fødder lider af begyndende post-traumatisk stress syndrom. Kan Dizzee gøre alting godt igen?

Dizzeescreen.jpgPå scenen ses Dizzee Rascal, back-up Wiley (muligvis Storbritanniens næste MTV-darling) , og DJ Wonder, alle Rollin’ Deep i Echo-sponsorgear foran en flimrende storskærm, der varetager den stilsikre, grafiske del af fænomenet Dizzee. Det første nummer, jeg hører er Screwface, hvor Dizzee forklarer, hvad der ligger bag hans vrængende ansigtsudtryk. Derefter spilles "Live-O", som i dagens anledning rappes over et nyt beat.

raskit01.jpg”Where’s my crew that loves hip-hop?”, vil Dizzee gerne vide, og cementerer dermed at han ser sig selv som en rapper i traditionel forstand, og ikke ”bare” det garagefænomen, som alle gerne vil udråbe ham til. Crowden, som åbenbart elsker hip-hop, laver larm, og Dizzee kvitterer med en freestyle, som nærmere er et acapella vers, men imponerende er det under alle omstændigheder. Med en teknik som gør de fleste emcees til skamme, kaster Dizzee sig ud i et næsten to-minutter langt vers. Han skifter tempo fra jævnt til afsindigt og tilbage igen, og teksten bliver under tiden uforståelig for alle os, der ikke er opvokset i Hackney, men den, der virkelig spidser ører kan høre morsomme linier som ”Dizzee come ol’ school, like Onslow”. Hans mesterlige flow vidner om en rytmesans og forståelse, som er virkelig sjælden, og han ligger ualmindeligt tight hele vejen igennem verset. Stemmen synes at have modnet en anelse i dybden, og hvor er det vildt at se at han er endnu dygtigere live end på pladen. Nuff respect!

Dizzee har lige været i USA på en promotionturne, men han er glad for at være tilbage i Europa, siger han. Han fortæller også at det nye album, Show Time, dropper i september. Han har allerede spillet en del numre fra Show Time igennem sit sæt, og den fremtidige Dizzee™-lyd lader ikke til at være meget anderledes fra Boy In Da Corner. Rugged, iskold, og uorganisk på den fede måde, jo tak, mere af det!

Wiley.jpgCirka en halv time inde i koncerten kommer det nummer, som alle har ventet på. Omkvædet til "Jus A Rascal" kan overlades til publikum, der synger med, så hvert et ord går rent igennem. Scenen synes dog lidt mennesketom under så storslået et nummer, og pladens operakor ville have set fantastisk ud i virkeligheden. Måske havde man også forventet at Dizzee og Wiley ville springe lidt mere rundt under showet, men på den anden side, som Dizzee selv siger det med henvisning til sin afstandtagen til garage-genren på ”2 Far”, som spilles efter ”Jus a Rascal”: ”I’m no fitness instructor!” Wiley, som er en noget anonym back-up i betragtning af at det nu er ham og ikke Dizzee, der er i MTV-Base rotation, leverer diskret sit vers på ”2 Far”, og supplerer ellers Dizzee rutinemæssigt og stabilt i forbindelse med opdelinger af crowden og den slags kedeligheder. Der er imidlertid ingen grund til at kede sig, når det ene yndlingsnummer afløser det andet, bedre end man nogensinde har hørt dem før.

dansehelvede.jpgPå katastrofal vis går der pludselig ufortyndet lager-lad og Ibiza-skumfest i sceneshowet, idet Dizzee annoncerer at det er tid til noget ”booty action”. Inga, Elsa og et par andre svenske piger bliver hevet op på scenen for at ryste førnævnte booty til et intetsigende, letvægts club-track. En vinder skal kåres, og det går der selvfølgelig også en del tid med. ”You’ve won tickets to Barbados, I’ll send ’em in the mail, he-he” fniser Dizzee, og sender den ligegyldige vinder af den ligegyldige konkurrence tilbage i crowden. Den slags går helt tabt på mig, og det er ikke kun fordi jeg er en pige. Jeg kunne i det mindste forstå pointen, hvis man kunne trække den ene Beyoncé efter den anden op fra publikum, men sandheden er at der er flere svenske, mudrede Elsa’er i regnfrakker, end der er bikiniklædte, bronzefarvede gudinder i sådan en gennemsnitlig Roskilde crowd. Episoden minder én om at Dizzee ikke er så gammel, hverken oven i hovedet eller på dåbsattesten.

DJ_Wonder.jpgHeldigvis reddes æren af "Fix up, Look Sharp". ”OIIIIIIII!”, råber Dizzee, og responsen er overbevisende. Hvor er det stort at man står her og hører the Raskit live in concert! Nu mangler han bare at spille ”I Luv U”, tænker jeg fornøjet, og opdager lige pludselig at koncerten er slut, efter mindre end en time. Jeg føler mig snydt, så mudderet driver, i bogstaveligste forstand! Hvordan kan han ikke spille ”I Luv U”, når jeg nu har invalideret mine stakkels fødder for at komme over til det ÅNDSSVAGE LORTE TELT, der absolut skal ligge i den fjerneste fuckin’ afkrog af universet. ”Jeg gi’r koncerten -11!!”, skriger jeg til de stakkels Flavourz drenge, der er uheldigvis kommer til at hilse på mig i min formørkede sindstilstand. Glimtende lyspletter danser for mine øjne, og alting bliver mørkt …mudder?!… splat… splat.

Okay, jeg ved godt at Dizzee Rascal ikke kan drages til ansvar for at mine støvler led druknedøden i den ubarmhjertige muddersø, som man kalder Roskilde Festivalen. Jeg erkender også at det naturligvis er et problem at spille et langt sæt, når man kun har materiale fra et album, som folk kender, men man behøver vel heller ikke plage folk med at gå helt i teenage-mode med en fjollet dansekonkurrence, når man kunne have brugt de ekstra minutter på at spille ”I Luv U”, eller et par andre numre fra Boy In Da Corner stedet for. Men når alt kommer til alt; sandheden er at det var en fantastisk koncert med en fantastisk rapper, der endnu har en del at lære omkring det at optræde live.

4 ud af 5
4stole.gif



Se billeder fra Dizzee Rascal i stort format:
1, 2, 3, 4 og 5.

Billeder af Rasmus Dengsøe og ptas © Rapspot.dk

Posted by Mismarie at 18:14

Roskilde Slamlus -ichi-

pta_04.jpgTjek de nye beskidte fotos fra Festivallen i linselus sektionen her! Stay tuned flere kodak-moments på trapperne.

Posted by Ann Noyd at 00:50