SPHAEREN
Kugleregn

af ptas

Da man finder et gammelt rumskib, der i 400 år har ligget tusind fod under Stillehavet, bliver en gruppe specialister sendt til stedet. Gruppen begiver sig ned for at udforske rumskibet, og der opdager de en gigantisk sfære af metal. Sfæren udforskes og man konstaterer, at den på trods af århundreder under havbunden er "Made in the USA: 2048."

Nogenlunde sådan starter filmen "The Sphere", der efter sigende har givet navn til Supardejen, Mugge Vejmand og Stik Op Jakobs gruppe som på Helt Sikkert Records netop manifesterer sig som "Sphaeren".

Og ligesom rumskibet har medlemmerne befundet sig i undergrunden i en rum tid. Supardejen og Stik Op Jakob/Kong Kret hørte vi allerede til DM 96 som Kongen & Knægten, og sammen lavede de i øvrigt to fremragende, men oversete demoudgivelser.

Ligesom rumskibet var fundamentet for deres udfoldelse skabt for længe siden. Ordleg, blær og livsanskuelse blev blandet med autoritet, og indholdet i teksterne var solidt plantet i New York-genren. Men allerede dengang var deres styrke kemien mellem de to rapperes karakteriske, men vidt forskellige stemmer.

Og endelig fik vi ligesom rumskibet en forsmag på fremtiden, da Supardejen reinkarnerede sig selv som spaced-out ordkløver med soloalbummet "Intelligens Uden Konsistens". Men selvom albummet sprængte rammerne for, hvor kryptisk man kan lave rapmusik, var beton hip-hoppen sat i baggrunden, og måske vigtigst manglede Stik Op Jakobs nede-på-jorden bass til at supplere Dejens diskant.

Med det nye album, "Kugleregn" vender Sphaeren tilbage til overfladen i b-boy posering. Titlen er nok en hentydning til regn af pistol-kugler (Dejen er ret glad for guuuns), men også til objektet der på coveret ses umiddelbart over København, en faretruende, solblokerende, nedfaldende kugle eller sphaere.

Sphaeren slutter som nævnt om rapperen Stik Op Jakob, rapperen og produceren SuparDejen samt DJ'en Mugge Vejmand, der altså sørger for at vi ikke bare får det element vi manglede, men også et ekstra. Hver repræsenterer de en klippefast grundskoling i hip-hoppens håndværk, men også evnen til at eksperiementere og udvide forståelsen af, hvad man kan betragte som rapmusik.

Skal man sammenligne albummet med noget tidligere, er det nærliggende at se det som et møde mellem Kongen & Knægtens demoer og Supardejens album. Fra der indledes med Stik Op Jakob's tale til lytteren på "Præludium" og sluttes med de sumpede toner på "Postludium", veksler "Kugleregn" mellem at være gadesmart med armene over kors og futuristisk med antennerne ude.

Broderparten af pladen er produceret af Supardejen. Bl.a. Mathæus og Klumpe K har også hjulpet til med produktioner, der flyder sammen med Dejens egne. Jeg synes han er kommet videre, så der er kommet fokus tilbage på at musikken skal være funky, samtidig med at der er plads til eksperimenterne. De spaced-out lyde ala Ultra Magnetic MC's, og minimalismen er central. Det giver rig plads til at lytte til rapperne, men der bliver også skiftet mellem genrer som f.eks. funk-inspirationen på "Sphaeren Baby", west coast på "Tvivl" og uptempo på "Hvis". Min personlige favorit er dog den sørgmodige, pianodrevne "IRA", hvor musikken giver historien en stor gennemslagskraft. Samlet har det skabt et varieret lydbillede, samtidig med man hører en rød tråd pladen igennem, og den fremstår mere voksen end de tidligere Helt Sikkert titler, så det i hvert fald ikke er kvalitetens skyld, det ikke spilles i radioen.

Lyrisk er indholdet og emnerne på pladen forbavsende varieret. Det er selvfølgelig primært for dem der elsker blær, af dem der elsker blær. Både Dejen og Stik Op er i eliten, når det kommer til at hævde sig selv, og det blærelistiske ordspilleri som især Dejen har gjort til en videnskab, er tilstede pladen igennem. Det kammer helt over på numre som "Hvis", hvor rapperne  spytter hurtigere end kugler fra en uzi, og Stik Op Jakob, efter at have rimet på samme stavelse i fornøjelig lang tid siger: "Vi kalder tracket for "Hvis" så I ka se - at fuck med mit crew er en dårlig idé - ligesom at æde E - og ryge T - du går ned på det som et kælder WC."

"Destruktiv Kritik"  handler om nedrakning af "konkurrencen", hvor soveværelsesrappere får som fortjent. Desuden understreger "Storm Remix"  og "Sphaeren Baby Remix" igen at Sphaerens kampvægt på 290 kilo er for meget for de fleste. Stilmæssigt er Stik Op Jakob mere slet og ret i sit blær, og serverer nonchalant arrogancen i dit ansigt, mens Dejen i højere grad forpuster, forvirrer og twister lytteren i knæ.

Fortsæt...

 

[Back to Copenhagen Rap Spot]