22.04.2005

The Perceptionists – "Black Dialogue" (Album)

theperceptionistthumb.jpgHver især har de tre Boston-fyre i The Perceptionists deres egen respektive karriere, men i denne konstellation understreger de, at de først og fremmest er en gruppe. Således finder man alle albummets tekster i bookletten, sådan som det sømmer sig for en lyrik-fokuseret pladeudgivelse, men der står ikke hvem der rapper hvad, for trioen er en enhed.


Man skal selv kunne identificere Mr Lifs lyse, flydende stemme og ikke kun kende ham på det gale hår, og man må selv udpege Akrobatiks lidt mere barytone, stødvist leverede rap. Den sidste del af trekløveret er DJ Fakts One og selvom han utvivlsomt er en væsentlig del af gruppens, efter sigende, fede liveshows (det vil årets Roskilde Festival jo afsløre) er hans bidrag til skiven beskedne tre beats foruden cuts, scratch og lidt ghettolook på coveret.
De tre beats er ikke nok til at tegne et fuldstændigt billede af Fakts One som producer, men de lader ikke tvivl om at han spænder vidt; fra åbningsnummerets rå, industrielle elektrobeat over den enkle uptempo retrolyd på Career Finders (hvis skæve omkvæd og vibe mest minder om Kool Keith i elevatoren) til den atmosfæriske 5 O´Clock hvor akustisk guitar ekkoer gennem computerfiltre og syngende hooks.

Også Def Jux bagmanden El-P har produceret tre numre og det er: People 4 Prez, Frame Rupture og Blò der alle dyrker den rodede beatæstetik med masser af blip og klik-lyde i lag af trommer og cuts. Mest eksperimenterende er Blò der helt mangler bas og stortromme, så her må rappes og scratches ihærdigt for overhovedet at holde det i familie med hiphop. Afhængig af smag og behag er resultatet enten meget interessant eller meget enerverende - måske mest begge dele.

Under alle omstændigheder er El-P's resultat mere vellykket end det der præsenteres af produceren Cyrus The Great der, efter min mening, er alt andet end. Jeg tænker især på det hæslige What Have We Got To Lose?! der er en slags intellektualiseret heavy-rock med dyster rap på. Hans andet bidrag er beatet til Memorial Day der er kommet til at stå som pladens banner-track og harme anklageskrift mod Bush-regeringen. På trods af de tungt marcherende trommer og strygernes lidt ensformige og hørt-før samplekonstruktion repræsenterer det den musikalske ”gyldne middelvej” på en udgivelse der er grænsesøgende og går ud til kanterne. Memorial Day er hverken i den lyrisk banale grøft med det indholdsmæssige ligegyldige Love Letters, men heller ikke så sprogligt mysti-fistisk som (det i øvrigt super fedt leverede) Frame Rupture:

I break sinks – eat formica right away / Rip a cipher, lay quick think of Perestrioka Day / With a flair disappear for a century / Come back to present time through a rhyme in your memory / Kreauger maneuver, Hans Gruber Luger / Slide through the guard dog´s bowl of Eukenuba / Hoover Dam vs. Ram-Ma, outcome: rapid water, rabid author / Louis Pasteur´s your Pasteur”.

Ovenstående vers leveres af Mr. Lif, der er den bedste af de to rappere på Black Dialogue – 3 hvis man tæller Guru med for hans ret så kedelige vers på Camutao-producerede Party Hard, der har skivens mest vellykkede uptempo beat. Lif flower sikkert og legende hele vejen igennem og overskygger også Shock G som ellers leverer et godt bud på det konceptuelt humoristiske Career Finders der er bygget op som en slags arbejdsformidling der sender wacke MC´s ud i andre erhverv. I bund og grund er Career Finders stadig et blærerøvstrack og dem er der altså et par stykker af, uanset hvor anderledes Black Dialogue siges at være.

Pladens mest skizofrene produktion findes i Love Letters skabt af Willie Evans Jr. - Den lyder mest af alt som en Enya plade i en blender, men Evans er producer med forkærlighed for det melodiske og det skinner igennem i titelnummerets strygere eller på pladens sidste nummer, det carpe diemske Breathe In The Sun.

Den nærmeste danske pendent til The Perceptionists må være hedengangne Helt Sikkert, dengang det absolutte omdrejningspunkt var sproget, men selv i deres velmagts dage er det ikke mit indtryk at der var helt den samme grad af ping-pong som man ser på Black Dialogue. Også i dag foretrækker vores (mere og mere) solo-orienterede ordekvilibrister på den hjemlige scene at sparre med hinanden i vers og ikke i linjer. Samarbejdet mellem Lif og Akrobatik, der imod, er så tæt at de næsten bytter stavelser og man forstår sagtens valget af pladetitel. Det her er i allerhøjeste grad en dialog med rod i kunstnernes identitet som blacks, og pladen er meget bevidst - både politisk og menneskeligt.

Denne righteous bevidsthed er både en fordel og en ulempe. Pladen er intellektuelt ambitiøs og højtragende og tempoet følger med, ofte i hæsblæsende flow og sprintende associationer. Man skal løbe stærkt for at følge med og når man prustende bestiger vrede multi-rimkonstallationer og stejle, kantede beats kan det hurtigt blive udmattende.

Jeg savner det rolige og laid back, det enkle og overlegne som man bare kan chille til. Men selv i det nummer, der kommer den idé nærmest; Breathe In The Sun er det som om der er en harme i rappernes stemme, en harme der løber som en rød tråd af adrenalin gennem hele udgivelsen - og det stresser.

Black Dialogue indeholder fede numre, der er ideelle som variation i ens standard hiphop-playliste - her tænker jeg på titelnummeret, Frame Rupture, Party Hard og 5 O´Clock. Men at høre pladen fra ende til anden er måske nok god motion til de små grå, men usundt for blodtrykket og bl.a. derfor er denne skive ikke en, jeg kommer til at høre så ofte i de kommende år.

Karakter: 3 ud af 6.
3 RapSpot Spots

Skrevet af Ann Noyd 22.04.2005 10:50