Big Noyd har igennem 90’erne figureret på en del numre i samarbejde med “The infamous mobb” og også lagt sin vokal på Mobb Deeps forskellige albums. Her skulle han åbenbart have claimet sin velfortjente respekt, og han har derfor nu, efter kun omtrentlig et årtis (!) venten fået sit fuldlængde debutalbum på gaden. Skiven hedder: “Only the strong”, og er hvad jeg vil kalde en hovedrystende oplevelse.

Personligt kendte jeg intet til Big Noyd før denne cd, og det havde nok været bedst for mit helbred og humør hvis tingene var blevet derved. Cd’en har i hvert fald efterladt mig med maveonde, hovedpine og dyb depression over den amerikanske hiphops fremtid.

I Queensbridge-rapperens pressemateriale står der at han ønsker at lave “commercially viable, thugged-out music”. Og jo tak, lad os bare kalde det dét. Albummet blev tilsyneladende udskudt pga. en retssag omkring besiddelse af håndvåben for noget tid siden, og så må han jo være rigtig “real”. Uanset dét er det nok den mest indholdsløse tomgang af uudholdeligt misbrug af rap jeg har hørt i år.

Cd’en indeholder 14 numre, og stilen er “gangsta” lige fra start til slut. Gangstarap kan da være rigtig fedt, og også underholdende, problemet er bare at hverken Big Noyds stemme eller flow er mere end et par potter tis værd, og den lyriske kvalitet simpelthen er lig nul. Der er ikke nogen linier, der virkelig klæber sig fast i kroppen på én, så man bare må rappe med, og så mangler der virkelig en entusiasme i selve udtrykket. Det kan slet ikke høres på Big Noyds stemme at han snakker om vold og mord. Det lyder kedeligt.

Omkring 156 gange (ret mig hvis jeg tager fejl, men jeg har prøvet at tælle!) i løbet af pladen bliver der sagt “nigga”, og mindst lige så meget tales der om mord, drab, drive-by’s, shoot-outs og gunfights. Så meget, og på en så monoton måde, at det straks mister enhver betydning det måtte have. Essensen af hvert eneste nummer synes at kunne koges ned til “Fuck dig, jeg skyder dig hvis du spiller smart, for jeg har en IQ på 40”. Ikke ét rim på cd’en får én til at spærre øjnene op. Ikke ét sted bliver der fortalt en historie. Ikke ét sted kommer der en virkelig FED punchline. Ikke én linie får én til hverken at le eller græde. Teksterne er simpelthen så uinspirerede at man skulle tro det var løgn:

Big Noyd – “Shoot’em up (bang bang) part 1”:
“Out come the guns/ know the thuns/ man, we gotta eat/
QB nigga, and we don’t give a fuck who want beef/
We don’t care about your cars, Nigga see we got heat/
We don’t care about your broads, Nigga see we love the street/
Front, get your ass lumped, nigga it be our treat/
Go ahead, we don’t front in them streets/ when it comes to that beef/
You know we (bang bang) shoot em’up and leave em dead on the concrete/
Need more heat for more beef/ more thuns, we more deep/
More guns on more streets/ the beef’s on it’s no sleep”

Den beatmæssige side er pladens redning. Musikken er hovedsageligt produceret af the Alchemist, Havoc fra Mobb Deep og Noyd selv. Beats’ne på “Shoot’em up (Bang bang) part 1” og “Something for all that” er lavet over lækre samples, dog uden at være de vildeste bangers til dato. Generelt er pladens produktioner udmærkede, men de bliver bare ødelagt af en kedelig eller direkte dårlig vokalside. På nummeret “Invincible” går det helt galt: beatet starter fedt de første 20 sek, indtil et kor med den værste forvredne hoochie-mama-klang siden Will Smiths “Gettin’ jiggy with it” flækker højttalerne og man mest af alt har lyst til at gøre som Steward Stardust med sit fjernsyn i Jul på Vesterbro.

Jeg har hørt denne plade i snart en måned, og virkelig tvunget mig selv til at gennemhøre den, i et vedvarende håb om i sidste ende at kunne se nogle positive sider ved den. Men der er godt nok ikke mange. Jeg ved ikke om denne plade er årets dårligste, men den er helt sikkert nomineret til prisen!
Dette er en plade jeg hellere ville smide i papirkurven end på anlæget. Mest af alt fordi det simpelthen er totalt spild af tid. Hvis man flåede samtlige rappere af pladen, ville man måske opdage nogle ok beats, men det er desværre ikke dét der udgør førstehåndsindtrykket.

Hr. Noyd har øjensynligt noget erfaring, og det kan da godt være at han virkelig er gangsta på gadeplan, men den musik der kommer ud af det, er stadig noget gylle, og i min bog forbliver han en wannabe, der knap når Nelly til sokkeholderne.

På et tidspunkt forklarer Big Noyd: “…you see, I ain´t yo average emcee” – og heri kan jeg kun være ganske enig. Han er faktisk betydeligt ringere end den “average emcee”.

2 stole ud af 5

Skrevet af Julaw 29.12.2003 arkiveret under Anmeldelser |