Dead Prez (M-1 og Sticman) debuterede i år 2000 med deres plade ”Let’s get free” hvorpå nummeret ”Hip hop” blandt andet lå og blev lidt af et hit i undergrunden. Det var en solid plade, godt bygget op af meget melodiske beats, og til tider spændende og lidt mere filosofiske tekster end gennemsnitligt.

Dead Prez leverede også racistiske holdninger, samt meget voldsomme politiske holdninger i et omfang, der stort set ikke er set siden Public Enemy og Paris.

Siden ”Let’s get Free” har vi ikke hørt så meget fra Dead Prez-drengene, men så her i år 2003 kom vol. 1 i deres ”Turn off the radio” serie og nu her senere i år, er nummer 2 i serien kommet, ”Get free or die tryin´”.

Man skal have været gravet ned i et hul i 2003, eller bare godt imbecil, for ikke at se at titlen til albummet laver et lille ordspil på 50 Cent’s albums titel ”Get rich or die tryin”. Derudover skal titlen også forstås bogstaveligt, og som lytter kan man stole trygt på at Dead Prez mener det gravalvorligt, eftersom de er yderst politisk aktive.

”Get free or die tryin’” gæstes ihærdigt af en nystartet gren af Dead Prez’s bevægelse, kaldet Revolutionary But Gangsta (R.B.G.), faktisk er det så galt, at der er flere af medlemmerne af R.B.G. der har numre alene eller sammen med andre medlemmer. De numre hvorpå Stic.man og M-1 rapper sammen, kan tælles på en hånd. Dette er nok grunden til at de kalder udgivelsen for et mixtape, men udover de mange gæster indeholder pladen ellers ikke nogle af de elementer, man normalt sætter i forbindelse med et mixtape. Pladen følger dog hele vejen igennem en rød tråd og behandler emner, der ligger tæt op af albummets titel. Dette kan måske skyldes at de har valgt at kalde det et mixtape.

Hvad Dead Prez formåede at gøre på ”Let’s get free” opnår de desværre ikke på denne udgivelse. Den går ret hurtig hen og bliver kedelig, triviel og uinspirerende, både med hensyn til lyrik og lyd, selvom der er fremragende produktioner som; ”Fuck the law”, som må siges at være skivens banger. ”Last days Reloaded” (Bob James sample baseret nummer) – en genindspilning af gammelt Onyx nummer, som de også gæster. ”Windows to my soul”, er et lækkert mellow nummer, hvor Stic fortæller om sin bror, og hvordan han blev fanget af narko. Den svigende kvalitet på lydsiden kan måske skyldes den store udskiftning af producere.

Lyrisk indeholder pladen enkelte lyspunkter, som f.eks. ”The only free ride I get is with sirens” eller når der fortælles om diverse konspirationsteorier, såsom at det er staten der står bag narkosalget, og der videre fortælles at ”White house is the Rock house”. Men hvor det måske var rart og forfriskende ved første gennemlytning at høre folk rappe frit fra leveren, bliver det særdeles trættende kun at høre om undertrykkelse, hård barndom, overlevelse af hverdagen, revolution, krig mod systemet og regeringen etc. på alle numre. Og hvor man før blev støt eller forbavset over deres lyrik, føler man sig nærmere irriteret! Hvis de så bare havde prøvet at formidle deres budskaber og deres tanker om en militant revolution på en kreativ måde på nogle af numrene, ville det nok have været en anelse mere afvekslende at lægge øre til.

Hvis man har brug for et alternativ til alt det intetsigende rap, der kommer ud, og ikke er bleg for at høre om nogle revolutionære socialisters tanker, og nogle der har noget på hjerte, vil “Get Free Or Die Tryin” være et ok valg. Føler man sig derimod provokeret af linier ala ”Slap a white boy”, hvilket er åbningslinien på pladens første skæring, kan pladen være en hård knytnæve at sluge. Endvidere er det nok ikke alle, der vil føle empati med Dead Prez når de skriver dette i deres cover;

”All yall wannabe down white people must support and demand reparations from your government for the stolen wealth, power, resources, and freedom of the black, brown and red people!”

2 stole ud af 5

Skrevet af Johnny Lund 29.12.2003 arkiveret under Anmeldelser |