21.04.2004

Århus Freestyle Battle @ Musik Cafeen, Onsdag 7. April 2004

finale.aarhus.freestyle.battle.2004.JPGTænk at det snart er ti år siden en ung Per Vers battlede en endnu yngre MC Clemens i smilets by. Wauw. Det vækkede unægtelig minder om gamle showdowns, da der først i april var Freestyle Battle Musik Cafeen i Århus. Rammen er perfekt til konkurrencen. Lokalet er mørkt og tilrøget da vi ankommer, inden vi forlader stedet er 7 rappere gået ned og forsvundet i mørket, mens kun vinderen står tilbage badet i spotlight.

Musik cafeen er fyldt med hip-hoppere, der enten sidder i hjørnet og drikker halvliters eller drysser rundt, deler daps ud og udveksler de røverhistorier, der udgør rap-miljøets nyhedsorgan. På scenen har DJ FMDEE trukket pladespiller op og serverer et mix af old school nostalgi, backpacker hiphop og ghetto fabulous thug music. Frez Force DJ’en viser sig senere at blive aftenens travleste mand, og har bogstavelig talt en finger med i alle de kommende indslag.

fmdee.aarhus.freestyle.battle.2004.JPGOpmærksomheden retter sig langsomt fra, hvor hurtigt man kan ryge en pind udenfor i kulden, til hvilke rappere stiller op i konkurrencen. På forhånd har 8 tilmeldt sig: Keyser A, Kim Jensen, Hakimm, Feins, MC Rødhætte, Simon Sir, Tendi og Albino. Umiddelbart virker det som et bredt felt selvom de fleste er gamle kendinge der repræsenterer det østjyske. På forhånd har snakken gået om Keyser A’s nylige sejr i Battlestyles Christania, og med en støt stigende formkurve må han ses som aftenens favorit, men man ved jo aldrig.

Aftenens arrangør er Mikkel, en smilende, tæt, langhåret fyr, der introducerer battle konceptet for publikum, godt hjulpet af en noget mere garvet Michael Jøden. Det hele er som vi kender det fra MC’s Fight Night, blot er der kun to runder pr. mand og i stedet for sedler i emnerunden råber publikum mere eller mindre inspirerede ord til rapperne. Det hele bliver bedømt af Jøden, Ham Den Lange og Jonny Hefty, der placerer sig på træstole lige ved siden af battlerne, så man kan se på dommernes ansigtsudtryk, hvad går ind.

De indledende fire battles skulle skille fårene fra bukkene, men det kommer nu ikke til gå efter alder, hvem der server hvem.

kim.aarhus.freestyle.battle.2004.JPGFørst møder Skanderborgs Hakimm Kim Jensen fra Trige. De to Kim’er går i flæsket på hinanden, og Hakimm lægger ud med at drille Kim Jensen med det normaliserede navn plus hans asiatiske udseende. Men Kim Jensen er ikke sådan at slå ud, specielt da han får emnet Påske, og i et minut nærmest ikke siger en irrelevant linie – alt fra Passion of Christ til påskebryg bliver revet rundt.

Næste battle er Simon Sir mod Feins. Simon Sir kender nogen nok som 50 procent af Kongerne, de Pimp-A-Lot affilierede DM i Børnerap vindere. Fuldstændig frygtløs begynder han med stemmen skruet på overdrive at disse sin noget ældre modstander på det groveste. Feins er ikke bare ældre, han er også old school – med et RBC flow, der får Chief 1 til at lyde som USO. Hans linier er okay, men mudrede eftersom han holder mikrofonen i mavehøjde. Til slut vinder Simon Sir både på rim og karisma.

Den anden halvdel af Kongerne, Tendi trækker modstanderen MC Rødhætte. Tendi sporter et mere tilbagelænet flow med ægte westcoast balla’ism i leveringen. MC Rødhætte virker ikke helt tilpas og navnet giver ikke rigtig mening for publikum, da han har trukket en hvid hue over de røde lokker i dagens anledning. Tendi scorer Bamses Billedbog som emne, kalder sig den stygge ulv og slutter perfekt med at påstå MC Rødhætte har trådt på hans ”Aller værsteste sted.”

keyser.aarhus.freestyle.battle.2004.JPGSidste battle er Albino mod Keyser A. Albino, der for nogen år siden vandt DM i Rap i Århus, får emnet kokain og flower fantasifuldt om Mr Yayo. Desværre lurer Keyser A at Albino ikke tog afstand fra narkoen og bruger sin runde på at kalde ham coke-vrag og sammenligne mellem Albinos hudfarve og stoffet. Da anden runde afvikles er Albino danset så langt bag dansen, han vælger at give sejren til Keyser A, en gestus publikum giver den op for.

De fire indledende runder er slut og det er tid til det første koncert act. Jøden annoncerer samtidig det er tid til de store drenge skal ryge sig blabbet, så det er ikke kun dirigentpinde han har styr på. Ham Den Lange bliver på scenen, for han står for showet sammen med Kremen aka K-Lir. Backet op af FMDEE fyrer de op for numre til deres kommende album ”Sammen Og Hver For Sig.” Det bliver både til nummeret ”Gæt Hvem Jeg Er” hvor K-Lir snedigt personificerer emnet han rapper om og ”Fuck Hip-Hop” hvor Ham Den Lange slår et slag for man godt kan være rapper uden at repræsentere alle fire elementer.

lange.aarhus.freestyle.battle.2004.JPG
Hvad FMDEE siger til det, ved jeg ikke, men han lod hænderne tale og leverer cool cuts til numrene samt instrumentaler, da rapperne begynder at buste punchline vers. Den Lange og den korte supplerer hinanden rigtig godt, og har fuld kontakt til publikum under showet. De formår samtidig at blande de sædvanlige punchlines med kvalitetsbeats, varierede emner og sans for at sætte en fest i gang. Efter 6-7 tracks forlader de scenen og efterlader samtidig spænding om albummet, der udkommer første maj.

Det begynder at trække op til semifinalerne. Crowden er stadig efterladt i spænding om, hvem der møder hvem. En intern battle i Kongerne ville være top-underholdende. Men sådan går det ikke, Simon Sir trækker Kim Jensen i det første opgør. Simon er ikke så meget oppe at støde som i runden før, og Kim Jensen dominerer endnu engang sin battle. Hans stemme er blevet mere rå siden sidst, han rapper sine punchlines med overbevisning, og får publikum så meget med sig mod den yngre modstander at det minder om mobning.

I den anden semifinale trækker Keyser A og Tendi hinanden. Tendi har stadig den gode attitude og det steady’e flow intakt, men det bliver ikke til ligeså mange gode linier. Keyser A griber chancen for en regulær afklapsning af sin unge rival. Først fortæller han Tendi siger ”ey yo maaaan” så meget, han lyder som Jødens lillebror, og da han kalder modstanderen ”En flæskesteg med bling i øret” er der ikke meget at gøre. Kongerne må se sig slået, men begge modtager så store klapsalver for indsatsen man kun kan mene de gik ned med ære.

jew.aarhus.freestyle.battle.2004.JPGFør finalen går Jøden og Jonny Hefty på scenen med Sandro Den Vantro som back-up. Publikum er god oppe på beatet, så da lydmanden spiller musikken til første nummer for lavt, er der kollektivt krav om at få skruet op for musikken. Det bliver til ”Rockstarz” nummeret for fuld udblæsning og kombinationen af rock og rap går lige ind. Samtidig brillierer Jonny Hefty’s med fornemt rimede, men sjove, letforståelige linier som ”Eenie, Meenie, Mynie, Mo – Der’ ingen penge på min tegnebog.” Den nu TV-kendte Jøden lader sig aldrig overgå og spørger cocky: ”Nå, er I færdige Aalborgensere? Så kan det være en bawler, kan få lov til at lave en sang om Århus!” hvorefter ”Smilets By” bliver erklæret mega-fucking street til alles glæde.

hefty.aarhus.freestyle.battle.2004.JPGJøden og Jonny Hefty er gået fra et almindeligt hip-hop show, til at inkludere parodier, acappella’er og materiale der næsten virker som sketches. De er blandt Danmarks sjoveste når de leger boyband, men deres rap-skillz fejler heller intet, hvilket Jøden beviser med et nyt track, som han spontant beder FMDEE lægge instrumental til, alene fordi han syntes den lød flavor under battlen. Det hele oser af nærvær og overskud.

Finalen nærmer sig nu, og præcis som til MC’s Fight Night i Århus mødes Keyser A og Kim Jensen. Finalisterne kommer på scenen og slår om hvem der starter. Herefter er det ren punchline Wrestlemania. Begge rappere er på et niveau, der sagtens kunne sende dem i Fight Night finalen, og alle linier bliver tvistet og smidt tilbage i hovedet på afsenderen. Emnerne vælger publikum, men fantasien er så lav, at da den tredje siger ’fisse’ truer Ham Den Lange med at sende dem hjem. Med emner som: “Jøden som dirigent” og “håndbold”, er der masser at rappe om. Keyseren rapper Kim Jensen bliver kneppet med Jødens dirigentstok og at han er gay som Anja Andersen. Men Kim griber bolden i luften, da han bliver kaldt Quasimodo, og praler med sit store ’klokkeværk’.

finale2.aarhus.freestyle.battle.2004.JPGMens Kim Jensens stil er mest ligefrem, varierer Keyseren hele tiden sit flow og han vælger f.eks at rappe dobbelt-tempo en hel runde. Sindssygt imponerende teknisk, men noget gik nok over publikums hoveder. Runderne er slut og dommerne er i tvivl. Det bliver til en ekstra runde på emner. Igen lyner begge rappere, men præcis som i alle andre emne-runde, bruger Kim Jensen sit topic i alle tres sekunder. Efter en utrolig tæt finale tildeler dommere og publikum Kim Jensen sejren, og dermed er han vinder af endnu af en freestyle battle i smilets by!

Hele arrangementet oser af god atmosfære. Folk hepper på de rappere de godt kan lide, men giver den også op for dem, der gør en god indsats. FMDEE er en stærk rorstyrer ved pladespillerne aftenen igennem, og han har ingen problemer med at levere bangers til rappernes runder – lige meget om det er Kool Keith, Defari eller Westside Connection. Selvom der kun var to rappere som på denne aften virkelig tog afstand til konkurrenterne, var der hos alle gode takter – det bliver vildt spændende at følge Tendi og Simon Sir‘s udvikling. De to live acts var også rigtig professionelle og underholdende. Eneste klage man kunne have, var den lange ventetid, der var mellem kunstnerne, specielt, hvis man var ankommet da dørene åbnede, måtte benene være godt trætte.
Finalen blev afviklet med mindst ligeså meget intensitet som Clemens Vs. Per V. i sin tid. Om Keyser A og Kim Jensen får en ligeså stor karriere er ikke til at sige, men det er helt tydeligt at de viste et stykke af, hvordan fremtiden kommer til at se ud i battle-rap arenaen, og det kan de begge være stolte af.

finale.aarhus.freestyle.battle.2004.JPGTil slut er der special shout out til Svendborg’s Eddie B. Da hovedpræmien på et gavekort til tøjforetningen Fozz blev råbt op måtte han både give og tage imod. Den unge Svendborgenser tog det på sine skuldre at råbe: ”Lortepræmie!” hvortil Jøden svarede: ”Du ligner da ellers en, der selv kunne bruge et gavekort på nyt tøj, homie.” Gratis underholdning, der trak både smilebåndet og atmosfæren på Musik Caféen én tak i vejret, før vi skulle hjem.

Fotos af ptas

Aarhus Freestyle Battle
@ Musik Cafeen, Onsdag 7. April 2004
performance:

To fænomenale finalister, konkurrence over middel, og fede live acts.

OnPoint faktor:
Et vaskeægte freestyle battle arrangement, mere 8 Mile end Fight Night.
underholdningsværdi:
Freestyle battles er altid sjove, mere stram afvikling havde pyntet.
spillested:
Helt rigtig stemning, og rammende rammer.
stemning:
God blanding af hardcore hiphoppere og rappernes klassekammerater.
street cred.:
Endnu engang var Århus mega-fucking street, men hyggelig.
set af:
ptas
sådan læser du karaktergivning:
7 x = On Point!
3 x = Nice Shot

6 x = Almost Bulls Eye
2 x = Target Practice

5 x = Heavy Hitter
1 x = Not Even Close

4 x = Hit Potential
1 x = Greatest Miss

Skrevet af ptas 21.04.2004 arkiveret under LiveSpot |