Fresh tilbage fra Staterne til forlænget jetlag på plørepladsen, rykkede undertegnede til rendez-vous med Rapspots og graff-eventcontainerens ragtag-outfit. Efter en prætentiøst, men desværre ganske sølle udstyret og fatalt overprisbehæftet burgøjserburger, stod den på Joss Stone i et på sædvanligvis for festivalen for lille telt (Odeon). Fordi sponsorene hos Tuborg igen (igen!?) har fået for få stande, og tørsten var stor, måtte halvdelen af koncerten nydes på afstand fra den fuldstændig afsindige men helt typiske ølkø i stædig venten på to rammer Guld. Og da en særdeles ihærdig, grænsende til det afsindigt belastende svensk krussamler løb interferens under anden halvdel af showet, var det lidt svært at fastholde koncentrationen. Det hjalp ikke da selveste DJ Carsten mistede besindelsen og bogstavelig talt jordede den stakkels bægerflicka, der besynderligt nok ikke tog det ilde op og et mudderbad rigere fluks genoptog sin mission. I denne sammenhæng hjalp det nok også at Branderten i et kortvarigt anfald af dårlig samvittighed prompte undskyldte ved at overrække hende en af sin makker, Jespers fadbamser (naturligvis helt uden forudgående konsultation hos ejermanden).
Anyhoo, det var Joss Stone vi kom fra. Opbakket af et eminent velspillende orkester sang hun sig lifligt igennem såvel prunkløst udførte covers som en række af sine egne kompositioner. Lækkert og perfekt chillet til at ledsage en begyndende brandert uden det ellers forventelige knas fra gårsdagens flyvetur. Eneste indvending fra denne side var såmænd, at det hele lød en smule for perfekt og lidt for behagesygt. Afslebne kanter og friktionsfrit gled skaber ikke en souldiva, men da talentet er åbenlyst og debutalbummet stadig er i vente, er det ikke urimeligt at forvente sig meget af den stadig purunge sangerinde, og det er under alle omstændigheder rart at få bekræftet at Roskildefestivalen stadig står ved sit nyfundne engagement i soulmusikkens fornyere.

Med kæppen solidt plantet i ørene, kunne vi derfor tilfredse pløje videre efter endt gerning. Da gemytterne ikke just var på bølgelængde med Korns tonsertråd, blev næste stop Ballroomteltet, hvor det algiersk-marokkansk-franske fusionsorkester Gnawa Diffusion fyrede op. Med en bouncy blanding af reggae, ragga, ska og traditionel nordafrikansk gnawa leverede orkestret et topfedt partyshow. Dynamisk kombinationsspil trommeslager og percussion imellem og en eminent toastende og udmærket syngende frontmand på det langstrækte strengeinstrument gimbri var eliksiren og sikrede aftenens naturlige kulmination.

Derefter retræte til redaktionsvognen, med mundgodt og –lort i den hårde stil, som det hør og bør sig. Festivalen er startet!

Skrevet af Mat 02.07.2004 arkiveret under Artikler |